Martin Hans Jensens BLOG

Martin Country Jensen…Take Me Closer

Nej jeg har ikke skiftet navn, men føler mig nu 1 procent mere som countrysanger. Det vil sige jeg nu er 2 procent countrysanger 😉

For snart 12 år siden komponerede jeg en sang, som fra første anslag på guitaren talte Country-stil til mig. Jeg fatter dog absolut minus af countrymusik. Eller jojo, jeg har da hørt de store populærere countrysange i radioen, og har da også igennem tiden spillet lidt country på mine streams på Twitch. Men jeg har aldrig hørt countrymusik i stor stil, og absolut aldrig spillet og sunget countrymusik.

Jeg færdigproducerer jo fra tid til anden de sange jeg skriver, hvis jeg synes de har kvalitet. Men dette nummer var fuldstændig umuligt for mig, da jeg jo på ingen måder kan spille country stilen. Og hvis det skulle produceres så skulle det være en rigtig slasker af en countrysang. Derfor har jeg i de mange år kun haft denne demo af sangen (som jeg aldrig har spillet for nogen, da det bare var til mig selv – men nu kan du høre den, og hvis du helst vil forskånes, så lad vær’ at tryk play, men hop videre i blogindlægget…senere kommer den nye færdige produktion):

Jeg har faktisk i mange år overvejet om jeg skulle sende tracket til USA, hvor der findes nogle studier som har specialiseret sig i at producerer professionel musik til folk ud fra deres egne demoer. Men det er ret dyrt, så det har ikke været en mulighed.

Men så kom AI! Og AI kan spille steelguitar, violin og andet country-slask 🙂 Så med god hjælp fra AI, til netop de instrumenter jeg ikke kunne håndtere, har jeg nu fået det produceret. Det var vildt sjovt, og særligt det at springe ud som country-sanger var en interessant oplevelse. Jeg er dog ikke sikker på jeg kommer til at lave så meget mere country-musik. Mest fordi jeg egentlig ikke synes det er så sjovt at bruge AI i så stort omfang, som jeg har gjort med dette nummer. Selvfølgelig er min komposition helt original, og jo netop skrevet mange år før AI, men den måde fx AI steelguitaren og AI violinen spiller på, er så cliche-agtigtig at de jo næsten gør ondt 😉 Men det ændrer ikke på at det jo er sådan en del countrymusik lyder 😉 Så derfor kan jeg også godt acceptere det 🙂

Nå, men er du egentlig ikke klar til at høre den nu? 😉 Håber du kan lide hvad du hører. Den kan også findes på dine streamingtjenester. Smid den endelig på din country-playliste 🙂

Det sidste brev

I starten af året skrev jeg dette blogindlæg, hvor jeg reflekterede lidt over PostNords beslutning om at droppe postomdelingen. Jeg slutter blogindlægget med et lille vers – nok stærkt inspireret af Nik og Jays “En dag tilbage”. I verset stiller jeg spørgsmålet: Hvem vil du sende det sidste brev til? Og jeg digter også lidt videre over hvad jeg selv ville gøre, og hvem jeg ville sende det sidste brev til:

“Jeg ville skriv’ et brev til den pige, jeg elsker, en hel side
Køre ud mod vandet og ikk’ ta’ noget for givet”

Og for 3 uger siden – hvor det var ved at være den røde postkasses endeligt – måtte jeg simpelthen gøre alvor af det jeg havde skrevet i verset.

To siders håndskrevet brev til min hustru, hvor jeg beskriver alle de forskellige måder vi igennem tiden har kommunikeret sammen på. Ja, det er vel det tætteste jeg kommer på et godt gammeldags kærestebrev 😉

Frimærket var virkelig svært at få fat i. Jeg prøvede 3 forskellige kiosker uden held, før jeg spurgte i Bilkakiosken. Kioskdamen svarede heldigvis positivt på at de havde frimærker. Men det tog hende alligevel en del tid at finde dem frem. Det var tydeligt det ikke var noget hun solgte hver dag. Jeg kunne glad og stolt tage hjem med mit nyerhvervede 25 kroners frimærke.

Konvolutten blev slikket og frimærket blev slikket. Men ved frimærket måtte jeg dog opgive. Selv efter tre slik kom der ingen klistret substans som muliggjorde sammenklæbning med konvolut. Jeg måtte indse at denne gode gamle strategi ikke fungerede længere. FRIMÆRKER ER NU IKKE BARE FRIMÆRKER! DET ER OGSÅ KLISTERMÆRKER! Jeg har faktisk ingen anelse om hvor mange år frimærker har fungeret på denne måde?! Men under alle omstændigheder lykkedes det mig at rive bagbeklædningen af frimærket, og der åbenbarede sig en super klistret side, som virkelig gjorde at frimærket kunne monteres sikkert på konvolutten! Kom ikke og sig Det Danske Postvæsen ikke har udviklet sig i de sidste 400 år!

Næste udfordring var at finde en postkasse. Jeg cykler jo igennem København hver dag for at komme på arbejde, så jeg tænkte jeg bare kunne stoppe ved den første og bedste postkasse. Men det skulle dog ikke være så nemt. Jeg kørte med brevet et par ture fra hjem til arbejde, og måtte sande at den eneste postkasse jeg mødte på min tur var ved Marmorkirken.

Men det er er da bestemt også et smukt sted at aflevere det sidste brev i mit liv.

Det blev den venstre postkasse der blev velsignet med mit brev.

Kassen lød faktisk tom da jeg dumpede det ned. Mon mit brev var det eneste? Det var torsdag d. 11. december jeg kastede det ned, og jeg kunne se at postkassen havde tømmedag dagen efter, så det var så fint det hele.

Tirsdagen efter da jeg igen kom cyklende forbi Marmorkirken fik jeg kigget mod postkasserne. Og de var væk! Pist væk!

Jeg blev en smule nervøs. Jeg havde ikke regnet med at PostNord så tidligt ville tage alle postkasser væk, det er jo først til årsskiftet de stopper med omdelingen. Så jeg må da sige jeg gik og var lidt spændt på om Lisbeth rent faktisk ville modtage brevet. Men jeg havde også en tiltro til at Det Danske Postvæsen ikke bare slutter 400 års omdeling med at køre samtlige brevet til småt brandbart.

8 dage efter fandt Lisbeth brevet i vores postkasse 🙂 Med stempel og hele molevitten.

Og hvordan skal jeg så slutte dette blogindlæg? Det er endegyldigt slut med de fine røde postkasser. Måske jeg bare skal slutte af på samme måde som jeg sluttede brevet af til Lisbeth:

Men ja, dette bliver det sidste brev jeg skriver med Det Danske Postvæsen som omdeler, og det bliver også det sidste brev du modtager fra mig. Men så er det jo godt vi kan kommunikere på så mange andre kanaler. Og hvem ved hvilke spændende nye muligheder der kommer i fremtiden?

Kærester til jul

I starten af december i år (2025), var jeg på vej ind for at hente min mindste datter i SFO. Jeg gik og nynnede nogle forskellige melodier i hovedet og pludselig kom sætningen: “Vi blev kærester til jul, vi blev kærester til jul”, med melodi og det hele. Jeg var med det samme nødt til at gribe telefonen og lave en hurtig optagelse af linjerne.

Igennem flere dage havde jeg melodien på hovedet. Det var helt tydeligt at det jeg havde fået i hovedet, nok skulle være omkvædet. Jeg havde faktisk overhovedet ikke behøvet at lave den lille optagelse med min telefon, for jeg glemte den ikke. Jeg nynnede den over alt. På min cykel, i bilen og i køen i Netto 🙂 Det er faktisk ret sjældent jeg finder på en melodi jeg på den måde bare kan huske fra start.

Der kom ret hurtigt en melodi til versene, og jeg kunne begynde at fornemme en form i sangen. Men altså datoen sagde d. 15. december og jeg ville jo ikke have en jordisk chance for at nå at lave en produktion jeg kunne publicere inden jul. Derfor tog jeg beslutningen, at jeg ville fremføre den med guitarakkompagnement på mit lørdagsstream på Twitch d. 20. december.

Sangen er en lille naiv historie om en dreng og en pige som møder hinanden ved et bus-stoppested, og så bliver de kærester til jul 🙂 Første vers er drengens, og andet vers er pigens, de mødes så i omkvædet og C-stykket. Og derfor var jeg jo selvfølgelig også nødt til at få min hustru Lisbeth med på vokal.

Jeg fik optaget vores lille Twitch-fremførsel. Lisbeths stemme var desværre ikke på toppen pga lidt forkølelse, men altså det var da bestemt mega hyggeligt. Og sangen kan altså et eller andet, synes jeg. Men bedøm selv!

Kan du have en fantastisk jul og et godt nytår.

HEJ MARTIN HANS JENSEN

Her i starten af december udkom et nyt nummer fra Hej Matematik. Det hedder “Soundtracket til vores ungdom”. Det er et skønt lille nummer, hvor teksten er bygget op at titler på store sange i 80’erne og 90’erne.

Det er en super sjov ide at benytte titler fra store sange fra de gode gamle årtier…men den ide fik jeg altså først 😉 Ta’ en lytter til min sang fra 2023:

Om Hej Matematik så har ladet sig inspirere af min sang, eller simpelthen bare har fået samme geniale ide, gør egentlig ikke mig så meget, så længe begge sange har deres egen lille unikke originalitet. Og jeg føler bestemt ikke de har stjålet min ide. Jeg synes der er plads til dem begge 🙂

Her er min tekst, og jeg tror mindst der er 10 gengangere imellem min og Hej Matematiks sang. Det er da sjovt 🙂

You’re the sunshine, Blinded by the light now
Jeg tar’ solbriller på
Thank got it’s friday så det endelig weekend
Kom tilbage nu på floor
Show me love eller bar’ Sig Du ka’ li’ mig
Ompa til du dør
Shake the Jukebox Dance the night away NOW
Played a’live og skør

Dub-i-dub yes Roses are red
Kvinde min Vi maler byen rød
C’est la vie Hvor end jeg går hen
Tænder på et kys så blir jeg Glad igen

Vi var en gang så tæt en Ridder Lykke
Jeg var Sytten nul dut
Don’t let me down lille frøken himmelblå now Im
back for good
Everytime we touch Tæt på ækvator
It’s a kiss from a rose
Confide in me Inderst inde Sui Sui
Du er Everything glows

Dub-i-dub yes roses are red
Kvinde min Vi maler byen rød
C’est la vie Hvor end jeg går hen
Tænder på et kys så blir jeg glad igen

Bob bob bob

Sjit, der må have været mange lærere i starten af 90’erne, der var tæt på at gå amok på os unger, når vi til hver eneste sætning sagde ‘Bob bob bob’ som Benny i The Julekalender.

Vi har helt sikkert gjort det mindst six–seven gange i timen 😉

Jeg fik et kompliment…

Fra tid til anden lader jeg pigerne finde deres neglelak frem og give mine hænder den store tur. Det er vildt hyggeligt og meget kreativt. Jeg er altid imponeret over hvad de kan præstere på mine ellers korte og bestemt ikke flotte negle 🙂 Jeg tager aldrig neglelakken af med det samme. Det er jo pænt! Og jeg har set Simon Kvamm gå med neglelak, og så kan jeg også! På min arbejdsplads er der altid meget delte meninger når jeg møder op med neglelak på 😉 Men det skal da ikke afholde mig fra at at have det på på arbejde 🙂

I forgårs fik pigerne en hånd hver, og de slap endnu en gang kreativiteten løs. Mine negle blev meget flotte, hvis jeg selv skal sige det.

Men i går havde jeg en sjov oplevelse i JYSK. Jeg stod i kassen og langede varerne over til den yngre kvindelige ekspedient. Jeg havde selvfølgelig glemt alt om min neglelak, og pludselig ud af det blå kigger ekspedienten på mig og siger “Ehj, sikke nogle flotte negle”. Jeg bliver helt paf og kigger ned på mine negle, og får så frembragt et “Tak”. Jeg sagde ikke mere. Jeg nåede faktisk at overveje om jeg skulle komme med alle mulighede undskyldninger som fx “ja, pigerne skal jo have lov til lege lidt”, eller hvad jeg nu kunne finde på. Men jeg tvang mig selv til bare at lade den stå. Jeg fik et kompliment for mine negle, og jeg tog imod. Det var vildt mærkeligt, men jeg gik da alligevel ud af butikken med et smil på læben. Jeg har aldrig fået et kompliment for noget som helst i det offentlige rum, af en person jeg ikke kender. Det er jo i sig selv tankevækkende, og ved ikke om det siger mest om mig eller mine medmennesker…måske mest om mig 😉 Men under alle omstændigheder så har jeg nu prøvet det, og det var da egentlig meget rart. Måske vi skulle forsøge at være bedre til det – altså at give hinanden komplimenter, også til mennesker vi ikke kender.

Men jeg tænker jo så også hvad man i dag kan tillade sig at give komplimenter på? Negle? ja, det virker til at det er meget accepteret at give komplimenter på det. Men hvad med tøj? Ja, det kan man vel også godt. Det tror jeg godt jeg kunne finde på at tvinge mig selv til at gøre. Det er faktisk ret tit, jeg tænker “Sikke en fed skjorte”, men jeg siger det ikke højt til personen. Det burde jeg gøre…

Så bare lige en udfordring til dig som læser med: Forsøg i dag (eller i morgen) at give et kompliment til en fremmed. Og for at undgå uheldige situationer så hold dig til tøj, sko, negle, hår eller makeup 😉

KH
Martin

Det ene vilde forslag efter det andet fra Trumps regering…

Jeg blev kort fanget af nyhedsoverskrift “Vildt forslag: Immigranter skal kæmpe om statsborgerskab” (se screendump nedenfor). Og det lyder jo selvfølgelig fuldstændig crazy og absurd, men sikkert rigtigt at det amerikanske ministerie for indenrigssikkerhed, har skrevet/foreslået noget i denne retning. Det vilde var min egen reaktion! Jeg gad ikke en gang at klikke videre ind til historien. Jeg tænkte “Det er jo bare endnu en historie fra den amerikanske administration”. Denne reaktion skræmte mig, men egentlig er det nok mest af alt et sundhedstegn. Jeg gider ikke længere læse de mange absurde historier og forslag der kommer ud fra Trumps regering. Ingen af dem bliver til noget, og 99 procent af historierne/forslagene har kun det formål at kaste røgslør ud over sager/nyheder som Trump-regeringen ikke har lyst til at tale om.

Så måske kan det være en lille “note to self”. Spring over de mest absurde CAPS LOCK historier, som kommer fra det Hvide Hus for tiden. Eller i hvert fald bare råbe: “Jamen kejseren har jo ikke noget tøj på”.

Mumle blev vraget af Claus Hempler

På mit sidste DJ stream på Twitch spillede jeg en del af numrene fra TV2s nye album “Som om vi ikke har mere at sige”. Men for syv søren hvor er det ikke sandt! Altså at TV2 ikke har mere at sige. Det er et af de bedste danske album jeg har hørt i lang tid, og det er både musik og tekst som er genial. Hvis det er lang tid siden du har hørt et album fra start til slut (hvilket det sikkert er pga den nye måde at streame musik på) så synes jeg du bør overveje om netop dette album fra TV2, ikke skulle være et herligt skridt tilbage til de gode gamle 90’ere, hvor du den dag det længe ventede album udkom skyndte dig at cykle til FONA for at skaffe det, så du kunne smide det på stereoanlægget og høre det fra start til slut.

Nå, men det var egentlig overhovedet ikke TV2s nye album jeg her ville skrive om…eller jo lidt alligevel, for på et af numrene på albummet synger Mumle med. Mumle er en ny dansk ung komponist og sangerinde, som er ret fantastisk. Du kender måske nummeret “Det modsatte”, som bliver skamspillet i radioen. På TV2s album synger hun med på nummeret “Som om”. Det kan du høre her:

Og det var altså dette TV2 nummers skyld at jeg faldt over bladet Ud og Se i toget fra Falster til København i dag. Her var Mumle nemlig på forsiden. I bladet er en mega fed artikel om Mumle, som bygger på et interview en DSB-journalist har lavet med hende. Der kommer mange spændende historier frem om Mumle i artiklen, men en af dem jeg studsede mest over, var en hvor Claus Hempler var hovedperson.

Da Mumle var 8 år sendte hun en sang om mobning ind til MGP. Denne sang var så god at hun kom videre til de forberedende workshops. Men her fik hun en coach som hed “Claus” (nedenstående er et citat fra Ud og Se artiklen).

Jeg ved ikke, hvem han er, men han er vistnok en stor kanon inden for musikbranchen, så jeg finder vel ud af det på et eller andet tidspunkt. De to andre coaches var Szhirley og Yepha, men jeg fik ham der Claus, og han ville lave om på min sang, og så satte jeg mig over i et hjørne og surmulede under hele workshoppen,” husker Mumle, der havde to veninder med som dansere.

8 årige Mumle ville bestemt ikke have at “Claus” skulle lave om på hendes nummer, og da hun strittede sådan imod, så gik det selvfølgelig som forventet og hendes sang gik ikke videre som en af de 10 finalesange – til stor ærgrelse selvfølgelig for Mumle, men bestemt også for hendes to danse-veninder hun havde med. DSB journalisten som interviewer Mumle må fortælle hende at det nok er Claus Hempler der er tale om. Mumle ser et billede af ham, men kender ham ikke. Mumle er jo kun 21 år i dag, og Claus Hempler har jo ikke været det store i vælten siden 90’ernes Filfraz.

Det er altså lidt sjovt at Claus Hempler har vraget Mumle. Og det er altså også ret vildt at en 8 årig er i stand til at sige fra på den måde. Der skal eddermame være ben i næsen for at kunne stå imod en professionel voksen på den måde – nogen vil måske også kalde det lidt “diva-agtigt”, hvilket hun faktisk også selv siger om sig selv i artiklen. Jeg synes under alle omstændigheder at den historie fortæller meget positivt om Mumle. Jeg glæder mig vildt meget til at følge hendes udvikling.

Hvis du ikke er så “heldig” at skulle med et DSB-tog i den kommende tid, så er her et link til artiklen: https://www.udogse.dk/mumle-modsat/

Den universelle stegeregel

Denne stegeregel er måske mest for mænd 😉 Det var i hvert fald i en mande-gruppe, jeg fik ideen til denne lille satiretegning 🙂

God grilsæson til dig! 🙂

Alle de herlige spring i livet

En lille vittighedstegning fra min hånd. Nyd alle dine herlige spring i livet 😉
(Ideen til denne satiretegning fik jeg på kontoret, hvor vi endnu en gang talte om børns mange “fantastiske” spring)

De Røde Postkasser – anno 2025

I 2018 skrev jeg dette blogindlæg Skal de “Røde” postkasser forblive i gadebilledet? hvor jeg debatterede lidt med mig selv om hvorvidt de røde postkasser bliver ved med at hænge i gadebilledet. I det gamle indlæg blev jeg enig med mig selv, om at jeg nok ikke troede de ville blive hængende, og jeg jokede også lidt med at de jo knap nok var røde mere pga graffiti. De graffitimalede postkasser fik jeg heldigvis foreviget i blogindlægget den gang. Jeg stoppede nemlig op ved hver postkasse på min daglige cykeltur igennem København, og knipsede et billede.

I dag 7 år efter er det nu endeligt blevet besluttet at PostNord stopper brevomdeling. Det stopper med udgangen af 2025 – og det var jo hvad man kunne forvente. Men i den anledning havde jeg lyst til at lave et nyt blogindlæg, hvor jeg på min cykeltur ville tage billeder af de samme postkasser, som jeg havde gjort den gang i 2018. Dette skulle vise sig at være en sværere opgave end først antaget. Det var kun muligt for mig at finde én af de postkasser jeg den gang havde taget billeder af. Alle andre var pillet ned! Jamen var det ikke først ved udgangen af 2025 PostNord ville stoppe omdelingen?!

Nedenfor er den ene postkasse jeg kunne finde. “Graffitikunstnerne” har da ikke holdt fri i de 5 år 😉

Der er er helt sikkert ikke er mange postkasser tilbage i København. Og jeg ved ikke hvornår de er taget ned, men jeg tænker det er sket løbende de sidste 4-5 år, og jeg har intet brok hørt i medierne eller i min omgangskreds. Så når vi kommer til årets udgang og den sidste postkasse tages ned fra væggen og sendes til skrotmand Per, ja, så er en logistisk æra nok slut, men vi opdager det sikkert ikke en gang 😉

Og så det sidste spørgsmål…

Okay, hvis du fik at vide, du havde et brev tilbage at sende
Hva’ ville du så gøre?
Hvem vil’ du send’ det til?
Jeg tror, jeg ville
Hæve lidt penge på min firmakonto
Løbe ned og køb den konvolut, jeg altid havde tænkt på
Vink’, når jeg så min nabo, ved sin postkas’
Yo, kassen er rød og er i helt ny allu
Jeg ville skriv’ et brev til den pige, jeg elsker, en hel side
Køre ud mod vandet og ikk’ ta’ noget for givet
Jeg ville skaffe lidt porto på gammeldags maner
Fortælle kioskejeren, at han har gjort mig til den, jeg er
Kig’ mig i bakspejlet og sige, “Hey det’ brev er godt nok”
Skrive til og fra og slikke konvolutten op

Et brev tilbage
Skriv mens du gør det, elsk mens du tør det
Et brev tilbage
Skriv mens du gør det, elsk mens du tør det
Et brev tilbage…