I starten af året skrev jeg dette blogindlæg, hvor jeg reflekterede lidt over PostNords beslutning om at droppe postomdelingen. Jeg slutter blogindlægget med et lille vers – nok stærkt inspireret af Nik og Jays “En dag tilbage”. I verset stiller jeg spørgsmålet: Hvem vil du sende det sidste brev til? Og jeg digter også lidt videre over hvad jeg selv ville gøre, og hvem jeg ville sende det sidste brev til:
“Jeg ville skriv’ et brev til den pige, jeg elsker, en hel side
Køre ud mod vandet og ikk’ ta’ noget for givet”
Og for 3 uger siden – hvor det var ved at være den røde postkasses endeligt – måtte jeg simpelthen gøre alvor af det jeg havde skrevet i verset.
To siders håndskrevet brev til min hustru, hvor jeg beskriver alle de forskellige måder vi igennem tiden har kommunikeret sammen på. Ja, det er vel det tætteste jeg kommer på et godt gammeldags kærestebrev 😉
Frimærket var virkelig svært at få fat i. Jeg prøvede 3 forskellige kiosker uden held, før jeg spurgte i Bilkakiosken. Kioskdamen svarede heldigvis positivt på at de havde frimærker. Men det tog hende alligevel en del tid at finde dem frem. Det var tydeligt det ikke var noget hun solgte hver dag. Jeg kunne glad og stolt tage hjem med mit nyerhvervede 25 kroners frimærke.
Konvolutten blev slikket og frimærket blev slikket. Men ved frimærket måtte jeg dog opgive. Selv efter tre slik kom der ingen klistret substans som muliggjorde sammenklæbning med konvolut. Jeg måtte indse at denne gode gamle strategi ikke fungerede længere. FRIMÆRKER ER NU IKKE BARE FRIMÆRKER! DET ER OGSÅ KLISTERMÆRKER! Jeg har faktisk ingen anelse om hvor mange år frimærker har fungeret på denne måde?! Men under alle omstændigheder lykkedes det mig at rive bagbeklædningen af frimærket, og der åbenbarede sig en super klistret side, som virkelig gjorde at frimærket kunne monteres sikkert på konvolutten! Kom ikke og sig Det Danske Postvæsen ikke har udviklet sig i de sidste 400 år!
Næste udfordring var at finde en postkasse. Jeg cykler jo igennem København hver dag for at komme på arbejde, så jeg tænkte jeg bare kunne stoppe ved den første og bedste postkasse. Men det skulle dog ikke være så nemt. Jeg kørte med brevet et par ture fra hjem til arbejde, og måtte sande at den eneste postkasse jeg mødte på min tur var ved Marmorkirken.
Men det er er da bestemt også et smukt sted at aflevere det sidste brev i mit liv.
Det blev den venstre postkasse der blev velsignet med mit brev.
Kassen lød faktisk tom da jeg dumpede det ned. Mon mit brev var det eneste? Det var torsdag d. 11. december jeg kastede det ned, og jeg kunne se at postkassen havde tømmedag dagen efter, så det var så fint det hele.
Tirsdagen efter da jeg igen kom cyklende forbi Marmorkirken fik jeg kigget mod postkasserne. Og de var væk! Pist væk!
Jeg blev en smule nervøs. Jeg havde ikke regnet med at PostNord så tidligt ville tage alle postkasser væk, det er jo først til årsskiftet de stopper med omdelingen. Så jeg må da sige jeg gik og var lidt spændt på om Lisbeth rent faktisk ville modtage brevet. Men jeg havde også en tiltro til at Det Danske Postvæsen ikke bare slutter 400 års omdeling med at køre samtlige brevet til småt brandbart.
8 dage efter fandt Lisbeth brevet i vores postkasse 🙂 Med stempel og hele molevitten.
Og hvordan skal jeg så slutte dette blogindlæg? Det er endegyldigt slut med de fine røde postkasser. Måske jeg bare skal slutte af på samme måde som jeg sluttede brevet af til Lisbeth:
Men ja, dette bliver det sidste brev jeg skriver med Det Danske Postvæsen som omdeler, og det bliver også det sidste brev du modtager fra mig. Men så er det jo godt vi kan kommunikere på så mange andre kanaler. Og hvem ved hvilke spændende nye muligheder der kommer i fremtiden?