En oplevelse fra den københavnske cykelsti

Jeg kører frem mod lyskrydset. Jeg stopper for rødt, og lægger mig i den yderste bane, fordi jeg ved min type elcykel kører lidt stærkere end de fleste af mine medcyklister. Der står jeg i mine egne tanker med et ben plantet solidt på cykelstien og den anden på pedalen. Pludselig får jeg et slag i nakken. Ikke et vildt og voldsomt slag men dog alligevel et fast og insisterende puf, som min cykelhjelm heldigvis sørger for ikke er voldsomt ubehageligt. Jeg kigger mig først over højre skulder for at tjekke hvilken cykelist der synes han/hun skulle være i sin gode ret til at give mig dette slag i nakken. De cyklister jeg får øjenkontakt med ser bare på mig med et lidt nervøst smil – det er helt sikkert ikke nogen af dem. Jeg kigger så over min venstre skulder, og så går det op for mig hvad der er sket. Bus 5C er lige kørt forbi mig ude i busbanen, og holder nu også for rødt. Den forholdsvist nye bustype har et meget lavt monteret sidespejl, og det er simpelthen buschaufføren som har tænkte jeg lige skulle have et morgen-nakkedrag med hans sidespejl 🙂 Jeg bliver lidt paf. Skal jeg råbe af chaufføren? Jeg har jo heldigvis ikke ondt, men burde dette kunne lade sig gøre? Jeg holder bestemt hvor jeg må holde. Ja, i yderste spor, men stadigvæk forsvarligt oppe på cykelstien.

Jeg smågriner lidt til mine medcyklister som tydeligvis har helt styr på hvad der lige er sket, og så finder jeg den store cyklist-pyt-knap frem og giver den et ordenligt puf. Det er vel den slags små pudsigheder der en gang imellem sker, når man vælger at cykle igennem København hver eneste dag 😉

Här slutar allmän väg! Cykelsti som pludselig stopper, og konference i Sverige :-)

Undskyld I ikke har hørt fra mig i over 14 dage. Det er der en række grunde til…

Mandag morgen før påske på vej til arbejde, valgte jeg at cykle direkte ind i en parkeringsautomat – intet mindre. Det endte i et voldsomt styrt (jeg faktisk rigtig gerne ville have haft på video), og det resulterede i et enormt trykket ribben. Fååååk, hvor sådan noget gør ondt. Ja, jeg tror faktisk aldrig jeg har oplevet noget lignende, og min krop valgte så at forsøge at bekæmpe smerterne med tre dages ond diarre! Ja, det er jo nærmest tragi-komisk, men må sgu indrømme at jeg havde lidt ondt af mig selv i de dage 🙂

parkeringsautomat (2)
Dette var parkeringsautomaten, som blev min overmand. Måske I, på billedet, kan se hvorfor det gik galt for mig. Cykelstien laver et lille sving lige før parkeringsautomaten, og det opfattede jeg ikke…

Da det begyndte at blive bedre, har jeg så bare haft vildt travlt (andet argument for I ikke har hørt fra mig). I weekenden spillede jeg et af mine sjældne DJ-jobs. Sjældne fordi jeg ikke siger ja til hvad som helst, det er et ret omfangsrigt setup jeg stiller op med. Jeg spiller nemlig kun vinyl, og det vejer altså ret meget 🙂 Men det er også sjældent jeg spiller, fordi jeg helst ikke spiller til store fester, men kun hygge-lounge-arrangementer, hvor dans som udgangspunkt ikke forventes. Dette arrangement var dog lidt anderledes, og jeg må sige at gæsterne, til den 50 års fødselsdag jeg spillede til, gav den fuld gas 🙂

dj setup vinyl

I mandags rejste jeg så til konference i Sverige, og her er jeg endnu. Eller pt sidder jeg på bagsædet på vej hjem i bil, og skriver dette blogindlæg. I går afholdte jeg min workshop, hvor temaet var “Technology-enhanced teaching”. Jeg viste og forklarede en masse online værktøjer, som man kan bruge i sin tilstedeværelsesundervisning.

Her står jeg foran mine tilhører lige inden jeg går i gang
Her står jeg foran mine tilhørere lige inden jeg går i gang

Og i går aftes var der så “Formel dinner”. Med “formel” menes “no jeans” 🙂 Vi jokede med at komme i badeshorts, men det endte jo selvfølgelig med at jeg trak i blazeren og monterede slipset, selvom jeg ikke var meget for det 🙂

jakkesaet og slips

Nå, men det var bare lige en lille update herfra! Håber I alle har det godt 🙂

KH
Martin

Ps. I skal lige se udsigten og solnedgangen fra hotellet i Halmstad, hvor konferencen blev afholdt
udsigt solnedgang

Pps. Konferencehotellet hedder Tylösand, og er ejet af Roxette forsangeren Per Gessler. Derfor er der alle mulige “Roxette” og “Gyllene tider” effekter rundt omkring. Læg særlig mærke til de to afslagsbreve Roxette og Gyllene tider fik før de slog igennem 😉

Cykellist Vs. Buschauffør

Lets get ready to Rumble!!!

Sådan lyder det i mit hoved når jeg kører på min cykel på Knippelsbro. Jeg ved at krigen starter når jeg er kommet over broen og rammer Amager.  En utrættelig nervekrig mellem cykellist og chauffør.

Jeg holder for rødt i et lyskryds. Jeg placerer den højre pedal i perfekt position, til at kunne bruge samtlige kræfter i højre lårben til at træde pedalen ned, når lyset skifter til gul. Buschaufføren gasser op. Han skuler over mod mig. Han ved godt jeg vil gøre alt for at nå før ham inden næste stop. Han vil elske at kunne åbne dørene ved stoppet 20 meter før mig, for så ved han, at han er lykkedes med sin mission…at få mig stoppet. Hvis ikke det lykkes ham at få mig stoppet, smider han passagerne af så hurtigt som muligt. Han skal nå mig igen. Og hvis det så skulle være så skønt at det lige har regnet, ja, så er hans lykke gjort. Når han passerer mig, sørger han for at ramme en stor vandpyt så tæt på kantstenen som muligt, så jeg bliver oversprøjtet med hans vand og smat.

JEG GIVER IKKE OP. I morgen er jeg klar igen. Jeg lader mig ikke kue. Jeg lever på de dage hvor det lykkes mig lige at nå lyskrydset før ham. Jeg lever på de dage, hvor en passager fumler med pengene eller månedskortet. Så kan jeg næsten mærke hans aggressive tanker “Pis, den gule djævel vandt sgu kampen i dag”

amagerbrogade