Jydeburger hos Frøken Iversen

Jeg er fra tid til anden i Jylland i arbejds medfør. Det er ofte kaserner jeg opholder mig på, når jeg er i det jyske, og jeg er generelt virkelig dårlig til at bevæge mig væk fra kasernen og ud i den “virkelige verden”. Derfor står den som regel på kasernes kantinebuffet, når kroppen har behov for energi. Jeg skal bestemt ikke kritiserer den danske kasernemad, men det kan godt blive lidt det samme, når man har spist der mange gange 🙂

Og forleden var jeg endnu en gang i Varde med overnatning, og hele vej i bilen over Fyn og Jylland, sad jeg savlende og tænkte på den klassiske jydeburger/bøfsandwich som der – i anledning af konkurrencen “Danmarks bedste bøfsandwich” – er blevet talt en del om i medierne. Jeg kunne nærmest ikke huske hvornår jeg sidst havde fået sådan en fantastisk bøfsandwich, med rigelige mængder af brun sovs over nakken. Man kan jo ikke få sådan en burger med brug sovs på en traditionel grillbar i København.

Da arbejdsdagen på Varde kaserne var ved at være færdig, og jeg skulle have aftensmad, “bingede” (intern joke, for os som hører “Kirsten Birgit” på 24syv) jeg derfor, og fandt hurtigt Frøkens Iversens Facebookside. Jeg sikrede mig at de selvfølgelig havde den omtalte jydeburger, med rigelige mængder af sovs, og tog så afsted. Jeg vil lade billederne tale for sig selv, men må blot konstatere, at det bestemt ikke skal være sidste gang jeg får en jydeburger hos Frøken Iversen! Den var fantastisk!


Are you a copenhagener-in-Jutland-worker?
you should have a real “jydeburger”!

Tak for mad! 🙂

Ny sang: “Regnbuer” (tekst af Laura Mikkelsen)

Igennem tiden har jeg fundet en række bloggere jeg følger. Jeg må dog sige der er langt imellem “snapsene”, når det kommer til gode blogs, som ikke kun handler om mad, mode og fashion. “Laura” fra LMinside.dk, er dog en af de store undtagelser. Jeg støtte tilfældigt ind i hendes blog i 2016, og blev ret grebet af hedes meget personlige, tankevækkende og velformulerede blogindlæg. Og da jeg, den gang i 2016, samtidigt fandt ud af hun kun var 15 år, så var jeg ret overbevist om at hun var et navn der var værd at huske. I starten af 2019 udgav hun digtsamlingen “LUFTBOBLER”, som skildrer en rejse ind i depressionens mørke og ned i angstens dyb. Jeg fik selvfølgelig digtsamlingen hjem, og kunne med det samme fornemme digtene talte til mig musikalsk. Når jeg læste digtene opstod der melodier i mit hoved. Jeg var nødt til at spørge Laura om jeg måtte have lov til at låne nogle af hendes tekster. Til al held, var Laura helt med på dette, og jeg har nu første nummer klar til digtet “Regnbuer”.

Det har været virkelig interessant og spændende at producere musik til så gennemarbejdet og dybsindig en tekst. Ikke at mine egne tekster ikke er dybsindige 🙂 Men jeg kan bare virkelig mærke, at der er noget helt andet på spil i Lauras tekster, end jeg ofte frembringer i mine. De er skrevet ved “en grænse” jeg aldrig har været i nærheden af. De er skrevet i “et land” jeg aldrig har været i. Ja, jeg har vel, i arbejdet med hendes tekst, følt mig lidt som troubadouren der vælter sig lalleglad ind i det fremmede krigshærgede land, og pludselig indser katastrofens omfang.

Jeg håber du kan lide sangen, og hvis du kan lide teksten, kunne det jo være du skulle anskaffe dig Lauras digtsamling.

Må børn sige grimme ord?

Her forleden udgav Jyllandsposten en kronik, hvor skribenten bl.a. skriver: “Jeg mener, at voksne skal undgå at skærme børn af for bandeord og hårdt sprog af frygt for, at det grimme sprog besudler deres sjæle og forurener deres væsen. Tværtimod er det sundt, at børn præsenteres for de provokerende sider af sproget.”

Jeg synes det var et rigtig interessant indslag i debatten, og jeg er langt hen af vejen enig med skribenten. Vi skal passe på ikke at lave en fuldkommen afskærmning overfor vores børn, når det kommer til grimme ord – for det er en umulig opgave. Måske kan vi afskærme dem når vi er alene sammen med dem, men når de er på egen hånd, hvad enten det er på Youtube eller sammen med vennerne, så vil de uundgåeligt blive konfronteret med grimme ord. Jeg tror det er langt mere vigtigt at lære vores unger, at der er forskel på situationer. Og i særlige situationer kan det være accepteret at bruge grimme ord. Skribenten i kronikken har et eksempel på, at det på fan-tribunen til en fodboldkamp, kan være ok at råbe nogle grimme ord, men at man jo nok ikke skal bringe disse ord med til skole/hjem-samtalen. Det kan jeg jo kun være enig med ham i 😉

Alle forældre har dette tema tæt inde på livet, men jeg står alligevel i en lidt særlig situation med min store pige. Jeg har jo igennem hele mit liv skrevet og udgivet en række sange, og det er bestemt ikke alle mine sange, som vil modtage rosende ord i den “frederiksbergske-spelt-mødregruppe”. Ja, flere af mine sange har faktisk fået mærkatet “EXPLICIT” på Spotify. Min store pige har altid været ret glad for mine sange, men jeg har være lidt betænkelig ved at spille de mest voldsomme af mine sange, men det er selvfølgelig netop dem som hun er gladest for 🙂 Hendes yndlingssang er “Fem flade lussinger”.

Og flere gange har jeg hørt hende synge med på “Fuck dig, dæk dig, fjern dig, træk dig”. Og hun kigger gerne på mig med et lumsk blik og siger: “du synger fuck?!”. Hun er heldigvis ikke gammel nok til at forstå denne sætning i sangen:

“Hør hov unge mand, hvordan er det de kør’ i trafikken?
Årtier siden du har fået noget på pikken”
(det sidste voldsomt grimme ord har jeg censureret ud med et biiip i indspilningen, men det er nok kun små børn som ikke fanger hvad det egentlig er jeg siger/mener.)

Hver gang Amanda har kommenteret mit sprogbrug i mine sange, har jeg svaret hende noget i retning af: “i musik må man nogen gange gerne synge nogle grimme ord, for at understrege en følelse eller de ting man gerne vil sige”. Jeg er ikke sikker på, at hun helt forstår pointen, men tror faktisk hun begynder at få en fornemmelse af, at man i enkelte særlige situationer godt kan sige grimme ord, men at det i andre tilfælde ikke er ok. Vi går jo ikke rundt herhjemme og siger “fuck”, og vi fortælle jo også vores store pige, at hun skal stoppe, hvis hun bruger grimme ord i en unødvendig situation. Og i denne sammenhæng kommer jeg til at tænke på en fantastisk sang med Hr. Skæg, som min pige har været vild med siden hun var helt lille – og forældrene har da også været ret vild med den 😉 Jeg synes Hr. Skæg understreger mange af de samme pointer, som mig (og skribenten fra Jyllandsposten):

Og hvis man er i tvivl om sin børneopdragelse, skal man bare spørge HR Skæg – han har ALTID ret! 🙂

Teknologi og børn (hjemme hos os)

Jeg var til bestyrelsemøde i vores store piges børnehave i går aftes, og der kom dialogen ind på vores børns forhold til medier og teknologi. Der var ret god energi i debatten om, hvordan vi som forældre introducerer, og lader vores børn benytte, forskellige teknologiske gadgets. Et par af bestyrelsesmedlemmerne har en meget analog tilgang til familielivet. Dvs iPads, mobiltelefoner, Ramasjang, og computere kun er et sjældent syn i deres hjem. Jeg kunne jo begejstret fortælle om min families forholdsvise positive tilgang til teknologi, og jeg lovede at uddybe i et indlæg. Og det vil jeg så gøre her på min blog. Jeg er dog ret sikker på vi hjemme hos os ikke har fundet de vises sten, men langt hen af vejen synes jeg det virker for os – uden at teknologien har overtaget. Rent personligt er jeg nok også lidt speciel på dette område. Jeg ser mig, rigtig nok, som super-teknologisk-positivist, men kan også være nærmest anakronistisk i min tilgang til situationer. Fx fik Amanda sit først musikanlæg på sit værelse, da hun var to år, men det var vel at mærke en pladespiller. Derfor måtte hun lære hvordan man skiftede vinylpladerne, når hun ville høre nyt musik. Og hun måtte flytte pickuppen, hvis hun ville høre et at andet nummer.

Først og fremmest skal det siges at jeg mener det er enormt vigtigt at jeg og min hustru sætter rammer for mine børns brug af teknologi. Ja, på samme måde som man, som forældre, jo sætter rammer på så mange andre områder.

Jeg vil her i indlægget have fokus på mit store børnehavebarns (5½ år) brug af teknologi, og hvordan og hvornår vi introducerede det. Amanda fik sin iPad, da hun var 6 måneder gammel. Du kan nedenfor se en lille video fra den gang 🙂

I det første år med iPad, handlede det om at finde så enkle apps som muligt: Vendespil, smadre-balloner-spil, dyr man kan trykke på, etc, etc. Der findes tusindevis af apps på App Store til de helt små børn. Men man skal lige sikre sig at gratisudgaven ikke har alle mulige reklamer, som barnet bliver distraheret af og kommer til at trykke på. Hvis det har bunker af reklamer, må man nok acceptere at betale de 17 kr for den fulde udgave, eller finde en alternativ app.

Da Amanda var lidt over 1½ år gammel fandt hun frem til Youtube på sin iPad. Hun var god til at surfe rundt og finde alle mulige videoer, og hun fandt gerne en masse engelsksprogede børnesange, og læringsvideoer. Den første måneds tid var det rigtig festligt at hun begyndte at synge engelske sange og tælle på engelsk, men da vi indså at hun pludselig var blevet bedre til sange, tal og farver på engelsk end på dansk, og hun gentagende gange begyndte at surfe sig frem til de samme voldsomt intetsigende videoer, med japanske/kinesiske mænd, udklædt som Spiderman, så besluttede vi simpelthen at afinstallere Youtube.

Når nu hun ikke kunne se Youtube, måtte jeg bruge lidt tid på at hjælpe hende med at få installeret nogle lærerige, sjove og danske apps på hendes iPad. Jeg famlede mig lidt frem, og sad gerne om aftenen, når Amanda var gået i seng og installerede alle mulige apps, som Amanda så måtte vende tommelfingere op eller ned til dagen after. I denne søgen efter apps, kan jeg anbefale appen “Apps gone free”. Den kommer med en daglig liste af apps som netop den aktuelle dag er gratis (apps som ellers normalt koster penge).

En af Amandas favoritapps har alle år været Ramasjang. Det er selvfølgelig fordi Amanda er blevet introduceret for de forskellige karakterer på TV-Ramasjang, men også fordi appen bare er rigtig fed. Og DR er gode til at opdatere den, så den hele tiden er aktuel. Andre Apps Amanda har været særligt glade for i årenes løb er:

  • Toca Kitchen
  • ABC Sang
  • My animals
  • Snip Snap snuderne

Ud over de apps hun bruger, så har hun alle dage være meget interesseret i kamerafunktionen på sin iPad. Hun startede med at tage billeder af os og alle sine ting på sit værelset, men nu er hun gået mere over til at lave videoer, og gerne af sig selv, hvor hun som en bedre Youtube-stjerne fortæller, hvad hun fx er igang med at lege (modellervoks, slim, lego, etc). Amanda vil rigtig gerne have mig med i udviklingen af disse videoer, og sætningen “Og jeg har også min storebror med i dag”, kommer næsten altid på et tidspunkt mens hun er i gang med at filme (jeg ved altså ikke rigtigt hvorfor jeg altid skal være storebror, tror måske bare hun synes det er sejere end at have sin far med på sin video…og det kan man vel godt forstå :-)) I processen op mod at hun påbegynder optagelse af sin film, giver jeg hende gerne gode råd med på vejen om fx lysindfald, lyd, placering af iPad, mulige temaer, etc.

Ud over hendes standardapps, så har jeg også købt Osmo til Amanda. Osmo er interessant fordi den kombinerer den fysiske verden med den elektroniske. Osmo lærer børnene at programmere, regne, skrive og tegne. Det fungerer sådan, at man stiller sin Ipad i en base samt montere et lille spejl på kameralinsen. IPad’en kan hermed se hvad barnet laver foran den. Så kan man ved hjælp af forskellige brikker og plader arbejde med at tegne, sætte i orden, justere og sortere og dermed samarbejde med Osmo på skærmen. Amanda er særligt glad for programmeringsspillet. Her skal hun styre et sødt monster rundt og finde jordbær. Nedenfor er en lille video jeg optog af et af Amandas første møder med Osmo (hun var lige blevet 4 år). Man kan også se, at hun ikke helt har helt styr på det endnu…hun går i hvert fald voldsomt hårdt ind i et træ 🙂 men det giver et ok billede af hvordan spillet fungere. Hvis Amanda havde været mere rutineret, havde hun tilføjet endnu en “gå brik” i “koderækkefølgen” på bordet, som hun havde ændret retning på, for så havde hun nemlig kunne tage 8 jordbær i et huk.

For nyligt har vi genintroduceret Youtube for Amanda. Men jeg har gjort det på en helt særlig måde. Jeg har fundet en af mine gamle bærbare computere frem fra skuffen, og givet den til Amanda. Her kan hun se Youtube, og kun her. Min skjulte agenda med at gøre det på denne måde, er at jeg hermed samtidigt får introduceret brugen af en rigtig computer for Amanda, som ikke er touchskærm. Hun skal altså bruge mus/touchpad og tastatur, for at starte de forskellige videoer i Youtube. Jeg har selvfølgelig måtte bruge lidt tid på at lære Amanda dette, men motivationen var der i så rigelige mængder, fordi hun jo så kunne se sin elskede Youtube 😉 Bl.a lærer hun at danse Fortnite-dans 🙂

Jeg er helt med på at denne teknolog (mus og tastatur) ikke er fremtiden. Jeg tror i hvert fald ikke Amanda kommer til at sidde ved en traditionel PC med mus og tastatur, når hun kommer på arbejdsmarkedet (hvis “arbejdsmarkedet” da overhovedet ser ud som det gør i dag). Nej, teknologien vil selvfølgelig til den tid, i langt højere grad være indbyggedet i de forskellige ting vi arbejder med, og vores interaktion med teknologien vil være touch, tale og tanke. Men det ændrer ikke på at hun helt sikkert i det næste årti (netop i hendes skoletid) vil skulle arbejde med traditionelle computere. Og så er det jo nok også “anakronisten” som slår til igen 😉

Lidt på samme tidspunkt som jeg introducerede Amanda for computeren, købte jeg også en “Google Home”. Her har vi altså fat i en gamechanger ift. børns teknologiske udvikling. Google Home er en højtaler med Google Voice assistent indbygget. Dvs du kan tale til Google Home og den svarer dig. Jeg spørger den fx gerne om dagens vejrudsigt, når jeg kommer ned i køkkenet om morgenen, og den svarer mig: “i  dag i Kastrup bliver vejret…” Jeg har lært Amanda den famøse sætning “Ok Google”, som er den som aktiverer Google Homes lytteegenskaber, og så kan hun stille den spørgsmål. Amanda “leger” tit med Google Home, og spørger den om alle mulige og umulige spørgsmål. Fx “hvad betyder Amanda?“, og den svarer hende: “Amanda er Latin og betyder den der bør elskes” 🙂 Fra tid til anden stiller hun også Google Home spørgsmål som hun går og undres over. Fx kørte der en sang i Ramasjang, som handlede om Jordan. Hun spurgte Google Home, hvad Jordan er, og hun fik så svar på at det er et land i Mellemøsten. Det er ret unikt at børn nu helt ned i 3-4 års alderen, kan opsøge viden på egen hånd. Det har aldrig været muligt for dem før. For det er jo først når man mestre skriftsproget, at man fx kan søge ting på Internettet.

Amanda har også arvet en mobiltelefon fra “farmor”, og denne bruger hun primært til musik, da den selvfølgelig ikke har simkort. Men her kan hun finde sine yndligsnumre på Spotify (eller rettere, høre hendes egen liste, som jeg har hjulpet hende med at sætte op). Hun har så også en lille bluetooth-mikrofon, som kan sluttes til, og så går der total MGP i den 🙂 Angående en “rigtig” mobiltelefon, er jeg ret klar i min holdning. Det vil tidligst komme på tale, når hun skal begynde at gå til og fra skole uden en voksen, eller når hun skal begynde at være kortere tid alene hjemme.

Min tilgang til brugen af teknologi hjemme hos os, er nok gennemsyret af mit store fokus på vigtigheden af at børn får teknologiforståelse. Jeg er fortaler for at “Teknologiforståelse” kommer på skoleskemaet på de danske skoler (hvilket jeg fra tid til anden også skriver om på www.itifolkeskolen.dk. Alle børn skal ikke være programmører! Men for at være klar til den fremtid der venter, skal de kunne forstå hvad der skal til, for at kunne “kommunikere” med teknologien, og havde en grundlæggende forståelse for hvordan teknologien fungerer.

Og her til slut må jeg bare nævne igen, at man selvfølgelig altid skal sætte rammer for sine børn, også når det kommer til teknologi. Vores børn får aldrig lov til at sidde flere timer med deres forskellige dimser. Max en halv time, og så skal der laves noget uden skærm. Denne grænse har vores børn kun meget sjældent svært ved at acceptere. Det er faktisk kun når situationen er helt speciel, fx ved overtræthed eller sygdom, at der kan opstå lidt “turbulens” i vores lille hjem 😉 Vi holder os til det gode gamle ordsprog “Alt med måde”, og det tror jeg er grunden til teknologi er god medspiller i vores familie.

Er du ubevidst inkompetent?

Du har sikkert hørt om de forskellige kompetenceniveauer. De kaldes også læringstadier:

  1. Ubevidst inkompetence
  2. Bevidst inkompetence
  3. Bevidst kompetence
  4. Ubevidst kompetence

Som forklaring til de forskellige stadier, har jeg ofte hørt “cykeleksemplet”: Som helt lille barn bliver du båret rundt, og er ikke bevidst om at man kan flytte sig fra sted til sted på en cykel (Ubevidst inkompetence). Når du bliver lidt ældre lærer du at der er noget der hedder en cykel, og man faktisk kan transportere sig på sådan en, du ved dog at du ikke kan cykle endnu (Bevidst inkompetence). Du bliver ældre, og lærer at cykle, men du skal stadigvæk koncentrere dig, fx når du skal række den ene arm ud, for at give tegn til de andre i trafikken (Bevidst kompetence). Jeg har en datter på 5 år, som netop er i dette stadie 🙂 På et tidspunkt bliver du så god til at cykle, at du ikke behøver at tænke over det. Du kan nynne en sang imens du cykler, og når du skal dreje, slipper du den ene hånd fra styret, og rækker armen ud, helt uden at tænke over det (Ubevidst kompetence).

Jeg har altid set Ubevidst inkompetence, som et meget farligt stadie. Det er ikke farligt, hvis du er i udvikling op mod de andre stadier, men alt for ofte oplever jeg mennesker, som befinder sig meget længe i stadiet “Ubevidst inkompetence”. Det er jo som sådan ikke noget problem, hvis personen ikke er den person som skal tage beslutninger om emnet. Men hvis det fx er en chef, som er ubevist inkompetent inden for et givent og vigtigt emne, så er det problematisk, hvis der skal tages store beslutninger.

Er du ubevidst inkompetent?
Ja, det er du helt sikkert på mange områder. Og du er ikke bevidst om det, det er jo netop præmissen. Nogen skal fortælle dig at “tingen” findes (eller kompetencen mangler), før du kan arbejde dig videre op mod bevidst og ubevidst kompetent. Ja, ofte er det jo nok rigeligt at være bevidst inkompetent, særligt hvis man har nogle medarbejdere/kollegaer som kan hjælpe. Men lad mig spørge igen…:-) Er du ubevidst inkompetent?

Hvis nu jeg stillede dig spørgmålet: “hvad hedder Australiens hovedstad?”, og du fik tre svarmuligheder, tror du så du vil kunne svare rigtigt? Tænk over det. Jeg stiller dig spørgmålet om hovedstaden om et øjeblik, men før du svarer skal du lige gøre op med dig selv, hvor sikker du er på, at du vil kunne svare rigtigt.

OK? Tror du at du kan svare?

Nu kommer spørgmålet: Klik her for at svare

Svarede du mon rigtigt? Hvis du gjorde, og du også var sikker på at du ville kunne svare rigtigt, inden du svarede, så er du kompetent. Men hvis du var sikker på du ville svare rigtigt, men rent faktisk svarede forkert, så er du ubevidst inkompetent.

Og nu sidder du sikkert og hungrer efter hvad det rigtige svar så er. Du får det ikke her, det synes jeg du skal “Google”, for så er der nemlig størst change for, at du rent faktisk kan huske svaret til næste gang, og hermed stige til næste kompetenceniveau 🙂

KH
Martin Hans Jensen

Nicotinamide ribosid – evig ung medicin?

For to måneder siden begyndte jeg at tage Nicotinamide ribosid. Du kan læse om det her Evigt ung med Nicotinamid Ribosid?

Nu har jeg altså I to måneder dagligt taget “vidundermidlet”, og så melder spørgsmålet sig: Er jeg begyndt at føle mig yngre? Det hurtige svar er nej. Jeg er ikke begyndt at føle mig yngre. Jeg er dog heller ikke begyndt at føle mig ældre 😉

Og jeg er jo ved at nærme mig de 40 år, så har lige bestilt endnu en omgang fra Tyskland. Det virker umiddelbart ikke til at der endnu er nogen danske leverandører.

Jeg skal nok bliver ved med at holde jer opdateret 😊

Når en skodspand står åbent…

Nogle gange bliver man bare mindet om hvor godt det er at man aldrig har røget. Sådan et moment havde jeg ved indgangen til Harald Nyborg idag 🙂

En skodspand var sprunget op…

Jeg tænker man med fordel kunne lave en “lad-skod-spanden-stå åben-uge” i Danmark. Jeg tror det vil få flere til at kvitte smøgerne 🙂

 

Jeg og Peter Ingemann vil høre om dit taber-liv

Peter Ingemann havde i starten af året et meget fint indspark, hvor han kritiserede at vi altid fremstiller os selv perfekt på de sociale medier.

Jeg er enig med ham i at der særligt i Facebookopslag, ofte skrues ekstra op for de gode/spændende ting vi gør i livet, og ned for alt det trælse, kedelige, ubehagelige og “taber-agtige”. Jeg kan huske, at jeg, dengang Peters indlæg florerede på Facebook, spurgte min hustru, hvordan jeg egentlig fremstiller mig selv på Facebook (og på min blog)? Vi havde en dialog om at jeg jo nok også fremhæver det trælse ting en gang imellem, men at jeg ofte gør det med en humoristisk vinkel. Dybest set er min hustru jo nok ikke den rette at spørge, for hun kender jo mit liv (også uden for Facebook). Og nu må jeg så være ærlig: Jeg skriver bestemt ikke om alle mine trælse ting på Facebook og min blog… Om jeg skal være bedre til det? Måske…måske, det bare ikke altid er interessant? Og det er for mig nok her hunden ligger begravet. Hvis det er interessant nok, så skriver jeg om det. Jeg kunne ikke finde på at skrive et indlæg, hvor det eneste budskab var, hvor forfærdeligt det fx var, at ligge med influenza. Jeg prøver gerne at putte lidt mere på. Fx dette indlæg Hvad kan man gøre mod en tilstoppet næse? Hvor jeg klager min nød over min onde mande-influenza, men bringer så også alle mine mere eller mindre gode erfaringer videre 🙂 Og denne – Mine sokke-bekendelser – hvor jeg forsøger at gå til bekendelse over mit uperfekte liv med sokker 😉

Og nu når jeg ser tilbage på 2018 går det op for mig, at der faktisk ikke har været ret mange af den slags uperfekte og trælse indlæg på min blog i året der er gået. Tro mig, jeg har mere end rigeligt med uperfekte oplevelser, og ubehageligheder, jeg kunne have fortalt jer om. 2018 har bestemt ikke været højdepunktet i mit liv. Altså jeg/vi er da stadigvæk ved godt mod, og vores to fantastiske piger gør det bestemt meget letter 🙂 Men perfekt kan man sgu ikke kalde det. Faktisk vil jeg gå så vidt, at kalde det et af de dårligste år jeg har oplevet. Så på opfordring af Peter Ingemann, kommer her en oplistning af “skodpunkter” der desværre har fyldt mit/vores liv i 2018:

  • Lisbeth, Amanda og jeg gik særligt i første halvdel af 2018 konstant rundt med snot, hoste og ondt i halsen. Da jeg skulle have tredje gang penicillin for den samme Streptokok-halsbetændelse, begyndte lægen at blive lidt usikker på situationen.
  • Andrea har haft et par hårde influenzaer, og i en af de anledninger havde hun en ond feberkrampe. Selvfølgelig en dag hvor jeg var alene med hende, og ikke havde bilen hjemme (denne virkelige ubehagelige oplevelse er jeg nok nødt til at blogge om en dag).
  • Lisbeth genoptog sit job efter barsel (der var liiiige lidt rutiner som skulle tilpasses)
  • Alt for mange sygdomme – også virkelig kritiske – i den nære familie
  • Uvished om (og manglende) vuggestueplads til Andrea (midlertidig pasningsordning var nødvendig)
  • Jeg har gået flere uger med tandpine, og endte i først omgang med en akut rodbehandling, og så nogle uger efter en afsluttende rodbehandling (ubehageligt både pga smerter og prisen)
  • Mit job kan jeg ikke klage over, men der har været mange store ting i kog, som fra tid til anden har taget pusten fra mig: Lærer/fagansvarlig på helt nyt kursus, oplæg på Danmarks Læringsfestival og på andre konferencer, omorganiseringer og skift til ny afdeling.
  • Tilbygningsdrøm som brast, fordi det simpelthen er for dyrt
  • Lisbeths far måtte desværre forlade os i en alt for tidlig alder.
  • Lisbeth blev opsagt fra sit arbejde pga et tysk marked som ikke gik som forventet.

Alle disse uperfekte skodpunkter kunne jeg godt have fortalt nogle interessante historier om i 2018, men jeg har nok manglet energien til det – og har det vel egentlig stadigvæk ikke. Det er nok her problematikken ligger. Når man er lagt ned, af den ene eller anden grund, har man nok ikke energi til at fortælle mere end: “Lillemanden er syg igen!” eller, “Øv, jeg skal have endnu en tandkrone” eller “Brækket ben på 10. dag :-(”

Jeg synes Peter Ingemann har fat i den lange ende. Vi bør helt sikkert blive bedre til også at fortælle om vores taber-skod-liv, men jeg synes der skal lidt mere kød på, end bare overskrifter. Fortæl meget gerne om dit skodliv, men fortæl samtidig også hvordan du har det med det. Fortæl mig, hvad det har af konsekvenser for dig og din familie, at lillemanden konstant er syg. Fortæl mig, hvilke Netflix-serier du har set, mens du har ligget derhjemme med brækket ben. Ja – giv mig lidt mere, end bare konstateringen af at du står i en træls situation. Og hvis du ikke har energien til det PT, så vent til du har fået hovedet oven vande, og fortæl mig så historien.

Jeg selv vil se positivt frem mod 2019, og lover at de trælse historier nok skal komme.

Under alle omstændigheder bliver det spændende hvad 2019 byder mig og min lille familie. Det kan næste kun blive bedre.

Jeg byder dig og din familie et fantastisk nyt år!

KH

Martin

Me-too-krænker-ulve kommer!

Nu har jeg de sidste tre-fire dage, jeg har åbnet for radio og TV, skulle høre på hvordan det har stødt og krænket en person på CBS, at der bliver skrevet om en “ung blond pige” i en sang i højskolesangbogen. Hele vejen rundt er der stor enighed om at personen fra CBS er galt afmarcheret, og at man nok ikke behøver at ændre i teksten bare fordi en person føler sig stødt over det. I dag da jeg tændte for radioen, og igen skulle høre på historien om “krænkersangen”, kom jeg sådan til at tænke på det gode eventyr om drengen som råber “ulven kommer” for bare at sætte lidt gang i gaden. Og da ulven endelig kommer og han selvfølgelig igen råber “ulven kommer”, så kommer folk i byen ikke til undsætning, fordi de ikke tror han taler sandt.
Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at blive “krænket” og stødt af så små ting. Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at råbe Me Too, over småting. Eller det må man selvfølgelig selv om, men lad være med at nævne det på de medier/kanaler hvor alle lytter med, for det ender med at politikerne og de store mediehuse fanger det op og gør det til en stor historie – for de ser det som en fantastisk mulighed for omtale og klik. Hvis vi fortsætter med at være så tyndhudet, og hele tiden råbe op om alt muligt, som jo dybest set ikke har krænket os (i ordets egentlig forstand), så ender det med at folk ikke gider at lytte, når en rigtig krænkelse finder sted.

Hermed en lille opfordring: Næste gang du føler dig krænket, provokeret, eller stødt over noget, så spørg dig selv hvor kritisk det rent faktisk er for dig, eller dine omgivelser. Hvis det ikke er noget der radikalt vil ændre dit liv, og/eller skaber psykiske mén, så er det måske ikke så stort et problem, at du rent faktisk behøver at gøre mere ved det, end bare tænke “Nå, det var da noget pudsigt noget” (pudsig tekst, pudsigt klap på kinden, pudsigt noget at sige), og så gå videre med det du lige havde gang i.

KH
Martin

Tilbyder din sygeplejerske online konsultation?

Under et oplæg på OEB Berlin, om Blended learning, stillede jeg spørgsmålet: Hvilke temaer og aktiviteter anbefaler I at man laver henholdsvis i tilstedeværelsesundervisningen og i online perioderne. Jeg var interesseret i at høre hvad oplægsholderne havde af erfaringer på dette område, fordi jeg rigtig ofte får spørgsmålet når jeg taler med vores undervisere ved Forsvarsakademiet. I første omgang svarede en af oplægsholderne, at det primært var debat, dialog og socialisering som fungerede bedst i tilstedeværelsesundervisningen, men en af de andre oplægsholdere kom på banen og forklarede at hun bestemt mente, at man også både kunne debattere og socialisere online. Men påpegede at der selvfølgelig var en udfordring, når det kom til færdighedstræning (fx kan det – online – være svært at lære hvordan man skal sidde rigtigt på en hest for ikke at falde af). Jeg var glad for at hun sagde dette, for det er præcist hvad jeg også fortæller “mine” undervisere. Alt kan i princippet lade sig gøre online – man kan også socialisere. Selvfølgelig er det noget andet end at socialisere ansigt til ansigt, men det er bestemt muligt. Dette kunne jeg skrive meget om, men det jeg vil fokusere på i denne artikel, er en opfølgende kommentar som kom på baggrund af mit spørgsmål. En dansk kvinde rejste sig i plenum og forklarede, at hun arbejdede med uddannelse af sygeplejersker, og at sygeplejersker generelt er meget lidt positive overfor online konsultationer med patienterne. Sygeplejerskerne mener det er svært at udvise omsorg, forståelse og empati online, og at en online konsultation aldrig kan erstatte det fysiske møde. Derfor afholder sygeplejersker kun sjældent online konsultationer, selvom patienterne egentlig er positive overfor at mødes på denne måde.

Det skabte ikke så meget videre debat i lokalet, men jeg synes det var mega interessant, i forlængelse af mit spørgsmål. Hvad er det der ikke kan lade sig gøre online, men som død og pine skal gennemføres i et fysisk møde? Sygeplejersker mener altså at man ikke kan udviser omsorg, forståelse og empati, i en online konsultation. I nogen tilfælde kan jeg fint følge sygeplejerskerne. Hvis man fx skal overbringe resultatet af en positiv kræftprøve, så er det nok en god ide at have patienten fysisk tilstede. Men i enormt mange tilfælde hvor temaet ikke er helt så kritisk, så giver det da virkelig god mening at mødes online. Det er så meget nemmere, billigere og hurtigere for alle parter. Ja, måske kan det i nogen tilfælde endda være en bedre konsultation for patienten. Fx kan det være den mest kompetente sygeplejerske, for netop den sygdom patienten har, som kan tage samtalen. Fx føler patienten sig mere tryg i eget hjem, og dermed får husket flere af detaljerne. Fx kan der være mulighed for at optage samtalen, så patienten efterfølgende kan gense den.

Når man står overfor at skulle tage stilling til hvorvidt noget skal gennemføres online eller fysisk, skal man passe på ikke kun at fokusere på hvad der mistes ved at flytte fra det fysiske til det digitale. Ofte mister man, rigtig nok, noget, men man får også noget andet foræret.

Jeg gik i ugen efter konferencen og tænkte på sygeplejerskernes holdning til online konsultation. Igen, jeg kan godt forstå deres pointer, men jeg havde en lumsk anelse om at der også var noget andet i spil. Nok en ting man måske ikke vil få en sygeplejerske til at indrømme, men jeg tænker at en af sygeplejerskernes bekymringerne, ved at gennemføre online konsultation, nok også er manglende tekniske kompetencer. Jeg tænker at rigtig mange af dem ikke føler sig tilstrækkeligt klædt på, til at håndtere den teknik der trods alt følger med, når man skal gennemføre en online konsultation.

I dagene efter konferencen havde jeg dialog med en veninden, som arbejder inden for “sygeplejerske-verdenen”, og hun nævnte netop selv at manglende IT kompetencer formentlig er en barriere, når det kommer til online konsultation. Det er klart der er en frygt for det, hvis man aldrig har prøvet det før. Og sygeplejerskerne har formentlig aldrig prøvet at gennemføre et online møde – ikke engang som patient.

Denne artikel er bestemt ikke for at skyde på de danske sygeplejesker. Her tjener de kun som et eksempel på hvordan de fleste faggrupper i Danmark reagerer overfor teknologien. Jeg kender fx dette billede fuldstændigt fra de undervisere og lærer jeg arbejder sammen med. Dem som ikke føler sig godt nok klædt på teknologisk, er sjældent rigtig positive overfor fx Blended Learning eller for teknologiske læringsværktøjer. Og når jeg snakker med disse undervisere om Blended Learning, så er mit første spørgsmål ofte: Har du nogen sinde oplevet at være deltager på et kursus opsat som Blended Learning? Hvis de ikke har prøvet det, foreslår jeg dem at deltage på et kursus jeg gennemfører, som netop er opbygget som Blended Learning. På samme måde tænker jeg, at sygeplejerskeuddannelsen kunne klæde sygeplejerskerne bedre på, ved at lade dem tørtræne afholdelse af online konsultationer med hinanden.

I fremtiden har vi behov for senioradvokaten, men ikke junioradvokaten…

I sidste uge var jeg i Berlin til konference om læringsteknologi. Til den indledende plenary session, var en interessant paneldiskussion om hvordan teknologien ændrer det samfund vi lever i. En af paneldeltagerne var “nordkvinden” Anita Schjøll Brede som er founder af Iris.ai og arbejder på SingularityU Nordic. Det er en af Anitas pointer jeg i denne artikel vil fokusere på.

Anitas far arbejder som topadvokat. Og netop advokater er – som Anita forklarede – en af de medarbejdergrupper man forudser at teknologi og AI vil minimere behovet for. Vi vil altså i mange af fremtidens juridiske forhold, ikke gå til en advokat, men lade AI/teknologien løse sagen for os. Anita forklarede at når hun fremlægger dette fremtidsscenarie for sin advokatfar, så siger han: “Der vil altid være behov for advokater – men kun de allerdygtigste”. Og Anita giver sin far ret. Der vil nok langt ud i fremtiden være behov for advokater i de mest komplekse sager. Men teknologien vil tage over, når det kommer til almindelige små sager som junioradvokaten primært har taget sig af. Hvis det rent faktisk bliver virkelighed, at der i fremtiden ikke vil være arbejde til junioradvokater, men kun arbejde til top-senioradvokaten, så kommer vi til at stå i en uddannelsesmæssig udfordring: Hvordan skaber vi top-advokater, som kan løse de mest komplekse sager, uden at der i starten af deres karriere er en række junior-opgaver til dem. Man bliver jo en god senior-advokat ved at have gennemført – og trænet på – en lang række junioradvokat-sager. I en sådan fremtid, vil den nyuddannede advokat direkte efter endt uddannelse, skulle kastes ud i hyper komplekse sager. Hvordan skal underviserne på jurastudiet gøre de studerende i stand til dette?

Hverken jeg eller Anita har svaret på hvordan vi skal gribe det an. Men det er en meget interessant pointe, som os i uddannelsesverdenen jo er nødt til at forholde os. Advokatverdenen er jo bestemt ikke den eneste faggruppe som vil stå i denne udfordring. Jeg tænker læger, revisorer, ejendomsmæglere, soldater, etc, etc. Mange faggrupper vil stå i en situation, hvor der stadigvæk vil være behov for de allermest kompetente og avancerede medarbejdere, men bare ikke har mindre tunge opgaver der kan trænes på. Igen – jeg har ikke svaret, men jeg tænker teknologien på en eller anden måde må hjælpe os. Og vi skal kigge på hvad der rent faktisk er nødvendigt at lærere på de forskellige uddannelser. Alt der handler om viden på de lave taksonomier bør måske skæres bort til fordel for langt mere træning i forskellige komplekse situationer, som kan styrke kompetencen hos den enkelte. Fx behøver advokaten ikke at kunne samtlige paragraffer udenad, for dette kan AI/teknologi jo fortælle dig på et splitsekund. Og AI kan jo endvidere virke som en assistent midt under sagen. Advokatens opgave vil være at kigge på det helt store billede, og retorisk skarpt kunne fremlægge sagen. Og nu skal det lige siges, at jeg intet ved om jurastudiet, men min tanke er der så på jurastudiet skal fokusere 100% på at de studerende netop kan skabe det helt store billede, og retorisk kan fremlægge sagen – men måske vigtigst af alt, at kunne kontrollere og bruge teknologien, som jo vil være den vigtige “assistent” i de fremtidige sager advokaten vil stå overfor.

Evigt ung med Nicotinamid Ribosid?

Jeg skrev jo en ungdomsbog i 2016 med sci fi temaet ‘det evige liv’. Her følger man hovedpersonen Mikkel, som i år 2036 oplever at der kommer en pille på markedet, som giver evigt liv.

Jeg har en naturlig nysgerrighed over for dette tema, og derfor følger jeg med i den udvikling der sker inden for aldringsforskning. Der har netop de sidste år, været flere og flere indikationer på at der snart vil komme et produkt på markedet, som lover noget mere, når det kommer til bekæmpelse af aldring, end bare en creme mod rynker i ansigtet 🙂

Et vitamin som hedder Nicotinamid Ribosid, er omtalt mange steder, som et produkt der kan gøre rigtig mange positive ting i forhold til bekæmpelse af aldring. Og her til morgen, blev dette medikament nævnt i nærmest det mest mainstream-agtigtige-medie man kan komme i nærheden af: Go’ morgen Danmark (TV2). Her var lægen Morten Scheibye-Knudsen i studiet. Morten forsker netop i aldring, og har haft fuld fokus på dette tema i de sidste 10 år.

Morten har de sidste par år dagligt taget en pille med netop Nicotinamid Ribosid. Og jeg var faktisk ikke klar over at der allerede nu var et kosttilskud Nicotinamid Ribosid på markedet, som helt almindelige mennesker kunne købe (og rent faktisk også have råd til).

Kort fortalt er Nicotinamid Ribosid et vitamin – et helt naturligt vitamin som andre vitaminer. Nicotinamid Ribosid er et vitamin B3, og det kan findes naturligt i fx mælk og gærceller. Nicotinamid Ribosid omdannes i vores krop til NAD (Nicotinamide adenine dinucleotide). Og NAD er et stof som findes i alle vores levende celler, som man taber med alderen. Grundtanken er altså at vores krop skal have tilført ekstra NAD, for at undgå og bekæmpe aldring. Organer der kræver meget energi (for eksempel vores hjerne) eller dem med meget høj omsætningshastighed (tarm og hud) kræver højere mængder NAD.

I interviewet forklarer Morten Scheibye-Knudsen at han tager pillen fordi han håber på at blive lidt sundere med alderen. Han er altså helt velvidende om at denne pille ikke giver ham det evige liv, men blot er nogle af de første medikamenter, som måske kan være med til at forlænge livet med nogle år, og forhåbentlig udskyde aldersbetingede sygdomme. Han tager det altså som andre tager deres kosttilskud (eller vitaminer).

Morten understreger i interviewet at man ikke med  100% sikkerhed ved hvor godt Nicotinamid Ribosid rent faktisk virker på mennesker, men at test på dyr har vist gode resultater, når det kom til aldring (øger levetiden hos dyrene med 30-50%).  Det er ret svært at kontrollere på mennesker, for så skal man jo køre undersøgelsen i rigtig mange år (I en parentesbemærkning kan nævnes at der er blevet lavet mange undersøgelser af Nicotinamid Ribosid på mennesker blot over en kortere periode. Jeg har ikke set nogen undersøgelser som viser nogen særlige bivirkninger ved indtagelse, selv af store doser af +500 mg)

Man kan endnu ikke købe Nicotinamid Ribosid i Danmark, men det er nok et spørgsmål om tid, for i det meste af Europa er det nemt tilgængeligt. Morten forklarer flere gange at Nicotinamid Ribosid har en lav “bivirkningsprofil”, og han er derfor ikke specielt nervøs for at indtage pillen (vitaminet). Men han forklarer også at man i forhold til mennesker, jo endnu ikke ved noget med sikkerhed, og man derfor skal træde varsomt, hvis man overvejer at begynde.

Under alle omstændigheder har jeg nu bestilt et glas Nicotinamid Ribosid hjem til matriklen 🙂

…to be continued 🙂