De Røde Postkasser – anno 2025

I 2018 skrev jeg dette blogindlæg Skal de “Røde” postkasser forblive i gadebilledet? hvor jeg debatterede lidt med mig selv om hvorvidt de røde postkasser bliver ved med at hænge i gadebilledet. I det gamle indlæg blev jeg enig med mig selv, om at jeg nok ikke troede de ville blive hængende, og jeg jokede også lidt med at de jo knap nok var røde mere pga graffiti. De graffitimalede postkasser fik jeg heldigvis foreviget i blogindlægget den gang. Jeg stoppede nemlig op ved hver postkasse på min daglige cykeltur igennem København, og knipsede et billede.

I dag 7 år efter er det nu endeligt blevet besluttet at PostNord stopper brevomdeling. Det stopper med udgangen af 2025 – og det var jo hvad man kunne forvente. Men i den anledning havde jeg lyst til at lave et nyt blogindlæg, hvor jeg på min cykeltur ville tage billeder af de samme postkasser, som jeg havde gjort den gang i 2018. Dette skulle vise sig at være en sværere opgave end først antaget. Det var kun muligt for mig at finde én af de postkasser jeg den gang havde taget billeder af. Alle andre var pillet ned! Jamen var det ikke først ved udgangen af 2025 PostNord ville stoppe omdelingen?!

Nedenfor er den ene postkasse jeg kunne finde. “Graffitikunstnerne” har da ikke holdt fri i de 5 år 😉

Der er er helt sikkert ikke er mange postkasser tilbage i København. Og jeg ved ikke hvornår de er taget ned, men jeg tænker det er sket løbende de sidste 4-5 år, og jeg har intet brok hørt i medierne eller i min omgangskreds. Så når vi kommer til årets udgang og den sidste postkasse tages ned fra væggen og sendes til skrotmand Per, ja, så er en logistisk æra nok slut, men vi opdager det sikkert ikke en gang 😉

Og så det sidste spørgsmål…

Okay, hvis du fik at vide, du havde et brev tilbage at sende
Hva’ ville du så gøre?
Hvem vil’ du send’ det til?
Jeg tror, jeg ville
Hæve lidt penge på min firmakonto
Løbe ned og køb den konvolut, jeg altid havde tænkt på
Vink’, når jeg så min nabo, ved sin postkas’
Yo, kassen er rød og er i helt ny allu
Jeg ville skriv’ et brev til den pige, jeg elsker, en hel side
Køre ud mod vandet og ikk’ ta’ noget for givet
Jeg ville skaffe lidt porto på gammeldags maner
Fortælle kioskejeren, at han har gjort mig til den, jeg er
Kig’ mig i bakspejlet og sige, “Hey det’ brev er godt nok”
Skrive til og fra og slikke konvolutten op

Et brev tilbage
Skriv mens du gør det, elsk mens du tør det
Et brev tilbage
Skriv mens du gør det, elsk mens du tør det
Et brev tilbage…

Skal de “Røde” postkasser forblive i gadebilledet?

Lige siden aktiemajoriteten af Post Danmark blev solgt til svensken, og de ændrede navn til PostNord, har den helt store frygt blandt den danske befolkning været, at de fantastiske røde postkasser skulle skifte farve, eller helt blive fjernet. Jeg har ikke de helt store følelser i klemme i denne diskussion, og jeg må indrømme at jeg ikke deler frygten. Det betyder dog ikke, at jeg tror de røde postkasser vil hænge i den danske landskab for evigt. Nej, jeg er overbevist om at de vil blive pillet ned i nær fremtid. Det er simpelthen for dyrt for PostNord, at skulle drøne land og rige rundt og tømme postkasser, som formentlig i mange tilfælde er tomme, når postmanden kommer, fordi ingen sender breve længere.

“De røde postkasser er en vigtig del af vores kulturarv og vi må ikke bare sån’ pille dem ned – De passer rigtig flot ind i det danske gadebillede”. Jeg har hørt flere udtale noget i denne retning, når diskussionen er kommet ind på postkasserne. Og i går satte jeg mig for at stoppe op ved de postkasser jeg lige så på min cykeltur ind i gennem byen. Hva’ siger I så? Disse fantastiske idylliske og smukke “røde” postkasser kan vi da under ingen omstændigheder undvære i vores gadebillede 😉 Jeg tænker ikke jeg behøver at skrive så meget mere, men håber billederne taler for sig selv… 😉