Skal de “Røde” postkasser forblive i gadebilledet?

Lige siden aktiemajoriteten af Post Danmark blev solgt til svensken, og de ændrede navn til PostNord, har den helt store frygt blandt den danske befolkning været, at de fantastiske røde postkasser skulle skifte farve, eller helt blive fjernet. Jeg har ikke de helt store følelser i klemme i denne diskussion, og jeg må indrømme at jeg ikke deler frygten. Det betyder dog ikke, at jeg tror de røde postkasser vil hænge i den danske landskab for evigt. Nej, jeg er overbevist om at de vil blive pillet ned i nær fremtid. Det er simpelthen for dyrt for PostNord, at skulle drøne land og rige rundt og tømme postkasser, som formentlig i mange tilfælde er tomme, når postmanden kommer, fordi ingen sender breve længere.

“De røde postkasser er en vigtig del af vores kulturarv og vi må ikke bare sån’ pille dem ned – De passer rigtig flot ind i det danske gadebillede”. Jeg har hørt flere udtale noget i denne retning, når diskussionen er kommet ind på postkasserne. Og i går satte jeg mig for at stoppe op ved de postkasser jeg lige så på min cykeltur ind i gennem byen. Hva’ siger I så? Disse fantastiske idylliske og smukke “røde” postkasser kan vi da under ingen omstændigheder undvære i vores gadebillede 😉 Jeg tænker ikke jeg behøver at skrive så meget mere, men håber billederne taler for sig selv… 😉

 

Når mor og far skal få en splint ud af barnets finger…

Jeg kom tilfældigvis forbi Line Kjeldsens instagramprofil, og fandt nedenstående tegning, som bare er så “spot on”. Denne splint-situation har vi stået i flere gange, og jeg kan nærmest høre os, have præcis den skrige-dialog som far, mor og barn har på tegningen 🙂 Der er ikke noget bedre end når ens hverdags-forældre-opgaver, bare bliver illustreret på fineste vis. Jeg skrev til Line og spurgte om jeg ikke måtte vise hendes tegning på min blog. Det måtte jeg heldigvis gerne 🙂

PS. Find mere fra Line Kjeldsen

Jeg tror simpelthen jeg bliver nødt til at skrive denne historie til Line Kjeldsen – i håb om at hun vil illustrere den:

Du er med dine børn hjemme hos bedsteforældrene. Klokken er 19.30, og I er så småt på vej hjem, så det passer med at børnene kan sove i bilen. Du har lige børstet tænderne på børnene, og er ved at pakke bilen. Du kommer ind i stuen for at fortælle ungerne, at de skal begynde, at bevæge sig ud i bilen, og opdager så bedstemor lige har givet dem en stor is…åhhh crap, vi rykker da bare lige tilbage til start 😉

KH
Martin

Lagkagehuset: Et brød med plastik, tak

På min cykel på vej til Lagkagehuset i morges, opstod denne dialog i min krøllede hjernen:

Mig: Jeg vil gerne have sådan et brød med plastik i.

ekspedienten: øhh, det har vi altså ikke længere brød, der har!

Mig: Hvornår får I det på hylderne igen?

Ekspedienten: Det håber jeg ikke vi gør igen.

Mig: Øv, så skal jeg ikke have noget. Ha’ en god dag

En gang imellem går det dog ikke som ens krøllede hjerne tænker… Jeg kom i stedet ud fra Lagkagehuset med 3 jordbærkager og 2 stykker kransekage. Sådan bruger man 400 kr 🙂

Som I kan se på billedet, har sådan en jordbærkage ikke særlig godt af en cykeltur ind igennem byen 😉 Men så længe der ikke er plastik i, så går det nok.

 

Trafiklys – Hvad er det gode svar til sit barn

I morges på vej på arbejde var vi en flok cykler der stoppede for rødt. Det er et af de kryds, hvor man føler sig lidt dum over at stoppe, da man kan se flere hundrede meter til alle sider – og der er ingen biler.  Pludselig kører en yngre cyklist uden om os alle, og kører over for rødt i det øde lyskryds. Et par cykler foran mig, venter en mor med hendes datter på 4-5 år, og jeg hører den lille pige spørge sin mor: “Hvorfor kørte han over for rødt?” umiddelbart efter bliver det grønt og vi sætter igang, og jeg hører derfor ikke hvad moderen svarer sin datter. Hele turen frem til arbejde tænker jeg på, hvad moderen mon svarede sin datter, og jeg tænker på hvad jeg selv ville svare hvis jeg stod i samme situation med min datter. Jeg kunne ikke finde et godt svar, som ikke på en eller anden måde havde en hage. Men jeg er 100% sikker på jeg en dag får spørgsmålet fra min datter, hvis hun ser en person cykle over for rødt…og hvad gør jeg så? Jeg har jo ikke noget godt svar parat? Kan du hjælpe?

Det skal være FARLIGT, før det er godt!

Der er lige udkommet en ny bog med titlen “FARLIGT” Jeg har desværre endnu ikke læst den, men temaet er ikke til at tage fejl af, når man læser på “bagsiden”:

Forestil dig, at al terror i Vesteuropa siden årtusindeskiftet var sket i Danmark. Altså terrorangrebene i Madrid, London, på Utøya, Paris, Bruxelles, Nice og så videre. Alt det – og enhver anden aktion på vesteuropæisk jord – flytter vi, i dette tankeeksperiment, til Danmark.

Så er spørgsmålet: Med al denne danske terror, hvad har så været mest farligt her i kongeriget – trafik eller terror? Svaret er, at trafikken har kostet fem gange så mange danskere livet, som terror ville have kostet, hvis det hele var sket i Danmark. Hvilket det som bekendt ikke gjorde.

Død ved terror er ekstremt usandsynligt. Alligevel giver det anledning til bekymring hos rigtig mange af os. Eller også frygter vi noget andet. Kriminalitet, måske, giftrester i mad, p-pillers bivirkninger, epidemier, stråling, eller måske endda menneskehedens og hele jordens undergang.  

I denne bog tager vi på en rejse, ind i en verden, hvor vi får afdækket, hvem der fodrer os med frygt, hvilke greb de benytter, og hvad det er for mekanismer, der driver dem. Hvorfor er vi mennesker mere end villige til at æde frygt, når vi får den tilbudt?

Jeg er fuldstændig enig med de to forfattere Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen – vi bliver stopfordret med frygt. Jeg havde faktisk på min blog sidste år fokus på dette tema. I kan læse dette blogindlæg Jamen, det er jo bare en skovbrand! Og jeg publicerede også sangen “Like Click Profit”:

Der er noget gruelig galt med proportionerne i de danske medier, og i blogindlægget sidste år, forklarede jeg hvordan jeg blev voldsomt provokeret af dækningen af skovbranden i Portugal, hvor 60 mennesker blev dræbt. Historien blev nærmest ikke dækket…kun små sidehistorier i de danske medier. Historien om skovbranden var simpelthen ikke interessant nok for medierne. Den var ikke sensationel nok. Den var ikke konfliktfyld nok. Det var jo bare en skovbrand! Men dagen efter flød medierne over i “breaking mode” fordi der havde været et muligt terrorangreb i England (en varevogn var kørt ind i en flok mennesker og en blev dræbt, og man diskutere stadigvæk om det overhovedet var et terrorangreb, eller bare en mand som havde “set sig sur” på nogle mennesker på gaden).

Medierne elsker frygt. Medierne elsker konflikt. Men dette betyder desværre at alle de positive historier der findes i verden må ofres på mediernes “like-click-profit-alter”.

Forfatterne til bogen “FARLIGT” var for et par dage siden i Radio 24/syv. Her forklarede de hvorfor det er så problematisk, at vi konstant fyldes med frygt. De viste, med en række fakta, at vi jo faktisk lever i den mest trygge og positive tid verden nogensinde har været i. I interviewet forklarede de værten et tankeeksperiment: Forestil dig at du ikke er født endnu, men kan vælge præcis det tidspunkt i Jordens historie, du skal fødes i. Du aner dog ikke om du bliver født som mand eller kvinde, som sort eller gul, eller om du bliver handikappet, eller bøsse…hvornår ville du helst fødes?  Værten svarer hurtigt: “i dag, eller måske i fremtiden”. Og det er nok en klog beslutning, for den tid vi lever i  idag, er den bedste på en lang række områder. Er det ikke denne positive historie vi skal forklare vores børn? Vi skal huske at fortælle vores børn, at den verden vi lever i dag, faktisk ikke er så forfærdelig som medierne forsøger at udstille den?

  • Verden har aldrig været så tryg, som den er i dag (målt på mord og krig)
  • Verden har aldrig accepteret minoriteter så meget, som den gør i dag
  • Verdens mennesker har aldrig været så sunde og levet så længe, som de gør  idag

Du kan høre hele interviewet her (fra den 21. minut):
https://www.radio24syv.dk/programmer/ak-24syv/27849955/er-der-overhovedet-noget-at-vaere-bange-for-og

Du kan købe bogen FARLIGT her

Valborg aften / Sankt Hans – Kattekongen

Det er meget snart Sankt Hans. Men vidste du at datidens Sankt Hans var det man kaldte for “Valborg aften”, som faldt d. 30. april? Der findes ikke mange som gør noget ud af Valborg aften længere, men i datiden lavede man bål/blus og fejrede foråret, og man mente at hekse var særlig aktive denne dag. Altså ret meget ens med nutidens Sankt Hans.

Og i anledning af den forgangne Valborg aften og den kommende Sankt Hans, har jeg lyst til at publicere noget som aldrig er blevet publiceret før.

Vi var tre knægte på lærerseminariet, i starten af nullerne, som ofte skrev vores projekter sammen. Vi var ofte yderst kreative, og fik sgu næsten altid afleveret nogle gode opgaver, hvor vi samtidigt havde haft det rigtig sjovt i processen. En af vores danskpogaver omhandlede “hørespil”. Som jeg husker det, var konceptet noget med at vi netop ville arbejde med hørespil med eleverne. Og for at eksemplificere, indspillede vi et hørespil, som vi vedlagde på “compact disc” sammen med rapporten 🙂 Hørespillet hed “Kattekongen” – og jeg advarer! Det er ikke for sarte sjæle 🙂

Trump og Kim – Make Nordkorea great again!

Hvor er det bare fantastisk det der sker i Singapore! Tænk hvis dette kunne blive en helt ny start på et bedre forhold mellem “os” og Nordkorea! Det er virkelig godt gået af parterne.

HOV STOP! Inden du hopper videre uden at dele dette blogindlæg, vil jeg gerne spørge dig hvorfor du ikke deler? Er det bare fordi Nordkorea er alt for langt væk til at bekymre sig om? Eller er det fordi det er Trump (som du måske i alle tænkelige sammenhænge har talt negativt om) som har været drivkraften i den nyoprettede dialog mellem Vesten og Nordkorea? Jeg er ikke fan af Trump, men jeg har lige siden han kom til magten sagt, at vi må forsøge at måle Trump på de resultater han får gennemført, og forsøge at tale bare lidt mindre, om alle hans små absurde, men ret ligegyldige, udtalelser/udskejelser.

Kasper og Sofie på Ramasjang

De forældre som har børn i “Ramasjang-alderen”, kender sikkert “Kasper og Sofie” – en ekstrem politisk korrekt, norsk (dansk talesynkroniseret) sødsuppeserie.

Man kan sige meget om Kasper og Sofie, men det har jeg ind til videre holdt mig for god til. Og jeg må jo også bare acceptere at min ældste datter på fire er vild med serien. Afsnittene sluges (som en 22 årig knægt der præsenteres for en ny sæson af Game of Thrones) og kan genses utallige gange. Producenterne har altså ramt noget børnehavebørn er vilde med. Og det er vel egentlig forståeligt nok. De kan identificere sig med børnene og de ting de foretager sig.

MEN! og nu kommer det…for et par måneder siden, startede en ny sæson af “Kasper og Sofie” på DR Ramasjang. Det var selvfølgelig dejligt for min datter, at der nu var helt friske nye afsnit, og jeg kunne høre de sukkersøde kendingsmelodier gjalde ud fra min datters iPad. Kasper og Sofie var nu voldsomt interessant igen. For et par uger siden var min datter så heldig at hun ramte det tidspunktet hvor det nyeste afsnit blev vist på det gode gamle flow-TV. Dette betød selvfølgelig så, at vi var tvangsindlagt til at “se” med, men sådan er det jo at have børn. Der går dog ikke lang tid før jeg taber min kæbe…det er ikke Kasper og Sofie, min datters blik er klinet op af. Det er to fremmede børn, jeg på ingen måde genkender. Men det er de samme melodier, den samme intro, de samme forældre, den samme børnehave og de samme tematikker. De skuespillere som spillede de rigtige Kasper og Sofie, må simpelthen være blevet for gamle til at ligne nogen der går i børnehave, og derfor har produktionsselskabet bag serien, besluttet at skifte dem ud  – og ellers ikke foretage sig nogen andre store ændringer. Er det måden man laver børne-tv på i dag? EJ, godt ord igen. Jeg er med på at dette bestemt ikke er livet om at gøre. Jeg er ikke ude på at mobilisere folkedomstolen, og igangsætte en shitstorm mod produktionsselskabet, men jeg må alligevel undres.

Men jeg er også nysgerrig, og derfor går jeg i dialog med min datter imens Kasper og Sofie kører på TV’et:

Mig: Amanda, er det dér Kasper og Sofie (jeg peger på de to på TV’et)?

Amanda: JA!

Mig: Jamen, er der ikke noget galt?

Amanda: øhhh, nej!

Mig: Er det Kasper og Sofie det dér?

Amanda: (lettere irriteret over hele tiden at blive afbrudt) JAJA!

Mig: Jamen, er de dér to, de rigtige Kasper og Sofie?

Amanda: (tænker lidt – svarer mig ikke – ser videre)

Produktionselskabet slipper simpelthen afsted med det! Jeg ved ikke hvad jeg er mest skuffet over…at et nordisk land kommercialiserer børne-TV i en sådan grad, eller at min datter bare fuldkommen accepterer det – uden at stille spørgsmål. Jeg har snakket med et par andre forældre som har oplevet det samme. Børne accepterer bare at “Kasper og Sofie” pludselig ser noget anderledes ud.

Jeg havde elsket hvis min datter havde rejst sig op, og på det skammeligste tilsvinet TV’et: DET DÈR ER SGUDA IKKE KASPER OG SOFIE! JEG VIL HAVE DE RIGTIGE TILBAGE, ELLERS TÆNDER JEG SGU ALDRIG FOR DET LORT IGEN!

Men sådan skulle det ikke være…nejnej, vi læner os da bare tilbage i sofaen, spiser vores kiks, og synger ufortrødent videre: Ingen sure miner, det er sjovt at være glad. Ingen sure miner, det er sjovt at være glad…

KH
Martin

Headbanging: En af de vigtige ting i livet

Som forældre er der bare nogen ting som er kampafgørende at lære sine børn. Man forsøger at præge dem i den retning man tror på er givtigt for deres videre liv. Man har ikke mange år til at indpode dem, da de formentlig i løbet af teenagealderen, begynder at blive immune over for alle ens guldkorn.

Men jeg kan nu, som forældre, sætte et af de vigtige flueben! Og jeg er mega stolt: Kronprins Frederik fyldte 50 år for et par dage siden, og i den anledning var der et show, til ære for Kronprinsen, på TV. Frederik er heldigvis glad for rockmusik, og derfor var et par af indslagene fyldt med “tråd” (elguitar+distortion). Amanda havde fået lov til at være længe oppe den aften hvor dette show blev vist i TV, og da Dizzy Mizz Lizzy træder op på scenen og begynder at spille for Kronprinsen og de 12.000 mennesker i Royal Arena, begynder Amandas hoved med det samme at svinge voldsomt. Hendes hår flyver rundt i den svedigste headbanging. Jeg sidder og observerer hendes dans fra sofabordet, og jeg får næsten tårer i øjnene…mission accomplished!

Jeg behøver ikke at lære, og præge, Amanda mere. Jeg er fuldstændig tryg ved Amandas videre færd i livet… Når man mestrer den fantastiske kunst “at headbange”, ja, så kan intet stoppe én.

Livet står med åbne arme og byder dig velkommen, Amanda. Når du en dag er ved at koge over af glæde…så headbang! Når du en dag er forsvundet dybt ned i kulkælderen af sorg, ja så fåk det hele…og headbang!