Headbanging: En af de vigtige ting i livet

Som forældre er der bare nogen ting som er kampafgørende at lære sine børn. Man forsøger at præge dem i den retning man tror på er givtigt for deres videre liv. Man har ikke mange år til at indpode dem, da de formentlig i løbet af teenagealderen, begynder at blive immune over for alle ens guldkorn.

Men jeg kan nu, som forældre, sætte et af de vigtige flueben! Og jeg er mega stolt: Kronprins Frederik fyldte 50 år for et par dage siden, og i den anledning var der et show, til ære for Kronprinsen, på TV. Frederik er heldigvis glad for rockmusik, og derfor var et par af indslagene fyldt med “tråd” (elguitar+distortion). Amanda havde fået lov til at være længe oppe den aften hvor dette show blev vist i TV, og da Dizzy Mizz Lizzy træder op på scenen og begynder at spille for Kronprinsen og de 12.000 mennesker i Royal Arena, begynder Amandas hoved med det samme at svinge voldsomt. Hendes hår flyver rundt i den svedigste headbanging. Jeg sidder og observerer hendes dans fra sofabordet, og jeg får næsten tårer i øjnene…mission accomplished!

Jeg behøver ikke at lære, og præge, Amanda mere. Jeg er fuldstændig tryg ved Amandas videre færd i livet… Når man mestrer den fantastiske kunst “at headbange”, ja, så kan intet stoppe én.

Livet står med åbne arme og byder dig velkommen, Amanda. Når du en dag er ved at koge over af glæde…så headbang! Når du en dag er forsvundet dybt ned i kulkælderen af sorg, ja så fåk det hele…og headbang!

Stille Ninja – et digt fra det mørke rum

Jeg skubber ganske stille dynen væk
Andrea sover i sin tremmeseng
på listefødder afsted som en Ninja i natten
jeg tænder intet lys jeg siger ikke en lyd
i mulm og mørke sætter jeg mig ned
for erfaringen siger mig at jeg ikke bør stå
jeg famler efter vandhanen finder den – succes
vasker tørrer stadig uden en lyd
jeg sniger mig tilbage Ninja under dyne igen
Andrea sover i sin tremmeseng

Skolepatruljer lever et udsat liv

I går læste jeg i forskellige medier, at de danske skolepatruljer lever et udsat liv. På landsplan har hele 33 procent af de danske skolepatruljeelever, oplevet at blive råbt ad eller at få fingeren af fx bilister. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring, blandt 987 skolepatruljeelever i hele landet.

Jeg blev voldsomt forundret. Skolepatruljen er formentlig det tætteste mange danske skoleelever kommer på et reelt “erhverv”, og altså første gang de udfører en samfundsmæssig vigtig opgave. Og så skal de sgu ikke mødes af mavesure voksne/forældre, som sviner dem til, fordi de har fået det forkert ben ud af sengen – eller fordi de er “freaking stressed out” pga. deres selvvalgte karriereliv.

Derfor:

Hvis du sidder i din bil, og bliver stoppet af en teenager i gul vest, så smil! Også selvom du er ved at eksplodere, i aggression over at du nu kommer et helt minut senere på arbejde. Det er din forbandede pligt – som voksen/forældre – at smile til den teenager, lige meget hvor irriterende han/hun måtte se ud, og lige meget om han/hun stopper dig til ingen verdens nytte. Og hvis du så meget som begynder at hæve langemand og udtale f-ordet, så lover jeg dig, at der resten af dit liv, vil hvile en forbandelse over dig. En forbandelse der gør, at hver gang du kører forbi en skole, så vil du blive stoppet af en skolepatrulje. Ikke bare om morgenen, men på alle tider af døgnet – til evig tid! AMEN!

KH

Martin

Andrea – The “garbage man”

Øvelse gør mester! Andrea har nu langt om længe lært hvor skraldepanden er placeret i køkkenet 🙂

Hun er nu begyndt, på egen hånd, at gå over med skrald, hvis hun finder noget. Det er dog desværre ikke kun skrald…Her sidst på eftermiddagen gik hun målrettet over i skabet med børnekopper, tog en kop, og løb over og smed den ud 🙂

@Andrea, du er awesome! 🙂

Cleaning out my closet…og fandt en pengepung

Her den anden dag forsøgte jeg at rydde lidt op i en af mine gamle rodekasser. Se hvad jeg fandt: Min pengepung fra starten af 00’erne (fra før jeg designede zitypungen)! Det var sgu en helt lille tidslomme 🙂

Desværre var der ingen sedler i 😉 og ej heller nogen billeder…det havde ellers været sjovt!

Crazy hyggelig jul 2017

I har ikke hørt fra mig, her på bloggen, i næsten 3 uger. Det vil jeg sige undskyld for. En af årsagerne er ret nørdet, og jeg skal skåne jer for detaljerne, men det handler om at jeg har været tvunget til at skifte webhotel. Den anden – og nok den vigtigste – årsag til mit fravær på bloggen, er, at det har været jul og nytår. Juleferie burde jo egentlig være en periode med ro og fred i en lille familie. Men det har bestemt ikke være tilfældet for vores familie. Det er vigtigt at slå fast at vi har haft en fantastisk dejlig jul, men rolig kan man bestemt ikke kalde den. Jeg bor jo i København, med min hustru og vores to piger, men vi er begge opvokset på Falster, og har derfor den fordel at begge dele af familien er placeret der. Dette er jo fantastisk for os, når vi skal hjem til jul, for så kan vi besøge begge familier. Men det er pludselig gået op for mig hvor crazy denne “jule-operation” faktisk er med to børn (0 og 4 år):

Den 23. december pakker vi bilen i København, og er nødt til at have traileren med, for julegaverne, alene, fylder hele bagagerummet, og da vi jo skal have både barnevogn, weekendseng, guitar, etc med, så er det fuldstændig mission impossible at få plads til tingene i bilen. Vi kører først til min bror og hans familie i Nyråd, bytter gaver og spiser julegodter. Vi kører videre til min mor og far på Nordfalster, fælder juletræ, og bytter julegaver, og efter gløgg og mere juleslik, kører vi videre til min hustrus familie på Sydfalster. Her pakker vi bilen og traileren ud, og overnatter. Den 24. holder vi en fantastisk hyggelig jul. Den 25 pakker vi bilen til bristepunktet og begiver os tilbage til Nordfalster, hvor vi skal afholde julefrokost med min del af familien. Ved ankomst tømmer vi bilen for et utal af tasker, barnevogn, weekendseng, etc, etc, og holder en sjov og hyggelig julefrokost. Dagen efter pakker vi bilen til bristepunktet igen, og kører tilbage til Sydfalster, hvor vi skal holde julefrokost med min hustrus familie. Vi holder en fantastisk hyggelig julefrokost. Den 27. står på heldags jule-raflings-tradition på værtshuse i Vordingborg med min bror og nogle knægte. Den 28. står på surprice 40-års-fødselsdags-brunch i Nykøbing Falster. Om aftenen pakker vi bilen og traileren til bristepunktet og drager mod København, for vi skal hjem og gøre vores hus klar til at holde nytårsfest. Efter veloverstået nytårsfest med seks overnatende voksne og fem børn, havde vi 8 timer tilbage af 1. januar, inden vi skulle på hovedet i seng, for at være klar til årets første hverdag (job og børnehave)……vildt mine unger overhovedet har kunne håndtere det. Men de er så seje, og vi voksne må jo så bare forsøge at følge så godt med som muligt 🙂 Og slutteligt må også lige nævnes, at alle juledagene samtidigt stod på host og hakken hos os alle fire, og særligt Andrea var ramt, fordi hun også er ved at få tænder (hun ramte 40 i feber to af dagene).

Og nu sidder jeg her tirsdag aften d. 2. januar, efter en helt almindelig arbejdsdag og blogger. Det er fantastisk at holde jul og nytår, men kors hvor er hverdagens røv-kedelige rutiner også er den rene eliksir for krop og sjæl 🙂

I må alle have en fantastisk nytår!

Koloni for små børn!

I 80’erne og 90’erne fandtes der en tommelfingerregel som lød: “En overnatning, per år barnet er”. Dvs hvis barnet er tre år, kan det have tre overnatninger væk fra hjemmet. Jeg ved ikke om den regel findes i dag? 😉 Men lige meget hvad, så er det den regel Amandas børnehave forholder sig til. Hvis barnet er blevet fire år, så skal barnet nemlig med på koloni (i Gedser) – og det er fra mandag til fredag. Vi forældre må ikke ringe til barnet under opholdet. Vi bliver kontaktet hvis der skulle være nogen problemer – og intet nyt er godt nyt.

Amanda tog afsted i går, så nu er der rimelig stille i vores lille hjem 🙂 Jeg er vild med dette koloni-koncept, men jeg må indrømme, at jeg selvfølgelig godt har kunne mærke nogle ængstelige følelser og tanker i min krop op til turen. Fire dage, og så så langt væk! Amanda har aldrig sovet hos andre end bedsteforældrene, og aldrig i fire dage. Og forestil jer så hvordan disse følelser og tanker har været hos moderen 😉 Amanda har fra første gang vi nævnte turen for hende, været fyr og flamme. Hun har glædet sig – ja – som et lille barn 🙂 Og hun har været top-klar til turen.

Til alle de personer vi har fortalt om denne tur har reaktionen været den samme: “Sjit, det er lang tid hun skal være væk” og “Vildt, tager børnehaver stadigvæk på koloni?”. Og vi kan jo kunne give dem ret i begge ting. Det er sgu lang tid, og vi var heller ikke klar over at der stadigvæk findes børnehaver, som stadigvæk tager på koloni i så lang tid.

Men jeg er 100% sikker på, at denne tur vil være noget af det bedste Amanda nogen sinde har oplevet. Jeg kan jo også selv huske mine ture på koloni fra jeg var helt lille, og det er intet mindre end fantastiske minder…og kors hvor jeg lærte meget på de ture. Der kan helt sikkert, i dag, findes mange forældre som nok vil sætte foden ned, og ikke lade barnet komme afsted på så lang en tur. Og jeg kan jo fint forstå det. Jeg mærker det jo også indeni. Men hvis barnet føler sig parat til det, så tænker jeg, at man som forældre skal strække sig langt for at give barnet denne helt unikke oplevelse. Jeg føler mig faktisk priviligeret over at Amanda er havnet i en institution, som har dette fantastiske tilbud.

Jeg savner Amanda, og glæder mig meget til hun komme hjem om tre dage 🙂

 

Tivoli har taget røven på os allesammen!

Her – en sen søndag aften – har jeg regnet jeg det hele ud! Tivoli har simpelthen taget røven på os allesammen…godt og grundigt…

Her er min teori, som jeg er ret overbevist om er meget tæt på sandheden: Tivoli har hele tiden været bevidste om at det ville træde nogle typer mennesker voldsomt over tæerne, hvis de kaldte deres Halloween forlystelse for Det Hjemsøgte Børnehjem. Men de valgte alligevel at kalde “forlystelsen” for dette navn, helt bevidste om at der så ville komme klager. Kampagnestrategien gik så ud på at, når de første klager begyndte at trille ind, så skulle Tivoli “rette til” og undskylde i medierne, hvilket selvfølgelig ville kickstarte en kæmpe diskussion om hvorvidt Tivoli har lov, eller ej, til at kalde deres forlystelse for dette navn.

Lige nu sidder Tivolis marketingafdeling helt sikkert og godter sig. Missionen lykkedes til fulde! Alt klappede og gæsterne vil nu vælte ind til deres Halloween forlystelse “Det Hjemsøgte”. Alle de rigtige personer og medier faldt i – og jeg faldt jo også selv pladask i, i dette indlæg. Der er blevet diskuteret op og ned, selv i de helt tunge nyhedsmedier.

Man må give Tivolis marketingafdeling credit i denne anledning. Det er helt vildt hvad de har fået ud af dette stunt. “Børnehjemmet” vil helt sikkert blive hjemsøgt at tusindevis af gæster, for alle har nu hørt om forlystelsens eksistens.

Og når nu jeg publicerer dette indlæg på min Facebookside, vil jeg ikke diskutere hvorvidt Tivoli havde lov til at kalde deres Halloween forlystelse for “Det Hjemsøgte børnehjem”, for det er jo præcis det som Tivoli gerne vil have os til. Jeg vil bare konstatere, at det virkelig var en effektiv markedsføringskampagne.

KH
Martin

Det Hjemsøgte Børnehjem i Tivoli

I går morges så jeg nedenstående plakat hænge i Københavns gader – Det Hjemsøgte Børnehjem. Jeg tog et billede af det fordi jeg med det samme tænkte “Sjit, nu bliver der ballade”. For Tivoli går tydeligvis til grænsen for hvilke arrangementer og forlystelser mange nok mener en familie-forlystelses-park, som dem, skal gennemføre.

Da jeg så kom hjem i går aftes måtte jeg sande at balladen allerede var opstået. Nogle Tivoligæster havde allerede klaget, og Tivoli har reageret på det og ændret titlen til “Det Hjemsøgte” – altså droppet ordet Børnehjem 🙂

Jeg kan altså ikke lade være med at smile lidt. Come on, hvorfor har Tivoli ikke mod nok til at holde på deres ret. De må da gøre hvad de vil, og bare fordi et par gæster brokker sig, så skal de da ikke bare sådan makke ret. Tivoli leverer kunst og kultur. Det gør de vel også i denne sammenhæng?! Og de advarer jo med stor font om at det er uegnet for børn under 12 år.

Men godt jeg fik taget et billede, så Tivolis grundtanke da er blevet foreviget 🙂 Hvis jeg besøger Tivoli til halloween, vil jeg stadigvæk kalde det for “Det Hjemsøgte Børnehjem”. Jeg er dog ikke sikker på min fire årige pige skal med derind 🙂

Ferie med børn…

Vi er lige kommet hjem fra en fantastisk ferie. All inclusive, børneklub, dejlige pools, lækker strand, gode snorkelsteder, fantastisk mad i kæmpebuffet og godt vejr (24-26 grader). Når alt dette er sagt, må jeg også indrømme at det virkelig gik op for mig hvor ekstremt anderledes en ferie med to små børn er, contra parferie uden børn. Vi har jo i sagens natur (Andrea er lige blevet 7 måneder), aldrig været på ferie med to børn, og det er pludselig ikke de voksnes ferie længere. Det var jeg selvfølgelig godt klar over ville være tilfældet, men havde nok ikke forventet at det ville være så udtalt. Her to eksempler:

  • Vi har spist morgen, middags og- aftensmad sammen hver eneste dag hele ugen, men rent faktisk har vi vel siddet på samme tid ved bordet i ca to timer…sammenlagt. Utallige turer til buffetten for at finde de rigtige retter til Amanda og Andrea, tog rigtig meget af vores fælles spisetid, men Andreas fantastiske rutine med at fylde bleen under hvert fællesmåltid, var nok det som var den største tidsrøver fra den fælles spisetid. Vi var nemlig nødt til at tage hende med op på vores hotelværelse hver gang bleen skulle skiftes, og det var altså en længere tur.
  • Når Amanda og Andrea var puttet ved 20 tiden, så sluttede dagen også for os forældre. Vi slukkede lyset og kunne så lige holde til en halv times tid i mobiltelefonens skær, før vi også kapitulerede.

Jeg må igen sige, at det jo var en fantastisk tur, men bare ikke helt så afslappende og festlig som vi har været vant til i den tid vi ikke have børn. Lisbeth og jeg blev enige om at det vigtigste ved sådan en ferie er, at vi er så meget sammen med vores børn som vi er, og selvom vi var på et all inclusive hotel, og bestemt ikke bevægede os særlig meget uden for murerne, så er det også en kulturel opdragelse for vores børn. Et eksempel var at Amanda i de første par dage tørt konstaterede: “De (vores medturister) taler helt forkert”. Jeg tror vi med tiden fik overbevist hende om, at de altså ikke talte forkert, men talte et andet sprog (primært tysk og russisk), som bare var anderledes end vores, og at man faktisk godt kan lære at forstå andres sprog.

Måske vi skulle overveje at tage nogle “bedsteforældre” med næste gang 😉

Dagbog den 6. september 2017

I 1992 opfordrede Nationalmuseet og Danmarks Radio danskerne til at skrive dagbog. Den gang kom der over 51.000 dagbøger ind. Her 25 år efter vil Nationalmuseet gerne indsamle dagbøger igen, for datoen d. 6. september 2017. Da Lisbeth, jeg og børnene var i Aarhus den dag syntes vi det ville være sjovt at deltage. Vores dagbøger er nu sendt ind til Nationalmuseet. Nedefor kan I læse vores to ret forskellige dagbøger, selvom vi jo har oplevet præcis det samme den dag 🙂

Martins dagbog for den 6. september 2017

Jeg vågnede kl 7. Det meste af natten var gået med at dunke hænder og fødder ind i enten væggen eller min hustru, fordi soveværelset i den campinghytte i Ejstrup Strand, vi havde lejet var så lille at der kun var plads til en meget lille halvanden-mands-seng.

Da jeg endelig fik taget mig sammen til at skulle ud af sengen, var mine to børn også kommet op i den meget lille seng, hvilket bestemt ikke gjorde manøvren fra inderste sengeplads til døren nemmere. Det lykkedes mig dog at få møvet mig over min hustru og børn, og da jeg kom ud i køkkenet indså jeg, at vi ikke er professionelle campister. Vi havde ikke noget kaffe eller morgenmad. Jeg måtte derfor op i campingkiosken for at provianterer, og det er bestemt ikke den billigste måde at få stillet sin sult og tørst: En pose kaffe, et formbrød, en lille pakke pålægschoklade, en lille ost og smør = 200 kr 🙂

Efter endt morgenmad måtte vi igang med rengøringen af hytten. Vi skulle være ude af hytten senest kl 11. 10.57 begav vi os op mod receptionen for at tjekke ud. GPS’en blev sat til AROS, hvor vi havde besluttet at bruge regnvejrsdagen i Aarhus.

Da vi kom til AROS brugte vi ret meget tid på at gennemskue hvor vi skulle parkere, og vi kunne se at vi var mange i samme båd. Vi endte i kælderen under musikhuset, og måtte så løbe regnvejrsturen på de ca 100 meter til AROS. Der var heldigvis en  elevator, så vi ikke behøvede at bære barnevognen de mange trin helt op til AROS. At være på AROS med en pige på 4 og en på 0, er lidt af en udfordring.

  • Når man kommer op på 6 sal, skal den store pige pludselig tisse, og så må man ned igen.
  • Når man går rundt på udstillingen skal den lille pludselig have mad, og man sætter sig jo ikke bare midt i “De sataniske vers” og begynder at amme sit barn, selvom vi egentlig jokede med, at flere nok ville synes det var en fed add-on til kunstinstallationen – ja, det kunne vel være det man kalder for “den medskabende betragter” 🙂
  • Når man kører i elevatoren skal den store pige pludselig have noget at spise, og så må man tjekke ud fra AROS for at komme ud i cafeen, hvor man kan købe et pølsehorn.
  • Når man skal op i “farvebuen”, kan man ikke kører direkte op med elevator, men må lave skift undervejs

Trods de mange svinkeærinder var det en rigtig fin tur på AROS. Vores store pige havde glædet sig voldsomt meget til at se “BOY”, eller “Den store dreng”, som vi bare har kaldt ham derhjemme.

Af en eller anden årsag var vores store pige dog mest fascineret af de voldsomme ting på udstillingerne:

  • En iransk anorektisk prostituret
  • Jesus som bliver båret væk fra korset
  • Folk der bliver overfaldet i biler og ødelagte flag.
  • BOY var selvfølgelig også et hit, og ham købte vi endda med hjem som køleskabsmagnet 😉

Da vi havde tilbragt 4 timer på AROS, var det tid til sen frokost. I silende regn småløb vi rundt på Vestergade, for at finde en åben børnevenlig restaurant. Efter lidt rådføring med et par lokale århusianere, jeg fandt ved et udendørs cafebord, endte vi på Café Gaya, som desværre lige havde lukket for deres frokostbuffet. Men vi fik en dejlig suppe og lidt tapas.

Efter frokosten regnede det stadigvæk og vores planlagte gåtur i centrum, blev ændret til en GPS sightseeing i vores varme Hyundai i30 🙂 Den største oplevelse var Aarhus’ nye letbane…eller den var jo ikke åbnet op for borgerne, men kørte rundt i “testmode”. Og det er faktisk en rimelig ubehagelig oplevelse. Alle steder står der skilte “Pas på Letbanen – vi tester” og den angstprovokerende – dog humoristiske – “Pas på mig – jeg er ny i trafikken” 🙂

Efter lidt hygge med Frk. GPS, drejede vi mod molslinjen, og kørte til række 22. Efter en lille lur og lidt musik, blev der sagt “Kombardo“, og vi kørte ind på færgen. Her “fodrede” vi børnene (og de voksne) af, med salat, pølse, softice og babs. 

Da vi kom til hjem til Tårnby røg børnene på hovedet i seng, og vi smækkede benene op til  TV NEWS, ind til vi heller ikke kunne holde til mere.

Godnat og sov godt, dagbog 🙂

Lisbeths dagbog for den 6. september 2017

Min dag startede tidligt, helt præcis kl.03.16 til lyden af Andrea der vågnede. Sutten og et kram var ikke nok, så hun måtte have en babsetur. Hun spiste fint og tog det pænt at vi var et helt andet sted end hjemme. Nemlig på Ajstrup camping i en lille hytte, hvor vi er på familietur fordi Martin havde et møde i Aarhus igår. Efter hun havde spist sov hun fint videre indtil kl.06.52 hvor Amanda kom ind og sagde godmorgen og kravlede op i den lille bitte seng. Jeg faldt også lidt i søvn igen, men det var svært til lugten af råddent blomstervand, som jeg stadig ikke ved hvor kom fra, og lyden af Martin der snorkede lidt. Amanda fik lov at se sin iPad og Martin stod op og gik ind og satte sig ved computeren.

Da jeg var kommet i tøjet, og havde sprunget badet over, gik Martin og Amanda hen til campingpladsens butik og købte franskbrød, smør, ost, mørk pålægschokolade, æblejuice, mælk, kaffe og ikke mindst kaffefiltre til kaffemaskinen i hytten, af den helt almindelige slags, der også snorker lidt.
Da der var blevet spist ostemadder og chokolademadder, gik Martin i bad og Amanda fulgte trop, mens Andrea igen fik mad og derefter en lur i barnevognen i regnvejret. Så pakkede vi hytten sammen, gjorde rent og tog ind til Aros, hvor især Amanda glædede sig til at se “den store mand”! Altså kunstværket “The Boy”.

Aros er virkelig et fint sted, og jeg var ret imponeret af buen oppe på taget med alle farverne, vi gik rundt to gange for lige at se hele udsigten igen igen. I kælderetagen var der “de ni rum”, hvor Amanda fuldstændig frygtløs bare gik ind i de forskellige rum, uanset hvor mørkt, og hvis du spørger mig, hvor uhyggelige rummene var. Men helt sikkert en stærk oplevelse. Så tog vi en pause i cafeen, og inden vi gik derhen skulle både jeg og Martin tisse, jeg gik først
og mens Martin var derude gik Amanda lidt rundt med barnevognen med Andrea i og pludselig væltede Amanda med barnevognen. Amanda havde dukket sig ind under håndtaget. Heldigvis! For det gjorde at hun blev mast lidt under håndtaget og derfor væltede Andrea ikke ud, men væltede lidt fremover og jeg kunne snuppe hende inden hun rullede forlæns ud af vognen. Der var en flink dame der hjalp mig med at få Amanda fri af barnevognen og begge piger hylede selvfølgelig og der var også et par andre der spurgte om jeg havde brug for hjælp, men jeg klarede den og Martin kom hurtigt retur fra toilettet. Heldigvis blev begge piger hurtigt glade igen.
Vi spiste hvert et pølsehorn i cafeen og gik op for at finde “The Boy”, og så åbnede skydedøren sig, og der sad han. Super super flot!
Efter nogle hyggelige timer, trods barnevognsstyrt, på Aros, tog vi ind til Aarhus for at finde noget at spise. Først på Vesterlaug, som desværre ikke rigtigt havde noget på menuen for Amanda, men i stedet endte vi på en vegetar
cafe og fik små retter i form af humus, pesto, oliven, ost og lækkert lækkert hjemmebagt brød.
Andrea fik en tår babs og Martin gav hende en tør mås – på puslebordet på herretoilettet! hvorefter vi satte snuden mod færgen som skulle sejle os retur til Sjælland, så vi kunne komme hjem igen. Vi kom om bord som nogle af de første og dermed også af færgen som nogle af de første – det er super service! På
færgen købte vi to “super food” salater med edemamebønner, kylling og quinoa. Vi købte også sodavand til Martin og jeg og en kildevand til Amanda som ikke kan lide hverken bobler eller saftevand. Amanda fik en fransk hotdog, men jeg endte med at dele min salat med Amanda, for det kunne hun godt li’. Der var et lille legehjørne med noglenklodser, som Martin og jeg på skift var henne ved sammen med Amanda. Andrea lå på sin voksi pose på bordet hvor vi havde slået os ned. Overfarten gik hurtigt, så vi måtte skynde os ned til bilen og være klar til at køre den sidste times tid hjem igen. Turen gik rimeligt, men et kvarter før vores afkørsel gad Andrea bestemt ikke at køre bil længere… så hun hylede, og jeg forsøgte med at vride min arm om til hende så jeg kunne ruske lidt i autostolen og synge nogle sange for hende. Det hjalp lidt og hjem kom vi da. Martin skyndte sig at hjælpe Amanda i nattøjet og få puttet hende i seng. Hun klarede det ret fint. Når vi holder os til rutinen: ind på værelset sammen med hende, tøj af, nattøj på, børste tænder, valgfrihed om der skal tisses af først eller siges godnat til resten af familien først og så i seng. Hun er ret sej! Andrea fik også nattøj på, men fik lov at “lege” lidt inden hun kom i putkassen, fordi hun fik
sovet en god lur i bilen, indtil hun vågnede og blev utålmodig 🙂 Martin satte sig til rette med computeren efter Amanda var puttet, og TV2 news kørte som baggrundsstøj og jeg skrev dagbog, inden vi også gik på hovedet i
seng efter en skøn tur til Aarhus.

“The baby alarm”

Der er mange fantastiske ting ved at have en baby i huset. En af disse ting er at de er et utrolig effektive alarm-vækkeur:

Klokken ca 6.00 begynder de første spæde alarmlyde fra tremmesengen. Vi Snoozer, et kvarters tid, ind til alarmen bliver så høj, at det er ganske umuligt at sove videre. På denne måde kommer vi altid op senest kl 6.30, hvilket er et rigtig fint tidspunkt for os, at begynde dagens strabadser. Her forleden opstod der dog et problem. Nogen må havde sat alarmen forkert (eller anden mekanisk fejl) for den begyndte ikke kl 6.00 som vanligt. Pludselig vågnede jeg af mig selv kl 7 og var helt forvirret. Jeg kom ud af sengen. Nede i tremmesengen lå det fineste lille vækkeur uden antræk til at vække sine forældre. Nu var jeg sgu lidt presset. Jeg måtte flyve i bad, og droppe de fleste af mine morgenritualer. Jeg kom selvfølgelig 30 minutter for sent på arbejde.
Igen, det er en utrolig dejlig funktion med sådan en alarm i tremmesengen, men jeg kunne godt ønske mig at det kun var i weekenden, den fejlede! Og “enkelte” gange er den endda også fejlet midt om natten. Det er virkelig ubehageligt, med sådan en alarm der begynder fuldstændig umotiveret midt i ens skønhedssøvn 😉

KH
Martin