Jeg glemte at vedligeholde min cykel – og det fik konsekvenser!

Jeg havde en gang en cykel. Jeg var egentlig glad for den cykel, men jeg var ikke god til at vedligeholde og efterspænde den. En dag jeg kørte i mine egne tanker, lød der pludselig et kæmpe brag, cyklen bremsede voldsomt og jeg var ved at blive kastet ud over styret. Skruen på Støttebenet var pludselig gået løs, og derfor var støttebenet fløjet ind i mit baghjul. Både baghjul og dæk var fuldkommen smadret og jeg måtte trække hjem. Dagen efter gik jeg til cykelhandleren, og måtte betale over 800 kr for at få min cykel repareret. Nøhj hvor jeg i dagene efter ærgrede mig over jeg ikke havde udført basal vedligeholdelse af min cykel. Det kunne have sparret mig for en lang trækketur og overtræk på kassekreditten.

Jeg kom til at tænke på denne cykelhistorie, da jeg her den anden dag hørte et indslag om de mange “ikke etniske danskere”, som drager i hellig krig for IS. De to situationer er underligt nok meget sammenlignelige. På samme måde som mig og min cykel, har vi nemlig glemt at vedligeholde integreringen af disse unge mennesker, og nu står vi i en forfærdelig situation, som kunne have være undgået. I fremtiden bliver vi simpelthen nødt til at lykkes bedre med integrationen. Og det handler ikke om at der skal flere – og hårdere – konsekvenser som højrefløjspolitikerne forsøger at overdøve hinanden med. Nej, vi skal simpelthen lykkes med at få disse unge mennesker til at føle sig som en del af det danske samefund. Første skridt på denne rejse er en ændring af tonen i den danske integrationsdebat.

dansk cykel

Cykellist Vs. Buschauffør

Lets get ready to Rumble!!!

Sådan lyder det i mit hoved når jeg kører på min cykel på Knippelsbro. Jeg ved at krigen starter når jeg er kommet over broen og rammer Amager.  En utrættelig nervekrig mellem cykellist og chauffør.

Jeg holder for rødt i et lyskryds. Jeg placerer den højre pedal i perfekt position, til at kunne bruge samtlige kræfter i højre lårben til at træde pedalen ned, når lyset skifter til gul. Buschaufføren gasser op. Han skuler over mod mig. Han ved godt jeg vil gøre alt for at nå før ham inden næste stop. Han vil elske at kunne åbne dørene ved stoppet 20 meter før mig, for så ved han, at han er lykkedes med sin mission…at få mig stoppet. Hvis ikke det lykkes ham at få mig stoppet, smider han passagerne af så hurtigt som muligt. Han skal nå mig igen. Og hvis det så skulle være så skønt at det lige har regnet, ja, så er hans lykke gjort. Når han passerer mig, sørger han for at ramme en stor vandpyt så tæt på kantstenen som muligt, så jeg bliver oversprøjtet med hans vand og smat.

JEG GIVER IKKE OP. I morgen er jeg klar igen. Jeg lader mig ikke kue. Jeg lever på de dage hvor det lykkes mig lige at nå lyskrydset før ham. Jeg lever på de dage, hvor en passager fumler med pengene eller månedskortet. Så kan jeg næsten mærke hans aggressive tanker “Pis, den gule djævel vandt sgu kampen i dag”

amagerbrogade

En super cykelsupersti!

I dag startede “Vi cykler til arbejde”. For jer som ikke kender dette er det en konkurrence hvor man som virksomhed dyster internt og mod andre virksomheder, om flest cykeldage og flest km i hele maj måned. Og dette har vores afdeling selvfølgelig tilmeldt.

Min udfordring er så bare at jeg har 24 km hver vej 🙂 Fra Tårnby til Ballerup. Jeg har dog gjort det før, og det er jo faktisk en dejlig måde at få motion på. Og i dag gik det så op for mig hvor fedt det er med de nye Cykelsuperstier. Jeg kan køre 10 km på Cykelsuperstien “Farumruten”, som går fra Farum og til Gladsaxe, og bliver udvidet helt ind til centrum i 2015.

Der er virkelig kræset om cykellisten på cykelsuperstien. Der er “pausegelænder” ved de få steder man er nødt til at stoppe op. Der er kompressorluft hver 3-4 km, hvis cyklen skulle blive flad. Der er dejlig ren asfalt, som er perfekt at cykle på.  Ja, cykelturen går bare lettere på sådan en supersti. Dette faktum blev jeg virkelig opmærksom på, da jeg kørt hjem fra arbejde i dag. Jeg startede på cykelsuperstien i Ballerup, og kørte så ind igennem København. Helt ind til København gik det bare derudad, men da jeg passerede Langebro, stoppede alt cykelluksus fra en klar himmel. Og det blev kun værre og værre i takt med jeg kom længere ud på Amager. Amagerbrogade er ikke for cykellister! Og da Amagerbrogade blev til Amager Landevej stoppede problemerne ikke. Cykelstien på Amagerlandevej er en spændende oplevelse. Man føler sig som slalomkonge når man forsøger at manøvrere uden om de mange huller, og jeg tror at jeg måtte stoppe ved samtlige lyskryds da intet var timet til mit cykeltempo.

Hvor bliver jeg dog egentlig ked af det, når jeg ser at denne cykelsupersti kun bliver udvidet fra Gladsaxe og ind til centrum. Hvorfor er det vores politikere i Tårnby kommune ikke har ville gå ind i dette projekt?! Jeg forstå det ikke!…

Nå, men det er da jo ikke noget at gøre ved! Jeg må op på jernhesten igen i morgen, få overstået Amager og så fuld drøn på cykelsuperstien 🙂 Go’ vind drude!