Teknologi og børn (hjemme hos os)

Jeg var til bestyrelsemøde i vores store piges børnehave i går aftes, og der kom dialogen ind på vores børns forhold til medier og teknologi. Der var ret god energi i debatten om, hvordan vi som forældre introducerer, og lader vores børn benytte, forskellige teknologiske gadgets. Et par af bestyrelsesmedlemmerne har en meget analog tilgang til familielivet. Dvs iPads, mobiltelefoner, Ramasjang, og computere kun er et sjældent syn i deres hjem. Jeg kunne jo begejstret fortælle om min families forholdsvise positive tilgang til teknologi, og jeg lovede at uddybe i et indlæg. Og det vil jeg så gøre her på min blog. Jeg er dog ret sikker på vi hjemme hos os ikke har fundet de vises sten, men langt hen af vejen synes jeg det virker for os – uden at teknologien har overtaget. Rent personligt er jeg nok også lidt speciel på dette område. Jeg ser mig, rigtig nok, som super-teknologisk-positivist, men kan også være nærmest anakronistisk i min tilgang til situationer. Fx fik Amanda sit først musikanlæg på sit værelse, da hun var to år, men det var vel at mærke en pladespiller. Derfor måtte hun lære hvordan man skiftede vinylpladerne, når hun ville høre nyt musik. Og hun måtte flytte pickuppen, hvis hun ville høre et at andet nummer.

Først og fremmest skal det siges at jeg mener det er enormt vigtigt at jeg og min hustru sætter rammer for mine børns brug af teknologi. Ja, på samme måde som man, som forældre, jo sætter rammer på så mange andre områder.

Jeg vil her i indlægget have fokus på mit store børnehavebarns (5½ år) brug af teknologi, og hvordan og hvornår vi introducerede det. Amanda fik sin iPad, da hun var 6 måneder gammel. Du kan nedenfor se en lille video fra den gang 🙂

I det første år med iPad, handlede det om at finde så enkle apps som muligt: Vendespil, smadre-balloner-spil, dyr man kan trykke på, etc, etc. Der findes tusindevis af apps på App Store til de helt små børn. Men man skal lige sikre sig at gratisudgaven ikke har alle mulige reklamer, som barnet bliver distraheret af og kommer til at trykke på. Hvis det har bunker af reklamer, må man nok acceptere at betale de 17 kr for den fulde udgave, eller finde en alternativ app.

Da Amanda var lidt over 1½ år gammel fandt hun frem til Youtube på sin iPad. Hun var god til at surfe rundt og finde alle mulige videoer, og hun fandt gerne en masse engelsksprogede børnesange, og læringsvideoer. Den første måneds tid var det rigtig festligt at hun begyndte at synge engelske sange og tælle på engelsk, men da vi indså at hun pludselig var blevet bedre til sange, tal og farver på engelsk end på dansk, og hun gentagende gange begyndte at surfe sig frem til de samme voldsomt intetsigende videoer, med japanske/kinesiske mænd, udklædt som Spiderman, så besluttede vi simpelthen at afinstallere Youtube.

Når nu hun ikke kunne se Youtube, måtte jeg bruge lidt tid på at hjælpe hende med at få installeret nogle lærerige, sjove og danske apps på hendes iPad. Jeg famlede mig lidt frem, og sad gerne om aftenen, når Amanda var gået i seng og installerede alle mulige apps, som Amanda så måtte vende tommelfingere op eller ned til dagen after. I denne søgen efter apps, kan jeg anbefale appen “Apps gone free”. Den kommer med en daglig liste af apps som netop den aktuelle dag er gratis (apps som ellers normalt koster penge).

En af Amandas favoritapps har alle år været Ramasjang. Det er selvfølgelig fordi Amanda er blevet introduceret for de forskellige karakterer på TV-Ramasjang, men også fordi appen bare er rigtig fed. Og DR er gode til at opdatere den, så den hele tiden er aktuel. Andre Apps Amanda har været særligt glade for i årenes løb er:

  • Toca Kitchen
  • ABC Sang
  • My animals
  • Snip Snap snuderne

Ud over de apps hun bruger, så har hun alle dage være meget interesseret i kamerafunktionen på sin iPad. Hun startede med at tage billeder af os og alle sine ting på sit værelset, men nu er hun gået mere over til at lave videoer, og gerne af sig selv, hvor hun som en bedre Youtube-stjerne fortæller, hvad hun fx er igang med at lege (modellervoks, slim, lego, etc). Amanda vil rigtig gerne have mig med i udviklingen af disse videoer, og sætningen “Og jeg har også min storebror med i dag”, kommer næsten altid på et tidspunkt mens hun er i gang med at filme (jeg ved altså ikke rigtigt hvorfor jeg altid skal være storebror, tror måske bare hun synes det er sejere end at have sin far med på sin video…og det kan man vel godt forstå :-)) I processen op mod at hun påbegynder optagelse af sin film, giver jeg hende gerne gode råd med på vejen om fx lysindfald, lyd, placering af iPad, mulige temaer, etc.

Ud over hendes standardapps, så har jeg også købt Osmo til Amanda. Osmo er interessant fordi den kombinerer den fysiske verden med den elektroniske. Osmo lærer børnene at programmere, regne, skrive og tegne. Det fungerer sådan, at man stiller sin Ipad i en base samt montere et lille spejl på kameralinsen. IPad’en kan hermed se hvad barnet laver foran den. Så kan man ved hjælp af forskellige brikker og plader arbejde med at tegne, sætte i orden, justere og sortere og dermed samarbejde med Osmo på skærmen. Amanda er særligt glad for programmeringsspillet. Her skal hun styre et sødt monster rundt og finde jordbær. Nedenfor er en lille video jeg optog af et af Amandas første møder med Osmo (hun var lige blevet 4 år). Man kan også se, at hun ikke helt har helt styr på det endnu…hun går i hvert fald voldsomt hårdt ind i et træ 🙂 men det giver et ok billede af hvordan spillet fungere. Hvis Amanda havde været mere rutineret, havde hun tilføjet endnu en “gå brik” i “koderækkefølgen” på bordet, som hun havde ændret retning på, for så havde hun nemlig kunne tage 8 jordbær i et huk.

For nyligt har vi genintroduceret Youtube for Amanda. Men jeg har gjort det på en helt særlig måde. Jeg har fundet en af mine gamle bærbare computere frem fra skuffen, og givet den til Amanda. Her kan hun se Youtube, og kun her. Min skjulte agenda med at gøre det på denne måde, er at jeg hermed samtidigt får introduceret brugen af en rigtig computer for Amanda, som ikke er touchskærm. Hun skal altså bruge mus og tastatur, for at starte de forskellige videoer i Youtube. Jeg har selvfølgelig måtte bruge lidt tid på at lære Amanda dette, men motivationen var der i så rigelige mængder, fordi hun jo så kunne se sin elskede Youtube 😉 Jeg er helt med på at denne teknolog (mus og tastatur) ikke er fremtiden. Jeg tror i hvert fald ikke Amanda kommer til at sidde ved en traditionel PC med mus og tastatur, når hun kommer på arbejdsmarkedet (hvis “arbejdsmarkedet” da overhovedet ser ud som det gør i dag). Nej, teknologien vil selvfølgelig til den tid, i langt højere grad være indbyggedet i de forskellige ting vi arbejder med, og vores interaktion med teknologien vil være touch, tale og tanke. Men det ændrer ikke på at hun helt sikkert i det næste årti (netop i hendes skoletid) vil skulle arbejde med traditionelle computere. Og så er det jo nok også “anakronisten” som slår til igen 😉

Lidt på samme tidspunkt som jeg introducerede Amanda for computeren, købte jeg også en “Google Home”. Her har vi altså fat i en gamechanger ift. børns teknologiske udvikling. Google Home er en højtaler med Google Voice assistent indbygget. Dvs du kan tale til Google Home og den svarer dig. Jeg spørger den fx gerne om dagens vejrudsigt, når jeg kommer ned i køkkenet om morgenen, og den svarer mig: “i  dag i Kastrup bliver vejret…” Jeg har lært Amanda den famøse sætning “Ok Google”, som er den som aktiverer Google Homes lytteegenskaber, og så kan hun stille den spørgsmål. Amanda “leger” tit med Google Home, og spørger den om alle mulige og umulige spørgsmål. Fx “hvad betyder Amanda?“, og den svarer hende: “Amanda er Latin og betyder den der bør elskes” 🙂 Fra tid til anden stiller hun også Google Home spørgsmål som hun går og undres over. Fx kørte der en sang i Ramasjang, som handlede om Jordan. Hun spurgte Google Home, hvad Jordan er, og hun fik så svar på at det er et land i Mellemøsten. Det er ret unikt at børn nu helt ned i 3-4 års alderen, kan opsøge viden på egen hånd. Det har aldrig været muligt for dem før. For det er jo først når man mestre skriftsproget, at man fx kan søge ting på Internettet.

Amanda har også arvet en mobiltelefon fra “farmor”, og denne bruger hun primært til musik, da den selvfølgelig ikke har simkort. Men her kan hun finde sine yndligsnumre på Spotify (eller rettere, høre hendes egen liste, som jeg har hjulpet hende med at sætte op). Hun har så også en lille bluetooth-mikrofon, som kan sluttes til, og så går der total MGP i den 🙂 Angående en “rigtig” mobiltelefon, er jeg ret klar i min holdning. Det vil tidligst komme på tale, når hun skal begynde at gå til og fra skole uden en voksen, eller når hun skal begynde at være kortere tid alene hjemme.

Min tilgang til brugen af teknologi hjemme hos os, er nok gennemsyret af mit store fokus på vigtigheden af at børn får teknologiforståelse. Jeg er fortaler for at “Teknologiforståelse” kommer på skoleskemaet på de danske skoler (hvilket jeg fra tid til anden også skriver om på www.itifolkeskolen.dk. Alle børn skal ikke være programmører! Men for at være klar til den fremtid der venter, skal de kunne forstå hvad der skal til, for at kunne “kommunikere” med teknologien, og havde en grundlæggende forståelse for hvordan teknologien fungerer.

Og her til slut må jeg bare nævne igen, at man selvfølgelig altid skal sætte rammer for sine børn, også når det kommer til teknologi. Vores børn får aldrig lov til at sidde flere timer med deres forskellige dimser. Max en halv time, og så skal der laves noget uden skærm. Denne grænse har vores børn kun meget sjældent svært ved at acceptere. Det er faktisk kun når situationen er helt speciel, fx ved overtræthed eller sygdom, at der kan opstå lidt “turbulens” i vores lille hjem 😉 Vi holder os til det gode gamle ordsprog “Alt med måde”, og det tror jeg er grunden til teknologi er god medspiller i vores familie.

Jeg og Peter Ingemann vil høre om dit taber-liv

Peter Ingemann havde i starten af året et meget fint indspark, hvor han kritiserede at vi altid fremstiller os selv perfekt på de sociale medier.

Jeg er enig med ham i at der særligt i Facebookopslag, ofte skrues ekstra op for de gode/spændende ting vi gør i livet, og ned for alt det trælse, kedelige, ubehagelige og “taber-agtige”. Jeg kan huske, at jeg, dengang Peters indlæg florerede på Facebook, spurgte min hustru, hvordan jeg egentlig fremstiller mig selv på Facebook (og på min blog)? Vi havde en dialog om at jeg jo nok også fremhæver det trælse ting en gang imellem, men at jeg ofte gør det med en humoristisk vinkel. Dybest set er min hustru jo nok ikke den rette at spørge, for hun kender jo mit liv (også uden for Facebook). Og nu må jeg så være ærlig: Jeg skriver bestemt ikke om alle mine trælse ting på Facebook og min blog… Om jeg skal være bedre til det? Måske…måske, det bare ikke altid er interessant? Og det er for mig nok her hunden ligger begravet. Hvis det er interessant nok, så skriver jeg om det. Jeg kunne ikke finde på at skrive et indlæg, hvor det eneste budskab var, hvor forfærdeligt det fx var, at ligge med influenza. Jeg prøver gerne at putte lidt mere på. Fx dette indlæg Hvad kan man gøre mod en tilstoppet næse? Hvor jeg klager min nød over min onde mande-influenza, men bringer så også alle mine mere eller mindre gode erfaringer videre 🙂 Og denne – Mine sokke-bekendelser – hvor jeg forsøger at gå til bekendelse over mit uperfekte liv med sokker 😉

Og nu når jeg ser tilbage på 2018 går det op for mig, at der faktisk ikke har været ret mange af den slags uperfekte og trælse indlæg på min blog i året der er gået. Tro mig, jeg har mere end rigeligt med uperfekte oplevelser, og ubehageligheder, jeg kunne have fortalt jer om. 2018 har bestemt ikke været højdepunktet i mit liv. Altså jeg/vi er da stadigvæk ved godt mod, og vores to fantastiske piger gør det bestemt meget letter 🙂 Men perfekt kan man sgu ikke kalde det. Faktisk vil jeg gå så vidt, at kalde det et af de dårligste år jeg har oplevet. Så på opfordring af Peter Ingemann, kommer her en oplistning af “skodpunkter” der desværre har fyldt mit/vores liv i 2018:

  • Lisbeth, Amanda og jeg gik særligt i første halvdel af 2018 konstant rundt med snot, hoste og ondt i halsen. Da jeg skulle have tredje gang penicillin for den samme Streptokok-halsbetændelse, begyndte lægen at blive lidt usikker på situationen.
  • Andrea har haft et par hårde influenzaer, og i en af de anledninger havde hun en ond feberkrampe. Selvfølgelig en dag hvor jeg var alene med hende, og ikke havde bilen hjemme (denne virkelige ubehagelige oplevelse er jeg nok nødt til at blogge om en dag).
  • Lisbeth genoptog sit job efter barsel (der var liiiige lidt rutiner som skulle tilpasses)
  • Alt for mange sygdomme – også virkelig kritiske – i den nære familie
  • Uvished om (og manglende) vuggestueplads til Andrea (midlertidig pasningsordning var nødvendig)
  • Jeg har gået flere uger med tandpine, og endte i først omgang med en akut rodbehandling, og så nogle uger efter en afsluttende rodbehandling (ubehageligt både pga smerter og prisen)
  • Mit job kan jeg ikke klage over, men der har været mange store ting i kog, som fra tid til anden har taget pusten fra mig: Lærer/fagansvarlig på helt nyt kursus, oplæg på Danmarks Læringsfestival og på andre konferencer, omorganiseringer og skift til ny afdeling.
  • Tilbygningsdrøm som brast, fordi det simpelthen er for dyrt
  • Lisbeths far måtte desværre forlade os i en alt for tidlig alder.
  • Lisbeth blev opsagt fra sit arbejde pga et tysk marked som ikke gik som forventet.

Alle disse uperfekte skodpunkter kunne jeg godt have fortalt nogle interessante historier om i 2018, men jeg har nok manglet energien til det – og har det vel egentlig stadigvæk ikke. Det er nok her problematikken ligger. Når man er lagt ned, af den ene eller anden grund, har man nok ikke energi til at fortælle mere end: “Lillemanden er syg igen!” eller, “Øv, jeg skal have endnu en tandkrone” eller “Brækket ben på 10. dag :-(”

Jeg synes Peter Ingemann har fat i den lange ende. Vi bør helt sikkert blive bedre til også at fortælle om vores taber-skod-liv, men jeg synes der skal lidt mere kød på, end bare overskrifter. Fortæl meget gerne om dit skodliv, men fortæl samtidig også hvordan du har det med det. Fortæl mig, hvad det har af konsekvenser for dig og din familie, at lillemanden konstant er syg. Fortæl mig, hvilke Netflix-serier du har set, mens du har ligget derhjemme med brækket ben. Ja – giv mig lidt mere, end bare konstateringen af at du står i en træls situation. Og hvis du ikke har energien til det PT, så vent til du har fået hovedet oven vande, og fortæl mig så historien.

Jeg selv vil se positivt frem mod 2019, og lover at de trælse historier nok skal komme.

Under alle omstændigheder bliver det spændende hvad 2019 byder mig og min lille familie. Det kan næste kun blive bedre.

Jeg byder dig og din familie et fantastisk nyt år!

KH

Martin

Rottehaler – Når far sætter hår

Jeg har aldrig været den store kreatør, når det kom til håropsætning, men efter et “Daddy&Daughter frisør-kursus”, jeg deltog i sammen med min ældste datter (I frisørsalonen JustHair), har jeg fået udvidet mit frisure-repertoire en lille smule.

I morges havde jeg en sjælden gang mulighed for at sætte pigernes hår, og en af de frisurer jeg bl.a. fik undervisning i på kurset, var rottehaler 😉 Min hustru er ikke så vild med med rottehaler, og derfor har det kun yderst sjældent været en frisure, pigerne har haft i det offentlige 😉 Men i dag gik min ældste pige, Amanda, altså ud af døren med de to fine haler…(den mindste var desværre feberramt, så hun kom ingen steder).

Da jeg hentede Amanda fra børnehaven i eftermiddags, havde vi denne dialog på vejen hjem:

Mig: Var der nogen der sagde noget til din frisure?

Amanda: Ja, pigerne!

Mig: Hvad sagde de?

Amanda: De sagde mit hår var fint, og de spurgte om det var min far eller mor som havde sat det.

Mig: Hvad sagde du så?

Amanda: Ja, jeg sagde jo det var dig

Mig: Hvad sagde de så?

Amanda: de sagde WAUW!

🙂

Skønt at være på arbejde igen

I sidste uge hev jeg min cykel ud at carporten og cyklede på arbejde efter små 3 ugers sommerferie. Vi har haft en fantastisk ferie sammen alle fire. Vi har været i sommerhus og været hjemme, og ellers forsøgt at lave så mange hyggelige, sjove, afslappende og underlige ting som muligt. Når man holder ferie med børn på 1 og 5 år, så er det altså meget på deres præmisser. Sådan er det, og det gør jeg faktisk meget ud af, altså at det skal være på deres præmisser. Men for søren, hvor man så efter ferien, savner hverdagens rutiner, og voksentid på kontoret 🙂 Jeg har nogle vildt spændende projekter igang på mit arbejde, så det hjælper bestemt også på det, men lige meget hvad, så er der mange ting jeg savner ved hverdagen, når jeg holder ferie. For det første lever jeg bare langt mere sundt i hverdagen. Jeg drikker mindre alkohol, jeg husker mine vitaminer, jeg får sundere mad, etc., etc. Jeg tager ofte 3-5 kg på, efter en lang ferie, og det er desværre også tilfældet denne gang. For det andet, så savner jeg min cykeltur. Særligt den om morgenen. Det er ofte der jeg rigtigt vågner, og bliver klar til dagens strabadser. Det er også på cykelturen jeg får de mange gode, sjove og mærkelige ideer. For det tredje så er jeg faktisk ret vild med familiens hverdag. Særligt eftermiddagene, hvor jeg henter pigerne på min cykel, ved 15 tiden. De elsker begge at cykle. Hvis jeg henter Andrea så kommer hun bagpå i barnestolen. Hun elsker det. Hvis jeg også henter Amanda, så cykler hun på sin fine lyserøde cykel ved siden af på fortovet (vi er dog så småt begyndt at øve at hun cykler på vejen sammen med mig). For det fjerde, så har jeg det lidt som Pippi, som gerne vil starte i skole, så hun kan holde ferie 🙂 Jeg nyder weekenden langt mere, når den starter efter en lang arbejdsuge, end når man bare har ferie uge efter uge 🙂

Nå, men nu må jeg hellere komme i seng, så jeg er klar til hverdagen igen i morgen. Jeg vedhæfter lige lidt billeder fra vores fantastiske sommerferie 🙂

Billeder fra ferie

Når mor og far skal få en splint ud af barnets finger…

Jeg kom tilfældigvis forbi Line Kjeldsens instagramprofil, og fandt nedenstående tegning, som bare er så “spot on”. Denne splint-situation har vi stået i flere gange, og jeg kan nærmest høre os, have præcis den skrige-dialog som far, mor og barn har på tegningen 🙂 Der er ikke noget bedre end når ens hverdags-forældre-opgaver, bare bliver illustreret på fineste vis. Jeg skrev til Line og spurgte om jeg ikke måtte vise hendes tegning på min blog. Det måtte jeg heldigvis gerne 🙂

PS. Find mere fra Line Kjeldsen

Jeg tror simpelthen jeg bliver nødt til at skrive denne historie til Line Kjeldsen – i håb om at hun vil illustrere den:

Du er med dine børn hjemme hos bedsteforældrene. Klokken er 19.30, og I er så småt på vej hjem, så det passer med at børnene kan sove i bilen. Du har lige børstet tænderne på børnene, og er ved at pakke bilen. Du kommer ind i stuen for at fortælle ungerne, at de skal begynde, at bevæge sig ud i bilen, og opdager så bedstemor lige har givet dem en stor is…åhhh crap, vi rykker da bare lige tilbage til start 😉

KH
Martin

Trafiklys – Hvad er det gode svar til sit barn

I morges på vej på arbejde var vi en flok cykler der stoppede for rødt. Det er et af de kryds, hvor man føler sig lidt dum over at stoppe, da man kan se flere hundrede meter til alle sider – og der er ingen biler.  Pludselig kører en yngre cyklist uden om os alle, og kører over for rødt i det øde lyskryds. Et par cykler foran mig, venter en mor med hendes datter på 4-5 år, og jeg hører den lille pige spørge sin mor: “Hvorfor kørte han over for rødt?” umiddelbart efter bliver det grønt og vi sætter igang, og jeg hører derfor ikke hvad moderen svarer sin datter. Hele turen frem til arbejde tænker jeg på, hvad moderen mon svarede sin datter, og jeg tænker på hvad jeg selv ville svare hvis jeg stod i samme situation med min datter. Jeg kunne ikke finde et godt svar, som ikke på en eller anden måde havde en hage. Men jeg er 100% sikker på jeg en dag får spørgsmålet fra min datter, hvis hun ser en person cykle over for rødt…og hvad gør jeg så? Jeg har jo ikke noget godt svar parat? Kan du hjælpe?

Headbanging: En af de vigtige ting i livet

Som forældre er der bare nogen ting som er kampafgørende at lære sine børn. Man forsøger at præge dem i den retning man tror på er givtigt for deres videre liv. Man har ikke mange år til at indpode dem, da de formentlig i løbet af teenagealderen, begynder at blive immune over for alle ens guldkorn.

Men jeg kan nu, som forældre, sætte et af de vigtige flueben! Og jeg er mega stolt: Kronprins Frederik fyldte 50 år for et par dage siden, og i den anledning var der et show, til ære for Kronprinsen, på TV. Frederik er heldigvis glad for rockmusik, og derfor var et par af indslagene fyldt med “tråd” (elguitar+distortion). Amanda havde fået lov til at være længe oppe den aften hvor dette show blev vist i TV, og da Dizzy Mizz Lizzy træder op på scenen og begynder at spille for Kronprinsen og de 12.000 mennesker i Royal Arena, begynder Amandas hoved med det samme at svinge voldsomt. Hendes hår flyver rundt i den svedigste headbanging. Jeg sidder og observerer hendes dans fra sofabordet, og jeg får næsten tårer i øjnene…mission accomplished!

Jeg behøver ikke at lære, og præge, Amanda mere. Jeg er fuldstændig tryg ved Amandas videre færd i livet… Når man mestrer den fantastiske kunst “at headbange”, ja, så kan intet stoppe én.

Livet står med åbne arme og byder dig velkommen, Amanda. Når du en dag er ved at koge over af glæde…så headbang! Når du en dag er forsvundet dybt ned i kulkælderen af sorg, ja så fåk det hele…og headbang!

Stille Ninja – et digt fra det mørke rum

Jeg skubber ganske stille dynen væk
Andrea sover i sin tremmeseng
på listefødder afsted som en Ninja i natten
jeg tænder intet lys jeg siger ikke en lyd
i mulm og mørke sætter jeg mig ned
for erfaringen siger mig at jeg ikke bør stå
jeg famler efter vandhanen finder den – succes
vasker tørrer stadig uden en lyd
jeg sniger mig tilbage Ninja under dyne igen
Andrea sover i sin tremmeseng

Skolepatruljer lever et udsat liv

I går læste jeg i forskellige medier, at de danske skolepatruljer lever et udsat liv. På landsplan har hele 33 procent af de danske skolepatruljeelever, oplevet at blive råbt ad eller at få fingeren af fx bilister. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring, blandt 987 skolepatruljeelever i hele landet.

Jeg blev voldsomt forundret. Skolepatruljen er formentlig det tætteste mange danske skoleelever kommer på et reelt “erhverv”, og altså første gang de udfører en samfundsmæssig vigtig opgave. Og så skal de sgu ikke mødes af mavesure voksne/forældre, som sviner dem til, fordi de har fået det forkert ben ud af sengen – eller fordi de er “freaking stressed out” pga. deres selvvalgte karriereliv.

Derfor:

Hvis du sidder i din bil, og bliver stoppet af en teenager i gul vest, så smil! Også selvom du er ved at eksplodere, i aggression over at du nu kommer et helt minut senere på arbejde. Det er din forbandede pligt – som voksen/forældre – at smile til den teenager, lige meget hvor irriterende han/hun måtte se ud, og lige meget om han/hun stopper dig til ingen verdens nytte. Og hvis du så meget som begynder at hæve langemand og udtale f-ordet, så lover jeg dig, at der resten af dit liv, vil hvile en forbandelse over dig. En forbandelse der gør, at hver gang du kører forbi en skole, så vil du blive stoppet af en skolepatrulje. Ikke bare om morgenen, men på alle tider af døgnet – til evig tid! AMEN!

KH

Martin

Andrea – The “garbage man”

Øvelse gør mester! Andrea har nu langt om længe lært hvor skraldepanden er placeret i køkkenet 🙂

Hun er nu begyndt, på egen hånd, at gå over med skrald, hvis hun finder noget. Det er dog desværre ikke kun skrald…Her sidst på eftermiddagen gik hun målrettet over i skabet med børnekopper, tog en kop, og løb over og smed den ud 🙂

@Andrea, du er awesome! 🙂

Cleaning out my closet…og fandt en pengepung

Her den anden dag forsøgte jeg at rydde lidt op i en af mine gamle rodekasser. Se hvad jeg fandt: Min pengepung fra starten af 00’erne (fra før jeg designede zitypungen)! Det var sgu en helt lille tidslomme 🙂

Desværre var der ingen sedler i 😉 og ej heller nogen billeder…det havde ellers været sjovt!

Crazy hyggelig jul 2017

I har ikke hørt fra mig, her på bloggen, i næsten 3 uger. Det vil jeg sige undskyld for. En af årsagerne er ret nørdet, og jeg skal skåne jer for detaljerne, men det handler om at jeg har været tvunget til at skifte webhotel. Den anden – og nok den vigtigste – årsag til mit fravær på bloggen, er, at det har været jul og nytår. Juleferie burde jo egentlig være en periode med ro og fred i en lille familie. Men det har bestemt ikke være tilfældet for vores familie. Det er vigtigt at slå fast at vi har haft en fantastisk dejlig jul, men rolig kan man bestemt ikke kalde den. Jeg bor jo i København, med min hustru og vores to piger, men vi er begge opvokset på Falster, og har derfor den fordel at begge dele af familien er placeret der. Dette er jo fantastisk for os, når vi skal hjem til jul, for så kan vi besøge begge familier. Men det er pludselig gået op for mig hvor crazy denne “jule-operation” faktisk er med to børn (0 og 4 år):

Den 23. december pakker vi bilen i København, og er nødt til at have traileren med, for julegaverne, alene, fylder hele bagagerummet, og da vi jo skal have både barnevogn, weekendseng, guitar, etc med, så er det fuldstændig mission impossible at få plads til tingene i bilen. Vi kører først til min bror og hans familie i Nyråd, bytter gaver og spiser julegodter. Vi kører videre til min mor og far på Nordfalster, fælder juletræ, og bytter julegaver, og efter gløgg og mere juleslik, kører vi videre til min hustrus familie på Sydfalster. Her pakker vi bilen og traileren ud, og overnatter. Den 24. holder vi en fantastisk hyggelig jul. Den 25 pakker vi bilen til bristepunktet og begiver os tilbage til Nordfalster, hvor vi skal afholde julefrokost med min del af familien. Ved ankomst tømmer vi bilen for et utal af tasker, barnevogn, weekendseng, etc, etc, og holder en sjov og hyggelig julefrokost. Dagen efter pakker vi bilen til bristepunktet igen, og kører tilbage til Sydfalster, hvor vi skal holde julefrokost med min hustrus familie. Vi holder en fantastisk hyggelig julefrokost. Den 27. står på heldags jule-raflings-tradition på værtshuse i Vordingborg med min bror og nogle knægte. Den 28. står på surprice 40-års-fødselsdags-brunch i Nykøbing Falster. Om aftenen pakker vi bilen og traileren til bristepunktet og drager mod København, for vi skal hjem og gøre vores hus klar til at holde nytårsfest. Efter veloverstået nytårsfest med seks overnatende voksne og fem børn, havde vi 8 timer tilbage af 1. januar, inden vi skulle på hovedet i seng, for at være klar til årets første hverdag (job og børnehave)……vildt mine unger overhovedet har kunne håndtere det. Men de er så seje, og vi voksne må jo så bare forsøge at følge så godt med som muligt 🙂 Og slutteligt må også lige nævnes, at alle juledagene samtidigt stod på host og hakken hos os alle fire, og særligt Andrea var ramt, fordi hun også er ved at få tænder (hun ramte 40 i feber to af dagene).

Og nu sidder jeg her tirsdag aften d. 2. januar, efter en helt almindelig arbejdsdag og blogger. Det er fantastisk at holde jul og nytår, men kors hvor er hverdagens røv-kedelige rutiner også er den rene eliksir for krop og sjæl 🙂

I må alle have en fantastisk nytår!