Børns online-liv er virkelighed!

I disse dage er der meget snak om digital mobning. I DR programmet “Hængt ud på nettet”, kan vi høre om flere forskellige mobbeofre, som har fået vendt op og ned på deres liv pga ubehagelig mobning på Internettet. Fx fortæller 15-årige Caroline, om hvordan hun gennem tre år blev mobbet gennem de sociale medier Facebook og Snapchat. Nogle dage modtog hun op mod 100 beskeder på sin telefon, men hun fandt aldrig ud af, hvem de kom fra. Eller 18-årige Pernille som beruset og ramt af kærestesorg, bliver filmet af en dreng, som efterfølgende uploader den i Facebook-gruppen Offensimentum, hvor den kan blive set af mere end 100.00 medlemmer.

Jeg er skolelærer, cand.it og bruger det meste af mit arbejdsliv på at fokusere på det digitale læringsrum, så dette tema ligger mig rigtig meget på sinde. Det store spørgsmål er, hvordan vi voksne kan hjælpe vores børn og unge. Problemet er – som jeg ser det – at de unges brug af de mange forskellige sociale medier, for mange voksne, er et stort uigennemskueligt kludetæppe som man ikke kan forholde sig til. Noget som ikke er virkelighed, og derfor bliver det ikke taget helt så seriøst som den virkelig verden – eller man har i hvert fald svært ved at spørge ind til det, fordi man ikke ved hvad man skal spørge ind til. Men dette skal vi skal have ændret på.

Internettet er også den virkelige verden!

Børn og unges online-liv på Facebook, Instagram og SnapChat, er mindst lige så virkeligt som deres frikvarter. Det kan måske være svært at forstå for voksne mennesker som primært har levet et offline-liv.

For børn og unge er deres online-liv smeltet fuldstændig sammen med det “virkelige” liv. Derfor bliver du som forælder, eller anden voksen som har ansvaret for børn og unge, nødt til at sætte dig ind i deres online-liv, på samme måde som du sætter dig ind i deres fodboldklub, idrætsforening eller skole-liv.  Ja det vil kræve arbejde! Du skal vide hvad Snapchat er, og hvordan man kommunikerer i det. Du skal kende sikkerhedsindstillingerne på Instagram. Du skal vide hvad Jodel er, og følge med i hvilke nye apps og sociale medier dit barn begynder at bruge.

Hvis du er forælder, har du sikkert helt styr på hvilke grupper dit barn er medlem af i den virkelige verden. Du ved sikkert at dit barn mødes en gang om ugen med ligesindede, og spiller rollespil, fodbold, svømmer, går i fitnesscenter, strikker, bygger modelfly, diskuterer politik, etc, etc. Du har formentlig helt styr på hvilke fællesskaber/klubber/grupper dit barn er aktiv i, og ja, du bager måske endda kage til dem en gang imellem. Men ved du hvilke Facebookgrupper dit barn er medlem af? Det ved du måske ikke, og er det ikke lidt underligt? De bruger formentlig flere timer i de Facebookgrupper, end de bruger i samtlige andre grupper de deltager i, i den “virkelige” verden. “Jamen jeg vil ikke snage i deres liv”! Jeg siger ikke at du skal tilmelde dig de samme online-grupper som dit barn. Men du skal være nysgerrig. Jeg synes bestemt ikke det er at snage i deres liv at være interesseret i hvad de har gang i. På samme måde som du kender træneren i fodboldklubben og kender klubbens værdigrundlag, kunne det fx også være godt at vide hvem der var administrator i Facebookgruppen og hvad formålet/beskrivelsen er for gruppen. Dit barn skal vide at du accepterer hans/hendes online-liv som virkelighed, og det gør du bedst ved at være oprigtig interesseret, og i bedste fald vide hvordan tingene fungere ved også at prøve selv.

Så et lille pip herfra:

Drop kagebageriet til dit barns dansetime eller fremmødet til fodboldtræningen, og brug i stedet for lidt tid på at sætte dig ind i hans/hendes online-liv.

KH
Martin Hans Jensen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*