Den sidste kartoffel…

Jeg er igang med at lægge kartofler i haven. Og så finder man sådan en lækker lille en, fra sidste sæson. Det er da lidt sjovt at kartofler kan ligge så længe i jorden uden at tage skade – jeg bliver overrasket hvert år. Den ser da total spiseklar ud!


 


 

Jehovas Vidner er ikke afvisende overfor rumvæsner!

Sikke mange ting jeg oplever mens jeg maler min blomsterkasse 🙂

Mens jeg sad og nød malingen tørre, dukkede to flotte fyrer op i min carport. Jeg kunne jo nok regne ud, at de på den ene eller anden måde måtte være religiøse “missionærer”. Og rigtig nok. Det var Jehovas vidner, og de hilste pænt og spurgte om mit forhold til Biblen. Jeg forklarede at folk måtte læse og tro på hvad de ville, men at al ekstrem læsning af disse tekster (biblen, Koranen, Toraen, etc) er af det onde. Det kunne de som sådan godt følge mig i, men vred sig lidt da jeg forklarede dem at der jo i Det nye Testamente, faktisk står at de vantro skal dræbes (“De vantro er som umælende dyr hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes.”) De mente ikke der stod sådan i Det Nye Testamente. Men det har jeg altså fra en ret sej kilde: http://www.martinhansjensen.dk/den-mest-voldelige-religion/ (selvom jeg ikke lige kunne give dem et sidetal).kors pensler

Da vi fik lagt den diskussion ned, spurgte jeg dem hvordan de ville have det hvis der om 50 år kom rumvæsner ned til os, som kunne bevise at det var dem som havde plantet os her på Jorden. Og her forbløffede en af dem mig. Han sagde at de jo så måtte revurdere deres syn på Biblen, og eventuelt undersøge om de på en eller anden måde, vil kunne få det til at passe ind i bogen. Jeg har aldrig hørt så klar en åbning – fra en religiøs – overfor dette scenarie. Normalt har, dem jeg har snakket med, bare affejet mig og sagt at det ikke kommer til at ske, og de derfor ikke kan tage stilling til det. Ret fedt, og dejligt forfriskende, at han var så åben. Men hans “kollega” kiggede altså også en smule underligt på ham 😉

Jeg ønskede dem en god lørdag, og de smutte videre til naboen 🙂

Hvorfor vil man have en kæmpehund?

Jeg ser ofte folk i gadebilledet slæbe rundt med meget store hunde. Altså sådan nogen sankt-bernhards-agtige nogen. Jeg forstår det ikke. Det er ikke fordi jeg ikke forstår at folk gerne vil have en hund. Det forstår jeg så udmærket. Men hvorfor skal den være på størrelse med en lille hest? Hvis jeg stod og skulle have en hund og kunne vælge mellem enten:

  1. En kæmpe, som æder sammen mængde mad som beboerne i mellemstor afrikansk landsby, fylder et halvt køkken, savler 1 dl hver gang den svinger med hovedet og laver så stor en hundelort at du må udruste dig med nettobæreposer, hver gang du skal lufte dyret.
  2. En lille en á la Kvik fra Matador, som max spiser 500 gram om dagen, kan ligge på din mave og når den laver en lort på gaden, er den så lille at du nærmest ikke behøver at fjerne den.

Jeg tænker valget må være let, men alligevel er det altså mange der vælger de store!? Måske nogen kan hjælpe mig! Hvad er det der gør at man vil have en sådan kæmpe i sit hjem?

Så er det sgu påskeferie!

Så er det blevet påskeferie. Jeg er lidt snottet, men med ordenlig påklædning kan man fint tage sig en slapper i formiddagssolen ved vores sommerhus på Sildestrup strand 🙂

God påske til jer alle!

Tegninger fra vuggestuen…

Kære Amanda (og måske også lidt til pædagogerne i vuggestuen)

Det er dejligt at du laver alle mulige fine tegninger og andre spændende ting til os på dit arbejde (vuggestuen), men vil du ikke være sød at lade være med at bruge så meget glimmer?!
Her sidder jeg nu med glimmerbukser, glimmertaske, glimmerbord og glimmerkøkkengulv…

Kærlig hilsen
Din far 🙂

De små ting i livet

Når man går og er lidt muggen i skindet,
Så kan selv små positive ting faktisk lette sindet.

Jeg går rundt herhjemme og er lidt smågnaven (jeg er snottet, der er ikke styr på aftensmaden, etc, etc) Det hjælper heller ikke noget på det at jeg bliver nødt til at tage ud og handle ind. Jeg hopper ud i bilen, drøner de 200 meter op til vores lokale dagli’ brugs og går ind:

  1. Mine medkunder hilser pænt på mig da jeg træder ind
  2. Der står gratis frugt til ungerne (jeg har dog ikke Amanda med, men bliver glad for at se tiltaget)
  3. En servicemedarbejder tager hyggelig kontakt til mig, da hun går forbi
  4. Alle de varer jeg har skrevet på min indkøbsseddel findes nemt i butikken og halvdelen er endda på tilbud
  5. Min yndligsvin har de i deres spotkasse
  6. I servicekassen opdager jeg at jeg har glemt mit medlemskort, men ekspedienten spørger mig så bare om mit telefonnummer, og så klares et nemt på den måde.

Nogen gange skal der bare ikke så meget til for at vende humøret fra negativ til positiv. Og det er jo egentlig fantastisk at tænke på. Tænk at man kan gøre en persons dag så meget bedre, blot ved almindelig venlighed, og små justeringer af dagligdagen. Ja, jeg får jo helt lyst til at sende positiviteten videre. Jeg kunne fx stille skraldespanden mere tilgængelig mandag morgen så skraldemanden får nem adgang. Jeg kunne måske rytte sne ved naboens fortorv, når jeg alligevel skal ud og gøre det. Jeg kunne holde tilbage for den ældre dame som skal over vejen. Jeg kunne forsøge at kommentere positivt på de indlæg jeg deltager i på Facebook. Jeg kunne…

KH
Martin

Hvordan kommer man bedst ind i det nye år?

Nytårsaften plejer man at stille sig op på noget – fx en stol – og hoppe ind i det nye år. Jeg valgte at gøre det på en lidt anden måde i år…

Vi var samlet fire par med børn til dette nytår. Derfor var det også en forholdvis stille nytårsfest. Sjov, men ikke med dans på bordene. Ikke fordi vi ikke kunne have danset på bordene, nok mere fordi forældrenes energi, bare ikke rigtigt var til det.

Klokken 24.00 skåler vi i champagne, 10 minutter efter står vi ude på gaden og fyrer batterier og raketter af og ryger den klassiske nytårscigar/cigaret. Vi går ind igen, drikker lidt cocktails, stener lidt TV, hører lidt “Rage against the machine” og klokken 3 går jeg i seng (som sidste mand). Jeg falder meget hurtigt i søvn.

Klokken 5 vågner jeg. Jeg befinder mig i luften mellem sengen og et hårdt kælder-stengulv, og i splitsekundet efter lander jeg med et bump. Jeg ligger dernede og jamrer mig. Og så er det at jeg hører min hustru oppe i sengen ligge og grine. “Hey jeg slog mig altså”, vrisser jeg op mod hende…Men det var altså ikke så nemt at stoppe hendes grin.

Ja ja, set i bakspejlet kan jeg da også godt se det komiske i at jeg ikke valgte at springe, men trille, ind i det nye år. Mon det giver mig et lykkebringende 2016!? Den første uge af 2016 gik med et hold i nakken… 🙂

Under alle omstændigheder, godt nytår til dig og dine!

Dagens Live youtube (desværre stadigvæk uden GoPro kamera)

Jeg kører på den pæne Østerbrogade. Jeg ser ca 40 meter længere fremme en mor og hendes ca 5 årige datter. Det er tydeligt at datteren skal tisse. Virkelig meget tisse. Moderen kigger forvirret rundt, og ved ikke hvad hun skal gøre. De skal formentlig videre til en cafebesøg, så at lade pigen tisse i bukserne er ikke en option. Resolut trækker moderen bukserne ned på datteren og tager hende i armene og bærer hende hen over cykelstien, hvor moderen har opdaget der er en rist. Og der tisser pigen så mens cykler, biler og jeg drøner forbi. Og det skal lige siges at pigen og moderen ikke var til fare for trafikken. De parkerede biler på Østerbrogade havde skabt et fint lille “tisse-helle”. Jeg smilede hele vejen hjem 🙂
@Østerbromor: Du får fem store stjerner af mig!

osterbro-tis

Live Youtube!

Nogen gange er man så heldig at opleve en Live Youtube! 🙂

Jeg kommer kørende på min cykel på Amager Landevej. 20 meter fremme, ser jeg en dame på omkring de 45 år. Hun kommer gående med sin cykel, en fyldt Nettopose og en smøg i munden. Pludselig vælter to 1½ liter colaflasker ud af posen og ned på jorden. Der går hul på den ene, og som I nok ved så sker der gerne det, at det så begynder at sprøjte rundt med cola pga kulsyren. Den sprøjter flere gange på hende, og hun bliver helt febrilsk. Hun vil ikke slippe sin cykel, bærepose eller smøg, så hun prøver med den ene fod at skubbe cola flasken væk, men det resulterer i at hun blot får vendte flasken om, og colaen begynder at sprøjte direkte op i hendes hoved. Nu bliver hun nødt til at opgive sin smøg, for den er fuldkommen oversprøjtet. Hun spytter den ud og så begynder colaflaskens sprøjten at aftage i styrke. Et par meter væk, står en mand, som nu – efter der er faldet lidt mere ro på – går over for at hjælpe den stakkels dame. Jeg kommer også op på siden af hende, og råber opmuntrende til hende: “det så da godt nok lidt uheldigt ud det der”. Der er styr på situationen, omend hun nok er lidt klistret, så jeg kører videre, mens jeg ærgrer mig gul og blå over jeg ikke har et Go Pro kamera monteret på min cykelhjelm 🙂

burde man ikke være i nuet på sin ferie?

Vi er lige kommet hjem fra en uges ferie på Kreta. Det var en dejlig tur, men jeg må sige at jeg undres. Da jeg sad på min terrasse ved poolen, sad der zombi-lignende par hvor end jeg kiggede. De snakkede ikke sammen, selvom de sad ved siden af hinanden. De kiggede ikke på hinanden, eller rørte ved hinanden. De sad bare der og kiggede ind i hver deres bog. De var fuldstændig opslugt af den bog de læste i, og ænsede ikke hinanden, eller de ting der skete i nuet. Kun hvis der var en person der direkte konfronterede dem, eller nogle børn der fik sprøjtet vand på dem, kiggede de væk fra deres asociale fantasiverden – men så hurtigt som duk fra den varme Kretasol, åbnede de bogen igen og kunne ved hjælp af deres smarte bogmærke, fortsætte præcis hvor de slap.

Er det virkelig sådan man skal bruge sin ferie? At sidde i sin helt egen verden, og forsvinde væk? I skulle tage og kigge lidt væk fra jeres bøger, og i stedet for begynde at opleve og socialisere. De fleste hoteller har jo endda gratis WiFi, så man har jo endda mulighed for at socialisere med hele ens netværk, og ikke bare dem man rejser med.

Kærlig hilsen, og god – bogfri – efterårsferie 😉
Martin

boger paa ferien

An Open Source Beer – EN øl fra IT Universitetet går til kamp mod overmagten

Da jeg gik på IT Universitetet (2004-2006), kørte et spændende projekt. Et projekt, jeg husker, jeg var ærgerlig over jeg ikke var med i. Projektet gik ud på at man skulle lave verdens bedste øl, og det ville man selvfølgelig gøre ved at brygge en god øl, og så uploade opskriften til fri afbenyttelse og videreudvikling, såkaldt Open Source.

opensourcebeeritu1

Da projektet havde færdigbrygget øllen fik jeg skaffet mig en flaske “Open Source Beer”, og den har levet sit eget liv i henholdsvis mit værksted og mit lydstudie i alle årene. Men i dag… i dag blev den åbnet. Ikke fordi jeg havde lyst til at smage den, her 10 år efter den blev brygget, men simpelthen fordi jeg skulle bruge den i en ubønhørlig kamp. Jeg havde ikke andre øl i huset, og vi var omringet af frådende dræbersnegle som var i færd med at indtage vores matrikel, og da jeg kom ud i mit værksted og så Open Source øllen, så gik der ikke lang tid før jeg besluttede at åbne den.

Og jeg synes egentlig det er en rigtig fin måde at min Open source øl skulle ende sine dage: i kampen mod det onde! I kampen mod overmagten som vil indtage vores private hjem og snylte på os og vores privatliv. Mange tak til Open Source Beer, tak for kampen.

opensourcebeeritu2PS. Jeg kunne jo ikke lade være med lige at smage på den, da jeg nu havde den åben…den smagte faktisk stadigvæk af god mørk øl, dog lidt mere syrlig end hvad godt er 🙂