De forældre som har børn i “Ramasjang-alderen”, kender sikkert “Kasper og Sofie” – en ekstrem politisk korrekt, norsk (dansk talesynkroniseret) sødsuppeserie.
Man kan sige meget om Kasper og Sofie, men det har jeg ind til videre holdt mig for god til. Og jeg må jo også bare acceptere at min ældste datter på fire er vild med serien. Afsnittene sluges (som en 22 årig knægt der præsenteres for en ny sæson af Game of Thrones) og kan genses utallige gange. Producenterne har altså ramt noget børnehavebørn er vilde med. Og det er vel egentlig forståeligt nok. De kan identificere sig med børnene og de ting de foretager sig.
MEN! og nu kommer det…for et par måneder siden, startede en ny sæson af “Kasper og Sofie” på DR Ramasjang. Det var selvfølgelig dejligt for min datter, at der nu var helt friske nye afsnit, og jeg kunne høre de sukkersøde kendingsmelodier gjalde ud fra min datters iPad. Kasper og Sofie var nu voldsomt interessant igen. For et par uger siden var min datter så heldig at hun ramte det tidspunktet hvor det nyeste afsnit blev vist på det gode gamle flow-TV. Dette betød selvfølgelig så, at vi var tvangsindlagt til at “se” med, men sådan er det jo at have børn. Der går dog ikke lang tid før jeg taber min kæbe…det er ikke Kasper og Sofie, min datters blik er klinet op af. Det er to fremmede børn, jeg på ingen måde genkender. Men det er de samme melodier, den samme intro, de samme forældre, den samme børnehave og de samme tematikker. De skuespillere som spillede de rigtige Kasper og Sofie, må simpelthen være blevet for gamle til at ligne nogen der går i børnehave, og derfor har produktionsselskabet bag serien, besluttet at skifte dem ud – og ellers ikke foretage sig nogen andre store ændringer. Er det måden man laver børne-tv på i dag? EJ, godt ord igen. Jeg er med på at dette bestemt ikke er livet om at gøre. Jeg er ikke ude på at mobilisere folkedomstolen, og igangsætte en shitstorm mod produktionsselskabet, men jeg må alligevel undres.
Men jeg er også nysgerrig, og derfor går jeg i dialog med min datter imens Kasper og Sofie kører på TV’et:
Mig: Amanda, er det dér Kasper og Sofie (jeg peger på de to på TV’et)?
Amanda: JA!
Mig: Jamen, er der ikke noget galt?
Amanda: øhhh, nej!
Mig: Er det Kasper og Sofie det dér?
Amanda: (lettere irriteret over hele tiden at blive afbrudt) JAJA!
Mig: Jamen, er de dér to, de rigtige Kasper og Sofie?
Amanda: (tænker lidt – svarer mig ikke – ser videre)
Produktionselskabet slipper simpelthen afsted med det! Jeg ved ikke hvad jeg er mest skuffet over…at et nordisk land kommercialiserer børne-TV i en sådan grad, eller at min datter bare fuldkommen accepterer det – uden at stille spørgsmål. Jeg har snakket med et par andre forældre som har oplevet det samme. Børne accepterer bare at “Kasper og Sofie” pludselig ser noget anderledes ud.
Jeg havde elsket hvis min datter havde rejst sig op, og på det skammeligste tilsvinet TV’et: DET DÈR ER SGUDA IKKE KASPER OG SOFIE! JEG VIL HAVE DE RIGTIGE TILBAGE, ELLERS TÆNDER JEG SGU ALDRIG FOR DET LORT IGEN!
Men sådan skulle det ikke være…nejnej, vi læner os da bare tilbage i sofaen, spiser vores kiks, og synger ufortrødent videre: Ingen sure miner, det er sjovt at være glad. Ingen sure miner, det er sjovt at være glad…
KH
Martin
❤️ Jeg elsker det billede, du tegner – ikke bare af Amanda og børne-tv, men af os voksne, der næsten ikke kan lade være med at analysere og opdage de brud i fortællingen, som børnene ikke engang ser.
Måske er det netop dét, børn minder os om: At der var en tid, hvor vi bare tog imod, hvor ting godt måtte forandre sig, så længe det stadig føltes trygt.
Det er barndommens særlige gave: Evnen til at leve umiddelbart midt i forandringer, uden behov for analyse eller kontrol. Den slags bliver der mindre og mindre af, jo ældre man bliver.
Så måske er det helt okay, at børnene ikke protesterer. Måske skal vi voksne bare læne os lidt tilbage og glæde os over, at de stadig lever i en verden, hvor det ikke hele tiden er nødvendigt at gennemskue alting.
Den verden varer ikke evigt. Før eller siden sætter livet sine spor, og barnet lærer, at ting kan forandre sig på måder, der ikke føles rare.
Men indtil da? Send en kærlig tanke til dit indre barn og smil i hjertet over, at Amanda stadig kan opleve verden som tryg og varm uden vores kritiske voksne blik :).
KH. Andreas