Når en katastrofe rammer hører vi ikke altid så meget om det

Det er et lidt ubehageligt blogindlæg jeg her publicerer. Det handler om død og katastrofe, og hvordan vi som mennesker påvirkes forskelligt, hvad enten der er tale om det ene eller andet lands katastrofe.

Den sidste uges tid har der været tre store naturkatastrofer i verden. Mudderskred i Sierra Leone, Orkanen “Harvey” i USA/Texas og et massivt regnvejr i det sydøstlige Asien (Nepal, Bangladesh og Indien). De tre katastrofer har kostet enorm død og ødelæggelse. Mudderskredet i Sierra Leone har kostet over 1000 dødsfald. Oversvømmelserne i det sydøstlige asien har pt kostet over 1200 dødsfald. Orkanen “Harvey” i USA har pt kostet 18 dødsfald.

De tre katastrofer er ganske forfærdelige, men det undrer mig at vi næsten intet hører om oversvømmelserne i det sydøstlige Asien og mudderskredet i Sierra Leone. Langt størstedelen af nyhederne i medierne handler om orkanen i Harvey i Texas. Og det er jo nærliggende at kritisere medierne for at prioritere forkert, men i denne situation, må jeg nok erkende at det ville være for let, bare at give medierne skylden. For min interesse er bestemt mest fokuseret mod Houston i Texas. Og det forundres jeg lidt over, her på de sene aftentimer. Hvorfor er det at jeg nærmest skøjter over de ganske få historier, der er om de to enorme katastrofer i Asien og Sierra Leone, men ofte nærlæser nyhederne om Harvey i USA? Hvis man kigger på et et kort, viser det sig jo faktisk at Inden og Sierra Leone, faktisk ligger noget tættere på Danmark end Texas. Den umiddelbare forklaring kan være det historiske tættere bånd, og samarbejde vi har med USA, sammenlignet med Indien og Sierra Leone. Og det er formentlig den rigtige begrundelse, men dybest set er det noget underligt noget. Et liv er vel et liv? Og i Asien er der 1200 dræbte, i Sierra Leone er der 1000 dræbte, og i USA er der “bare” 18 dræbte. Men det er jo nok sådan skruet sammen at vi mennesker, bliver nød til at prioritere i vores følelser. Og et dødsfald i egen landsby kan – og vil ofte selvom der endda er tale om en person man ikke kender – fylde langt mere på “følelseslystavlen”, end en katastrofe i “Langbortistan”, som dræber flere tusinde mennesker.

Det er egentlig en ubehagelig konklusion, men er vel egentlig også helt naturligt, og formentlig en del af vores indgroede forsvarsmekanisme. Vi kunne ikke fungere som mennesker, hvis vi lod os påvirke lige meget af et dødsfald i Indien som et dødfald i egen landsby…