Folketidende husker de vigtige lokale nyheder

Når jeg kommer hjem til min mor og far på Falster, serverer de tit nogle nyheder/artikler fra den lokale sprøjte (Folketidende), som de tænker jeg af den ene eller anden grund kan have interesse i.

Jeg må dog sige at den nyhed min fader præsenterede for mig i dag, var noget ganske særligt 🙂 Overskriften siger det hele: “CYKEL IKKE STJÅLET” 🙂

Det er godt man i disse tider med folketingsvalg, brexit og klimademonstrationer stadig husker de små, men vigtige, nyheder 😉

Den frådende kampgejst blomstrer…I hvert fald når det kommer til de små og ligegyldige nyheder

Der er mange store nyheder i verden. Der er også mange små. Jeg synes desværre ofte det er de små og nærmest ligegyldige, som løber med den største opmærksomhed, både fra medierne, politikerne og os “almindelige” mennesker. Folk kaster sig frådende ind i diskussionerne og kampgejsten blomstrer. Der bliver oprettet støttegrupper, indkaldt til demonstrationer, oprettet Facebookgrupper og kreative Hashtags bliver opfundet. Nedenfor har jeg listet de nyheder, jeg umiddelbart synes har fået noget mere opmærksomhed end de har fortjent:

  • Allan Simonsens optræden i vild med dans
  • Giraffen Marius blev aflivet i forbindelse med avlsprogram i KBH ZOO
  • Hobro vinder 3-0 over FCK
  • Imerco fik alt for hurtigt udsolgt at en jubilæumsvase fra Kehler
  • Apples nye opfindelse: Et armbåndsur!
  • DR skulle spare penge, og det gik bla ud over Underholdningsorkesteret
  • Jensens Bøfhus fik rettens ord for at de måtte være den eneste restaurantkæde som hedder “Jensen”
  • Danmarks nye nationalret – “Stegt flæsk med persillesovs” (Både for og imod )
  • Kronprins Frederik fik lov at køre over Storebæltsbroen, selvom den var lukket

Egentlig er det nok meget naturligt, at det er disse, mere eller mindre, ligegyldige nyheder som løber med opmærksomheden, for det er jo langt sværere, eller angstprovokerende, at ytre sig om store ubehagelige emner/nyheder. Jeg siger ikke vi ikke også skal tale om de små nyheder. Men kunne vi ikke alle prøve, bare en gang imellem, at tage de lidt tungere diskussioner? Tænk hvad det kunne føre til, hvis vi kastede os ind i vigtige emner og nyheder, med samme energi og kampgejst, som når Allan gentagende gange går videre i Vild med dans, eller når KBH ZOO afliver en giraf?

Ps. Jeg prøver bestemt ikke at pudse min egen glorie – ofte hopper jeg desværre også med på bølgen af de ligegyldige historier…Dette indlæg er mindst lige så meget en note til mig selv.

ligegyldigehistorier.jpg

Nyheder er noget mærkelig noget!