De døende vejkantslandsbyer

For et par dage siden, forklarede en forsker at små landevejslandsbyer, hvor ingen længere ville bo, skulle have aktiv dødshjælp. Jeg var som udgangspunkt helt enig med ham. Jeg kender desværre rigtig mange vejkantslandsbyer, hvor biler drøner så hurtigt igennem, at TIL SALG skiltene flyver om ørerne på de få folk der måtte have forvildet sig uden for deres matrikel. Disse byer er døende, og der må være rigtig mange mennesker som gerne vil væk fra dem, men pga indsolvens er dømt til at blive. Det må da være kærkomment for disse mennesker, hvis kommunen fx indvilgede i at købe deres hus, og efterfølgende jævne det med jorden. Det er dyrere at vedligeholde disse byer (asfalt, snerydning, offentlig transport, etc, etc), end at opkøbe de flyttemodne borgeres huse.

Og så kommer det! Selvom jeg som udgangspunkt var rimelig hurtig til at konkludere, at det da kun kunne gå for langsomt med denne aktive dødshjælp, så kom jeg pludselig til at tænke på at vi jo fuldkommen selv har skabt denne situation. Vi kunne have langt flere sprudlende landsbyer i Danmark, hvis ikke politikerne i starten af 70’erne, havde indført en så restriktiv planlægningslov: “Områder i landzonen skal som udgangspunkt friholdes for anden bebyggelse, end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.” Denne lov har de sidste 44 år betydet, at det nærmest har været umuligt at bygge nye virksomheder uden for byerne. Og i takt med at de mindre landbrug rykkede ud at landsbyerne – fordi de blev centraliseret i kæmpe landbrugsvirksomheder – havde landsbyerne intet til at træde i stedet. Intet arbejde, intet liv. Mange af vores landsbyer blev desværre dømt til døden ved indførslen af den restriktive planlægningslov. Dette er lige nu gået op for mig, og kan jeg så tillade mig bare at sige: “riv lortet ned!”?

landsby