Enhedslistens rotationsprincip

I dag er nyheden breaket om at Pernille Skipper stopper som Enhedslistens politiske ordfører. At være politisk ordfører i enhedslisten er at sidestille med det andre partier kalder “formand”. Det er altså den politiske ordfører i Enhedslisten, der sætter linjen i partiet.

Pernille stopper fordi Enhedslisten har et rotationsprincip, som betyder man ikke må genopstille til folketinget, hvis man har siddet 7 år på Christiansborg. Jeg stemmer ikke, som udgangspunkt, på enhedslisten men dette princip har jeg været “forelsket” i i mange år. Jeg tænker mange af de udfordringer der er ved vores demokrati, som jeg beskriver i dette blogindlæg, ville kunne løses, hvis samtlige partier indførte dette princip. “Politikerleden” ville falde betragteligt, og fornemmelsen af at vores politikere lever inde på borgen, i deres egen boble, uden nogen kontakt med virkeligheden, ville vi også kunne komme til livs. Men det vigtigste argument for at indføre rotationsprincippet er, som jeg ser det, at formændene/folketingspolitikerne ikke vil have helt så meget fokus på at mele deres egen politiske kage på bedste vis, men i langt højere grad have fokus på at kæmpe for egne grundholdninger og værdier. Og hvorfor tænker jeg det vil være sådan? Jo, det vil det fordi politikerne i princippet så ikke vil have så meget at miste. De ved godt at de ryger ud af folketinget efter nogle år, og derfor tror jeg det vil være nemmere at holde fast i sine grundholdninger, selvom det måske ikke er en optimal holdning i forhold til en politiske liv. Jeg har ikke tal på hvor ofte jeg har hørt om (og kan fornemme) politikere som går på kompromis med egne værdier, for at sikre sig det rette ordførerskab eller post/position i partiet.

@Enhedslisten: Hold nu fast i dette princip! Jeg ved der har været kræfter i partiet som på jeres årsmøder, har forsøgt at ændre det (Godt Enhedslisten har et stærkt bagland, som holder fast).

@AlleAndrePartier: Kig lige lidt over egen næsetip, og overvej om ikke dette rotationsprincip var noget der kunne indføres generelt. Jeg er overbevist om det vil gøre vores demokrati langt bedre.

Makrelmad eller Flæskesteg?!

Vi skulle egentlig have haft makrelmadder til aften, men så så jeg lige en flæskesteg i mit køleskab. Der er altså ikke noget bedre end dansk flæskesteg, og så på en mandag. Og når nu vi taler om flæskesteg, så kommer jeg ofte til at tænke politik når jeg ser en lækker flæskesteg… Jeg håber snart Mette og co. åbner landet lidt mere op! 😉

KH
Martin

Jeg hader indsamlingsshows!

Ja, det er måske en lidt voldsom overskrift. Og den hurtige vil så møde mit udråb med: Jamen så lad dog være med at se det! Og tro mig, det forsøger jeg også at undgå 🙂 Jeg kan simpelthen ikke lade være med at blive så provokeret når jeg ser det.

Ofte er det et fattigt land eller område der bliver samlet ind til, og vi kan så klappe hinanden på skulderen over at vi samler 70 millioner kr ind til dem. Vi får købt aflad! Vi sender lidt brødkrummer ned til et enormt land, men vi kunne aldrig finde på at afskrive deres enorme gæld. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor det er, at de er så fattige, og vi er så rige… Vi stiller ikke de svære spørgsmål, men kaster lidt krummer ned til dem.

Og nu bliver jeg måske lidt kontroversiel: Min tese er at den tv-kanal der sender showet egentlig er ret ligeglade med det fattige land. De er kun interesseret i en ting, og det er seertal. Seertallet skal bare være så højt som muligt, og så er de egentlig ligeglade med om de skal vise nøgne mennesker som slås i et lille lukket rum, eller om Hilda Heick snakker med med lille Anthon, som har smadret sin sparegris for at kunne sende 49 kr ind til showet.

Nå, nu kom det ud. Jeg forsøger at gøre godt, hvor jeg kan, men kigger altså mod vores politikere, når det handler om verdens fattige lande. Hvis vi skal ændre noget som helst, vil det kræve international politisk knofedt, og ikke indsamlingsshows i bedste sendetid.

Lodtræknings-demokratiet…..

Nu skriver jeg lige et ord. Et ord du helt sikkert kender. Er du klar?…
DEMOKRATI
Hvad tænker du om demokratiet i Danmark? Fungerer vores demokrati lige som det skal, eller har du følelsen af, at der er noget, der ikke er, helt, som det skal være?

Man kan nok ikke dømme demokratiet i Danmark for dødt, men det er helt sikkert, at vi står med mange udfordringer med vores nuværende folkestyre:

  • Færre og færre mennesker er politisk aktive i et parti. I 60’erne var hver fjerede medlem af et parti, i dag er det blot 4%.
  • Når der laves målinger på hvor stor troværdighed vi har overfor forskellige faggrupper, så ligger politikerne helt i bund – dvs dem vi har sat til at styre landet, er dem vi stoler MINDST på.
  • Politikerleden bliver større og større – nok meget pga det som mange kalder for levebrødspolitikere.
  • I folketing er 63 procent akademikere eller studerende ved en akademiske uddannelse.  Dvs 112 af de 179 medlemmer i Folketinget er (eller ved at blive) akademikere – og de fleste af akademikerne har den samme uddannelse: cand.polit eller cand.jur. Dette er bestemt ikke repræsentativt for den danske befolkning, hvor kun 14 procent er akademikere eller studerene på en akademisk uddannelse.
  • Der er færre og færre folketingspolitikere som tør at udtale sig til medierne om egne holdninger og synspunkter, før det lige har været oppe vende i partietoppen. Topstyrringen lever i bedste velgående.

Jeg har også en historie fra min egen tid i politik, som jeg ofte har tænkt over. Jeg var har været medlem af venstre i rigtig mange år af mit liv (i 2014 trak jeg dog stikket og meldte mig ud), og I årene fra 2011 til 14 var jeg meget aktiv. I den anledning havde jeg meget kontakt med MF’er Martin Geertsen. Jeg var glad for Martin, og synes han havde nogle gode og positive holdninger og meninger. Pludselig en dag, hvor han skulle holde en af sine taler for den lokale venstreforening, handlede talen kun om indvandring. Han havde aldrig nævnt indvandring med et ord i sine forrige taler, og pludselig var det det helt store emne, og holdningen og attituden var hård og forholdsvist konfronterende. En hård linje jeg overhovedet ikke kunne få til at stemme overens med Martin Geertsens grundværdier. Der var sket det at Martin pludselig havde måtte overtage integrationsordførerskabet fra Inger Støjberg, som skulle være politisk ordfører. Jeg skal ikke kunne sige om Martin Geertsen virkelig dybt inde i sit hjerte var enig i de integrationsholdninger han ytrede, men det føltes så påtaget, og jeg må sige at jeg den dag følte jeg mistede en stor del af min politiske uskyld, og der gik virkelig noget op for mig den dag: hvis du vil til tops i politik, og i et parti, så skal du være i stand til at ligge bånd på egne holdninger og værdier – ja, måske endda købe ind på noget du i dit grundsyn har svært ved at forlig dig med. 

Men hvad skal vi gøre? Skal vi bare lade stå til, og blive ved med at sige til os selv, at vi jo bare kan stemme nogen nye ind i folketinget, hvis vi er utilfredse med “lugten i bageriet”? Jeg er desværre ved at blive overbevist om, at vi desværre nok ikke kan lave de helt store ændringer ved vores almindelige folketingsvalg. Vi kan ikke skifte hele flokken ud, for det er jo trods alt partierne selv, som bestemmer hvem der skal stilles op til folketingsvalget. Og hvad er så problemet ved dette? Jo problemet ved dette er, at det netop kun 4% af den danske befolkning som er medlem af et parti. Det er altså disse 4% som bestemmer hvem der skal stilles op. Vi er havnet i en ond spiral, for i takt med at politikerleden stiger, og færre og færre kan identificere sig med de politikere vi har, vil de 4% støt og roligt falde til 3%, og så til 2%, og pludselige så er det 1% af den danske befolkning, der bestemmer hvem der skal have mulighed for at komme i Folketinget.

Men hvad kan man gøre ved det?

Man kan helt sikkert lave en masse justeringer og tiltag, som kan løse nogle af udfordringer, men måske skal der et mere revolutionerende tiltag til, før demokratiet kan komme helt ud af denne onde spiral.

I P1 programmet “Farvel til de folkevalgte” forklarer historiker og forfatter Asser Amdisen, at han langt hellere vil trække lod, end det politiske system vi har idag. Jeg har jo før hørt denne teori, og også selv tænkt den flere gange. Men er det en absurd tanke? Vil det overhovedet kunne lade sig gøre? Og vil det give mening? Et mere direkte demokrati, og altså væk fra det repræsentative demokrati, som vi har i dag…

Amdisen forklarer, at den optimale løsning ville være at samtlige danskere stemmer på alt. Problemet er dog, at der er mange som ikke vil have den fornødne tid til at skulle sætte sig ind i de enorme komplekse sager, og derfor er det måske bedre det er et antal borgere som dedikerer sig til det. Og udvælgelsen af disse dedikerede mennesker kunne fint ske via lodtrækning, for hermed vil vi få et statistisk bredt udsnit af den danske befolkning, og der skal være plads til alle, for som Amdisen siger: “alle borgere er ligeværdige – den ene er ikke bedre end den anden”. Amdisen foreslår at der blive udtrukket 499 mennesker, tilfældigt via folkeregisteret, som skal bestride det politiske job i et antal år (fx 3, 4, eller 5 år). 

Er denne ide fuldstændig vanvittig, eller er den ikke helt så dum? Jeg er selv i tvivl, men jeg er bestemt nysgerrig på konceptet. Lad mig prøve at grave et spadestik dybere.

Hvordan ville lodtrækningen skulle fungere?

De gamle grækere, trak faktisk, for 2500 år siden, lod om hvem der skulle bestemme. Der blev arrangeret kæmpe folkemøder (5000 mennesker blev samlet) hvor ting blev besluttet, og disse folkemøder blev arrangeret af “femhundredemandsrådet“, som netop blev fundet ved lodtrækning og sad et år ad gangen.

Hvis sådan et lodtrækningssystem bliver indført i Danmark, vil der selvfølgelig også blive udtrukket tosser, psykopater, etc, men marioteten af de tilfældigt udtrukne, ville være retskafne “almindelige” mennesker.

Tallet 499, er ikke noget specielt tal for Amdissen. Det er blot et tal. Det kunne godt være 399 eller 599, det vigtigste er dog at det er et ullige tal, og det er stort nok. 100 personer ville fx ikke være nok.

Helt grundlægende skulle man bevidstgøre befolkningen om at vi er sammen om det….” det er ikke dem og os, der er kun et os”.

vi ville jo så miste vores allesammens valgdag – demokratiets festdag?!

I radioprogrammet, “Farvel til de folkevalgte”, foreslår de at den nye “fest” er udvælgelsesdagen, og med et glimt i øjet forklarer de hvordan man kunne live-transmittere mediebegivenheden, hvor alle sidder og venter spændt på om deres navn “kommer op af hatten”. Det lyder da bestemt også som en fest for mig 🙂

Men skal de udtrukne have løn/Betaling?

Asser nævner ikke noget beløb, han siger blot at det skal være en god løn…men her ser jeg en udfordring, der kan ende med at smadre konceptet. Jeg er enig med Asser i at det skal være en god løn. Men hvad er en god løn? 400.000 om året? eller en million? Det er jo nærmest umuligt at sige, for 400.000 kan jo være en ufattelig høj løn for mange mennesker, men for andre er det en ufattelig lille løn. Det kommer jo helt an på hvilken situation man kommer fra. Hvis man er direktør fra Hellerup, og har bosat sig med sin familie i en villa til 8.000.000 kr, så kan man ikke overleve uden at skulle gå fra hus og hjem med en årsløn på 400.000 kr. Hvis “lodtrækninsdemokratiet” skal føres ud i livet, skal der findes en god løsning på denne udfrodring.

Hvad nu hvis de udvalgte ikke vil?

Det er jo et mega interessant spørgsmål. Jeg er selv meget i tvivl om dette. I radioprogrammet er Asser ret firkanten omkring dette. Det er en borgerpligt, “man skal ikke kunne være demokratinægter”. Hvis du kan være en del af samfundet, så kan/skal du også give noget til fællesskabet. Du skal ikke kunne sige nej. Måske du ikke synes det er sjovt, men sådan er livet. Som jeg ser det vil det være yderst vigtigt at man ikke føler ens liv bliver vendt fuldstændig på hovedet, hvis man er så heldig/uheldig at blive udtrukket. Man skal fx ikke være nødt til at flytte til København. Der skal så være små “politiske huse” rundt om i landet, hvor man kan møde ind og mødes med andre “folkeudtrukne”.

Vil der så ikke bare blive skabt Partier blandt de 499 udtrukne?

Jeg tænker det er vigtigt at dette demokratiske setup bliver helt uden partier. Det skal jo netop ikke være partiets linje man skal følge i de valg man tager, men 100% egne holdninger, værdier og overbevisninger.  Selvfølgelig vil der dannes grupperinger, det er uundgåeligt, men det skal ikke være noget centralt styret.

Skal der være embedsmænd?

Jeg tænker, der selvfølgelig ville skulle være embedsmænd  i dette “lodtrækningsdemokrati”. De vil om muligt være endnu vigtigere, end i det repræsentative demokrati, fordi der jo unægteligt vil komme mennesker ind som intet kender til politik, og de mange forskellige sager de pludselig kommer til at skulle tage stilling til. Embedsmændene kan også være med til at skabe en kontinuitet, når alle skiftes ud efter et antal år. Men disse embedsmænd, er rent faktisk også min største bekymring. For vil det bare være dem som kommer til at tage magten? Ville disse embedsmænd manipulere de udtrukne borgere, og vil embedsmændene kunne “købes” af pengestærke bagmænd? For at undgå disse problematiske scenarier, vil der nok også skulle opstilles en række spilleregler for embedsmændene. Måske man som embedsmand kun skal kunne varetage jobbet i X antal år, og så efterfølgende bliver skiftet ud. Eller en form for rotationsordning, hvor embedsmændene fra år til år skifter politisk område.

Kom du helt herned? Så kan du også lige tage det sidste afsnit med. Måske det er dig der redder demokratiet 😉

Puha…jeg bliver faktisk helt træt når jeg beskriver dette politiske koncept. Ikke fordi jeg føler det er en fuldstændigt absurd ide. Jeg tænker faktisk det kan give god mening, og det kunne bestemt godt være en interessant vej at gå for vores demokrati. Nej jeg bliver træt, fordi det godt nok virker som en stor mundfuld. Der skal virkelig tages mange, og store, beslutninger før dette vil kunne blive en realitet – og man vil “edderkodylmne” møde modstand på sin vej. Hvem har energien, modet og tiden til at gå ind i sådan en kamp? Måske vil den rigtige tilgang faktisk være at bruge det repræsentative demokrati mod sig selv! Hvis man virkelig vil “lodtrækningsdemokratiet”, så kunne en vej at gå, være, at oprette et nyt parti. Et nyt parti som kun har en mærkesag: “Et nyt demokrati i Danmark”, og ja, måske skal navnet på partiet bare være “Nyt Demokrati” 🙂 Dette nye parti kunne stille og roligt skabe et fundament, og forhåbentligt blive stort nok til, at der på et tidspunkt bliver lyttet. Men igen…puha… 😉  

Er du blevet Corona-paranoid?

Sjit nogle corona-uger vi alle har været igennem. Man er jo blevet paranoid af hele situationen. Men der er virkelig også blevet talt meget om den forfærdelige Covid19. I går var jeg ude og gå en lille tur med mine piger ved Københavns Rådhusplads. Jeg tror jeg nåede at sprittede deres (og mine egne) hænder af 5 gange inden vi kom tilbage i “sikkerhed” i vores egen bil 😜 Jeg tror beslutningen om at lukke Danmark ned, som blev taget for fire uger siden, var god. Og jeg tror også at en langsom genåbning, som finder sted nu, er det rigtige at gøre, men jeg tror måske vi er mange som lige skal begynde at slappe lidt mere af igen. Ikke at vi i den kommende påskeferie skal rulle os nøgne i en kluddermor med alle de folk vi møder. Men bare sån’ slappe lidt mere af med det hele. Vi skal selvfølgelig stadigvæk tænke os om. Og vi skal passe særlig på vores gamle og dem der er i risikogruppen. Men Covid19 er meget LIDT dødelig. Der har været mange tal og procenter fremme om dødeligheden, men nu er der endelig kommet nogle danske tal på banen. Dødeligheden er 1,6 promille (læs evt denne artikel fra DR). Og det er endda nok højt sat, da det kun er bloddonorer der danner det empiriske grundlag. Lad os have det tal med os, når vi fremadrettet taler om Covid19.

I må alle have en fantastisk påske.

Netop ankommet til USA

Jeg ankom sent i går aftes til Orlando. Dansk tid: midnat, Orlando tid: 6 am. Og efter at have lejet bil og fundet frem til hotellet, kunne jeg falde om på mit hotelværelse 11 am. Jeg har jo været i USA nogen gange før og jeg kender rutinen: Jeg falder hurtigt i søvn, men vågner så et par timer efter, når kl er 6.30 – dansk tid – hvor jeg normalt ville stå op i Danmark. Efterfølgende kan jeg sove on/off ind til ca 4 am. Så nu sidder jeg her i min seng. Klokken 4 om natten, og jeg kan ikke sove mere. Men så er det jo godt at jeg har Fox News på fjernsynet 😉

Særligt reklameblokkene er ret fantastiske!

De første reklamer jeg lagde mærke til var advokatfirmaernes. Det er tydeligt at der nu er kommet nogle nye spændende ting for advokaterne at kaste deres søgsmål efter. Det ene advokatfirma forklarede om de skadelige bivirkninger ved Roudup, og at det er bevist at det er kræftfremkaldene. I reklamen opfordrer de efterfølgende folk med kræft, om at tage kontakt, hvis det på nogen måder kan være Roundup, som er årsagen. Og som de afslutter: ” You Owe Us Nothing Unless We Win For You

Et tilsvarende advokatfirma havde nærmest samme reklame bare med e-cigaretter. Endnu engang bliver de skadelige konsekvenser af brugen af e-cigaretter listet op, og seeren bliver opfordret til at tage kontakt, hvis man har kræft, og har været i kontakt med e-cigaretter.

En anden reklame, som jeg nu har set i tre forskellige blokke, handlede om donationer til fattige jøder og kristne. Jeg vil ikke sige så meget, end bare vise jer det lille klip jeg fik optaget, da jeg netop så reklamen for tredje gang 😉

Og så kan jeg jo slutte, på samme måde som reklamen: Gud velsigner dig, hvis du, kommenterer eller deler dette blogindlæg 🙂

KH
Martin

PS. Og så er der jo det med at man ikke bare skal drille og pege fingre af noget man egentlig ikke ved hvad er. Derfor var jeg virkelig positiv overfor en invitation vi fik til at deltage i en gudstjeneste i kirken “Church og Agape Love”. “Church og Agape Love” er en helt almindelig menighed i USA. Denne slags kirker ligger der i tusindevis af rundt omkring i USA. Det var et helt fantastisk arrangement, og var meget langt fra en almindelig gudstjeneste i Danmark, selvom ceremonierne jo langt hen af vejen er de samme. Den danske folkekirke kan bestemt lære noget af dette. Sjældent har jeg oplevet noget så intimt, livsbekræftende og kærligt, i mit liv. Se en lille video:

Så jeg anerkender og respektere bestemt amerikanernes helt almindelige trossamfund. Det gør virkelig meget godt for mange. Jeg har det bare svært, når der bliver for firkantet, som reklamen på Sky News. Hvorfor skal det være fattige kristne/jøder der skal støttes?! Hvorfor kunne det ikke bare være fattige?

Det Sydkinesiske Hav – skal Havretskonvention overholdes?

Kina er et stort land, det ved vi alle. Og i anledning af Kinas 70 års fødselsdag som republik, har der også været meget tale om hvordan Kina snart vil være verdens stærkeste økonomi. Kinas præsident udtalte på fødselsdagen:

Der findes ingen magt, der kan ryste denne store nations fundament. Ingen magt kan stoppe det kinesiske folk og den kinesiske nation i at marchere fremad.

Hvordan vi præcist skal tolke dette citat kan være svært at sige, men under alle omstændigheder skal Kina nok komme til fylde mere og mere i “Vesten” – både fysisk og mentalt.

I disse dage observerer jeg kurset “Sea Power” på søværnets diplomuddannelse. Normalt bliver jeg ikke fanget helt så meget ind i det fagfaglige indhold, da min opgave primært er at støtte, rådgive og observere på de pædagogiske og teknologiske greb underviseren benytter sig af, men et af temaerne fangede min fulde opmærksomhed. Det handlede om Det Sydkinesiske Hav, og hvordan Kina kontrollerer dette hav med hård hånd. Ja, det hører man jo faktisk også om fra tid til anden i medierne, men jeg havde glemt (og måske heller ikke helt indset) hvor ekstremt højspændt dette område af verden er. Jeg vil lige prøve at kridte banen op:

Det Sydkinesiske Hav er stort. Havet grænser op til Kinas sydkyst, Filippinerne, Vietnam, Malaysia og Brunei.

Ud fra FN’s Havretskonvention, burde landene ca dele havet således i mellem sig:

Men Kina er bestemt ikke enig i Havretskonventionens opdeling. Kina har i stedet opfundet noget de kalder for 9-dash-lines, og her ligger Kina beslag på langt størstedelen af Det Sydkinesiske hav. Kina mener, at de i kraft af historien – helt tilbage fra 1500 tallet – har rettigheder til denne opdeling af havet. Alle andre end Kina synes jo det er Havretskonventionen der burde gælde, men ikke Kina. Og det er her vigtigt at nævne at Kina jo har underskrevet Havretskonventionen, og går ind for den. Havretskonventionen giver god mening for Kina i mange situationer, og på mange lokationer, men altså bare ikke lige i det Sydkinesiske Hav.

På billedet nedenfor kan du se Kinas 9-dash-lines, som markerer hvor Kina mener grænserne går (de 9 røde streger):

Kinas “9-dash-line”. Copyright: BBC/UNCLOS/CIA

Ud over 9-dash-lines, viser ovenstående kort også alle de øer som der er suverænitets-tvister om. Der er god grund til at have krav på disse øer, for man kan etablere maritime baser på øerne, og hermed langt nemmere kontrollere al maritim trafik. Derudover har ø-grupperne og det omkringliggende havbund råstoffer, som gas og olie. Ud over de naturlige øer, har Kina også eskaleret konflikten ved at bygge kunstige øer omkring ø-grupperne.

Men hvordan sikrer Kina suveræniteten over dette enorme hav? Hvad gør de for at holde nabolande på den rigtige side at 9-dash-lines, og/eller sikre sig kinesisk fiskerilovgivning bliver overholdt? Det gør de ved et utal af små “fiskerbåde”. På afstand ligner de helt almindelige fiskerbåde. Men når man kommer i nærkontakt med disse både, så indser man, at de er tungt bevæbnede, og man vil dermed lade sig intimidere og aldrig afvise en eventuel kontrol. I den meget interessante video jeg linker til herunder beskrives disse “fiskerbåde” som “Kinas Maritime Militser”.

Men hvordan kan vi løse denne konflikt? Man kan jo frygte det kun er et spørgsmål om tid, før en kæmpe krise vil bryde ud. Det kunne nemt blive en krise Danmark kunne blive blandet ind i.

Men hvad kan løsningen være? Økonomiske sanktioner mod Kina? Politisk pres? Krig?
Fra tid til anden viser USA “flaget”, ved at sejle store krigsskibe igennem Det Sydkinesiske Hav (Det såkaldte “freedom of navigation exercises” projekt). USA lader ikke deres krigsskibe blive, de sejler blot igennem. Og dette vender Kina hver gang til en sejr: “Se! Selv USA turde ikke at blive i vores territorium”.

Det positive ved situationen – hvis man overhovedet kan sige dette – er at Kina dybest set ikke ønsker en konflikt i dette området, men det ændrer jo ikke på, at det lynhurtigt vil kunne eskalere.

Måske må vi bare acceptere at der ikke er noget at gøre ved det. Vi bør måske bare give Kina lov til at kontrollere hele 9-dash-lines? Måske er det egentlig det vi er igang med?! Men udfordringen ved at lade Kina få deres vilje, er at det kan komme til at skabe præcedens. Vi står PT overfor en ny potentiel sprængfarlig krise, som bogstavelig talt ligger i Danmarks “baghave” – nemlig “diskussionen om Arktis”. Hvis Kina får lov til at se stort på internationale love og aftaler i Det Sydkinesiske hav, hvad skulle så hindre dem i også at gøre det i Arktis?

Og pludselig bliver krisen i De Sydkinesiske Hav meget aktuel for Danmark 🙁

Jeg er som udgangspunkt ikke sortseer, men som jeg ser det, kan dette område af verden skabe gnister til 3. verdenskrig, hvis vi ikke tænker os rigtig godt om.

Vil I have mig tilbage, Venstre? (Læserbrev i Berlingske)

Jer som følger med her på bloggen, ved godt at jeg aldrig har været synderligt begejstret for Lars Løkke. I dag har jeg Dagens brev i Berlingske, hvor jeg fortæller lidt om min tid i Venstre, og hvorfor jeg meldte mig ud. Jeg afslutter med at skitsere mit drømmescenarie for Venstre.

Her kan I læse det:

Berlingske har det også på deres Facebookside:

Teksten jeg sendte til Berlingske:

Lige siden jeg fik stemmeret, har mit kryds været placeret ud for Venstre. I 2010 gik jeg aktivt ind i kampen for Venstre i Tårnby. Jeg sad i bestyrelsen og stillede op som byrådskandidat til KV13.

I bestyrelsen var det ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke var specielt stolt af Venstres formand Lars Løkke. Jeg var dog i stand til at se bort fra det, fordi der var så mange spændende og vigtige lokalpolitiske opgaver. Men til Venstres hovedbestyrelsesmøde i 2014 ramte den famøse dråbe. Alt tegnede til at Lars Løkke nu endelig skulle afsættes som formand – med bilagssagerne som hovedargument – men det lykkedes Lars at holde på magten, ved at buldre med skræmmescenariet: et kampvalg mellem Søren Gade og Kristian Jensen.

Jeg kunne ikke længere arbejde og kæmpe for et parti, hvor jeg i den grad havde mistillid til formanden. Som jeg så det, kæmpede Lars Løkke udelukkende for egen vinding og ikke for Venstres bedste, eller for den sags skyld landets bedste. Derfor meldte jeg mig ud af partiet.

Jeg har i årene efter aldrig fortrudt min udmelding. Nej, jeg er faktisk blevet mere og mere sikker. Lars Løkke hypper stadigvæk sine egne kartofler, og så har Venstre i deres samarbejde med Dansk Folkeparti i årenes løb bevæget sig længere og længere væk fra den positive, liberale og humanitære tilgang, Venstre havde før i tiden.

Jeg har dog altid været overbevist om, hvad der skulle kunne få mig tilbage. Kristian Jensen er simpelthen for vattet. Hvorfor kapitulerede han til gruppemødet i 2014? Kristian Jensen vil aldrig kunne lede partiet tilbage på sporet. Nej, der er – som jeg ser det – kun én person som vil kunne samle Venstre mod en bedre fremtid, og det er Jakob Ellemann-Jensen. Det kan kun gå for langsomt, før Venstre får ham placeret på formandsposten.

Derfor skal Venstres landsmøde til november ikke kun handle om næstformandsposten, men også formandsposten. Både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen må væk fra ledelsen, og Jakob Ellemann-Jensen må sætte det nye hold. Et nyt hold som kan genstarte Venstre.

Martin Hans Jensen,
tidligere medlem af Venstre

Omvendt osmose

Jeg var ude at sejle med en af vores fregatter for en måneds tid siden. Her blev jeg vist rundt på skibet, og et af de spændende områder var selvfølgelig motorrummet, hvor energien til hele skibet blev produceret. Officeren som viste mig rundt kunne forklare hvordan de bl.a brugte denne energi til deres  osmoseanlæg, som omdanner saltvand til drikkevand – såkaldt omvendt osmose. Det vil sige at så længe skibet kan producere energi, så længe kan de udføre omvendt osmose, og hermed skabe uanede mængder af rent drikkevand fra det havvand de jo sejler rundt i.

Jeg har før hørt om hvordan omvendt osmose kan omdanne saltvand til drikkevand, men jeg havde nok ikke indset i hvor stor stil det faktisk, i dag, bliver brugt rundt omkring i verden. Men det er jo egentlig heller ikke noget man taler særlig meget om i medierne. Jeg synes det eneste man hører om, er skrækhistorier om hvordan vi er ved at opbruge vores underjordiske vandreserver, og hvordan den globale opvarmning gør det sværere at skaffe rent drikkevand.

Efter jeg er kommet hjem fra min sejltur med fregatten, har jeg brugt lidt tid på at researche mere på omvendt osmose. Jeg vil starte med at forklare hvordan omvendt osmose virker:

Den store “hemmelighed” bag osmose (og omvendt osmose) er en membran, som vandet, under højt tryk, skal presses igennem. Denne membran er en efterligning af de membraner, der findes i naturen. Jeg har tegnet en lille tegning af processen her:

Det vand man starter med er helt almindelig saltvand, som man presser igennem membranen med et tryk på minimum 28 bar. På den måde får man rent drikkevand på den ene side af membranen, mens man koncentrerer salt og andre molekyler på den anden side. Mange anlæg kører med endnu højere tryk, og denne proces er utrolig energikrævende.

Mellemøsten er storforbrugere af omvendt osmose. Primært Israel, Saudi-Arabien og Irak, men teknikken bruges mange andre steder i verden: USA, Indien, Kina og Algeriet.  55 procent af alt Israels drikkevand stammer fra omvendt osmose – det er ret vildt.

Men hvorfor er omvendt osmose egentlig så interessant?

Rundt omkring i verden findes der byer og områder, som lider voldsomt under vandmangel. Og det er ikke bare de fattige lande som har disse udfordringer. Selv lande som vi ser som velstillede, har områder, hvor ferskvandssøer, floder og grundvand ikke længere kan levere rent drikkevand. Der er selvfølgelig byer som Cape town som igennem flere år har kæmpet mod at ramme “Day Zero”, og mange byer i Australien er også udfordret.  I disse mange byer og områder, kan omvendt osmose være en virkelig god løsning. Men hvorfor er der så ikke forlængst blevet bygget enorme omvendt osmose anlæg, så rent drikkevand er sikret i disse områder?

IT’S ALL ABOUT ENERGY!

Udfordringen med omvendt osmose er – som beskrevet – at det er en energitung proces. Hvis de byer der i dag mangler vand, skal kunne levere “omvendt-osmose-vand” til borgerne, så vil det kræve at der bliver skruet voldsomt op for produktionen af strøm, hvilket er dyrt, både økonomisk, og i klimaregnskabet (da det jo ofte er fossile brændstoffer der er kilden til strømmen). Men hvis man forestillede sig at man havde uendelige mængder af ren energi, ja, så kunne vi også få uendelige mængder af rent drikkevand. For vi kommer jo aldrig til at løbe tør for havvand. Jeg tror faktisk vi er tættere på at kunne skabe denne nødvendige mængde rene energi, end man lige forestiller sig. Jeg tror at verden ser meget anderledes ud om 10-15 år. Der bliver forsket voldsomt meget i sol, vind og andre vedvarende energikilder, og vi får om ganske få år langt bedre måder at håndtere og lagre den energi, som vi får skabt af de rene kilder. Tesla er fx ved at udvikle kæmpe batterierlagre, deres såkaldte Megapack anlæg, som kan levere op til 1,5 megawatt. Og ved at sammenkoble disse megapack anlæg, vil Tesla kunne levere strøm til byer på størrelse med San Francisco. Det er ret vildt, og viser tydeligt hvor hurtigt udviklingen går. Der findes også mere naturlige måder at lagre energien på, fx sten nedgravet i jord, som opvarmes til 600 grader vha vedvarende energi (efterfølgende kan man så “suge” varmen/energien ud igen, når der er behov for det). Og så er der formentlig også helt andre energikilder som vil blive udviklet i en ikke så fjern fremtid. Fx vil vi med helium-3 importeret fra månen, kunne lave ren fusion (i modsætning til den “beskidte” fision, som vores atomkraftværker gør brug af i dag).

Men på den helt korte bane, forstår jeg egentlig ikke hvorfor man ikke allerede nu går i gang i de byer hvor der er problemer?! Fx de Australske byer som lider under vandmangel. Australien har rigelige mængder af både plads og sol, så det er da bare at få opsat det antal solceller som der er behov for, for at kunne transportere vand fra kysten og ind til et stort omvendt osmoseanlæg. Jeg ved godt det sikkert nemmere sagt end gjort (og det vil jo også være enormt dyrt at udvikle et sådan projekt), men tror ærlig talt det blot er en politisk beslutning der skal til – for teknologien er jo tilstede.

En sidste ting som der er værd at nævne er, at omvendt osmose ikke bare udvasker salt, men alt sundhedskadeligt der måtte være i vandet. Og derfor er det selvfølgelig voldsomt interessant i områder med forurenet vand. På samme måde som det fjerner dårlige ting fra vandet, bliver der dog også fjernet gode mineraler, som fx calcium, natrium, magnesium og kalium. Disse skal efterfølgende tilføres via et mineralfilter. Det er dog – som jeg forstår det, ikke en speciel dyr proces.

Så en lille bøn til medierne: Vi løber ALDRIG tør for rent drikkevand, hvis bare vi har energi nok – så ret fokus på hvordan vi skaber ren energi.

PS. Dette blogindlæg må ikke ses som en sovepude for at vi bare kan bruge uhæmmet løs af vores vandresourcer. Nej, jeg synes man skal forsøge at spare på vores drikkevand. Det er også det jeg lærer mine børn. Dette blogindlæg skal mere ses som oplysning til dig som er dybt bekymret for hvad vi gør den dag vi – af den ene eller anden årsag – løber tør. Teknologien giver os heldigvis muligheder i en sådan situation.

Uenige sammen – enige sammen

  1. I dag har jeg deltaget i DRs projekt “uenige sammen“. Da jeg tilmeldte mig, havde jeg nok satset på at skulle sidde overfor en fremmedfjendsk ældre pensionist – eller tilsvarende forskellig fra mig, og det var jo egentlig det der var min motivation for at deltage. Men ikke helt sådan skulle det gå. Jeg blev linket op med en offentlig ansat akademiker. Hun var på min alder alder, og havde to børn som mig 😉 De eneste spørgsmål vi var uenige om, i den lange test vi havde gennemført før vores møde, var:
  • Er det bedre at være dansker i dag end for ti år siden? (jeg havde svaret ja)
  • Skal det koste et gebyr, hvis man udebliver fra en aftale med sin praktiserende læge? (jeg havde svaret ja)
  • Skal der flyttes flere statslige arbejdspladser fra København og ud i landet? (jeg tror jeg havde svaret nej, men det mente hun også at hun havde, så måske jeg har svaret ja :-))

Som I kan læse, er det ikke de mest sprængfarlige temaer vi var uenige om, og vi kom da også lynhurtigt igennem de tre spørgsmål, men fandt til gengæld energi i et par andre temaer:

  • Er vores demokrati godt nok som det er?
  • Hvordan teknologien ændrer den verden vi lever i?
  • Hvordan forholder vi os til klimakrisen

Det var en super hyggelig snak, med gode meningsudvekslinger. Og selvom vi netop ikke var de store modsætninger, så er det da bestemt tydeligt at vi fx ser forskelligt på temaerne miljø og teknologi.

Mange tak til DR, for at sætte rammen for vores møde. Vi benyttede dog ikke DRs faciliteter, men Ismageriet lige ved siden af 🙂

 

Hjørring lukker – V og S takker og bukker

Jeg er i Hjørring i embeds medfør. Her har jeg aldrig været før,og det er faktisk en noget større by end jeg lige havde regnet med. En tur igennem den virkelig flotte gågade var dog en lidt sørgelig oplevelse. Der var rigtig mange ubenyttede tomme butikslokaler 🙁 Et slag på tasken er vel, at 1/5 af butikslokalerne i gågaden stod tomme.

Og så var der alligevel et lille lys i butiksdøden. To driftige politikere, som formentlig har tilknytning til Hjørring, har set muligheder i de mange ledige lokale, og de har sikkert tænkt: “Når man nu har brug for at være ude blandt borgerne i valgkampen, hvorfor så ikke slå sig permanent ned midt på gågaden?! Med de mange ledige lokaler, er lejeprisen sikkert til at betale.” Og pludselig dukker disse to “butikker” op…og endda side om side. Det er sguda godt tænkt! Og i “Socialistbutikken” sad den lokale kandidat endda klar til dialog med Hjørrings borgere 🙂

Rasmus Paludans søskende (bror og søster)

Rasmus Paludan har en bror og en søster. Tine Paludan og Martin Paludan. Hvis du I disse tider, har brug for en indsprøjtning positiv og smuk humanisme, kunne du følge dem på de sociale medier.  Læs mere Rasmus Paludans søskende (bror og søster)