Du bor med din hustru og teenagedreng i en fin fungerende kommune. Der er fælles affaldsordning, skolevæsen og hullerne i vejene bliver forholdsvist hurtigt udbedret. I er glade for at bo i kommunen, og kunne aldrig finde på at flytte.
Du ved at andre familier i kommunen har en særlig ordning med kommunen. En ordning der betyder at det er kommunen der beskriver de regler der skal gælde i familien. Det kunne være regler om hvor meget slik eller hvor mange lommepenge, børn må få. Det kunne være hvem der må tage bilen på arbejde, eller hvor meget TV’et og iPad’en må være tændt. Din hustru kender mange familier i kommunen som er med i ordningen, og du ved at hun tænker, at det må være dejlig nemt og bekvemt at kommunen bare beskriver reglerne, og man som familie, med en simpelt flertal, kan beslutte om man vil være med eller ej. Du er ikke lige så begejstret som din hustru. Du synes det skal være jer selv, der laver og beskriver reglerne, og du har også hørt rygter om at hvis man træder ind i ordningen, kan man kun komme ud af den – og de enkelte regler man har accepteret i familien – ved at flytte fra kommunen, og det er du bestemt ikke interesseret i.
Men nu har din hustru indkaldt til familieråd på torsdag d. 3 december, hvor I skal stemme om hvovidt Jeres familie skal være med i ordningen eller ej. Du vil stemme Nej, og du ved at din hustru vil stemme Ja. Men hvad med jeres teenagedreng?