Verdens bedste far!

Denne video deles for tiden på de sociale medier, og der bliver grinet hånligt af denne far, som overhovedet ikke har styr på fx sine fire børns fødseldage. Undervejs i videoen bliver moderen klippet ind, og hun svarer uden problemer på spørgsmål som fx hvad hedder pigernes læge, deres fødselsdage, etc. Videoen stopper med at “Worlds Best” bliver streget ud – implicit han er verdens værste far.

Jeg bliver altså en smule provokeret. Den her far, er VERDENS BEDSTE FAR for sine piger. Han elsker dem mindst lige så meget som moderen.

Det handler i bund og grund om at han bare har styr på sine prioriteringer! Han har forlængst gennemskuet at hustruen (moderen) har helt styr på den del af familielivet, så derfor behøver han ikke at bryde sin hjerne med det. Men prøv i stedet at spørge ham:

  • Hvad bruger familien af strøm om året?
  • Hvornår skal bilen til service?
  • Hvilke NFL hold holder pigerne med?
  • Hvilket teleselskab har pigerne – og hvad taler de ca for om måneden?
  • Hvor gammel er familiens plæneklipper?
  • Hvilken watt bruger deres spots i køkkenet?
  • etc, etc

Det er jo præcist sådan det skal være. De to sammen er det perfekt match. Moderen er en halvbue. Faderen er en halvbue. Til sammen danner de en smuk cirkel, som deres børn kan have en fantastisk opvækst i.

KH
Martin 🙂

Trump er selvhævdende, latterlig og klam, men måske det bedste for USA

Trump.jpg

Det var en fuldstændig crazy oplevelse at være med til indsættelsen af Trump. Det var intet mindre end historisk 🙂

Og hvis vi så skal være lidt seriøse et øjeblik, så synes jeg Europa skal slappe lidt af. Ja, Trump har en anden retorisk tilgang end mange andre præsidenter. Ja, han har nogle ekstreme holdninger (fx mod fri abort), men det har jo ikke været hans vigtigste mærkesager. Trump ved udmærket godt at der aldrig vil være flertal for disse ekstreme holdninger – det er blot retorik.

Vi skal passe på ikke at lade os skræmme over Trumps bramfrie retorik. Hvis man gad at sætte sig rigtig ind i de amerikanske forhold, så ville man vide at det bestemt ikke har været nogen dans på roser de sidste 30 år – særligt for den fattige del af befolkningen. Det er som om de amerikanske politikere fuldstændig har glemt de millioner af fattige mennesker. De to store partier pleaser kun dem som har mulighed for at sponsorere deres forskellige kampagner. Derfor er der så ufattelig mange gode grunde til at prøve en anden politisk retning. Trump er kommet til magten. Han et et symptom på et problem. Han er kommet til magten fordi noget har været gruelig galt. Jeg havde dog nok håbet på det havde været en anden type end Trump. Jeg var fx kæmpe fortaler for Bernie Sanders, men det fik Hillarys valgmaskine sat en stopper for.

Hvis Hillary var blevet præsident var USA blot fortsat mod den sociale og økonomiske afgrund, som de var på vej imod. I hvilken udstrækning Trump kan ændre dette er jeg i tvivl om, men der kan under alle omstændigheder ske det positive at de amerikanske politikere – fremmadrettet – begynder at lytte på hele befolkningen…Lad os prøve at filtrere de mange absurde, ligegyldige, klamme og selvhævdende udmeldinger fra, når vi følger Trump de næste par år, og lad os se på det store billede – lad os se på om Trump kan:

  • skabe flere jobs
  • sikre bedre lønninger (eller lavere skat) så den fattige mor ikke behøver at have to jobs for at kunne brødføde sin familie
  • skabe mindre vold/krig (Obama var en af de præsidenter som bombede i flest lande, og sendte flest droner afsted)
  • skabe bedre dialog med Rusland og Kina (særligt Kina har jeg fokus på, der bliver desværre i disse dag vist muskler fra begge parter)
  • tænke lidt mere “America first”. Som Europæer er jeg jo egentlig ikke så positiv overfor dette, men jeg tror bestemt det, i en årrække, vil være rigtig sundt for USA at tænke mere på sig selv. Droppe de mange handelsaftaler, sikre at virksomheder ikke flytter ud af landet, og sikre at den amerikanske befolkning kan købe egne produkter og de fattige selvfølgelig har råd til at betale dem.
  • skabe en bedre sundhedsforsikring end ObamaCare (ObamaCare er faktisk rigtig skidt for middelklassen)

Den bedste elcykel til mænd? – Jeg valgte en Elvira Madigan Elstar

Jeg har det sidste lille års tid haft et problem med min cykeltur fra arbejde. Jeg elsker min cykeltur som er på 12 km hver vej, og jeg cykler med cykeltøj, og giver den i det hele taget fuld gas. Men efter Amanda er startet i vuggestue, har det ikke været så fedt et koncept, for når jeg efter 9 km, skal stoppe og hente hende bliver jeg rigtig kold. Dette medfører at jeg bliver nødt til at cykle kold og fugtig videre hjem med hende de 3 km. Det har sgu nok ikke været det bedste for helbreddet, og ofte har det også endt med at jeg har taget det offentlige, hvilket ikke er voldsom behageligt på den tid af morgen og eftermiddagen. Derfor besluttede jeg for en lille måneds tid siden at jeg måtte finde en anden løsning. Der var to veje at gå, enten købe en lille brugt bil, så vi ville have to biler, eller undersøge om en elcykel kunne løse mit problem. Umiddelbart var jeg mest tiltrukket af ideen om en elcykel, da det jo går fantastisk nemt ind igennem byen, og særligt turen hjem i en bil vil trække tænder ud. Og en elcykel er jo også voldsomt meget billigere end en bil.

Jeg satte mig derfor for at prøve nogle forskellige elcykler på markedet. Jeg fandt et sted i Rødovre, som havde et stort udvalg af forskellige modeller som man kunne komme og prøve. Jeg var meget forelsket i en Centurion model til 13.000 kr, og derfor prøvede jeg først den. Ubevidst havde jeg nok haft en forventing om at denne elcykel ville være en perfekt løsning for mig, men jeg må siges jeg blev slemt skuffet da jeg prøvede den. Den kørte meget i ryk. Særligt når jeg lå på de 20-25 km/t, så slog motoren ustandseligt til og fra, og jeg skulle faktisk selv give noget mere kraft i pedalerne, før elmotoren begyndte at hjælpe til, end jeg havde forventet.  Jeg var derfor noget slukøret da jeg kom ind til cykelsælgeren i butikken. Min oplevelse kom helt bag på cykelsælgeren, men han var meget flink og lod mig prøve en anden Centurion model. Det var dog det samme skuffende resultat. Det var ikke en behagelig cykeloplevelse. Efter at have prøvet et par andre modeller (også nogen med centermotor/krankmotor), så fandt cykelhandleren en Raleigh frem, som var bygget på en lidt anden måde. Den prøvede jeg også og kunne godt mærke den kørte lidt mere rent, men jeg var desværre stadigvæk ikke overbevidst. Cykelsælgeren – som var rigtig flink og ydede en fantastisk service – kunne desværre ikke gøre mere for mig. Han forklarede at jeg måske hellere skulle kigge mig om efter en knallert. Og det kunne jeg måske godt give ham ret i, udover det store problem at jeg jo skal have Amanda med på barnesæde, og det må man ikke på en knallert. Så det er ikke en mulighed.

Jeg tog derfor hjem fra butikken med uforrettet sag. Jeg begyndte så småt at indstille mig på at jeg så var nødt til at købe mig en lille bil (bil nr to). Jeg nåede endda så langt at jeg fik sat svigerfar og svoger igang med at lede efter en bil til ca 20.000-30.000 kr. Men i min “googling” læste jeg så at Cykelland.com havde udviklet sin egen elcykel “Elvira Madigan”. Disse elcykler fik fine anmeldelser “med på vejen” på Internettet, og derfor tænkte jeg at en tur på denne elcykel, måtte være det sidste forsøg jeg gjorde. Jeg tog til Cykelland i Hvidovre og de fik hurtigt gjort en Elstar klar, så jeg kunne hoppe op på dyret og prøve en tur. Det var en radikal anderledes fornemmelse end de cykler jeg før havde prøvet. Der var en helt anden kraft i cyklen, og motoren satte igang så snart jeg rørte ved pedalerne. Jeg smilede hele vejen på den 2 kilometers prøvetur jeg cyklede. Jeg var helt solgt. Sådan skal en elcykel køre! Derfor gik der ikke mange sekunder efter prøveturen, før jeg havde givet cykelsælgeren hånden og aftalt at de gerne måtte samle en “El Madigan Elstar” til mig.

elstar_sport_sort(1)

Nu har jeg fået den hjem, og i dag har jeg kørt på arbejde for første gang. Det var intet mindre end fantastisk. Ikke en sveddråber, og turen på de 12 km igennem byen tog kun 28 minutter. Det tager normalt 35 minutter på min almindelige cykel. Det er også en ret fed fornemmelse, at overhale selv de mest ihærdige cykellister, med 25 km/t i modvind over Knippelsbro 🙂

Nu er spørgsmålet om jeg bliver betragtet som first mover, eller bare bliver sat i bås med gamle damer 🙂
Jeg synes jo selv jeg er det første, for den er jo købt i stedet for en bil nr 2, og tænker faktisk rigtig mange børnefamilier kan have glæde af at gøre det samme som mig.

2012 dårligste reklamer (eller måske 2012 bedste reklamer…?!)

Så er hitlisten over årets værste reklamer kommet frem (kilde: Yougov.dk).  Nedenfor kan du se listen. Jeg synes det er interessant at det langt hen af vejen er de dyreste produktioner som figurerer på denne hitliste. Jeg er helt 100 på at det rent faktisk er disse reklamer, som har solgt bedst af alle. Og kan man i så tilfælde kalde dem de værste reklamer? Nej, måske dette rent faktisk er en liste over 2012’s bedste reklamer!

PS. Danske Banks reklame skiller sig dog ud…denne reklame er nok den eneste som jeg synes fortjener at være på listen over de dårligste reklamer. Den har kostet en bondegård, og har helt sikkert ikke genereret flere kunden…Måske nærmere skræmt nogen væk. Her er virkelig en marketingafdeling der har dummet sig!