Strøget: fra rabalderstræde til “gøglergade”

Det er rigtig lang tid siden jeg har haft behov/mulighed for at gå en tur på Strøget. Jeg tror sgu nærmest jeg var mere på strøget da jeg boede på Falster end idag hvor jeg bor i København. Det er jo egentlig nok fordi Strøget jo ikke er den fedeste handelsgade. Der er dog alligevel en speciel og hyggelig stemning når man så endelig kommer…Ja det har jeg da i hvert fald altid syntes.

Strøget er dog ved at blive transmogriffet fra rabalderstræde til “gøglergade”. Det første jeg måtte gå i en stor bue uden om var en Gylden dværg. Den gyldne dværg var dog alligevel så tilpas mærkelig at jeg måtte stoppe og og kigge på ham. Den lille mandsperson havde væltet sig ind i gylden maling og sad på sin kuffert som også var farvet gylden. Hans talent bestod så i at han kunne ringe med en klokke når nogen kom og puttede penge i hans gyldne vase. Når der gik lidt for lang tid imellem mønterne, skræmte han de små piger der gik forbi, ved at klaske dem i rumpen eller råbe og sprælle med armene. På trods af hans kæmpe talent valgte jeg ikke at give ham nogen penge.

Den næste sprællemand jeg mødte på min vej op mod SportsMaster var selveste Darth Vader. Ja den er god nok, det var ham. Han kunne både ånde tungt,bar hjelm og kappe og havde et lyssvær der dog ikke så så faretruende ud. Måske det overhovedet ikke var et rigtigt lyssvær?! Darth har nok ment det var for farligt at tage det ægte med på Strøget i København! Nå, men Darth Vaders talent bestod i at han kunne åbne sin kappe og lade børnene komme ind under hans trygge mørke klæder, mens forældrene kunne knipse billeder med mobiltelefonerne.

Det næste jeg oplevede på min vej, var et ømt syn. To goth fyrer spillede musik. Den ene spillede på bongotromme og den anden spillede på elguitar – i vildt dødsmetal design. De to fyrer spillede top20 lejrbålssange. Og de gjorde det skam helt ok, men der var altså bare et eller andet form mismatch som JEG ikke helt kunne se bort fra…

Men altså… der må jo være penge i det…ellers havde alle disse gøglere vel ikke indtaget strøget?! Som jeg ser det står jeg overfor et klart valg her:
1: Enten overtaler jeg alle der besøger Strøget til at stopper med at give disse gøglere penge…
2: Ellers hygger jeg mig bare med det…og går sandsynligvis hele vejen ved at klæde mig ud som en frøsnapper og stiller mig på Strøget sammen med gøglerne. Når børnene kommer forbi og kaster penge i min sukkersnask så trækker jeg min harmonika frem og spiller dem en serenade.

Hvad skal jeg vælge at gøre?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*