Kategori: Familie

I fredags fik vi forvildet os ind i en oplevelse. En oplevelse vi ikke i første omgang havde set komme.

LisB kom ud til mig i køkkenet, og sagde at det pindsvin vi have haft boende under halvtaget i et par måneder, lå mere eller mindre livløs ude mit i vores bed. Jeg gik ud og kiggede og ganske rigtigt lå det der og rørte næsten ikke på sig. Det var tydeligt at det ikke var en god situation for det lille pindsvin. Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre i den situation. Skulle jeg hente spaden og få den aflivet? eller skulle jeg nænsomt lægge den ind i hjørnet hvor den plejede at “bo”. Den endelig beslutning blev heldigvis den sidste. Jeg tog et par arbejdshandsker på, og fik den lille fyr ind i hjørnet. Her dækkede jeg den med blade, da jeg jo tænkte at det nok kunne holde lidt på varmen.

Da jeg kom ind igen, var jeg alligevel lidt bekymret for det lille kræ. Jeg googlede lidt, og fandt frem til en vagttelefon til “pindsvinevennerne”. Jeg ringede og forklarede situationen…og så var det oplevelsen begyndte at vokse. I telefonen var den flinke dame meget sikker i sin sag. Pindsvinet var alt for lille til at kunne gå i vinterhi – den er blevet født for sent. Et pindsvin skal veje minimum 600 gram før den selv kan gå i hi, fortalte hun (og det vejede den bestemt ikke). Hun forklarede at den hurtigst muligt skulle bringes til en “pindsvinehjælper”. Den skulle puttes i en papkasse med håndklæder og varmedunke… Det var så her jeg indså at jeg havde åbnet Pandoras æske. Nu var der ingen vej tilbage. Nu kunne jeg jo ikke gå ud og give den nådestødet – pindsvinevennerne var aktiveret! Den flinke dame forklarede at den nærmeste hjælper, var Kirsten i Dragør.

Så måtte jeg igang. Papkasse og håndklæder blev fundet frem. Handsker monteret, så jeg kunne få den lille fyr nænsomt ud af det lille bladbjerg, jeg havde lavet til den. Jeg kunne mærke der stadigvæk var lidt liv i den, men det var ikke meget. Jeg lagde den i kassen og svøbte den i håndklædet. Jeg begyndte nu at få en lille smule sved på panden, for vi var faktisk på vej til Falster, inden alt det her halløj det startede. Nå, men vi fik læsset bilen med Amanda, pindsvinetransportkassen og vores andre pakkenelliker. Vi havde lidt svært ved at finde Kirstens hus, som ellers bare skulle ligge i bunden af en stille almindelig villavej.  Efter lidt tid gennemskuede vi, at vi nok bare skulle begive os ind i vildnisset. Med kassen i armene skulle vi forcere et lille bitte 40 cm højt hegn, før vi kunne gå på opdagelse i haven for at finde frem til indgangen til huset. Vi bankede på en dør og en gammel dame med langt gråt hår kom – langt om længe – ud og åbnede. Vi blev budt indenfor, indenfor i et pindsvinehjem: Store papkasser over alt. Små bøtter med kattemad-lignede indhold. Store kanyler med æblejuice lignende væske. Pindsvinetæpper. Klistermærker med Pindsvinevennerne. Papirer med håndskrevne noter. Gamle aviser.
Vi var kommet til Pindsvinevennernes højborg. Kirsten er en dame på 82 år, og hun forklarede os at det var hende som i tidernes morgen havde startet foreningen pindsvinevennerne. Hun sagde: “Det er vigtigt at blive ven med pindsvinet. Man kan blive ven med alle pindsvin man møder på sin vej” Og hun fortsatte: “Hvis man bare har det rigtige håndelag, så kan pindsvinet blive tryg ved en på under 5 minutter.” Imens hun talte tog hun meget forsigtigt pindsvinet ud af vores kasse (selvfølgelig uden hansker, ikke en tøs som mig), og begyndte at massere på pindsvinet. En teknik hun beherskede til “UG kryds og pindsvin”. Efter et par minutter kunne vi se at pindsvinet begyndte at slappe af. Kirsten viste os at skinnet på det lille kræ nu begyndte at løsne sig. Et tegn på at pindsvinet slappede af og fik varmen. “lige siden jeg var 7, har jeg altid været ven med pindsvin. Der er alt for mange pindsvin der ikke har det godt. Alt for mange haver der ikke er egnede som pindsvinehjem, og de mange hunde gør det heller ikke lettere”. Kirsten fortsætter massagen og viser stolt det noget mere afslappede pindsvin frem, og forklarer at pindsvinet nu skal fedes op før det så kan slippes ud igen. I denne 3-4 måneders periode skal pindsvinet bo hos hende, i hendes stue.

Efter 15 minutters pindsvinemassage begynder Amanda at brokke sig.  Hun vil meget gerne ned fra vores arme og ned og lege med de mange spændende ting i huset. Denne lyst er vi dog ikke specielt begejstrede for, og vælger derfor at påbegynde en afslutning. Inden Kirsten slipper os, får vi en masse klistermærker og en opfordring til at komme forbi en anden dag, hvor vi har mere tid, så vi rigtigt kan lære om pindsvin. Jeg får lov at tage et billede af hende og pindsvinet, og vi drager derefter ud i vildnisset og ud til vores bil. Efter 2 minutters bilkørsel falder Amanda i søvn, en stor oplevelse rigere.

Tak til Kirsten og tak til pindsvinevennerne for den fantastiske indsats I gør.