Maskeringsforbud i Danmark

Menneskerettighedsdomstol har givet Belgien lov til at forbyde burkaer og niqab. Dette har genfødt debatten i Danmark. Men der var altså et eller andet i denne debat jeg ikke forstod. Jeg troede egentlig der var maskeringsforbud i Danmark, og derfor implicit at burkaer og niqab ikke var tilladt. Men da jeg lige undersøgte det nærmere fandt jeg frem til at der i den danske straffelov står, at maskering kun er ulovligt »i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted«. Dvs at det i det almindelige offentlige rum, er fuldt tilladt at maskere sig.
Jeg forstår egentlig ikke at vi accepterer fuld tildækning af ansigtet. Tænk hvis en rockerklub pludselig får den ide, at de altid skal gå med tildækkede ansigter? Jeg vil helt sikkert ikke føle mig specielt godt tilpas, hvis en person, fuldstændig tildækket med elefanthue, strømpebuks, burka eller niqab, tager kontakt til mig. Og det er ikke pga alle mediernes historier om terror og forbrydelser. Nej, jeg synes bare det er ubehageligt, at skulle kommunikere med en person, jeg ikke kan se ansigtet på, for den ansigtsaflæsning jeg laver uafbrudt, er voldsom vigtig i min måde at kommunikere på.

Derfor synes jeg faktisk vi skulle indføre forbud mod maskering. Ikke et forbud specielt rettet mod burkaer og niqab, men et generelt forbud mod maskering i det offentlige rum.

Jeg har i hvert fald ikke nogen gode argumenter for hvorfor dette forbud ikke skulle vedtages. Selvfølgelig skal der være undtagelser, og jeg har det faktisk selv tæt inde på livet om vinteren. Jeg kører ofte på cykel med fullface hue (en slags elefanthue). Men når jeg fra tid til anden skal ind og handle på min cykeltur, tager jeg selvfølgelig altid huen af inden jeg går ind. Ja, jeg tror nærmest jeg ville få det fysisk dårligt ved at gå ind i butikken med tildækket ansigt – og på samme måde ville medarbejderne i butikken sikkert også blive bekymrede og utrygge…men det er jo fuldstændig lovligt for mig at gøre det, hvis jeg skulle være mærkelig nok til at kunne finde på det…

Jeg er – som I nok ved – meget sjældent enig med Dansk Folkeparti, men i 2014 fremlagde de faktisk et ret godt lovforslag “forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum”. Det blev nedstemt således:

  • Stemmer for forslaget: 13 (DF)
  • Stemmmer imod forslaget: 96 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG))

Jeg tænker om det ikke var på tide at finde lovforslaget frem fra gemmerne – måske give det lidt justeringer – og stemme om det igen?!

KH
Martin

4 tanker om “Maskeringsforbud i Danmark”

  1. For mig handler det ikke så meget om burkaer og niqab (som jeg går ud fra du mener, for det vil jo aldrig komme på tale at forbyde tørklæde i denne sammenhæng, hvilket for mig bestemt heller ikke giver mening). For mig handler det om utrygheden ved at skulle kommunikere med en person som jeg ikke kan se ansigtet på.
    KH
    Martin Hans Jensen

  2. Det er ingen der tvinger dig til at tale med en person du er utryg ved. Bare gå væk. Derimod vil du udøve tvang, det bør vi altid søge at undgå så vidt muligt.

  3. Det er politistatstankegang, at ville bestemme hvad andre mennesker skal have på, eller ikke have på. Vi har heldigvis så stadig så megen frihed i DK, at vi må bære full face styrthjelm, fastelavnsmaske, niqab og elefanthue. At du måtte føle dig utryk ved andre menneskers påklædning er dit problem – tatoveringer, solbriller og glatbarberet hoved er i den grad en del af rockerunifomen, men jeg tvivler på at du vil have det forbudt pga. folks eventuelle utrykhed. Frihed – også til at klæde sig som man vil – kommer før næsten alt andet, for den bliver sjældent genindført uden store omkostninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*