Jeg har igennem mit liv ofte hørt min mor sige “Han er da vist traktorklog”. Jeg har aldrig rigtig vidst hvad det betød. Men det fik jeg snakket med hende om idag. Og jeg kan da egentlig godt forstå hvorfor jeg ikke har vidst hvad det betød, for ordet findes ikke i ordbogen. Ordet ‘traktorklog’ er et ord min mor og hendes søster har fundet på, og ofte brugt om forskellige mennesker de mødte på deres vej. Min mor forklarede mig i dag betydningen: Man er traktorklog, hvis man i en stor del af sin tid sidder i sit traktor-styrehus og hører radio (gerne taleradio). Her snakker og diskuterer man radioens temaer…med sig selv. Og dette betyder selvfølgelig at man ikke bliver svaret imod, og jo nok ikke altid helt får metareflekteret over de forskellige synspunkter. Derfor er det ikke helt så let at diskutere med disse traktorkloge personer. De har en meget klar holdning til tingene, men er ikke meget for andres argumenter.
Og det smukke ved begrebet ‘traktorklog” er, at det jo ikke behøver at at være et traktor-styrehus som fungerer som ens virkelighedsboble. Alle mennesker som på den ene eller anden måde, ofte befinder sig i deres eget lille lukkede miljø, har fare for at blive traktorkloge.
Og åhhh hvor jeg kender disse personligheder! Det er som at tale til en mur. Samtlige argumenter preller af, hvis de da overhovedet gider at lytte. Men lige meget hvor irriterende de er, så er det jo faktisk en befrielse at jeg nu kan diagnosticere dem. De er jo bare TRAKTORKLOGE!