Et af livets store spørgsmål: Skal jeg have EU eller dansk nummerplade på min trailer?

Når man får sig en trailer skal man have en nummerplade.

I sidste uge kørte jeg derfor til motorkontoret i Taastrup, og stillede mig op i køen. Et motorkontor er egentlig en sjov ting. Det er et meget bredt udsnit af den danske befolkning som kommer her: Den lille mand med ølkassen på sin scooter,  rigmanden med den importerede sportsvogn og den nybagte husejer som lige har fået sig en trailer.

Jeg trak et nummer og havde rigelig med tid til at observerer de mange mennesker. Efter 30 minutter blev det det min tur, og jeg kunne spændt bevæge mig ind i de forjættede skrankers hule. Jeg forklarede den flinke dame at jeg fået mig en ny trailer. Da jeg havde udfyldt de nødvendige dokumenter, stillede damen mig spørgsmålet: “Skal det være en EU nummerplade eller en dansk?” Jeg stivnede. Det spørgsmål havde jeg helt glemt jeg ville blive stillet. Var det blot et spørgsmål om design af nummerpladen, eller var det simpelthen et spørgsmål om min grundholdning til EU? Jeg besluttede mig for at det sidste, og da min grundholdning til EU jo er forholdsvis positiv, så sagde jeg til damen at jeg gerne ville have en EU nummerplade.

Efterfølgende har jeg tænkt lidt over denne situation. Hvorfor skal jeg stå på et motorkontor, og tage stilling til om jeg er for eller imod EU? For det er vel det de fleste gør, når de får dette valg! Er det ikke i sådan en situation hvor staten burde gå ind og overtrumfe og sige, “lige på dette område behøver vi måske ikke at lade befolkningen få valget”? Men måske skal det betragtes som “nej-sigernes” sidste mulighed for dementere at EU er af den onde. Eller måske er det simpelthen en fuldkommen overlagt beslutning fra regering (nuværende og den sidste): “Ved at stille borgerne dette spørgsmål på motorkontoret, så har vi hele tiden en fin fornemmelse af den danske befolkning holdning til EU. Når overvægten af den danske befolkning begynder at vælge EU nummerplade, så kan vi begynde at lave folkeafstemninger om EU forhold. Ikke før, for så siger de bare nej.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*