Hvis jeg tror jeg kan metareflektere, så må jeg også gøre det…

Jeg betragter normalt mig selv som værende rimelig god til at metareflektere, og sætte mig i en anden persons sted. Men det gik op for mig her den anden dag, at jeg nok ikke har været god nok til at lytte til en specifik gruppe af mennesker. Der er tale om den gruppe af mennesker, som har en meget kritisk holdning til muslimer og indvandrere. Når jeg bliver konfronteret med mennesker med disse voldsomme og kritiske holdninger, så sætter jeg mig som regel ikke ind i hvorfor de egentlig har disse kritiske holdninger. I stedet for at prøve at forstå dem, ignorerer jeg dem, eller fejer dem af med humor. Jeg bør være bedre til at forstå hvorfor de har denne holdning, for der er jo næsten altid en god grund til det. Hvis man fx er slagteriarbejder, og ser at indvandrerne kommer og tager ens job, kan jeg jo – når jeg nu lige tænker mig om – godt forstå at man ikke kan se særlig positivt på indvandring. Hvis man ikke er bevidst om at mediernes to vigtigste nyhedskriterier er: sensation og konflikt (som jo er det journalister lærer på journalisthøjskolen), så vil man jo tro at samtlige muslimer i verden er terrorister, for det er jo det eneste man hører om i medierne.

Hvis jeg falder i det “sorte hul” og luller mig i søvn i den tro, at jeg ikke kan sætte mig ind i folk med muslimerfjendske holdninger, så kan jeg jo ikke kalde mig for metareflekterende, og så kan jeg jo egentlig lige så godt lade være med at blogge, for det har ofte været metareflektionen, som har været fundamentet i mine indlæg.

Og hermed lover jeg jer med de meget kritiske holdninger til muslimer og indvandring: Jeg vil fremadrettet forsøge at være bedre til at sætte mig ind i hvorfor I netop har disse holdninger. Det vil jo ikke betyde, at jeg er enige med jer, men I skal vide jeg nok skal forsøge at forstå det.

Kærlig hilsen
Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*