For et par måneder siden faldt jeg over Emil Taj Petersens bog “Slinger i rumtiden”. Den lød meget interessant, og da jeg jo selv er vild med sci-fi genren, lånte jeg den på biblioteket. Bogen er anderledes, sjov og tankevækkende.
Krigsveteranen Bark og knægten Tesk kidnapper en interplanetarisk prinsesse, hvilket sætter en række meget uheldige intergalaktiske ting igang.
Bogen er fantastisk humoristisk, og flere gange har jeg måtte tage mig selv i at grine højt mens jeg læste. Det er en ungdomsbog, men det gjorde bestemt ikke noget. De fleste som interesserer sig for sci-fi (og astrofysisk), vil være godt underholdt.
Jeg er vild med bogens fokus på “rumtid”. Og det var nok dette som har sat flest tanker igang hos mig. Og det er også her man skal holde tungen lige i munden. Men det var bestemt også det som gjorde den fed at læse. Jeg var allerede fra starten suget ind i astrofysikkens pudsigheder. Fx forklares hvordan tiden for en rumrejsende går meget langsommere, end for en person på en planet (pga planeterns tyngdefelter). Dette giver unægteligt udfordringer for rumrejsende, da de ikke føler sig hjemme nogen steder (på nogen planeter), for de føle sig altid håbløst bagud, når de vender tilbage til en planet. Lige præcis dette eksempel, er der ikke brugt voldsom meget tid på i bogen, det er bare et af mange pudsigheder der dukker op i bogens plot.
Vi har at gøre med vild, sjov og tempofyldt sci-fi. Det er tydeligt at Emil Taj Petersen, har gjort sig rigtig mange fede astrofysiske overvejelser. Bogen lægger i høj grad op til en to’er, og jeg ser bestemt frem til at læse den.
Jeg kan klart anbefale “Slinger i rumtiden”!