DF vs. DR – Skal der virkelig skæres i alt det de unge børnefamilier elsker?

Dansk Folkeparti er endnu en gang ude med riven overfor DR. Der skal spares 25%, og pengene skal findes ved at sende radiokanalen P3 i udbud, skrotte radiokanalen P7, flytte tv-kanalen DR3 over på nettet, og lægge tv-kanalerne Ramasjang og Ultra sammen til én kanal.

DF rammer den typiske unge børnefamilie, hvis der skæres her. Med deres forslag vil de ramme samtlige af de kanaler min lille familie, ser, og hører, på DR. Jeg synes det nærmer sig “klamt”, når DF forsøger at tække sine egne vælgere på denne måde. DF kunne jo ALDRIG drømme om at foreslå at skære i programmerne på P4 og/eller lukke P5. Så ville der nemlig blive ramaskrig i DF-land, for de skal jo kunne høre deres Danmarksmester, Café Hack og giro413!

Undskyld jeg råber lidt i dette korte blogindlæg, og ved jo godt jeg sætter det lidt på spidsen, men jeg synes det er pinligt at være vidne til. Og jeg håber så inderligt at DR gør præcis hvad de gjorde sidst, de blev skåret så mange penge, nemlig at slagte nogle af de produktioner som de ansvarlige politikere også elsker. Den gang var det DR Underholdningsorkestret som måtte lade livet.

Hvis det ender med at der skal spares 25% på næste budget, så er mit råd til DRs bestyrelse at de skal slukke for P5, og stoppe med Pressens Radioavis.

KH
Martin

Sådan kommer man iPad-afhængighed til livs!

Forleden fik jeg en mail fra 38 årige “Liv”, som stolt beskrev hvordan hun havde håndteret en af livets små udfordringer.

Liv har drengen Buster på 8 år, og det sidste års tid har hun følt sig mere og mere presset over knægtens forbrug af iPad. Lige så snart Buster kom hjem fra skole, gik han direkte ind i sofaen og tændte for iPadden. Mærkelige spil, videoer, sanglege og underlige lyde har i det sidste års tid strømmet ud af iPaddens små højtalere i det lille hjem. Men som hun skrev i mailen, så havde hun sagt stop for 14 dage siden. Den tiltrækkende iPad blev konfiskeret på ubestemt tid. Der var skrig og skrål fra Buster, men situationen blev meget bedre da Liv fandt Busters fars gamle jumbobøger frem fra loftet. Buster fandt hurtigt interessen for de billedrige tegneserier, og kunne endda finde interesse i selv de helt gamle udgaver, hvor hver anden side var sort/hvid. Der gik kun et par dage før Buster fuldstændig havde glemt iPadden, og når han i dag kommer hjem fra skole, så spørger han ikke efter iPadden, men går direkte hen i sofaen, og begynder at læse i sine jumbobøger. Han får endda lov til at tage dem med i skolen, hvilket han jo aldrig fik lov til med iPadden. Liv forklarer i mailen at hun er pavestolt af sin gerning. Det er lykkedes hende at komme Busters iPad-afhængighed fuldkommen til Livs. Han læser i sine Jumbobøger morgen, eftermiddag, aftenen og endda i sin seng, lige inden han skal sove.

Og som Liv stolt skriver til mig: “han er så opslugt af Jumbobøgerne, at det nærmest er fuldstændig umuligt at komme i kontakt med ham. Selv under maden sidder han og læser. Det er selvfølgelig en smule mærkeligt at han på den måde er i helt sin egen verden…men det er jo bare en Jumbobog…” 

KH
Martin

PS: husk nu…jeg kunne aldrig finde på at være ironisk og lave skæg, gas og løjer… 😉

“Bliv ven med dit pindsvin”

I fredags fik vi forvildet os ind i en oplevelse. En oplevelse vi ikke i første omgang havde set komme.

LisB kom ud til mig i køkkenet, og sagde at det pindsvin vi have haft boende under halvtaget i et par måneder, lå mere eller mindre livløs ude mit i vores bed. Jeg gik ud og kiggede og ganske rigtigt lå det der og rørte næsten ikke på sig. Det var tydeligt at det ikke var en god situation for det lille pindsvin. Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre i den situation. Skulle jeg hente spaden og få den aflivet? eller skulle jeg nænsomt lægge den ind i hjørnet hvor den plejede at “bo”. Den endelig beslutning blev heldigvis den sidste. Jeg tog et par arbejdshandsker på, og fik den lille fyr ind i hjørnet. Her dækkede jeg den med blade, da jeg jo tænkte at det nok kunne holde lidt på varmen.

Da jeg kom ind igen, var jeg alligevel lidt bekymret for det lille kræ. Jeg googlede lidt, og fandt frem til en vagttelefon til “pindsvinevennerne”. Jeg ringede og forklarede situationen…og så var det oplevelsen begyndte at vokse. I telefonen var den flinke dame meget sikker i sin sag. Pindsvinet var alt for lille til at kunne gå i vinterhi – den er blevet født for sent. Et pindsvin skal veje minimum 600 gram før den selv kan gå i hi, fortalte hun (og det vejede den bestemt ikke). Hun forklarede at den hurtigst muligt skulle bringes til en “pindsvinehjælper”. Den skulle puttes i en papkasse med håndklæder og varmedunke… Det var så her jeg indså at jeg havde åbnet Pandoras æske. Nu var der ingen vej tilbage. Nu kunne jeg jo ikke gå ud og give den nådestødet – pindsvinevennerne var aktiveret! Den flinke dame forklarede at den nærmeste hjælper, var Kirsten i Dragør.

pindsvin i kasse ungeSå måtte jeg igang. Papkasse og håndklæder blev fundet frem. Handsker monteret, så jeg kunne få den lille fyr nænsomt ud af det lille bladbjerg, jeg havde lavet til den. Jeg kunne mærke der stadigvæk var lidt liv i den, men det var ikke meget. Jeg lagde den i kassen og svøbte den i håndklædet. Jeg begyndte nu at få en lille smule sved på panden, for vi var faktisk på vej til Falster, inden alt det her halløj det startede. Nå, men vi fik læsset bilen med Amanda, pindsvinetransportkassen og vores andre pakkenelliker. Vi havde lidt svært ved at finde Kirstens hus, som ellers bare skulle ligge i bunden af en stille almindelig villavej.  Efter lidt tid gennemskuede vi, at vi nok bare skulle begive os ind i vildnisset. Med kassen i armene skulle vi forcere et lille bitte 40 cm højt hegn, før vi kunne gå på opdagelse i haven for at finde frem til indgangen til huset. Vi bankede på en dør og en gammel dame med langt gråt hår kom – langt om længe – ud og åbnede. Vi blev budt indenfor, indenfor i et pindsvinehjem: Store papkasser over alt. Små bøtter med kattemad-lignede indhold. Store kanyler med æblejuice lignende væske. Pindsvinetæpper. Klistermærker med Pindsvinevennerne. Papirer med håndskrevne noter. Gamle aviser.
Vi var kommet til Pindsvinevennernes højborg. Kirsten er en dame på 82 år, og hun forklarede os at det var hende som i tidernes morgen havde startet foreningen pindsvinevennerne. Hun sagde: “Det er vigtigt at blive ven med pindsvinet. Man kan blive ven med alle pindsvin man møder på sin vej” Og hun fortsatte: “Hvis man bare har det rigtige håndelag, så kan pindsvinet blive tryg ved en på under 5 minutter.” Imens hun talte tog hun meget forsigtigt pindsvinet ud af vores kasse (selvfølgelig uden hansker, ikke en tøs som mig), og begyndte at massere på pindsvinet. En teknik hun beherskede til “UG kryds og pindsvin”. Efter et par minutter kunne vi se at pindsvinet begyndte at slappe af. Kirsten viste os at skinnet på det lille kræ nu begyndte at løsne sig. Et tegn på at pindsvinet slappede af og fik varmen. “lige siden jeg var 7, har jeg altid været ven med pindsvin. Der er alt for mange pindsvin der ikke har det godt. Alt for mange haver der ikke er egnede som pindsvinehjem, og de mange hunde gør det heller ikke lettere”. Kirsten fortsætter massagen og viser stolt det noget mere afslappede pindsvin frem, og forklarer at pindsvinet nu skal fedes op før det så kan slippes ud igen. I denne 3-4 måneders periode skal pindsvinet bo hos hende, i hendes stue.

Efter 15 minutters pindsvinemassage begynder Amanda at brokke sig.  Hun vil meget gerne ned fra vores arme og ned og lege med de mange spændende ting i huset. Denne lyst er vi dog ikke specielt begejstrede for, og vælger derfor at påbegynde en afslutning. Inden Kirsten slipper os, får vi en masse klistermærker og en opfordring til at komme forbi en anden dag, hvor vi har mere tid, så vi rigtigt kan lære om pindsvin. Jeg får lov at tage et billede af hende og pindsvinet, og vi drager derefter ud i vildnisset og ud til vores bil. Efter 2 minutters bilkørsel falder Amanda i søvn, en stor oplevelse rigere.

Tak til Kirsten og tak til pindsvinevennerne for den fantastiske indsats I gør.

pindsvin