Vil I have mig tilbage, Venstre? (Læserbrev i Berlingske)

Jer som følger med her på bloggen, ved godt at jeg aldrig har været synderligt begejstret for Lars Løkke. I dag har jeg Dagens brev i Berlingske, hvor jeg fortæller lidt om min tid i Venstre, og hvorfor jeg meldte mig ud. Jeg afslutter med at skitsere mit drømmescenarie for Venstre.

Her kan I læse det:

Berlingske har det også på deres Facebookside:

Teksten jeg sendte til Berlingske:

Lige siden jeg fik stemmeret, har mit kryds været placeret ud for Venstre. I 2010 gik jeg aktivt ind i kampen for Venstre i Tårnby. Jeg sad i bestyrelsen og stillede op som byrådskandidat til KV13.

I bestyrelsen var det ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke var specielt stolt af Venstres formand Lars Løkke. Jeg var dog i stand til at se bort fra det, fordi der var så mange spændende og vigtige lokalpolitiske opgaver. Men til Venstres hovedbestyrelsesmøde i 2014 ramte den famøse dråbe. Alt tegnede til at Lars Løkke nu endelig skulle afsættes som formand – med bilagssagerne som hovedargument – men det lykkedes Lars at holde på magten, ved at buldre med skræmmescenariet: et kampvalg mellem Søren Gade og Kristian Jensen.

Jeg kunne ikke længere arbejde og kæmpe for et parti, hvor jeg i den grad havde mistillid til formanden. Som jeg så det, kæmpede Lars Løkke udelukkende for egen vinding og ikke for Venstres bedste, eller for den sags skyld landets bedste. Derfor meldte jeg mig ud af partiet.

Jeg har i årene efter aldrig fortrudt min udmelding. Nej, jeg er faktisk blevet mere og mere sikker. Lars Løkke hypper stadigvæk sine egne kartofler, og så har Venstre i deres samarbejde med Dansk Folkeparti i årenes løb bevæget sig længere og længere væk fra den positive, liberale og humanitære tilgang, Venstre havde før i tiden.

Jeg har dog altid været overbevist om, hvad der skulle kunne få mig tilbage. Kristian Jensen er simpelthen for vattet. Hvorfor kapitulerede han til gruppemødet i 2014? Kristian Jensen vil aldrig kunne lede partiet tilbage på sporet. Nej, der er – som jeg ser det – kun én person som vil kunne samle Venstre mod en bedre fremtid, og det er Jakob Ellemann-Jensen. Det kan kun gå for langsomt, før Venstre får ham placeret på formandsposten.

Derfor skal Venstres landsmøde til november ikke kun handle om næstformandsposten, men også formandsposten. Både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen må væk fra ledelsen, og Jakob Ellemann-Jensen må sætte det nye hold. Et nyt hold som kan genstarte Venstre.

Martin Hans Jensen,
tidligere medlem af Venstre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*