Verdens bedste far!

Denne video deles for tiden på de sociale medier, og der bliver grinet hånligt af denne far, som overhovedet ikke har styr på fx sine fire børns fødseldage. Undervejs i videoen bliver moderen klippet ind, og hun svarer uden problemer på spørgsmål som fx hvad hedder pigernes læge, deres fødselsdage, etc. Videoen stopper med at “Worlds Best” bliver streget ud – implicit han er verdens værste far.

Jeg bliver altså en smule provokeret. Den her far, er VERDENS BEDSTE FAR for sine piger. Han elsker dem mindst lige så meget som moderen.

Det handler i bund og grund om at han bare har styr på sine prioriteringer! Han har forlængst gennemskuet at hustruen (moderen) har helt styr på den del af familielivet, så derfor behøver han ikke at bryde sin hjerne med det. Men prøv i stedet at spørge ham:

  • Hvad bruger familien af strøm om året?
  • Hvornår skal bilen til service?
  • Hvilke NFL hold holder pigerne med?
  • Hvilket teleselskab har pigerne – og hvad taler de ca for om måneden?
  • Hvor gammel er familiens plæneklipper?
  • Hvilken watt bruger deres spots i køkkenet?
  • etc, etc

Det er jo præcist sådan det skal være. De to sammen er det perfekt match. Moderen er en halvbue. Faderen er en halvbue. Til sammen danner de en smuk cirkel, som deres børn kan have en fantastisk opvækst i.

KH
Martin 🙂

Rottehaler – Når far sætter hår

Jeg har aldrig været den store kreatør, når det kom til håropsætning, men efter et “Daddy&Daughter frisør-kursus”, jeg deltog i sammen med min ældste datter (I frisørsalonen JustHair), har jeg fået udvidet mit frisure-repertoire en lille smule.

I morges havde jeg en sjælden gang mulighed for at sætte pigernes hår, og en af de frisurer jeg bl.a. fik undervisning i på kurset, var rottehaler 😉 Min hustru er ikke så vild med med rottehaler, og derfor har det kun yderst sjældent været en frisure, pigerne har haft i det offentlige 😉 Men i dag gik min ældste pige, Amanda, altså ud af døren med de to fine haler…(den mindste var desværre feberramt, så hun kom ingen steder).

Da jeg hentede Amanda fra børnehaven i eftermiddags, havde vi denne dialog på vejen hjem:

Mig: Var der nogen der sagde noget til din frisure?

Amanda: Ja, pigerne!

Mig: Hvad sagde de?

Amanda: De sagde mit hår var fint, og de spurgte om det var min far eller mor som havde sat det.

Mig: Hvad sagde du så?

Amanda: Ja, jeg sagde jo det var dig

Mig: Hvad sagde de så?

Amanda: de sagde WAUW!

🙂

Når mor og far skal få en splint ud af barnets finger…

Jeg kom tilfældigvis forbi Line Kjeldsens instagramprofil, og fandt nedenstående tegning, som bare er så “spot on”. Denne splint-situation har vi stået i flere gange, og jeg kan nærmest høre os, have præcis den skrige-dialog som far, mor og barn har på tegningen 🙂 Der er ikke noget bedre end når ens hverdags-forældre-opgaver, bare bliver illustreret på fineste vis. Jeg skrev til Line og spurgte om jeg ikke måtte vise hendes tegning på min blog. Det måtte jeg heldigvis gerne 🙂

PS. Find mere fra Line Kjeldsen

Jeg tror simpelthen jeg bliver nødt til at skrive denne historie til Line Kjeldsen – i håb om at hun vil illustrere den:

Du er med dine børn hjemme hos bedsteforældrene. Klokken er 19.30, og I er så småt på vej hjem, så det passer med at børnene kan sove i bilen. Du har lige børstet tænderne på børnene, og er ved at pakke bilen. Du kommer ind i stuen for at fortælle ungerne, at de skal begynde, at bevæge sig ud i bilen, og opdager så bedstemor lige har givet dem en stor is…åhhh crap, vi rykker da bare lige tilbage til start 😉

KH
Martin

Hvor får du tid og energi fra?

Jeg har jo altid gang i en masse mere eller mindre underlige projekter, og rigtig ofte får jeg spørgsmålet: “Hvor får du som familiefar al den tid og energi til at lave de ting du gør?” Og det er altså ikke bare et par stykker som har spurgt mig, nej, det er rigtig mange forskellige mennesker. Jeg svarer jo altid folk som det lige falder mig ind, men på cyklen på vej til arbejde her til morgen, tænkte jeg lidt dybere over hvad det egentlig er der gør, at jeg har tid, energi og lyst til at lave de ting jeg gør (gerne centreret om min blog).

For det første er det fordi jeg har lysten til at skabe. Jeg får simpelthen energi af at levere et produkt – hvad enten det er et blogindlæg, en ny sang eller noget helt tredje. Så sagt med et glimt i øjet: jo mere jeg leverer jo mere energi får jeg 🙂 Men jeg drives særligt af at arbejde med noget helt nyt, som jeg aldrig har prøvet før, og det er derfor jeg laver så mange forskellige ting.

For det andet, så handler det selvfølgelig om at have tiden til det. Jeg har et job, hvor jeg er så heldig at jeg kan cykle på arbejde. Rigtig mange af mine mærkelige ideer bliver udtænkt på min cykel igennem København. Når jeg så hopper af cyklen laver jeg et par hurtige stikord, og så skriver blogindlægget (hvis der er tale om et blogindlæg), nærmest sig selv, når jeg får tid om aftenen. Det er fx sådan dette indlæg er kommet til verden. Mit job er også fleksibelt, så jeg kan møde tidligt og kan derfor hente Amanda forholdsvist tidligt. Hermed kan jeg næsten altid have nogle gode eftermiddagstimer med familien og madlavning. Som regel begynder jeg at arbejde på mine projekter om aftenen, når børnene sover. Dette bringer mig videre til “energien”…

For det tredje skal jeg have energien til det, og på cyklen gik det op for mig at en ufattelig vigtig årsag til at jeg har energien til det, er, at jeg er blevet velsignet med børn som rent faktisk sover! Mine to piger kommer som regel i seng senest kl 20, og sover så igennem til kl 6 om morgenen (dog fra tid til anden med lidt host og hjælp med at finde sut). Det betyder at jeg kun yderst sjældent får under 5 timers søvn – selvom jeg først kommer i seng ved midnat (som ofte sker). Og sådan har det altid været, selvfølgelig med undtagelse af de allerførste spædbarnsuger. Jeg fungerer ikke hvis ikke jeg får sovet, og sådan har de fleste mennesker det jo. Men det gik op for mig på cyklen at I helt sikkert ikke have hørt så meget fra mig de sidste 4 år, hvis jeg havde haft børn som ikke sov igennem. Ja, jeg bruger ordet velsignelse, og det synes jeg faktisk det er. Og når der så trisser en frisk fire årig Amanda op af trappen til vores soveværelse, kl 6.00, og møder os med et kæmpe smil på læben, og den 8 måneder Andrea rejser sig op i sin tremmeseng og starter sine “gryntelyde”, så kan man da kun få energi til dagens opgaver og “gode” ideer 🙂

KH
Martin

A Long Time Ago in a Galaxy Far Far Away

Det er sgu meget sjovt det google har fundet på her.

Prøv at søg på dette i Google: A Long Time Ago in a Galaxy Far Far Away 🙂

Hvornår kan en baby sige far?

Ja min baby kan nu, og hun er 8 måneder 🙂
Om hun så helt ved hvad det betyder er så lidt mere usikkert, men hun siger det!