Youtubers, I har jo ikke noget tøj på!

Jeg sad ikke og så Guldtuben 2017 i forgårs, og går heller ikke ud fra der er så mange af mine “følgere” som så det. Vi er jo nok ikke lige i målgruppen 😉 Men i dag har jeg set lidt af det, og særligt et lille indslag med Anders Matthesen fangede min interesse. Måske nok fordi han gav de mange Youtubers en syngende verbal lussing (som det hedder i min generation – på Youtubsk hedder det “roast”).

Jeg er nået frem til, at det man som seer og publikum var vidne til, var en “Keiserens nye Klæder anno 2017”:

De bedrageriske vævere: mediebureauet Splay (som skruer et så absurd stort show sammen)
Kejseren: De nominerede til årets Youtuber
Folket til kejserens store march igennem byen: Publikum/Youtube-følgerne
Drengen der, som den eneste, råber sandheden om kejseren: Anders Matthesen

Jeg har lige tjekket flere af de nomineredes Youtubekanaler. Der er fuldstændig radiotavshed. Man skulle da mene at de normalt ikke holder sig tilbage, for at lave et hurtigt videoindlæg, når noget går dem på. Men måske de, netop nu, sidder og kigger ned af sig selv, og indser at det faktisk er rigtigt det som “drengen” råbte… “Vi har måske ikke noget tøj på!?”

I H.C. Andersens eventyr begynder folket faktisk at stemme i, sammen med drengen: “Keiseren har jo ikke noget tøj paa”. Hvorvidt Youtubernes følgere også begynder at stemme i sammen med Anders Matthesen, kan kun tiden vise 🙂

Men mit bedste bud er desværre, at det hele ender på samme måde som eventyret:

Og det krøb i Keiseren, thi han syntes de havde Ret, men han tænkte som saa: “nu maa jeg holde Processionen ud.” Og saa holdt han sig endnu stoltere, og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

KH
Martin 🙂

Ps. Tjek Anders Matthesens indslag ud. Det er ret god grineren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*