Private eller personlige indlæg?

Det sidste års tid har jeg en del gange – real world –  fået kommentarer for min aktivitet på nettet (min blog, facebook, etc). Det har ofte være nogen kommentarer som: “Du fortæller da godt nok også om hele dit liv på nettet”, eller “Ja, jeg har jo helt styr på hvad du går og laver”. Jeg bliver hver gang forundret og faktisk en smule provokeret. Tror I virkelig ikke mit liv har mere i sig end det som jeg beskriver på nettet? 🙂

Jeg synes netop ikke jeg beskriver alt. Jeg er meget bevidst om hvad jeg skriver om på min blog (og på Facebook for den sags skyld), og det er yderst sjældent at jeg laver private indlæg. Jer som følger mig, kan formentlig ikke huske et indlæg eller billeder med overskrifter alá: (1)På kærlighedstur med min hustru, (2)Se mig og mine venner til middag herhjemme, (3)Jeg har lige mistet et familiemedlem, (4)Se mine forældre har bryllupsdag, (5)Min datter har smidt bleen.
Vigtigt er det at sige, at jeg ikke hakker på jer som laver de her mere private indlæg på Facebook eller andre steder på nettet. Jeg har bare taget et valg om at jeg gør det meget sjældent. Det nogle af mine venner så bliver forvirrede af – når de alligevel siger at jeg deler alt – er nok at jeg laver mange indlæg, men de er bare ikke private, de er personlige. Og det er en af mine kæpheste: Jeg skriver meget sjældent noget hvor jeg IKKE inddrager min personlighed, og ja, giver noget af mig selv. Det bliver bare meget sjældent privat.

Og hvis jeg så alligevel skal komme med en lille opfordring, så er det at jeg rigtig godt kunne tænke mig flere personlige indlæg i mit Facebookfeed. Brug jeres personlighed! Beskriv hvad I tænker, beskriv jeres holdninger, og fortæl mig om jeres følelser, fremfor bare at gengive det private øjeblik i et billede, eller en enkelt sætning.

KH
Martin