Når jeg i dag laver sange sætter jeg mig gerne foran computeren og mit Yamaha keyboard. Her starter jeg ofte med et bas -og trommeloop, som jeg så begynder at jamme en melodi hen over, og så udvikler sangen sig stille og roligt. Teksten kommer ofte først til allersidst, da det sjældent er den som er udgangspunktet. Jeg vil dog her præsentere en sang, som kom til på en – for mig – meget anderledes måde. Sangen blev født en tidlig morgen på min cykel ind igennem København. Undervejs var jeg nødt til at holde ind til siden og optage melodi og tekst på min telefon, for ikke at glemme den. Et par dage efter kunne jeg så gå ud i mit lydstudie, og forsøge at sætte akkorder til den melodi og tekst jeg havde fundet på. Det var rimelig nemt, men det er den fuldstændige omvendte rækkefølge af hvordan jeg normalt plejer at komponere.
Netop derfor har jeg også valgt at denne sang ikke skal søbes ind i en svulstig produktion, med strygere, percussions, reverb, delay, etc, etc. Jeg ville gerne have melodi og tekst til at stå for sig selv, da det jo netop er de to som bærer sangen. Jeg må dog sige det endelig resultat er en smule angstprovokerende for mig – det netop kun er min guitar og min stemme. Det er lidt som at gå nøgen ned igennem Strøget…
Jeg håber I vil tage godt imod min lille nye sang “Stille København”.