Den kreative AI

I dag hørte jeg et nyt afsnit af min yndligspodcast Techtopia. Afsnittet handlede om AI og teaterstykket SKY663N, som bliver spillet på Kulturværftet i Helsingør. SKY663N er interessant i forbindelse med AI fordi det er en kunstig intelligens som spiller hovedrollen i teaterstykket.

Teaterstykket er bygget over HC Andersens eventyr “Skyggen”, og handler om menneskets kamp for at finde sig selv i en verden, der bliver mere og mere datadrevet – og hvem er i sidste ende herre og skygge? Et vigtigt tema i teaterstykket er også hvordan mennesket indgår i dialog med teknologien. Flere af sekvenserne i teaterstykket er improvisation mellem den menneskelige skuespiller og den kunstige intelligens. Den kunstige intelligens bliver “spillet” af sprogmodellen GPT-J, som er en avanceret Siri/Google assistent, man kan tale til og som svarer. Dette betyder at ikke to forestillingerne er ens, for GPT-J svarer sjældent det samme, og derfor må den menneskelige skuespiller forsøge at improvisere sig igennem dialogen, samtidigt med at holde plottet på sporet. Andre af sekvenserne er monologer og dialoger, som den kunstige intelligens har skrevet på forhånd. Teknologien er derfor i høj grad med til at udvikle teaterstykket, men samarbejder også live med mennesket. Det er altså en kreativ proces mellem mennesket og teknologien.

Der er faktisk en del kreative projekter igang med kunstige intelligenser for tiden. Fx digtsamlingen “Den nye hud er stål”, som delvist er skrevet af en automatisk tekstgenerator, og der er virkelig spændende at vi på den måde kan begynde at kommunikere så direkte med teknologien. Men egentlig er der jo ikke noget nyt i at teknologien bliver brugt som kreativ medspiller i vores kunstproduktioner igennem tiden. Uden at jeg ved særlig meget om “street art”, så tænker jeg fx at spraydåsen har været med til at ændre denne kunstform radikalt. Eller nye værktøjer/powertools har kickstartet nye kreative processer for stenhuggeren. For ikke at tale om guitaren som pludselig fik strøm. Der er jo utallige eksempler på at teknologi har været drivere i en kunstnerisk proces, og jeg indså også selv, mens jeg lyttede til podcasten, i hvor stor symbiose jeg er med teknologien, når jeg selv komponerer musik.

Lige siden jeg i 2000 investerede i mit første lydstudie, har jeg altid bedst kunne lide at producere på egen hånd, men nu når jeg ser tilbage, har jeg nok egentlig ikke været helt alene. Jeg har altid haft teknologien som samarbejdspartner. Når jeg komponerer starter jeg ofte med en guitar og finder en god akkord-rundgang, men det er egentlig også det eneste sted jeg går analogt til processen (jeg tror faktisk kun jeg har skrevet en sang, hvor jeg simpelthen lod processen stoppe her, og det er “Stille København“), for herefter bliver akkorderne spillet ind i mit lydprogram vha keyboard. Jeg har sjældent en idé om hvordan det præcis skal lyde, men lader de forskellige lydpresets, jeg har i mine forskellige software synthesizere inspirere mig til den endelig lyd. Og hvad der måske startede som en stille akustisk kærlighedssang kan ende ud som housemusik.

Mit samarbejde med teknologien er nok mest udtalt i dette nummer fra 2004, hvor jeg simpelthen har sat en talesyntese til at “synge” omkvædet: Love off fuck off. Og tro mig! Det er ikke bare sådan at få en talesyntese til at synge/snakke rytmisk på denne måde. Jeg har klippet, klistret og brugt et utal af effekter, men jeg havde aldrig selv kunne finde på at rappe på den måde, med de pauser, og den “frasering”. De lidt pudsige elektroniske rifs der er i sangen, lavede jeg ved at spille akkorder på mit keyboard med arpeggiator plugins slået til. En arpeggiator bryder akkorden op i små sekvenser, og så sammensatte jeg forskellige sekvenser og justerede hist og her, og således arbejdede jeg mig frem mod et rif jeg godt kunne lide. Teknologien har – om jeg så må sige – været med til at forme hele lydbilledet i sangen.

Det er en spændende fremtid vi går i møde. Dog måske også lidt angstprovokerende, for hvor skal dette samarbejde slutte? Og vil kunstnere måske ende med at blive skyggen overfor den kreative teknologi? Jeg kan jo egentlig fint forestille mig der på et tidspunkt kommer en “streamingtjeneste”, som ikke spiller populærmusik, som du kender det, men den skaber det live foran ørerne på dig. Du sætter filtrene (eller åbner op for dine data), og den skaber originale musikstykker, som passer perfekt til dig og den stemning du er i.
DET ER SGUDA KREATIVT…eller er det bare 0’er og 1-taller?