DSB rejsekort: Gør det ulovligt at tage imod venner på stationen!

Jeg glemmer fra tid til anden at tjekke ud med mit rejsekort. Nu har jeg endda fået en advarsel om at mit kort bliver spæret, hvis sløseriet ikke hører op! Men nu har jeg regnet ud hvorfor det er, at jeg en gang imellem glemmer at tjekke ud: Det er når jeg står af toget, og der står en person og tager imod mig. Når jeg ser min mor,  Lisbeth, eller hvem der nu står og tager imod, så glemmer jeg alt om det ligegyldige rejsekort.

Og jeg tror altså ikke jeg er den eneste. I dag, i toget til Falster, holdt jeg øje med de mennesker som steg ud på de forskellige perroner, og det var tydeligt at alle dem som havde ventende familiemedlemmer eller venner, intet andet havde i hovedet, end mødet med dem der tog imod. Der var forresten ikke nogen der tog imod mig på stationen på Falster, så jeg huskede selvfølgelig at tjekke ud 🙂

Et råd til DSB kunne være at forbyde folk at tage imod venner og familie på de forskellige stationer og busholdepladser. Jeg er sikker på det vil forøge antal retmæssige udtjekninger med rejsekort 😉

UPDATE! 
Jeg prøvede jo egentlig bare at lave sjov med at DSB burde gøre det ulovligt at tage imod folk man kender på stationen/perronen. Men en af mine læsere har nu gjort mig opmærksom på at det rent faktisk er ulovligt at opholde sig på fx en perron, uden gyldigt rejsehjemmel (dvs en billet). Så i teorien er det faktisk ulovligt at min mor eller min hustru står og tager imod mig (uden billet) når jeg lander med toget…CRAZY SHIT!  Citat fra DSBs rejseregler pkt 2.5: “Gyldig rejsehjemmel skal kunne vises frem for kontrolpersonalet under hele rejsen, ved udstigning, i metroen indtil metroens område forlades, og i DSB’s tog og lokalbanetog indtil perronen forlades.”

Empirisk field trip til det fortabte ørige

Lolland og Falster er nu ved at blive afskåret fra resten af Danmark. Nu går der ikke engang tog til disse smukke øer.  Den engang så stolte Storstrømsbro, er ved at synge på sidste vers. Og hvem skal mon betale en ny? Lolland og Falster…?

På mit empiriske field trip bliver jeg smidt af toget i Vordingborg, og må så indfinde mig i en ældre turistbus.

Sidder akkurat nu og indser at bussen faktisk vælger at køre over Storstrømsbroen…Tør jeg det? Er den sikker? Hvad vejer en turistbus?… 200 meter ude på broen… Den virker nu stabil nok, men farten er også sat ned til 25 km/t. Nu er bussen på midten af broen. Det er egentlig en smuk bro. Min farfar var med til at bygge den. I 1933 kørte han på sin cykel hen til brobyggeriet, hvor opgaven bestod i at køre beton i trillebør ud til det, enorme bygningsværk.  På styret af cyklen sad en alike, som han havde gjort tam. Den kørte med ham om morgenen og fløj hjem til hønsehuset når arbejdet gik i gang. Den havde lært hans arbejdstid at kende, så når fyraftensklokken lød, sad den troligt på hans styr igen.

Jaja gammel, men smuk. Hør hvad gør man egentlig med sådan en bro når den ikke skal bruges mere? Lader man den stå, eller smider man dynamit ind i de allerede opstået revner? Jeg vil gerne se det når det sker, det blir’ sgu et vildt syn. Spørgsmålet er så bare om jeg tør at se det fra Falstersiden, for kan jeg så være sikker på at kunne komme tilbage til resten af Danmark?