Forældre eftermiddage – Fødselsforberedelse anno 2013

Jeg har altid haft en forholdsvis klar opfattelse af hvordan en fødselsforberedelse foregår: De vordende forældre mødes en gang om ugen i et lille hyggeligt lokale. Et lysebrunt væg-til-væg tæppe pryder gulvet og orange gardiner er trukket for vinduerne. Parrene sidder i rundkreds og pruster om kap for at lære både de dybe og hurtige åndedrag. Når manden (eller partneren som det hedder i disse politisk korrekte tider), har lært at trække vejret, bliver han bedt om at sætte sig bag ved kvinden og holde på hendes mave mens de pruster sammen.

Sådan har jeg altid forestillet mig at en fødselsforberedelse foregik. Og jeg tror endda ikke det er helt forkert, hvis man går nogle år tilbage. Men sådan fungerer det under alle omstændigheder ikke længere.
fødselsforberedelseI dag foregår en fødselsforberedelse således: De vordende forældrepar ser – mere eller mindre tilfældigt – en seddel som hænger på opslagstavlen hos Jordemoderen. Her står hvornår der er forældre eftermiddage på hospitalet. Når terminsdagen kommer faretruende tæt på, overbeviser kvinden manden om at de nu skal tage til forældre eftermiddag på hospitalet. Ikke noget med at skrive sig op, det er åbne hold så man dukker bare op. Nå parrene kommer til hospitalet forsøger de at gennemskue de uendelige mange lokalenumre og begiver sig så ud i de lange grå gange. Efter 10 minutters rask trav i gangsystemerne åbenbarer sig et enormt auditorium. Ja, et auditorium som du kender det fra din uddannelsesinstitution. De første par som kommer, får en god plads. Det strømmer ind med mere og mere gravide kvinder. De fleste kvinder med mænd på slæb. Enkelte mænd kommer senere end kvinderne og desperationen er åbenlys, når de står i døråbningen og febrilsk forsøger at finde deres gravide kone med øjnene. Det er svært, for nu er auditoriet snart ved at være proppet. Over 60 par sidder og venter spændt på hvad der skal ske.
Jordemoderen som skal gennemføre auditorielektionen byder velkommen. Samtlige par – eller måske mest kvinderne – sider flittigt og notere i deres små notesblokke mens jordemoderen taler om:

  • Kendetegn på at en fødsel er gået i gang
  • De forskellige faser under fødslen
  • Smertelindring under fødslen (dog primært smertelindring til den gravide)

Da jordemoderen fra katederet annoncerer 10 minutters pause, strømmer de gravide ud på de to toiletter. En kø af stormavede kvinder opstår som lyn fra en klar himmel. Mændene spiller seje og stiller sig ikke op i køen – selvom de egentlig skal tisse. De ved jo godt de andre mænd vil kigge skævt til dem hvis de stillede sig i ”gravidkøen” som den eneste mand. Nej, mændene venter pænt på kvinderne, før de går ud og hælder vandet fra kartoflerne. Efter tis, byder hospitalet på dejlig rød saftvand.

Når de 10 minutter er gået kalder jordemoderen parrene ind igen. Hun starter med at undskylde for den video hun nu skal til sætte på. Hun undskylder ikke for at videoen nu skal forevise 4 ægte fødsler i super close up, nej hun undskylder for at videoen er af ældre dato… Parrene sidder skræmte, og det går stille og roligt op for dem hvad de nu skal til at se. Nogen er allerede smuttet og andre sidder og tripper, men de fleste bliver. På en måde er det faktisk helt fint at videoen er af ældre dato. Den viser nemlig det skønneste billede af en fantastisk 80’er ungdom, som giver parrene i auditoriet noget at grine af, under de fire uhyrlig ægte fødsler. Skræmte men lettede over nu at have overlevet de 4 fødsler, bliver parrene sendt hjem. Ud i hospitalets lange gange, og ned til deres bil eller cykel.

Tak til Hvidovre hospital! Det var fantastisk at opleve en fødselsforberedelse anno 2013!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*