Selvklæbende lappegrej – Det er sgu smart!

Min cykel var punkteret her den anden dag, og da jeg nu er flyttet i hus, tænkte jeg at jeg heller måtte gå “back to basic” og selv lappe min cykel.
Jeg fandt mit gode gamle lappegrej frem og begyndte processen. Jeg fedtede rundt med lim og lap, og måtte så sande at det lappegrej jeg havde forlængst burde være gået til de evige gummimarker. Limen kunne ikke lime og lappen smuldrede.

Jeg kørte til min lokale cykelhandler. Den flinke cykelhandler kunne fortælle mig at det ikke kunne betale sig at lappe når nu en ny slang kun koster 45 kr. Og det har han da egentlig ret i tænkte jeg. Jeg kom glad hjem med en ny slange og monterede den hurtigt. Jeg pumpede dækket op, og og alt var skønt. Lige indtil luften endnu engang begyndte at vælte ud af mit dæk…Jeg skælte cykelhandleren hæder og ære fra. Hvorfor skulle han sælge mig en slange som der var hul i?! Da jeg så havde mokket lidt over den latterlige nyindkøbte slang, besindede jeg mig og indså at jeg havde lavet den aller mest basale fejl man kan lave når man skifter slang eller lapper sin cykel. Jeg havde ikke tjekket dækket for spidse genstande som jo måske kunne have været skyld i det første hul…D’oh!

Nu kunne jeg jo så ikke give cykelhandleren skylden og måtte jo derfor enten op og købe en ny slange eller indkøbe nyt lappegrej. For ikke at miste min “gør det selv” værdighed helt – og slukøret traske op til cykelhandleren og indrømme min pinlige fejl – kørte jeg til Harald nyborg for at se om de havde lappegrej. Harald nyborg havde noget nyt og smart lappegrej, hvor man ikke behøver at bruge lim. Måske jeg er den sidste i verden der finder ud af dette…måske det har været fremme i mange år, men det er altså også mange år siden jeg har lappet cykel.
Men jeg købte det moderne lappegrej, smed lappen på mit lille hul. 30 sekunders tommelfingerpres og lappen sad perfekt på slangen. Ganske enkelt genialt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*