Min mor har altid hygget sig med at strikke. Jeg har altid grinet lidt af det med en ubevidst respekt for den mærkelige teknik der kunne omdanne de lange farvede tråde til strømper og bluser.
For 5-6 år siden besluttede jeg mig for at tage kampen op med det totalt umandige strikketøj. Og ja, hvorfor er det egentlig lige det er så umandigt?! Måske har vi mænd gjort det umandigt fordi vi bare ikke kan overkomme den finmotoriske teknik det kræver. Præcis dette er nok medvirkende til at jeg selvfølgelig skulle lære dette. Siger man til mig der er noget du ikke kan, bør og skal lære…Ja, så vil jeg ofte tage kampen op!
Nå, men for 5-6 år siden strikkede jeg en “flot” rasta hue. Jeg har den stadigvæk, men glemte rimelig hurtigt teknikken. I julen 2009 fik jeg dog lige lyst til at hive strikketøjet frem igen. Med min mors kyndige vejledning blev der masket op og jeg kunne begynde mit strikkeri på store pinde. Jeg kunne ikke lige overskue en hue, så jeg gik efter et moderigtigt halstørklæde:-)
I forgås blev jeg færdig med det, og pakkede det “fint” ind til Lisbeth. Så nu har hun et halstørklæde strikket af mig. Hun har vist allerede haft det på på arbejde. Om hun nævner det er mig der har lavet det ved jeg ikke – om hun mest er pinlig eller stolt…Lad os lade det stå hen i det uvisse.
Jeg er ikke så sikker på det er en kompetence jeg i fremtiden vil gøre brug af. Det ændrer dog ikke på at det er en helt utrolig hyggelig beskæftigelse. Hvis mænd skal forstå hvordan det føles, kan det bedst sammenlignes med at sidde i sofaen med sin bærbare og surfe. Man surfer ikke efter noget specielt så man kan samtidigt følge med i den ikke så vigtige fodboldkamp der kører i fjernsynet