Jeg skriver dette blogindlæg mens jeg sidder mutters alene på mit kontor, og indtager min velfortjente leverpostejmad...så jeg håber ikke der lugter for meget af rødbede og ristede løg, mens du læser ;-)
Jeg har kun sovet 4-5 timer i nat pga en lille Amanda, som mente hun skulle hoste fra fire til seks. Det er altså ikke helt nok søvn for mig, så jeg var sgu lidt mat i sokkerne da jeg klædte mig på og hoppede op på cyklen. Jeg var endda også meget sent på den, så alt var stress og jag. Men alt bliver dog, som regel, lysere når jeg kommer op på cyklen: frisk luft, fremad og dagen bliver bogstavelig talt lysere i takt med jeg cykler ind igennem byen…Men denne cykel-morgen var alligevel lidt anderledes – lidt ud over det sædvanlige. Jeg var jo – som sagt – meget sent på den, og det medførte at jeg kørte ind over Amagerbrogade, Christianshavn og Børsbroen ved 8 tiden, plus/minus. På denne rute hørte jeg i hvert fald tre forskellige kirkeklokker. På Amagerbrogade kimede klokkerne ved Sankt Annæ Kirke, ved Christianshavn hørte jeg Vor Frelsers Kirke og ved Børsbroen slog Holmens kirke slag. Ved Børsbroen hørte jeg faktisk en lang række forskellige kirkeklokker, som jeg dog ikke kunne identificere.
Jeg elsker kirkeklokker. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg betragter – som I jo nok ved – ikke mig selv som kristen, men “kultur-kristen”, så der er bestemt ikke noget religiøst ved min kærlighed til disse klokker. Når jeg hører en kirkeklokke lægger jeg altid mere mærke til mine omgivelser, ja jeg bliver vel egentlig trukket helt ind i den virkelige, analoge verden. Med det mener jeg, at jeg bliver trukket ud af mine tanker (jeg betragter ikke mine tanker som analoge, og det tror jeg vil blive en gængs holdning i fremtiden, men det er et helt andet blogindlæg ;-)). Jeg bliver trukket ud af mine tanker og bliver fokuseret på nuet. Jeg falder dog utrolig hurtigt tilbage i tankerne igen, men kirkeklokkernes rungende klang har sat sig fast, og får mig til at tænke på kærlighed, død, gamle dage og tid. Den klokke jeg hører har måske bimlet præcis på den måde, med den klang, i den frekvens, i over 200 år. Hver gang den har slået slag, har folk kigget op mod klokken, måske fokuseret på nuet som mig, og så tænkt tanker… og tænk hvis kirkeklokker kunne læse tanker? Tænk hvis de kunne tale, et sprog vi kunne forstå? Det kunne være vildt…men vel også en smule syret 😉 Nej, vi må acceptere at vi bare hører “ding! ding! ding!” Det skal dog ikke afholde os fra at analysere hvad vi alligevel hører klokkerne sige. Og du analyserer måske deres “tale” på en hel anden måde end mig…
KH
Martin (og velbekomme, hvis du også sidder med frokosten)
