Mit demokratiske Nej

Jeg synes “Nej-sigerne” bliver skåret over en kam og bliver taget til indtægt for rigtig mange ting. Derfor vil jeg lige slå fast:

  • Mit Nej var ikke en fuck-finger til Lars Løkke (ham har jeg måske skældt ud i mange andre sammenhænge, men gør det ikke her. Han har formentlig haft en vigtig rolle i selve udformningen af afstemningen, men de andre partier kunne bare have ladet være med at acceptere det, og arbejde for et Ja)
  • Mit Nej var ikke et Nej til hele EU samarbejdet, og dermed en proteststemme
  • Mit Nej var ikke et slag i hovedet på eliten

Det var såmænd ikke andet end af demokratiske årsager, jeg stemte Nej: Jeg vil – som borger – have mulighed for at kunne påvirke, ændre og aflyse de love/retsakter vores politikere i fremtiden måtte finde på at træde ind i.
KH
Martin

Så er der familieråd på torsdag!

Du bor med din hustru og teenagedreng i en fin fungerende kommune. Der er fælles affaldsordning, skolevæsen og hullerne i vejene bliver forholdsvist hurtigt udbedret. I er glade for at bo i kommunen, og kunne aldrig finde på at flytte.

Du ved at andre familier i kommunen har en særlig ordning med kommunen. En ordning der betyder at det er kommunen der beskriver de regler der skal gælde i familien. Det kunne være regler om hvor meget slik eller hvor mange lommepenge, børn må få. Det kunne være hvem der må tage bilen på arbejde, eller hvor meget TV’et og iPad’en må være tændt. Din hustru kender mange familier i kommunen som er med i ordningen, og du ved at hun tænker, at det må være dejlig nemt og bekvemt at kommunen bare beskriver reglerne, og man som familie, med en simpelt flertal, kan beslutte om man vil være med eller ej. Du er ikke lige så begejstret som din hustru. Du synes det skal være jer selv, der laver og beskriver reglerne, og du har også hørt rygter om at hvis man træder ind i ordningen, kan man kun komme ud af den – og de enkelte regler man har accepteret i familien – ved at flytte fra kommunen, og det er du bestemt ikke interesseret i.

Men nu har din hustru indkaldt til familieråd på torsdag d. 3 december, hvor I skal stemme om hvovidt Jeres familie skal være med i ordningen eller ej. Du vil stemme Nej, og du ved at din hustru vil stemme Ja. Men hvad med jeres teenagedreng?

Tvivleren der endelig besluttede sig for hvad han ville stemme

Jeg er nu langt om længe kommet frem til en beslutning om hvad jeg vil stemme til folkeafstemning d. 3. december. Jeg vil stemme Nej. Jeg gør det ikke pga. Europol eller de 22 retsakter. Jeg mener Europol er vigtig for os at være med i, og jeg mener langt hen af vejen at de 22 retsakter er ok.  Hvorfor stemmer jeg så Nej? Det gør jeg fordi der er noget i dette valg, som er vigtigere og langt mere principielt end Europol og de 22 retsakter. Jeg mener at statens og politikernes absolut vigtigste rolle (og deres ansvar) er, at beskytte borgerne i landet – særligt de svageste borgere. Og i denne sammenhæng er retspolitikken altafgørende. Det er en ordenlig retspolitik som sikrer borgerne en retfærdig rettergang, acceptabel overvågning, ordenlig og fair efterforskning, etc. Og det er retspolitikken valget d. 3. december handler om. Vi skal lægge det retspolitiske arbejde i hænderne på EU. Nuvel, vores parlamentarikere vil selvfølgelig – hvis vi siger Ja – have mulighed for at gives deres spinkle besyv med i udarbejdelsen af fremtidige retsakter, men i sidste ende er det jo nok de store lande som kommer til at bestemme. Nuvel, Folketinget skal jo så tilvælge eller fravælge de nye retsakter, men borgerne bliver ikke hørt. Og selvom flertallet af danskere skulle straffe politikere, over de EU-love som de måtte acceptere i fremtiden, ved at sætte deres kryds ved nogen andre til det næste valg, så kan man ikke tilbagerulle de eventuelle vedtagede retsakter/love. For når man som land først har accepteret en Europæisk retsakt, så hænger man på den for altid. Eller rettere, vi kan selvfølgelig så melde os helt ud af EU, men det er jeg bestemt ikke interesseret i. EU er for mig – langt hen af vejen – positivt for hele Europa.

Jeg kan godt lide tanken om at vi danskere kan stemme et nyt parti (eller et gammelt, som bare vil gøre tingene anderledes) til magten, med et jordskredsvalg, og hermed få ændret tingenes tilstand. Dette er ikke muligt med et Ja d. 3. december.

Jeg ved at det jeg skriver, dybest set handler om, hvorvidt man kan stole på, at vores politikkere gør hvad der er bedst for Danmark og danskerne. Og med mit Nej siger jeg dermed at jeg ikke stoler på dem. Og nej, det gør jeg bestemt ikke altid. Jeg synes særligt de sidste 3-4 år har vist løftebrud, nødløgne, omgåelse af egne grundværdier og meget andet, som gør at jeg ikke altid stoler på, at politikkerne gør hvad der er bedst for Danmark. Det virker derimod ofte på mig, som om det er “egen vinding” og magtbegær, der ligger til grund for mange af de beslutninger der bliver taget. Jeg vil have det bedst med at vi kan stemme hele baduljen “hjem”, men samtidigt også have mulighed for at få ryttet ordenligt op i de retspolitiske love der måtte være blevet vedtaget. Dette kan jeg kun få sikkerhed for, ved at stemme Nej.

Med mit Nej forventer jeg så at der efterfølgende bliver udskrevet et nyt valg, KUN om Europol, eller bliver lavet en parallelaftale.

KH
Martin

PS. Det er ikke altid jeg er enige i Liberal Alliances synspunkter, men i spørgsmålet om valget d. 3. december, er vi fuldkommen enige.

PPS. I kan ikke omvende mig. Krydset er lige blevet sat på mit lokale bibliotek. Hvorfor Amanda er så utilfreds, skal jeg ikke kunne sige 🙂

AmandaValg

En tvivlers overvejelser

Øv, hvor har jeg svært ved at beslutte mig for en Ja eller Nej, den 3. december. Jeg har nu læst en hel del om temaet, og er også lige kommet hjem fra et vælgermøde med politikere fra V, S, DF og Ø.

Helt overordnet skal vi jo stemme om hvorvidt vi skal fortsætte i Europol + 22 retsakter – man kalder det en tilvalgsordning. En tilvalgsordning, hvor “vi” ved hver EU lov, der fremover måtte komme på det retslige område, skal vælge loven til eller fra. Det lyder jo egentlig helt fint. Men jeg skriver “vi” i anførselstegn, fordi det kun er folketinget der skal vælge den ene eller anden lov til eller fra. Dvs befolkningen ikke bliver spurgt. Denne carte blanche til vores politikkere, er der delte meninger om. Vi stemmer jo selv politikerne ind hvert fjerde år, så i den perfekte verden så vil de jo vælge den ene eller anden eu-lov til med mandat fra flertallet i den danske befolkning. Men det er måske ikke altid en perfekt verden vi lever i. Og det kunne jo være at der for de enkelte politikere var noget andet på spil, end egne grundlæggende værdier (som de jo ellers er blevet stemt ind på). Jeg kan i hvert fald forestille mig et par ubehagelige love som jeg egentlig godt kunne tænke mig der kom til folkeafstemning. Et – for mig – realistisk eksempel på en EU-lov, kunne være at det om 5-10 år, blev besluttede i EU at alle borgere skal have indopereret en ID-chip i armen. Det giver jo rigtig god mening på mange områder (antiterror, effektiv digitalisering, big data, etc). Det vil helt sikkert gøre mange ting lettere, men er vi danskere interesserede i det? Med et Ja d. 3. december, kan politikerne beslutte om vi skal være med eller ej, uden at spørge os.

Det store argument for et Ja, der hele tiden popper op i mit hoved, er at hvis vi er med i EU, så må vi også være med i hele “pakken”, ellers kan vi jo lige så godt melde os ud. Og jeg synes bestemt ikke vi skal melde os ud. Jeg synes EU giver rigtig god mening, og er bestemt et vigtigt parameter for at vi har et Europa i fred. Og nogen gange kunne man jo godt føle der var behov for at Europa kunne tage langt hurtigere beslutninger end det rent faktisk er tilfældet i dag (fx i krisesituationer), og det taler jo for mere EU. Kig bare på den flygtningekrise vi har haft de sidste par måneder. Det har jo nærmest været pinligt at se på. Et endnu stærkere fælles Europa, kunne formentlig havde håndteret denne situation bedre.

En ting jeg jeg så ikke forstå, er hvorfor Ja-partierne, som det eneste område inden for RIA (retlige og indre anliggender) har lovet at når det kommer til Asyl og indvandreområdet, så bliver der udskrevet folkeafstemning. Hvis politikkerne kan bestemme hvad der er bedst på alle andre restlige områder, hvorfor kan de så ikke bestemme inden for asyl og indvandring? Jeg stillede dette spørgsmål til vælgermødet. Fra S fik jeg af vide at dette var et så vigtigt område for Danmark og danskerne, at ja-partierne havde lovet hinanden at spørge danskerne. Et helt fint svar på mit spørgsmål. Jeg tænker dog så bare, jf. mit ovenstående ID-Chip-eksempel, at der i fremtiden vil komme MINDST lige så vigtige områder at have en folkeafstemning om. Og det er her jeg for alvor bliver forvirret!?

Nå…men jeg håber min tvivl kan hjælpe andre videre 🙂

yes no