Nicotinamide ribosid – evig ung medicin?

For to måneder siden begyndte jeg at tage Nicotinamide ribosid. Du kan læse om det her Evigt ung med Nicotinamid Ribosid?

Nu har jeg altså I to måneder dagligt taget “vidundermidlet”, og så melder spørgsmålet sig: Er jeg begyndt at føle mig yngre? Det hurtige svar er nej. Jeg er ikke begyndt at føle mig yngre. Jeg er dog heller ikke begyndt at føle mig ældre 😉

Og jeg er jo ved at nærme mig de 40 år, så har lige bestilt endnu en omgang fra Tyskland. Det virker umiddelbart ikke til at der endnu er nogen danske leverandører.

Jeg skal nok bliver ved med at holde jer opdateret 😊

Når en skodspand står åbent…

Nogle gange bliver man bare mindet om hvor godt det er at man aldrig har røget. Sådan et moment havde jeg ved indgangen til Harald Nyborg idag 🙂

En skodspand var sprunget op…

Jeg tænker man med fordel kunne lave en “lad-skod-spanden-stå åben-uge” i Danmark. Jeg tror det vil få flere til at kvitte smøgerne 🙂

 

Jeg og Peter Ingemann vil høre om dit taber-liv

Peter Ingemann havde i starten af året et meget fint indspark, hvor han kritiserede at vi altid fremstiller os selv perfekt på de sociale medier.

Jeg er enig med ham i at der særligt i Facebookopslag, ofte skrues ekstra op for de gode/spændende ting vi gør i livet, og ned for alt det trælse, kedelige, ubehagelige og “taber-agtige”. Jeg kan huske, at jeg, dengang Peters indlæg florerede på Facebook, spurgte min hustru, hvordan jeg egentlig fremstiller mig selv på Facebook (og på min blog)? Vi havde en dialog om at jeg jo nok også fremhæver det trælse ting en gang imellem, men at jeg ofte gør det med en humoristisk vinkel. Dybest set er min hustru jo nok ikke den rette at spørge, for hun kender jo mit liv (også uden for Facebook). Og nu må jeg så være ærlig: Jeg skriver bestemt ikke om alle mine trælse ting på Facebook og min blog… Om jeg skal være bedre til det? Måske…måske, det bare ikke altid er interessant? Og det er for mig nok her hunden ligger begravet. Hvis det er interessant nok, så skriver jeg om det. Jeg kunne ikke finde på at skrive et indlæg, hvor det eneste budskab var, hvor forfærdeligt det fx var, at ligge med influenza. Jeg prøver gerne at putte lidt mere på. Fx dette indlæg Hvad kan man gøre mod en tilstoppet næse? Hvor jeg klager min nød over min onde mande-influenza, men bringer så også alle mine mere eller mindre gode erfaringer videre 🙂 Og denne – Mine sokke-bekendelser – hvor jeg forsøger at gå til bekendelse over mit uperfekte liv med sokker 😉

Og nu når jeg ser tilbage på 2018 går det op for mig, at der faktisk ikke har været ret mange af den slags uperfekte og trælse indlæg på min blog i året der er gået. Tro mig, jeg har mere end rigeligt med uperfekte oplevelser, og ubehageligheder, jeg kunne have fortalt jer om. 2018 har bestemt ikke været højdepunktet i mit liv. Altså jeg/vi er da stadigvæk ved godt mod, og vores to fantastiske piger gør det bestemt meget letter 🙂 Men perfekt kan man sgu ikke kalde det. Faktisk vil jeg gå så vidt, at kalde det et af de dårligste år jeg har oplevet. Så på opfordring af Peter Ingemann, kommer her en oplistning af “skodpunkter” der desværre har fyldt mit/vores liv i 2018:

  • Lisbeth, Amanda og jeg gik særligt i første halvdel af 2018 konstant rundt med snot, hoste og ondt i halsen. Da jeg skulle have tredje gang penicillin for den samme Streptokok-halsbetændelse, begyndte lægen at blive lidt usikker på situationen.
  • Andrea har haft et par hårde influenzaer, og i en af de anledninger havde hun en ond feberkrampe. Selvfølgelig en dag hvor jeg var alene med hende, og ikke havde bilen hjemme (denne virkelige ubehagelige oplevelse er jeg nok nødt til at blogge om en dag).
  • Lisbeth genoptog sit job efter barsel (der var liiiige lidt rutiner som skulle tilpasses)
  • Alt for mange sygdomme – også virkelig kritiske – i den nære familie
  • Uvished om (og manglende) vuggestueplads til Andrea (midlertidig pasningsordning var nødvendig)
  • Jeg har gået flere uger med tandpine, og endte i først omgang med en akut rodbehandling, og så nogle uger efter en afsluttende rodbehandling (ubehageligt både pga smerter og prisen)
  • Mit job kan jeg ikke klage over, men der har været mange store ting i kog, som fra tid til anden har taget pusten fra mig: Lærer/fagansvarlig på helt nyt kursus, oplæg på Danmarks Læringsfestival og på andre konferencer, omorganiseringer og skift til ny afdeling.
  • Tilbygningsdrøm som brast, fordi det simpelthen er for dyrt
  • Lisbeths far måtte desværre forlade os i en alt for tidlig alder.
  • Lisbeth blev opsagt fra sit arbejde pga et tysk marked som ikke gik som forventet.

Alle disse uperfekte skodpunkter kunne jeg godt have fortalt nogle interessante historier om i 2018, men jeg har nok manglet energien til det – og har det vel egentlig stadigvæk ikke. Det er nok her problematikken ligger. Når man er lagt ned, af den ene eller anden grund, har man nok ikke energi til at fortælle mere end: “Lillemanden er syg igen!” eller, “Øv, jeg skal have endnu en tandkrone” eller “Brækket ben på 10. dag :-(”

Jeg synes Peter Ingemann har fat i den lange ende. Vi bør helt sikkert blive bedre til også at fortælle om vores taber-skod-liv, men jeg synes der skal lidt mere kød på, end bare overskrifter. Fortæl meget gerne om dit skodliv, men fortæl samtidig også hvordan du har det med det. Fortæl mig, hvad det har af konsekvenser for dig og din familie, at lillemanden konstant er syg. Fortæl mig, hvilke Netflix-serier du har set, mens du har ligget derhjemme med brækket ben. Ja – giv mig lidt mere, end bare konstateringen af at du står i en træls situation. Og hvis du ikke har energien til det PT, så vent til du har fået hovedet oven vande, og fortæl mig så historien.

Jeg selv vil se positivt frem mod 2019, og lover at de trælse historier nok skal komme.

Under alle omstændigheder bliver det spændende hvad 2019 byder mig og min lille familie. Det kan næste kun blive bedre.

Jeg byder dig og din familie et fantastisk nyt år!

KH

Martin

Me-too-krænker-ulve kommer!

Nu har jeg de sidste tre-fire dage, jeg har åbnet for radio og TV, skulle høre på hvordan det har stødt og krænket en person på CBS, at der bliver skrevet om en “ung blond pige” i en sang i højskolesangbogen. Hele vejen rundt er der stor enighed om at personen fra CBS er galt afmarcheret, og at man nok ikke behøver at ændre i teksten bare fordi en person føler sig stødt over det. I dag da jeg tændte for radioen, og igen skulle høre på historien om “krænkersangen”, kom jeg sådan til at tænke på det gode eventyr om drengen som råber “ulven kommer” for bare at sætte lidt gang i gaden. Og da ulven endelig kommer og han selvfølgelig igen råber “ulven kommer”, så kommer folk i byen ikke til undsætning, fordi de ikke tror han taler sandt.
Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at blive “krænket” og stødt af så små ting. Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at råbe Me Too, over småting. Eller det må man selvfølgelig selv om, men lad være med at nævne det på de medier/kanaler hvor alle lytter med, for det ender med at politikerne og de store mediehuse fanger det op og gør det til en stor historie – for de ser det som en fantastisk mulighed for omtale og klik. Hvis vi fortsætter med at være så tyndhudet, og hele tiden råbe op om alt muligt, som jo dybest set ikke har krænket os (i ordets egentlig forstand), så ender det med at folk ikke gider at lytte, når en rigtig krænkelse finder sted.

Hermed en lille opfordring: Næste gang du føler dig krænket, provokeret, eller stødt over noget, så spørg dig selv hvor kritisk det rent faktisk er for dig, eller dine omgivelser. Hvis det ikke er noget der radikalt vil ændre dit liv, og/eller skaber psykiske mén, så er det måske ikke så stort et problem, at du rent faktisk behøver at gøre mere ved det, end bare tænke “Nå, det var da noget pudsigt noget” (pudsig tekst, pudsigt klap på kinden, pudsigt noget at sige), og så gå videre med det du lige havde gang i.

KH
Martin

Tilbyder din sygeplejerske online konsultation?

Under et oplæg på OEB Berlin, om Blended learning, stillede jeg spørgsmålet: Hvilke temaer og aktiviteter anbefaler I at man laver henholdsvis i tilstedeværelsesundervisningen og i online perioderne. Jeg var interesseret i at høre hvad oplægsholderne havde af erfaringer på dette område, fordi jeg rigtig ofte får spørgsmålet når jeg taler med vores undervisere ved Forsvarsakademiet. I første omgang svarede en af oplægsholderne, at det primært var debat, dialog og socialisering som fungerede bedst i tilstedeværelsesundervisningen, men en af de andre oplægsholdere kom på banen og forklarede at hun bestemt mente, at man også både kunne debattere og socialisere online. Men påpegede at der selvfølgelig var en udfordring, når det kom til færdighedstræning (fx kan det – online – være svært at lære hvordan man skal sidde rigtigt på en hest for ikke at falde af). Jeg var glad for at hun sagde dette, for det er præcist hvad jeg også fortæller “mine” undervisere. Alt kan i princippet lade sig gøre online – man kan også socialisere. Selvfølgelig er det noget andet end at socialisere ansigt til ansigt, men det er bestemt muligt. Dette kunne jeg skrive meget om, men det jeg vil fokusere på i denne artikel, er en opfølgende kommentar som kom på baggrund af mit spørgsmål. En dansk kvinde rejste sig i plenum og forklarede, at hun arbejdede med uddannelse af sygeplejersker, og at sygeplejersker generelt er meget lidt positive overfor online konsultationer med patienterne. Sygeplejerskerne mener det er svært at udvise omsorg, forståelse og empati online, og at en online konsultation aldrig kan erstatte det fysiske møde. Derfor afholder sygeplejersker kun sjældent online konsultationer, selvom patienterne egentlig er positive overfor at mødes på denne måde.

Det skabte ikke så meget videre debat i lokalet, men jeg synes det var mega interessant, i forlængelse af mit spørgsmål. Hvad er det der ikke kan lade sig gøre online, men som død og pine skal gennemføres i et fysisk møde? Sygeplejersker mener altså at man ikke kan udviser omsorg, forståelse og empati, i en online konsultation. I nogen tilfælde kan jeg fint følge sygeplejerskerne. Hvis man fx skal overbringe resultatet af en positiv kræftprøve, så er det nok en god ide at have patienten fysisk tilstede. Men i enormt mange tilfælde hvor temaet ikke er helt så kritisk, så giver det da virkelig god mening at mødes online. Det er så meget nemmere, billigere og hurtigere for alle parter. Ja, måske kan det i nogen tilfælde endda være en bedre konsultation for patienten. Fx kan det være den mest kompetente sygeplejerske, for netop den sygdom patienten har, som kan tage samtalen. Fx føler patienten sig mere tryg i eget hjem, og dermed får husket flere af detaljerne. Fx kan der være mulighed for at optage samtalen, så patienten efterfølgende kan gense den.

Når man står overfor at skulle tage stilling til hvorvidt noget skal gennemføres online eller fysisk, skal man passe på ikke kun at fokusere på hvad der mistes ved at flytte fra det fysiske til det digitale. Ofte mister man, rigtig nok, noget, men man får også noget andet foræret.

Jeg gik i ugen efter konferencen og tænkte på sygeplejerskernes holdning til online konsultation. Igen, jeg kan godt forstå deres pointer, men jeg havde en lumsk anelse om at der også var noget andet i spil. Nok en ting man måske ikke vil få en sygeplejerske til at indrømme, men jeg tænker at en af sygeplejerskernes bekymringerne, ved at gennemføre online konsultation, nok også er manglende tekniske kompetencer. Jeg tænker at rigtig mange af dem ikke føler sig tilstrækkeligt klædt på, til at håndtere den teknik der trods alt følger med, når man skal gennemføre en online konsultation.

I dagene efter konferencen havde jeg dialog med en veninden, som arbejder inden for “sygeplejerske-verdenen”, og hun nævnte netop selv at manglende IT kompetencer formentlig er en barriere, når det kommer til online konsultation. Det er klart der er en frygt for det, hvis man aldrig har prøvet det før. Og sygeplejerskerne har formentlig aldrig prøvet at gennemføre et online møde – ikke engang som patient.

Denne artikel er bestemt ikke for at skyde på de danske sygeplejesker. Her tjener de kun som et eksempel på hvordan de fleste faggrupper i Danmark reagerer overfor teknologien. Jeg kender fx dette billede fuldstændigt fra de undervisere og lærer jeg arbejder sammen med. Dem som ikke føler sig godt nok klædt på teknologisk, er sjældent rigtig positive overfor fx Blended Learning eller for teknologiske læringsværktøjer. Og når jeg snakker med disse undervisere om Blended Learning, så er mit første spørgsmål ofte: Har du nogen sinde oplevet at være deltager på et kursus opsat som Blended Learning? Hvis de ikke har prøvet det, foreslår jeg dem at deltage på et kursus jeg gennemfører, som netop er opbygget som Blended Learning. På samme måde tænker jeg, at sygeplejerskeuddannelsen kunne klæde sygeplejerskerne bedre på, ved at lade dem tørtræne afholdelse af online konsultationer med hinanden.

I fremtiden har vi behov for senioradvokaten, men ikke junioradvokaten…

I sidste uge var jeg i Berlin til konference om læringsteknologi. Til den indledende plenary session, var en interessant paneldiskussion om hvordan teknologien ændrer det samfund vi lever i. En af paneldeltagerne var “nordkvinden” Anita Schjøll Brede som er founder af Iris.ai og arbejder på SingularityU Nordic. Det er en af Anitas pointer jeg i denne artikel vil fokusere på.

Anitas far arbejder som topadvokat. Og netop advokater er – som Anita forklarede – en af de medarbejdergrupper man forudser at teknologi og AI vil minimere behovet for. Vi vil altså i mange af fremtidens juridiske forhold, ikke gå til en advokat, men lade AI/teknologien løse sagen for os. Anita forklarede at når hun fremlægger dette fremtidsscenarie for sin advokatfar, så siger han: “Der vil altid være behov for advokater – men kun de allerdygtigste”. Og Anita giver sin far ret. Der vil nok langt ud i fremtiden være behov for advokater i de mest komplekse sager. Men teknologien vil tage over, når det kommer til almindelige små sager som junioradvokaten primært har taget sig af. Hvis det rent faktisk bliver virkelighed, at der i fremtiden ikke vil være arbejde til junioradvokater, men kun arbejde til top-senioradvokaten, så kommer vi til at stå i en uddannelsesmæssig udfordring: Hvordan skaber vi top-advokater, som kan løse de mest komplekse sager, uden at der i starten af deres karriere er en række junior-opgaver til dem. Man bliver jo en god senior-advokat ved at have gennemført – og trænet på – en lang række junioradvokat-sager. I en sådan fremtid, vil den nyuddannede advokat direkte efter endt uddannelse, skulle kastes ud i hyper komplekse sager. Hvordan skal underviserne på jurastudiet gøre de studerende i stand til dette?

Hverken jeg eller Anita har svaret på hvordan vi skal gribe det an. Men det er en meget interessant pointe, som os i uddannelsesverdenen jo er nødt til at forholde os. Advokatverdenen er jo bestemt ikke den eneste faggruppe som vil stå i denne udfordring. Jeg tænker læger, revisorer, ejendomsmæglere, soldater, etc, etc. Mange faggrupper vil stå i en situation, hvor der stadigvæk vil være behov for de allermest kompetente og avancerede medarbejdere, men bare ikke har mindre tunge opgaver der kan trænes på. Igen – jeg har ikke svaret, men jeg tænker teknologien på en eller anden måde må hjælpe os. Og vi skal kigge på hvad der rent faktisk er nødvendigt at lærere på de forskellige uddannelser. Alt der handler om viden på de lave taksonomier bør måske skæres bort til fordel for langt mere træning i forskellige komplekse situationer, som kan styrke kompetencen hos den enkelte. Fx behøver advokaten ikke at kunne samtlige paragraffer udenad, for dette kan AI/teknologi jo fortælle dig på et splitsekund. Og AI kan jo endvidere virke som en assistent midt under sagen. Advokatens opgave vil være at kigge på det helt store billede, og retorisk skarpt kunne fremlægge sagen. Og nu skal det lige siges, at jeg intet ved om jurastudiet, men min tanke er der så på jurastudiet skal fokusere 100% på at de studerende netop kan skabe det helt store billede, og retorisk kan fremlægge sagen – men måske vigtigst af alt, at kunne kontrollere og bruge teknologien, som jo vil være den vigtige “assistent” i de fremtidige sager advokaten vil stå overfor.

Evigt ung med Nicotinamid Ribosid?

Jeg skrev jo en ungdomsbog i 2016 med sci fi temaet ‘det evige liv’. Her følger man hovedpersonen Mikkel, som i år 2036 oplever at der kommer en pille på markedet, som giver evigt liv.

Jeg har en naturlig nysgerrighed over for dette tema, og derfor følger jeg med i den udvikling der sker inden for aldringsforskning. Der har netop de sidste år, været flere og flere indikationer på at der snart vil komme et produkt på markedet, som lover noget mere, når det kommer til bekæmpelse af aldring, end bare en creme mod rynker i ansigtet 🙂

Et vitamin som hedder Nicotinamid Ribosid, er omtalt mange steder, som et produkt der kan gøre rigtig mange positive ting i forhold til bekæmpelse af aldring. Og her til morgen, blev dette medikament nævnt i nærmest det mest mainstream-agtigtige-medie man kan komme i nærheden af: Go’ morgen Danmark (TV2). Her var lægen Morten Scheibye-Knudsen i studiet. Morten forsker netop i aldring, og har haft fuld fokus på dette tema i de sidste 10 år.

Morten har de sidste par år dagligt taget en pille med netop Nicotinamid Ribosid. Og jeg var faktisk ikke klar over at der allerede nu var et kosttilskud Nicotinamid Ribosid på markedet, som helt almindelige mennesker kunne købe (og rent faktisk også have råd til).

Kort fortalt er Nicotinamid Ribosid et vitamin – et helt naturligt vitamin som andre vitaminer. Nicotinamid Ribosid er et vitamin B3, og det kan findes naturligt i fx mælk og gærceller. Nicotinamid Ribosid omdannes i vores krop til NAD (Nicotinamide adenine dinucleotide). Og NAD er et stof som findes i alle vores levende celler, som man taber med alderen. Grundtanken er altså at vores krop skal have tilført ekstra NAD, for at undgå og bekæmpe aldring. Organer der kræver meget energi (for eksempel vores hjerne) eller dem med meget høj omsætningshastighed (tarm og hud) kræver højere mængder NAD.

I interviewet forklarer Morten Scheibye-Knudsen at han tager pillen fordi han håber på at blive lidt sundere med alderen. Han er altså helt velvidende om at denne pille ikke giver ham det evige liv, men blot er nogle af de første medikamenter, som måske kan være med til at forlænge livet med nogle år, og forhåbentlig udskyde aldersbetingede sygdomme. Han tager det altså som andre tager deres kosttilskud (eller vitaminer).

Morten understreger i interviewet at man ikke med  100% sikkerhed ved hvor godt Nicotinamid Ribosid rent faktisk virker på mennesker, men at test på dyr har vist gode resultater, når det kom til aldring (øger levetiden hos dyrene med 30-50%).  Det er ret svært at kontrollere på mennesker, for så skal man jo køre undersøgelsen i rigtig mange år (I en parentesbemærkning kan nævnes at der er blevet lavet mange undersøgelser af Nicotinamid Ribosid på mennesker blot over en kortere periode. Jeg har ikke set nogen undersøgelser som viser nogen særlige bivirkninger ved indtagelse, selv af store doser af +500 mg)

Man kan endnu ikke købe Nicotinamid Ribosid i Danmark, men det er nok et spørgsmål om tid, for i det meste af Europa er det nemt tilgængeligt. Morten forklarer flere gange at Nicotinamid Ribosid har en lav “bivirkningsprofil”, og han er derfor ikke specielt nervøs for at indtage pillen (vitaminet). Men han forklarer også at man i forhold til mennesker, jo endnu ikke ved noget med sikkerhed, og man derfor skal træde varsomt, hvis man overvejer at begynde.

Under alle omstændigheder har jeg nu bestilt et glas Nicotinamid Ribosid hjem til matriklen 🙂

…to be continued 🙂

 

STOP SORTERING AF AFFALD!

I disse dage, er der mange der taler om sortering og genbrug af vores affald. Jeg er positivt stemt overfor tanken om sortering og genbrug, der er bare noget jeg har virkelig svært ved at forstå. Jeg har ikke lavet det helt store forkromede regnestykke, men min logiske sans er sat på prøve, når folk prædiker for mere sortering og genbrug af affald i Danmark. I Danmark er vi førende i verden, når det kommer til at skabe miljørigtig varme og energi af vores affald. Vi brænder optimalt og filtrere farlige stoffer væk inden røg og damp sendes op af skorstenen. Energien som skabes giver os strøm til vores smartphones og varme i vores radiatorer. Men der er selvfølgelig ikke affald nok til at kunne dække hele Danmarks behov for strøm og varme, og derfor er vi også nødt til bl.a at fyre med kul. Rigtig mange husstande i Danmark får deres varme fra kraftvarmeværker som primært fyrer med kul. Og det er her regnestykket begynder at krakelere for mig, for det siger jo sig selv, at hvis vi pludselig får mindre affald, fordi vi begynder at sorterer mere, ja, så må kraftvarmeværkerne begynde at fyre med mere kul. Og hvad bonner mest ud i CO2-udledningsregnskabet? Affald eller kul? Ved en hurtig Google-søgning kunne jeg konstatere at affald udleder ca. 32,5 kg CO2 pr. gigajoule der bliver produceret, og kul udleder ca. 95 kg. Dvs affaldsafbrænding er langt at foretrække i CO2 regnskabet, sammenlignet med kul.

Måske det giver god mening i andre lande at sortere og genbruge affald, men det er fordi de i forvejen bare deponerer alt deres affald (gemmer det væk), eller har dårlige afbrændingmetoder.

De danske politikere er heldigvis enige om at kul med tiden skal udfases, til fordel for fx vedvarende energi, men først den dag vi helt kan pensionere  afbrænding af kul i Danmark, giver det mening for mig at sortere mit affald mere end vi allerede gør.

 

Rottehaler – Når far sætter hår

Jeg har aldrig været den store kreatør, når det kom til håropsætning, men efter et “Daddy&Daughter frisør-kursus”, jeg deltog i sammen med min ældste datter (I frisørsalonen JustHair), har jeg fået udvidet mit frisure-repertoire en lille smule.

I morges havde jeg en sjælden gang mulighed for at sætte pigernes hår, og en af de frisurer jeg bl.a. fik undervisning i på kurset, var rottehaler 😉 Min hustru er ikke så vild med med rottehaler, og derfor har det kun yderst sjældent været en frisure, pigerne har haft i det offentlige 😉 Men i dag gik min ældste pige, Amanda, altså ud af døren med de to fine haler…(den mindste var desværre feberramt, så hun kom ingen steder).

Da jeg hentede Amanda fra børnehaven i eftermiddags, havde vi denne dialog på vejen hjem:

Mig: Var der nogen der sagde noget til din frisure?

Amanda: Ja, pigerne!

Mig: Hvad sagde de?

Amanda: De sagde mit hår var fint, og de spurgte om det var min far eller mor som havde sat det.

Mig: Hvad sagde du så?

Amanda: Ja, jeg sagde jo det var dig

Mig: Hvad sagde de så?

Amanda: de sagde WAUW!

🙂

Når man indser at man tager fejl…

Vi sidder tre kollegaer i en lille Polo på vej hjem fra Jylland. Jeg sidder på bagsædet. Fra tid til anden åbner vi vinduerne,  så der kan komme lidt luft ind. Her starter dialogen:

Mig: Skal vi ikke lukke vinduerne op et øjeblik!

Kollega 1: Det hedder ikke lukke vinduerne op, det hedder rulle vinduet ned.

Mig: jamen man ruller jo ikke, man trykker på en knap, og man åbner jo også vinduet hjemme i huset… Åbner I ikke vinduet der hjemme?

Kollega 2 (chauffør): altså man drejede jo i et håndtag før i tiden for at få bilruden åbnet.

Mig: Jaja men man lukker alligevel vinduet op… Sådan er det altså.

Kollega 2: der sidder jo en wire inde i vinduet, som sørger for at vinduet ruller ned.

Mig;. Nej der gør ej! Der sidder ikke nogen wire derinde.

Kollega 2: hvordan mener du så det fungerer, når vinduet i bilen skal åbnes?

Mig: Magi!

Club track – I want your body

I’m happy to announce my brand new club track: “I want your body (On the dancefloor)”. The song is produced in my studio in Copenhagen Denmark, and I have got the fabulous LisB on vocal. Take a listen:

I hope you like it, and if you are deejaying I will be honered if you bring it to your dancefloor!

In this zip package you’ll find both the Original, an Extended and an Acapella version of the song in high quality: Zip package – I want your body

I hope you will give me some feedback if you bring it to your dancefloor party people! Find me on Instagram (Martin Hans Jensen) or send me an email at martinhjensen@gmail.com

You are welcome to listen to all my other tracks as well, but I warn you! A lot of it is in Danish, and only a few of them is produced with the dancefloor in mind 😉

DR bliver Sort/hvid i 2020

Regeringens og Dansk Folkepartis medieaftale, har bl.a betydet at DR skal beskæres med 20 procent. Som konsekvens af dette, har DR besluttet at der skal spares på farverne. I 2020 vil samtlige af DRs TV-programmer, derfor blive produceret og transmitteret i sort/hvid – også genudsendelser.

Denne beslutning har skabt kritik fra flere forskellige kanter:

Uffe Ølbæk (Alternativet): “Verden skal være farverig! Vi har brug for farver. Peace, love and harmony dur bare ikke rigtig i en sort/hvid verden. At DR dropper farverne, er en skandale! For min skyld kunne de have droppet alt andet, hvis bare farverne var forblevet. Ja, jeg vil endda hellere have at DR sender pausefisk 24/7 i farver, end samtlige andre af deres programmer, hvis de skal være i sort/hvid.”  

Frederik Mettesen (Socialdemokratiet): “Det er fuldstændig absurd. Det er meget bagudskudene. Det ville give meget mere mening at indføre afgiftsregulering på farver. DR skal sende i farver, men TV-seerne skal via deres licens betale for de farver de ser mest. Hvis man fx mest ser naturprogrammer, som jo selvsagt har mange grønne farver, så giver det jo ingen mening at betale for de tusindevis af andre farver der findes. Hermed kunne man jo så også spare penge ved at indstille sit TV, så man helt kunne undgå farver man ikke kunne lide. Jeg ville fx skrue helt ned for de blå nuancer, og helt op for de røde.”

Flere eksperter er også ude og kritisere beslutningen.

Asger Svovlsen (Miljøekspert): “Det kan give fin mening at droppe farverne og gå over til sort/hvid. Der er helt klart en miljøgevinst. Det ville dog være særlig interessant, hvis DR også afskaffede farven hvid, så der kun var sort tilbage. Det ville helt sikkert gøre en kæmpe forskel på vores klima.”

Guri Flügger (Farveekspert): Jeg vil være rigtig ked af at skulle undvære farver på mit TV. Jeg synes det er en voldsom beslutning. RGB farverne #FF0000, #00FF00 og #0000FF, er alle vigtige for at få et naturligt og afslappende billede at kigge på. Jeg anerkender dog at farver koster mange penge, og derfor kunne en blød sepia dog måske været et acceptabelt kompromis.

Regeringen og DF har dog også været ude og forsvare DRs beslutning:

Pia Kærgården (DF): “Jeg ser meget frem til 2020, hvor alle DRs programmer kommer til at være i sort/hvid. Det bliver lidt som i de gode gamle dage. Jeg kan allerede nu forestille mig, hvordan jeg kommer til at invitere hele familien hjem til kaffe og kage, og vi sammen skal sidde og morer os over en god gang “Den store bagedyst” i fantastiske grå nuancer. Jeg vil endda gå så vidt at sige at vi er blevet indvarderet af farver de sidste 40 år på TV. Jeg er overbevist om at denne autonome brug af farver, er skyld i mange af de problemer vi står i, i Danmark. Nej, Sort/hvid gør det hele mere rent og enkelt.”