Længe leve alfa-generationen – Min debutroman udgives snart!

“Ville du leve for evigt, hvis du havde mulighed for det?

Stop lige op, og tænk det ordentligt igennem. Du står ved en korsvej. Hvis du går til højre, vil du leve, ældes og dø, som du gør i dag, men hvis du går til venstre, vil du forblive ung og frisk, og leve for evigt. Hvilken vej ville du vælge?

I “Længe leve alfa-generationen” følger vi 26 årige Mikkel, som bor i København i året 2036. Mikkel er ikke som alle de jævnaldrende venner. Mikkel elsker sin mikrobølgeovn, sit 8-16 job, sine LP-plader og sin gamle cykel. Mikkel er gammeldags i sin tilgang til livet, og det er ikke altid nemt, når man lever i år 2036, hvor nye smarte teknologier er indbygget i alt og alle, og man står på tærsklen til en helt ny evolution.”

Sådan står der på bagsiden af min debutroman. Jeg har igennem det sidste års tid skrevet på en ungdoms sci-fi roman, og i går blev den sendt i trykken. Den bliver produceret som både e-bog og som rigtig bog. Jeg er utrolig spændt på at se det færdige resultat, som burde være klar om en uges tid.

Håber I vil tage godt imod den. Jeg skal nok holde jer orienteret her på bloggen.

KH
Martin

Om forsvundne noter

Jeg oplever tit at lede efter en note jeg har lavet, uden at finde den.
Imens jeg leder, tænker jeg gentagne gange på hvor genial netop denne note var. Jeg tænker også at jeg ville kunne løse den opgave jeg sidder med langt hurtigere og bedre, hvis bare jeg havde denne note. Og jeg tænker rigtig mange spændende tanker, om hvad det var der præcis stod på den note.
Enkelte gange sker der så det, at jeg efter megen besvær finder noten. Og næsten altid ender det med at jeg bliver vildt skuffet over det der står på den…var det bare det! Ofte er de tanker jeg har gjorde mig undervejs, bedre end dem der står i noten.

Så tror I måske jeg vil brokke mig over dette “forsvundne-note-fænomen”, men nej, det er jo nærmest genialt. Jeg bruger min forsvundne note som inspirator, og i lede-processen bevæger jeg mig op på et endnu højere refleksionsniveau, end det stadie jeg var på der jeg skrev noten.
“Forsvudne noter”, I er meget velkomne på mit skrivebord!

IT i folkeskolen (www.itifolkeskolen.dk) – Inspiration til lærere om IT i undervisningen

Der er i dag mange skolelærere der er utrolig gode til at inddrage IT på en spændende og nyttig måde i undervisningen. Men der er desværre også mange lærere som føler sig på udebane når det drejer sig om IT i undervisningen.

Da jeg gik på lærerseminariet i starten af 00’erne, var der studerende der aldrig havde prøvet at sende en e-mail og ikke vidste hvad en browser var. I dag har denne gruppe formentlig fået styr på disse to ting, men udviklingen inden for IT går stærkt, og der opstår hele tiden nye og spændende muligheder, som med stor fordel kan benyttes i undervisningen. Jeg har desværre set alt for mange eksempler på undervisning som er fuldkommen blottet for brug af IT. IT er på ingen måde løsningen på alle problemer, men rigtig brug kan højne læringen og i flere tilfælde være med til at aktivere elever som ellers kan være svære at få med. Der har faktisk været en del fokus på denne problemstilling i medierne de seneste år, men jeg synes der mangler et sted hvor lærere kan søge hjælp og gode ideer til hvordan man så kan bruge IT i undervisningen.

Derfor har jeg oprettet websiden: www.itifolkeskolen.dk

På itifolkeskolen.dk, vil jeg beskrive nye platforme, websider og medier som kan bruges i undervisningen i folkeskolen. Jeg vil give mit bedste bud, eller referere til ting jeg selv har afprøvet eller hørt om. Jeg forventer også at indbyde gæstelærere til at beskrive deres oplevelser med brug af forskellige medier i undervisningen.

Jeg håber I vil tage godt imod websiden. Hvis I selv har nogle gode eksempler på undervisningsituationer, hvor I har brugt IT og nye medier med succes, er jeg meget interesseret i at høre fra jer. Klik på menupunktet “Idé til indlæg” på itifolkeskolen.dk, eller smid en kommentar på facebooksiden.