Tivoli har taget røven på os allesammen!

Her – en sen søndag aften – har jeg regnet jeg det hele ud! Tivoli har simpelthen taget røven på os allesammen…godt og grundigt…

Her er min teori, som jeg er ret overbevist om er meget tæt på sandheden: Tivoli har hele tiden været bevidste om at det ville træde nogle typer mennesker voldsomt over tæerne, hvis de kaldte deres Halloween forlystelse for Det Hjemsøgte Børnehjem. Men de valgte alligevel at kalde “forlystelsen” for dette navn, helt bevidste om at der så ville komme klager. Kampagnestrategien gik så ud på at, når de første klager begyndte at trille ind, så skulle Tivoli “rette til” og undskylde i medierne, hvilket selvfølgelig ville kickstarte en kæmpe diskussion om hvorvidt Tivoli har lov, eller ej, til at kalde deres forlystelse for dette navn.

Lige nu sidder Tivolis marketingafdeling helt sikkert og godter sig. Missionen lykkedes til fulde! Alt klappede og gæsterne vil nu vælte ind til deres Halloween forlystelse “Det Hjemsøgte”. Alle de rigtige personer og medier faldt i – og jeg faldt jo også selv pladask i, i dette indlæg. Der er blevet diskuteret op og ned, selv i de helt tunge nyhedsmedier.

Man må give Tivolis marketingafdeling credit i denne anledning. Det er helt vildt hvad de har fået ud af dette stunt. “Børnehjemmet” vil helt sikkert blive hjemsøgt at tusindevis af gæster, for alle har nu hørt om forlystelsens eksistens.

Og når nu jeg publicerer dette indlæg på min Facebookside, vil jeg ikke diskutere hvorvidt Tivoli havde lov til at kalde deres Halloween forlystelse for “Det Hjemsøgte børnehjem”, for det er jo præcis det som Tivoli gerne vil have os til. Jeg vil bare konstatere, at det virkelig var en effektiv markedsføringskampagne.

KH
Martin

Det Hjemsøgte Børnehjem i Tivoli

I går morges så jeg nedenstående plakat hænge i Københavns gader – Det Hjemsøgte Børnehjem. Jeg tog et billede af det fordi jeg med det samme tænkte “Sjit, nu bliver der ballade”. For Tivoli går tydeligvis til grænsen for hvilke arrangementer og forlystelser mange nok mener en familie-forlystelses-park, som dem, skal gennemføre.

Da jeg så kom hjem i går aftes måtte jeg sande at balladen allerede var opstået. Nogle Tivoligæster havde allerede klaget, og Tivoli har reageret på det og ændret titlen til “Det Hjemsøgte” – altså droppet ordet Børnehjem 🙂

Jeg kan altså ikke lade være med at smile lidt. Come on, hvorfor har Tivoli ikke mod nok til at holde på deres ret. De må da gøre hvad de vil, og bare fordi et par gæster brokker sig, så skal de da ikke bare sådan makke ret. Tivoli leverer kunst og kultur. Det gør de vel også i denne sammenhæng?! Og de advarer jo med stor font om at det er uegnet for børn under 12 år.

Men godt jeg fik taget et billede, så Tivolis grundtanke da er blevet foreviget 🙂 Hvis jeg besøger Tivoli til halloween, vil jeg stadigvæk kalde det for “Det Hjemsøgte Børnehjem”. Jeg er dog ikke sikker på min fire årige pige skal med derind 🙂

Ferie med børn…

Vi er lige kommet hjem fra en fantastisk ferie. All inclusive, børneklub, dejlige pools, lækker strand, gode snorkelsteder, fantastisk mad i kæmpebuffet og godt vejr (24-26 grader). Når alt dette er sagt, må jeg også indrømme at det virkelig gik op for mig hvor ekstremt anderledes en ferie med to små børn er, contra parferie uden børn. Vi har jo i sagens natur (Andrea er lige blevet 7 måneder), aldrig været på ferie med to børn, og det er pludselig ikke de voksnes ferie længere. Det var jeg selvfølgelig godt klar over ville være tilfældet, men havde nok ikke forventet at det ville være så udtalt. Her to eksempler:

  • Vi har spist morgen, middags og- aftensmad sammen hver eneste dag hele ugen, men rent faktisk har vi vel siddet på samme tid ved bordet i ca to timer…sammenlagt. Utallige turer til buffetten for at finde de rigtige retter til Amanda og Andrea, tog rigtig meget af vores fælles spisetid, men Andreas fantastiske rutine med at fylde bleen under hvert fællesmåltid, var nok det som var den største tidsrøver fra den fælles spisetid. Vi var nemlig nødt til at tage hende med op på vores hotelværelse hver gang bleen skulle skiftes, og det var altså en længere tur.
  • Når Amanda og Andrea var puttet ved 20 tiden, så sluttede dagen også for os forældre. Vi slukkede lyset og kunne så lige holde til en halv times tid i mobiltelefonens skær, før vi også kapitulerede.

Jeg må igen sige, at det jo var en fantastisk tur, men bare ikke helt så afslappende og festlig som vi har været vant til i den tid vi ikke have børn. Lisbeth og jeg blev enige om at det vigtigste ved sådan en ferie er, at vi er så meget sammen med vores børn som vi er, og selvom vi var på et all inclusive hotel, og bestemt ikke bevægede os særlig meget uden for murerne, så er det også en kulturel opdragelse for vores børn. Et eksempel var at Amanda i de første par dage tørt konstaterede: “De (vores medturister) taler helt forkert”. Jeg tror vi med tiden fik overbevist hende om, at de altså ikke talte forkert, men talte et andet sprog (primært tysk og russisk), som bare var anderledes end vores, og at man faktisk godt kan lære at forstå andres sprog.

Måske vi skulle overveje at tage nogle “bedsteforældre” med næste gang 😉

Dagbog den 6. september 2017

I 1992 opfordrede Nationalmuseet og Danmarks Radio danskerne til at skrive dagbog. Den gang kom der over 51.000 dagbøger ind. Her 25 år efter vil Nationalmuseet gerne indsamle dagbøger igen, for datoen d. 6. september 2017. Da Lisbeth, jeg og børnene var i Aarhus den dag syntes vi det ville være sjovt at deltage. Vores dagbøger er nu sendt ind til Nationalmuseet. Nedefor kan I læse vores to ret forskellige dagbøger, selvom vi jo har oplevet præcis det samme den dag 🙂

Martins dagbog for den 6. september 2017

Jeg vågnede kl 7. Det meste af natten var gået med at dunke hænder og fødder ind i enten væggen eller min hustru, fordi soveværelset i den campinghytte i Ejstrup Strand, vi havde lejet var så lille at der kun var plads til en meget lille halvanden-mands-seng.

Da jeg endelig fik taget mig sammen til at skulle ud af sengen, var mine to børn også kommet op i den meget lille seng, hvilket bestemt ikke gjorde manøvren fra inderste sengeplads til døren nemmere. Det lykkedes mig dog at få møvet mig over min hustru og børn, og da jeg kom ud i køkkenet indså jeg, at vi ikke er professionelle campister. Vi havde ikke noget kaffe eller morgenmad. Jeg måtte derfor op i campingkiosken for at provianterer, og det er bestemt ikke den billigste måde at få stillet sin sult og tørst: En pose kaffe, et formbrød, en lille pakke pålægschoklade, en lille ost og smør = 200 kr 🙂

Efter endt morgenmad måtte vi igang med rengøringen af hytten. Vi skulle være ude af hytten senest kl 11. 10.57 begav vi os op mod receptionen for at tjekke ud. GPS’en blev sat til AROS, hvor vi havde besluttet at bruge regnvejrsdagen i Aarhus.

Da vi kom til AROS brugte vi ret meget tid på at gennemskue hvor vi skulle parkere, og vi kunne se at vi var mange i samme båd. Vi endte i kælderen under musikhuset, og måtte så løbe regnvejrsturen på de ca 100 meter til AROS. Der var heldigvis en  elevator, så vi ikke behøvede at bære barnevognen de mange trin helt op til AROS. At være på AROS med en pige på 4 og en på 0, er lidt af en udfordring.

  • Når man kommer op på 6 sal, skal den store pige pludselig tisse, og så må man ned igen.
  • Når man går rundt på udstillingen skal den lille pludselig have mad, og man sætter sig jo ikke bare midt i “De sataniske vers” og begynder at amme sit barn, selvom vi egentlig jokede med, at flere nok ville synes det var en fed add-on til kunstinstallationen – ja, det kunne vel være det man kalder for “den medskabende betragter” 🙂
  • Når man kører i elevatoren skal den store pige pludselig have noget at spise, og så må man tjekke ud fra AROS for at komme ud i cafeen, hvor man kan købe et pølsehorn.
  • Når man skal op i “farvebuen”, kan man ikke kører direkte op med elevator, men må lave skift undervejs

Trods de mange svinkeærinder var det en rigtig fin tur på AROS. Vores store pige havde glædet sig voldsomt meget til at se “BOY”, eller “Den store dreng”, som vi bare har kaldt ham derhjemme.

Af en eller anden årsag var vores store pige dog mest fascineret af de voldsomme ting på udstillingerne:

  • En iransk anorektisk prostituret
  • Jesus som bliver båret væk fra korset
  • Folk der bliver overfaldet i biler og ødelagte flag.
  • BOY var selvfølgelig også et hit, og ham købte vi endda med hjem som køleskabsmagnet 😉

Da vi havde tilbragt 4 timer på AROS, var det tid til sen frokost. I silende regn småløb vi rundt på Vestergade, for at finde en åben børnevenlig restaurant. Efter lidt rådføring med et par lokale århusianere, jeg fandt ved et udendørs cafebord, endte vi på Café Gaya, som desværre lige havde lukket for deres frokostbuffet. Men vi fik en dejlig suppe og lidt tapas.

Efter frokosten regnede det stadigvæk og vores planlagte gåtur i centrum, blev ændret til en GPS sightseeing i vores varme Hyundai i30 🙂 Den største oplevelse var Aarhus’ nye letbane…eller den var jo ikke åbnet op for borgerne, men kørte rundt i “testmode”. Og det er faktisk en rimelig ubehagelig oplevelse. Alle steder står der skilte “Pas på Letbanen – vi tester” og den angstprovokerende – dog humoristiske – “Pas på mig – jeg er ny i trafikken” 🙂

Efter lidt hygge med Frk. GPS, drejede vi mod molslinjen, og kørte til række 22. Efter en lille lur og lidt musik, blev der sagt “Kombardo“, og vi kørte ind på færgen. Her “fodrede” vi børnene (og de voksne) af, med salat, pølse, softice og babs. 

Da vi kom til hjem til Tårnby røg børnene på hovedet i seng, og vi smækkede benene op til  TV NEWS, ind til vi heller ikke kunne holde til mere.

Godnat og sov godt, dagbog 🙂

Lisbeths dagbog for den 6. september 2017

Min dag startede tidligt, helt præcis kl.03.16 til lyden af Andrea der vågnede. Sutten og et kram var ikke nok, så hun måtte have en babsetur. Hun spiste fint og tog det pænt at vi var et helt andet sted end hjemme. Nemlig på Ajstrup camping i en lille hytte, hvor vi er på familietur fordi Martin havde et møde i Aarhus igår. Efter hun havde spist sov hun fint videre indtil kl.06.52 hvor Amanda kom ind og sagde godmorgen og kravlede op i den lille bitte seng. Jeg faldt også lidt i søvn igen, men det var svært til lugten af råddent blomstervand, som jeg stadig ikke ved hvor kom fra, og lyden af Martin der snorkede lidt. Amanda fik lov at se sin iPad og Martin stod op og gik ind og satte sig ved computeren.

Da jeg var kommet i tøjet, og havde sprunget badet over, gik Martin og Amanda hen til campingpladsens butik og købte franskbrød, smør, ost, mørk pålægschokolade, æblejuice, mælk, kaffe og ikke mindst kaffefiltre til kaffemaskinen i hytten, af den helt almindelige slags, der også snorker lidt.
Da der var blevet spist ostemadder og chokolademadder, gik Martin i bad og Amanda fulgte trop, mens Andrea igen fik mad og derefter en lur i barnevognen i regnvejret. Så pakkede vi hytten sammen, gjorde rent og tog ind til Aros, hvor især Amanda glædede sig til at se “den store mand”! Altså kunstværket “The Boy”.

Aros er virkelig et fint sted, og jeg var ret imponeret af buen oppe på taget med alle farverne, vi gik rundt to gange for lige at se hele udsigten igen igen. I kælderetagen var der “de ni rum”, hvor Amanda fuldstændig frygtløs bare gik ind i de forskellige rum, uanset hvor mørkt, og hvis du spørger mig, hvor uhyggelige rummene var. Men helt sikkert en stærk oplevelse. Så tog vi en pause i cafeen, og inden vi gik derhen skulle både jeg og Martin tisse, jeg gik først
og mens Martin var derude gik Amanda lidt rundt med barnevognen med Andrea i og pludselig væltede Amanda med barnevognen. Amanda havde dukket sig ind under håndtaget. Heldigvis! For det gjorde at hun blev mast lidt under håndtaget og derfor væltede Andrea ikke ud, men væltede lidt fremover og jeg kunne snuppe hende inden hun rullede forlæns ud af vognen. Der var en flink dame der hjalp mig med at få Amanda fri af barnevognen og begge piger hylede selvfølgelig og der var også et par andre der spurgte om jeg havde brug for hjælp, men jeg klarede den og Martin kom hurtigt retur fra toilettet. Heldigvis blev begge piger hurtigt glade igen.
Vi spiste hvert et pølsehorn i cafeen og gik op for at finde “The Boy”, og så åbnede skydedøren sig, og der sad han. Super super flot!
Efter nogle hyggelige timer, trods barnevognsstyrt, på Aros, tog vi ind til Aarhus for at finde noget at spise. Først på Vesterlaug, som desværre ikke rigtigt havde noget på menuen for Amanda, men i stedet endte vi på en vegetar
cafe og fik små retter i form af humus, pesto, oliven, ost og lækkert lækkert hjemmebagt brød.
Andrea fik en tår babs og Martin gav hende en tør mås – på puslebordet på herretoilettet! hvorefter vi satte snuden mod færgen som skulle sejle os retur til Sjælland, så vi kunne komme hjem igen. Vi kom om bord som nogle af de første og dermed også af færgen som nogle af de første – det er super service! På
færgen købte vi to “super food” salater med edemamebønner, kylling og quinoa. Vi købte også sodavand til Martin og jeg og en kildevand til Amanda som ikke kan lide hverken bobler eller saftevand. Amanda fik en fransk hotdog, men jeg endte med at dele min salat med Amanda, for det kunne hun godt li’. Der var et lille legehjørne med noglenklodser, som Martin og jeg på skift var henne ved sammen med Amanda. Andrea lå på sin voksi pose på bordet hvor vi havde slået os ned. Overfarten gik hurtigt, så vi måtte skynde os ned til bilen og være klar til at køre den sidste times tid hjem igen. Turen gik rimeligt, men et kvarter før vores afkørsel gad Andrea bestemt ikke at køre bil længere… så hun hylede, og jeg forsøgte med at vride min arm om til hende så jeg kunne ruske lidt i autostolen og synge nogle sange for hende. Det hjalp lidt og hjem kom vi da. Martin skyndte sig at hjælpe Amanda i nattøjet og få puttet hende i seng. Hun klarede det ret fint. Når vi holder os til rutinen: ind på værelset sammen med hende, tøj af, nattøj på, børste tænder, valgfrihed om der skal tisses af først eller siges godnat til resten af familien først og så i seng. Hun er ret sej! Andrea fik også nattøj på, men fik lov at “lege” lidt inden hun kom i putkassen, fordi hun fik
sovet en god lur i bilen, indtil hun vågnede og blev utålmodig 🙂 Martin satte sig til rette med computeren efter Amanda var puttet, og TV2 news kørte som baggrundsstøj og jeg skrev dagbog, inden vi også gik på hovedet i
seng efter en skøn tur til Aarhus.

“The baby alarm”

Der er mange fantastiske ting ved at have en baby i huset. En af disse ting er at de er et utrolig effektive alarm-vækkeur:

Klokken ca 6.00 begynder de første spæde alarmlyde fra tremmesengen. Vi Snoozer, et kvarters tid, ind til alarmen bliver så høj, at det er ganske umuligt at sove videre. På denne måde kommer vi altid op senest kl 6.30, hvilket er et rigtig fint tidspunkt for os, at begynde dagens strabadser. Her forleden opstod der dog et problem. Nogen må havde sat alarmen forkert (eller anden mekanisk fejl) for den begyndte ikke kl 6.00 som vanligt. Pludselig vågnede jeg af mig selv kl 7 og var helt forvirret. Jeg kom ud af sengen. Nede i tremmesengen lå det fineste lille vækkeur uden antræk til at vække sine forældre. Nu var jeg sgu lidt presset. Jeg måtte flyve i bad, og droppe de fleste af mine morgenritualer. Jeg kom selvfølgelig 30 minutter for sent på arbejde.
Igen, det er en utrolig dejlig funktion med sådan en alarm i tremmesengen, men jeg kunne godt ønske mig at det kun var i weekenden, den fejlede! Og “enkelte” gange er den endda også fejlet midt om natten. Det er virkelig ubehageligt, med sådan en alarm der begynder fuldstændig umotiveret midt i ens skønhedssøvn 😉

KH
Martin

Børns online-liv er virkelighed!

I disse dage er der meget snak om digital mobning. I DR programmet “Hængt ud på nettet”, kan vi høre om flere forskellige mobbeofre, som har fået vendt op og ned på deres liv pga ubehagelig mobning på Internettet. Fx fortæller 15-årige Caroline, om hvordan hun gennem tre år blev mobbet gennem de sociale medier Facebook og Snapchat. Nogle dage modtog hun op mod 100 beskeder på sin telefon, men hun fandt aldrig ud af, hvem de kom fra. Eller 18-årige Pernille som beruset og ramt af kærestesorg, bliver filmet af en dreng, som efterfølgende uploader den i Facebook-gruppen Offensimentum, hvor den kan blive set af mere end 100.00 medlemmer.

Jeg er skolelærer, cand.it og bruger det meste af mit arbejdsliv på at fokusere på det digitale læringsrum, så dette tema ligger mig rigtig meget på sinde. Det store spørgsmål er, hvordan vi voksne kan hjælpe vores børn og unge. Problemet er – som jeg ser det – at de unges brug af de mange forskellige sociale medier, for mange voksne, er et stort uigennemskueligt kludetæppe som man ikke kan forholde sig til. Noget som ikke er virkelighed, og derfor bliver det ikke taget helt så seriøst som den virkelig verden – eller man har i hvert fald svært ved at spørge ind til det, fordi man ikke ved hvad man skal spørge ind til. Men dette skal vi skal have ændret på.

Internettet er også den virkelige verden!

Børn og unges online-liv på Facebook, Instagram og SnapChat, er mindst lige så virkeligt som deres frikvarter. Det kan måske være svært at forstå for voksne mennesker som primært har levet et offline-liv.

For børn og unge er deres online-liv smeltet fuldstændig sammen med det “virkelige” liv. Derfor bliver du som forælder, eller anden voksen som har ansvaret for børn og unge, nødt til at sætte dig ind i deres online-liv, på samme måde som du sætter dig ind i deres fodboldklub, idrætsforening eller skole-liv.  Ja det vil kræve arbejde! Du skal vide hvad Snapchat er, og hvordan man kommunikerer i det. Du skal kende sikkerhedsindstillingerne på Instagram. Du skal vide hvad Jodel er, og følge med i hvilke nye apps og sociale medier dit barn begynder at bruge.

Hvis du er forælder, har du sikkert helt styr på hvilke grupper dit barn er medlem af i den virkelige verden. Du ved sikkert at dit barn mødes en gang om ugen med ligesindede, og spiller rollespil, fodbold, svømmer, går i fitnesscenter, strikker, bygger modelfly, diskuterer politik, etc, etc. Du har formentlig helt styr på hvilke fællesskaber/klubber/grupper dit barn er aktiv i, og ja, du bager måske endda kage til dem en gang imellem. Men ved du hvilke Facebookgrupper dit barn er medlem af? Det ved du måske ikke, og er det ikke lidt underligt? De bruger formentlig flere timer i de Facebookgrupper, end de bruger i samtlige andre grupper de deltager i, i den “virkelige” verden. “Jamen jeg vil ikke snage i deres liv”! Jeg siger ikke at du skal tilmelde dig de samme online-grupper som dit barn. Men du skal være nysgerrig. Jeg synes bestemt ikke det er at snage i deres liv at være interesseret i hvad de har gang i. På samme måde som du kender træneren i fodboldklubben og kender klubbens værdigrundlag, kunne det fx også være godt at vide hvem der var administrator i Facebookgruppen og hvad formålet/beskrivelsen er for gruppen. Dit barn skal vide at du accepterer hans/hendes online-liv som virkelighed, og det gør du bedst ved at være oprigtig interesseret, og i bedste fald vide hvordan tingene fungere ved også at prøve selv.

Så et lille pip herfra:

Drop kagebageriet til dit barns dansetime eller fremmødet til fodboldtræningen, og brug i stedet for lidt tid på at sætte dig ind i hans/hendes online-liv.

KH
Martin Hans Jensen

 

Hvor mange fælles venner har kærester?

Jeg har en tese, som jeg simpelthen må efterprøve 🙂

Lige siden Facebook slog igennem i Danmark, har jeg fra tid til anden lagt mærke til hvor mange fælles venner Lisbeth og jeg har haft. Antallet af fælles venner har selvfølgelig i alle år været støt stigende, men har altid passet med, at vi ca havde 10 fælles venner for hvert år vi har været kærester. Vi blev kærester i 1999, og i dag har vi 170 fælles venner, hvilket vil sige vi har 9,5 fælles venner for hver år vi har været sammen.

Og for at undersøge min tese, om at man ca har 10 fælles Facebookvenner, for hvert år man har været kærester, vil jeg nu stille alle mine følgere på Facebook et enkelt spørgsmål:

Hvor mange år har I været kærester og hvor mange fælles venner har I?

Jeg vil bede folk skriv det således i kommentarsporet på Facebook: Antal år/Antal Fælles venner.
For mit vedkommende vil det se således ud: 18 år/170 fælles venner. Eller bare 18/170

LEG MED PÅ FACEBOOK HER

I næste uge vil jeg samle op, og her på bloggen konkludere om min tese holder 🙂

Resultat af min lille empiriske undersøgelse d. 17.08.2017

Så fik jeg afsluttet min lille undersøgelse 🙂 Jeg spurgte mine følgere på min Facebookside, hvor mange år de har været kærester og hvor mange fælles venner de har. 78 personer svarede, og det virkede umiddelbart til at der var ret stor aldersspredning (både på alder og antal år man har været sammen). 78 personer er selvfølgelig ikke en kæmpe datamængde, men synes at resultatet virker som et realistisk bud.

I gennemsnit havde de 78 personer 8,26 fælles venner med deres kærester. Så min tese om 10 kærester per år rammer var altså lidt for højt, men er dog forholdsvis tæt på. Da jeg udregnede gennemsnittet regnede jeg alle med – også dem som havde forskellige argumenter for hvorfor tallet var så lavt som det var (fx “min partner har næsten ingen Facebookvenner, og er ikke aktiv”). Undervejs var jeg lidt ked af jeg ikke også spurgte til “antal venner i alt”, men kom også til den konklusion, at jeg jo så kunne have spurgt om alt muligt, fx aktivitet, alder, køn, arbejdssituation, etc, etc. Mange forskellige ting har selvfølgelig indflydelse på tallet (antal fælles venner).

Hvis man er et helt “standard-facebook-par”, så har vi nu fundet frem til at man har ca 8 fælles venner per år, man har været sammen…om det så er vigtig viden eller ligegyldig info, må du selv bedømme 😉 Under alle omstændigheder, så mange tak for jeres deltagelse. Nedenfor kan I se den indsamlede data – analyser meget gerne videre på tallene, hvis I har lyst 🙂

År Fælles venner Fælles venner/år
18 170 9,444444444
16 16 1
9 85 9,444444444
7 55 7,857142857
5 59 11,8
7 74 10,57142857
3 95 31,66666667
32 60 1,875
6 41 6,833333333
1 9 9
3 44 14,66666667
15 69 4,6
28 109 3,892857143
5 97 19,4
9 97 10,77777778
4 42 10,5
5 43 8,6
25 84 3,36
17 28 1,647058824
11 58 5,272727273
14 16 1,142857143
18 78 4,333333333
13 47 3,615384615
15 262 17,46666667
5 56 11,2
14 156 11,14285714
11 79 7,181818182
14 50 3,571428571
21 30 1,428571429
28 48 1,714285714
3 41 13,66666667
8 74 9,25
10 138 13,8
8 35 4,375
11 153 13,90909091
3 66 22
24 68 2,833333333
3 29 9,666666667
11 162 14,72727273
21 134 6,380952381
25 212 8,48
15 55 3,666666667
23 54 2,347826087
2 45 22,5
7 73 10,42857143
8 102 12,75
17 75 4,411764706
11 46 4,181818182
4 66 16,5
5 19 3,8
19 53 2,789473684
32 55 1,71875
12 44 3,666666667
20 89 4,45
6 70 11,66666667
8 88 11
11 90 8,181818182
37 32 0,8648648649
11 43 3,909090909
26 109 4,192307692
19 133 7
17 36 2,117647059
14 72 5,142857143
13 182 14
10 90 9
10 84 8,4
5 114 22,8
1 11 11
11 55 5
13 88 6,769230769
12 142 11,83333333
15 78 5,2
24 54 2,25
8 48 6
12 98 8,166666667
15 172 11,46666667
16 161 10,0625
10 13 1,3
Gennemsnit fælles venner per år: 8,264498985

“Vores” prinsgemal (eller kongegemal) skal ikke begraves med sin dronning

Kongehuset publicerede for et par dage siden at Prins Henrik ikke vil begraves med Dronning Margrethe i Roskilde domkirke, som det ellers var planen.  Prins Henriks argument er at han aldrig har været tilfreds med sin titel prinsgemal, men i stedet for hellere ville blive tituleret fx kongegemal. Dybest set synes jeg det er noget mærkeligt noget. De fleste mænd, som havde valgt at gifte sig med en kronprinsesse/dronning, ville nok også have accepteret sin plads (altid efter dronningen) og sin titel som prins, men det har Henrik ikke gjort. Selvom jeg ikke forstår ham, så har jeg alligevel en lidt anden tilgang til debatten, end de fleste. Jeg siger ikke hans beslutning og holdning er 100% OK, men jeg kan faktisk forstå ham. Et parforhold handler om at give og tage, og i denne “titel-kontrovers” har dronningen ikke givet sig en tøddel. Hvis min hustru havde et livsønske dybt inde i sit hjerte, så ville jeg rykke mig rigtig langt for at forsøge indfri dette ønske. På samme måde som jeg håber hun ville gå langt for at forsøge at hjælpe mig med at indfri mine livsvigtige ønsker. Prins Henrik har haft et enormt ønske – dybt inde i sit hjerte – om at få titlen kogegemal fremfor prinsgemal. Ikke “konge”, bare “kongegemal”. Det ville ikke være noget juridisk problem for monarkiet, eller ændre noget som helst på rollefordelingen, hvis Prins Henrik skulle få titlen kongegemal i stedet for. Den eneste person som ikke har ville give ham denne titel er Dronningen selv, og det er her jeg har et problem. Hvis det virkelig betød så meget for ham, hvorfor så ikke lade ham få den skide titel (undskyld mit sprog)?

Hermed synes jeg egentlig de er lige gode om dette problem som monarkiet nu står i. Det er så ikke endt i skilsmisse, hvilket det jo lige så godt kunne være endt med, men blot endt i at de så ikke skal begraves sammen…tja…De er vel begge lige konservative og for stolte til at give sig.

Og endnu en gang: jeg siger ikke jeg havde ageret som Prins Henrik, men de er begge skyld i den situation de nu står i. Og det er vel – alt andet lige – også derfor Dronningen har forståelse for at Henrik vil begraves et andet sted end hende…

Andrea og Amandas dåbskjole (og vel sagtens 20-30 andres)

Andrea skal døbes på lørdag (d. 29.juli), og hun skal døbes i en helt særlig dåbskjole…eller den er faktisk overhovedet ikke noget særligt, for det har nemlig været præcis den samme kjole samtlige børn på min mors side, de sidste 100 år, er blevet døbt i.

Min tipoldemor – Julie Antorinette Alkima Hansen – fik den syet til sit første barn Gerda, som blev døbte i den i 1912. I 1922 blev Gerdas lillesøste – Astrid – født (min mormor), og hun blev selvfølgelig også døbt i den kjole. Og så er det bare gået slag i slag. Min mor og hendes søskende er alle døbt i den, og herefter er alle børnebørn og de fleste oldebørn. Og nu er det jo så Andreas tur 🙂 Der skal nok komme et billede af hende når barnedåben er afholdt. Men her har i dåbskjolen:

daabskjole

Amanda blev selvfølgelig også døbt i den i 2013:

kjoleAmanda

Og mig selv i 1979 (jeg skal nok få scannet dette billede bedre ind)

kjoleMartin (2)

Her er så et billede fra Andreas barnedåb

daabskjoleAndrea

Barnestol på cyklen er et hit

barnestol_cykel

På vej hjem fra arbejde idag indså jeg, at jeg ikke vil kunne undvære min barnestol på cyklen, selv når ungerne er vokset fra den…Den kan jo fragte nærmest alt! Den sidste måned har jeg bla fragtet:

  • 6 Edderkoppesugere
  • En fyldt Nettopose
  • En stor buket blomster
  • 5 kg kyllingefilet
  • Og så selvfølgelig briketterne, som I kan se på billedet

Og hvis nu jeg havde været en “almindelig” blogger, så havde jeg nu skrevet stolpe op og ned, om alle mulige forskellige barnestole. Med links til butikker og gode råd til hvad du skal købe. Men sådan er jeg ikke 🙂 Jeg er egentlig ret ligeglad med hvilken barnestol du køber. Jeg er ret sikkert på den billige fra Coop, kan være mindst lige så god og sikker, for dit barn, som den dyre fra Babysam. Og den vigtige pointe er så, at jeg tror de alle også kan fragte andet end børn 😉

Jeg hader Bobles!

Nu er “hader” selvfølgelig et ret voldsomt ord, og Bobles er bestemt ikke et af de største udfordringer jeg har i mit liv. Og jeg tror egentlig også verden kunne overleve uden dette indlæg. Det ændrer dog ikke på at jeg bestemt ikke synes Bobles er guds gave til børnefamilien. Jeg diskuterer fra tid til anden dette med min hustru, og et par andre mennesker i mit liv. Det er dog lidt som om min hustru har givet op, eller vender det døve øre til, når jeg kommer med mine spydigheder om “legetøjet” Bobles. Men så er der jo heldigvis andre at diskutere dette utrolig vigtige tema med 🙂 Og jeg må jo nok også forvente, af jeg får lidt på munden når jeg publicerer dette indlæg…

Skulle der være en enkelt derude som ikke kender Bobles, så er det legetøj af hård plastik/skum i forskellige forme. Producenten har så lavet billeder og videoer som beskriver hvordan man kan lege med udstyret. Og den lille vigtige detalje er så at det er mega dyrt! Vi taler 999 kr for en klump farvet skum, som børnene så skal kunne sidde, lege eller stå på.

Jeg er med på hvis man har et fuldstændig sterilt og kedeligt hjem uden puder, skamler, madrasser, bolde, stole, at det så måske vil være en god ide med noget Bobles til hjemmet, men hvem er det der lever sådan? Hvis man er en helt almindelig dansk familie, så har man ting i hjemmet, som kan bruges til det samme som Bobles kan bruges til, og i så tilfælde vil det indkøbte Bobles kun opbygge et – om muligt – endnu større rod og kaos i det lille hjem. Måske det nogen gange kræver lidt fantasi at bruge de ting man alligevel har i hjemmet, men det er vel heller ikke at kimse af, at netop børnene lærer at bruge deres fantasi?!

Jeg skal ikke holde mig for god, for vi har da også to Bobles hjemme hos os (dog bestemt ikke indkøb, jeg har haft noget med at gøre). Jeg har faktisk aldrig set Amanda bruge dem, men derimod har jeg ofte set sirlige opstillinger og forhindringsbaner med husets puder, madrasser og stole.

amanda uden bobles

Og så er det faktisk ikke helt sandt at Amanda aldrig har brugt de Bobles vi har. Hun har en gang imellem stået på an af dem, og altså bare brugt den som skammel, men det var nok fordi der ikke lige var en skammel i nærheden. Den anden ting vi har, er en trekant-bobles som ligger som et lille flyvehop på gulvet. Amanda bruger den aldrig, men Lisbeth kan bruge den til at hvile benene på, når hun ammer og jeg har fundet ud af at den faktisk er ok som fjernsynspude…om end, en rigtig pude ville være ca. en million gange mere behagelig 🙂 Jeg forsøgte faktisk at leg-interagere med den, her den anden dag, men ikke engang som flyvehop til biler og bolde, kunne den bruges (kanten var for høj).

Her et par eksempler på “fantastiske” Bobles:

Krokodille 749,-
“inviterer til leg og bevægelse. Barnet kan tage en gåtur op ad trappetrinene”. Hvis ikke man ligefrem har en trappe i sit hjem, så er ordbøger eller kraftige sofapuder virkelig gode til at bygge trapper med…
bobles krokodille

Skildpadde 669,-
“Barnet kan hoppe fra ø til ø i det store hav, lege ’Jorden er giftig’, eller gå balancegang på toppen af bakken.” Jaaaa…eller dit barn kan hoppe fra pude til pude…så behøver du ikke en gang at være nødt til at købe flere af disse “Skildpadder” for at kunne “hoppe fra ø til ø”.

bubles skildpadde

Jeg tænker desværre at Bobles er skabt for at godtroende mødre (og måske enkelte fædre), kan bruge kvartalets børnepenge på dyrt plastik, der bare fylder op i hjemmet.

Og til Bobles-elskerne derude: Let the war begin! 😉

PS. Et par Bobles-elskere har fortalt mig at Bobles skrives med stort O, altså “bObles”… Hvor ligeglad, på en scala fra 1-10, tror I jeg er med hvordan Bobles brander sig selv?! 😉

DSB rejsekort: Gør det ulovligt at tage imod venner på stationen!

Jeg glemmer fra tid til anden at tjekke ud med mit rejsekort. Nu har jeg endda fået en advarsel om at mit kort bliver spæret, hvis sløseriet ikke hører op! Men nu har jeg regnet ud hvorfor det er, at jeg en gang imellem glemmer at tjekke ud: Det er når jeg står af toget, og der står en person og tager imod mig. Når jeg ser min mor,  Lisbeth, eller hvem der nu står og tager imod, så glemmer jeg alt om det ligegyldige rejsekort.

Og jeg tror altså ikke jeg er den eneste. I dag, i toget til Falster, holdt jeg øje med de mennesker som steg ud på de forskellige perroner, og det var tydeligt at alle dem som havde ventende familiemedlemmer eller venner, intet andet havde i hovedet, end mødet med dem der tog imod. Der var forresten ikke nogen der tog imod mig på stationen på Falster, så jeg huskede selvfølgelig at tjekke ud 🙂

Et råd til DSB kunne være at forbyde folk at tage imod venner og familie på de forskellige stationer og busholdepladser. Jeg er sikker på det vil forøge antal retmæssige udtjekninger med rejsekort 😉

UPDATE! 
Jeg prøvede jo egentlig bare at lave sjov med at DSB burde gøre det ulovligt at tage imod folk man kender på stationen/perronen. Men en af mine læsere har nu gjort mig opmærksom på at det rent faktisk er ulovligt at opholde sig på fx en perron, uden gyldigt rejsehjemmel (dvs en billet). Så i teorien er det faktisk ulovligt at min mor eller min hustru står og tager imod mig (uden billet) når jeg lander med toget…CRAZY SHIT!  Citat fra DSBs rejseregler pkt 2.5: “Gyldig rejsehjemmel skal kunne vises frem for kontrolpersonalet under hele rejsen, ved udstigning, i metroen indtil metroens område forlades, og i DSB’s tog og lokalbanetog indtil perronen forlades.”