Den mest voldelige religion?

Der er meget tit diskussioner i medierne om hvilken religion der er den mest voldelige og kvindeundertrykkende. Diskussionen føres dog desværre alt for ofte af folk som egentlig ikke har sat sig ind i de forskellige religioner – og heller ikke deres egen. Jeg skal bestemt ikke pudse glorien i denne situation. Jeg har ikke sat mig ned og læst Biblen, Koranen og ej heller de hellige Buddhistiske skrifter.
Men nu har jeg fundet en som har. Jens Galschiøt er forfatter og kunstner. For tre år siden satte han sig for – med åbent sind – at sætte sig ind i hvilken religion der er den mest voldelige og kvindeundertrykkende. Projektet kalder han “Abrahams børn”.
For et par dage siden havde DR P3 et tema om religion, på baggrund af en Islam-kritisk udtalelse fra Marie Krarup (DF), og her blev Jens Galschiøt interviewet om vold og kvindeundertrykkelse i de forskellige religioner. Det var fantastisk at høre en person som har sat sig ind i sagerne. Han har ikke bare samlet tredje persons ytringer og tolkninger, som vi andre ofte gør. Han har rent faktisk studeret Koranen, Biblen og Toraen, for netop at forsøge at lave en neutral sammenligning. Jeg har valgt at transskribere indslaget fra P3.

Vært: Så lad os lige starte med det konkrete citat fra Marie Krarup:

“Islam er vold. Moderate muslimer er ikke problemet, men selv de kan blive ekstremister over tid. I Islam er det OK at tæske sin kone. Det er OK at dræbe dem der ikke er muslimer. Det er det problem vi står overfor”

Vært: Kan man finde belæg for det hun siger i Koranen Jens?
Jens: Ja det kan man faktisk fuldstændigt…
Det her er Surah 4 hvor der står. “Hvis man frygter genstridighed fra sin kvinde skal man lade hende alene i sengen og slå hende her. Hvis hun så adlyder skal man ikke gøre mere, for gud er ophøjet og stor”. Det står der faktisk i Surah 4. Det er fuldkommen rigtigt. Og der står også i Surah 9: “Man skal dræbe de vantro der sætter andre ved guds side”. Og det er faktisk kristne for der er jo en treenighed. “Hvis de omvender sig og holder bøn så skal man lade dem gå fri. Gud er tilgivende og barmhjertig”. Så det er rigtigt det står der faktisk i Koranen. Lige præcis det her…
Vært: Men hvad så hvis man kigger i Biblen Jens, kan man så også støde på opfordringer til vold der?
Jens: Ja for søren, der er lige så mange som der er i Koranen. Fx står der at de vantro de “løber med sladder og bagtaler andre og hader gud – Lever man sådan fortjener man at dø” Det står der simpelthen i biblen. Og der står fx. “og de farer frem med vold og hovne og fulde af pral” Der skal I måske passe lidt på her (henvendt til værterne) “Lever man sådan fortjener man at dø” Og endnu værre: “De vantro er som umælende dyr hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes. De skal omkomme på samme måde som dyrene”. Man må nok sige der er temmelig mange – og det er det nye testamente det her. Når man tager det gamle testamente, så skal de også stenes og sådannoget – det er de ikke så meget for i det nye testamente.
Vært: og kan man tale om når man ser på biblen – og Toraen – overfor Koranen at der er nogen af bøgerne som er mere voldelige end de andre, eller er de allesammen lige slemme?
Jens: De er allesammen voldelige, vil jeg nok sige. Man vil nok se at Toraen – altså det gamle testamente – som jo faktisk er en del at den kristne Bibel og de fem mosebøger, er nok noget af det mest voldelige. Også fordi den er så gammel. Og så kan man sige at dernæst kommer kristendommen og Islam – de ligger vel tæt på hinanden i vold, og deres syn på de vantro. Jeg vil nok sige at islam faktisk er lidt mere lys i forhold til de vantro. De mener faktisk at de kristene er en slags gode mennesker. De mener at Jesus er en profet, og de mener at man ikke skal gøre de kristne noget. Det står der flere steder. Så på den måde er der faktisk belæg for en hvis form for barmhjertighed, også overfor os kristne i Islam. Det er der selvfølgelig ikke i kristendommen, for Islam var ikke opfundet den gang den blev skrevet.
Vært: nu er det jo en lidt underlig pokal at uddele, men i forhold til det her med kvindeundertrykkelse. Hvis man skal give pokalen til en af de her gamle bøger når det kommer til hvem der er slemmest. Hvem skal så have den?
Jens: Ja, det er så meget sjovt, for da jeg gik igang med projektet havde jeg måske slet ikke set det her. Der er ingen tvivl om at det nye testamente er det aller værste imod kvinder. Sådan er det. Det er vores bog, som Marie Krarup tror mest på. Det er den der er den aller værste. I det nye testamente skal hustruerne underordne sig deres mænd i et og alt. Kvinder har ikke lov til at udtale sig. De har ikke lov til at tale i offentlige forsamlinger. “En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt”. “En kvinde har ingen hjerne”. “En mand er sin hustrus hoved”. Det er nogle citater fra Kristendommen. Hvorimod der i Islam faktisk er flere religionshistorikkere som har kaldt Islam for et kvasifeministisk skrift. Det er sådan, at de nok giver kvinder flest rettigheder.
Vært: Det lyder jo alligevel også som om der er nogle hårde ord i Koranen til kvinder.
Jens: Der er masser af hårde ord i alle tre bøger. Man skal ikke tage fejl af at Gud er pisse sur på pigerne, fordi de har taget det der æble fra kundskabens træ i sin tid. Det tilgiver han dem bare ikke, og sådan er det og derfor er han generelt sur på kvinderne. Men hvis man nu tog de tre bøger og stillede dem ved siden af hinanden, så vil kristendommen være værst for kvinder, og Koranen vil være bedst for kvinder. Fx kan man slippe af med sin mand som kvinde hvis man er muslim. Det kan man faktisk ikke i kristendom, der hænger man simpelthen på ham for evigt. Man kan overhovedet ikke slippe af med ham på nogen måder. Så alene det, så skal jer kvinder der gerne vil slippe af med jeres mand faktisk konvertere (tydeligt at dette bliver sagt i spøg)
Vært: Eller lade være med at tage det alt for bogstaveligt
Jens: Ja, eller lade være med at tage det for bogstaveligt. Der er det store problem, og der har Kragrup jo fat i noget. Det handler om hvem der i virkeligheden tror på det her! Men hvis man tager de her ting fuldstændig som pålydende, så kan man lave et rædselsfuldt samfund ud fra alle tre bøger uden problemer: Et nazistisk, et fascistisk, et rædselsregime. Og hvis man tager de smukke citater fra alle tre bøger, så kan man lave et fantastisk smukt og velafbalanceret og næsten pladderhumanistisk samfund…
Vært: Skal vi ikke lukke den der! Det var da en lille smule godt nyt.
Jens: Jo lad os gøre det.

Her kan læses mere om projektet:
http://fundamentalism.dk/

Billede fra Jens Galschiøt udstilling
Billede fra Jens Galschiøts udstilling

Opdatering d. 11. april 2016

Nu har jeg fået flere og flere kommentarer om at der altså ikke findes den slags voldelige og kvindeundertrykkende citater i Det Nye Testamente. Men så må jeg jo bare være endnu mere detaljeret. Alle citater direkte fra Det Nye Testamente:

  • Lukasevangeliget, kapitel 19, Vers 27: Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.”
  • Første korientherbrev, kapitel 14, vers 33-35: “Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.”
  • Andet Petersbrev, kapitel 2, vers 12: “Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene”
  • Efeserbrevet, kapitel 5, vers 21-24: “I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.”
  • Romerbrevet, kapitel 1, vers 30-32: “de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.”

Kilde: http://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline

Censurering eller rettidig tilretning af Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe?

Jeg har det lidt svært med de mange mennesker som ytrer sig negativt, om at et svensk tv-selskab redigerer enkelte ord ud af Astrid Lindgrens “Pippi Langstrømpe”. Jeg er helt med på at man selvfølgelig ikke skal gå ind og ulovliggøre bøgerne og ordlyden. Det er en kulturarv, og den gang sagde man altså “Negerkonge” og derfor skal teksterne og bøgerne selvfølgelig beholdes. Men når man så skal opdatere den gamle TV serie til nutidens børn, så har jeg det faktisk helt fint med at man redigerer ting ud, som man i dag betragter som mere eller mindre racistisk. Ikke fordi jeg vil være politisk korrekt, men fordi Astrid Lindgren simpelthen kan blive misforstået, hvis vi benytter den gamle ordlyd. Nogle kan komme til at tænke hende som racistisk. Og det var nok det sidste Astrid Lindgreen var. Så egentlig tror jeg vi tjener hende bedst ved at redigere og opdatere med skånsom hånd.

Jeg har fundet en af mine gamle plader frem. Til dig som stadigvæk er negativ overfor censureringen af Astrid Lindgren, hvordan ville du have det, hvis man i dag begyndte at synge denne sang i vuggestuerne og børnehaverne?

Jeg glemte at vedligeholde min cykel – og det fik konsekvenser!

Jeg havde en gang en cykel. Jeg var egentlig glad for den cykel, men jeg var ikke god til at vedligeholde og efterspænde den. En dag jeg kørte i mine egne tanker, lød der pludselig et kæmpe brag, cyklen bremsede voldsomt og jeg var ved at blive kastet ud over styret. Skruen på Støttebenet var pludselig gået løs, og derfor var støttebenet fløjet ind i mit baghjul. Både baghjul og dæk var fuldkommen smadret og jeg måtte trække hjem. Dagen efter gik jeg til cykelhandleren, og måtte betale over 800 kr for at få min cykel repareret. Nøhj hvor jeg i dagene efter ærgrede mig over jeg ikke havde udført basal vedligeholdelse af min cykel. Det kunne have sparret mig for en lang trækketur og overtræk på kassekreditten.

Jeg kom til at tænke på denne cykelhistorie, da jeg her den anden dag hørte et indslag om de mange “ikke etniske danskere”, som drager i hellig krig for IS. De to situationer er underligt nok meget sammenlignelige. På samme måde som mig og min cykel, har vi nemlig glemt at vedligeholde integreringen af disse unge mennesker, og nu står vi i en forfærdelig situation, som kunne have være undgået. I fremtiden bliver vi simpelthen nødt til at lykkes bedre med integrationen. Og det handler ikke om at der skal flere – og hårdere – konsekvenser som højrefløjspolitikerne forsøger at overdøve hinanden med. Nej, vi skal simpelthen lykkes med at få disse unge mennesker til at føle sig som en del af det danske samefund. Første skridt på denne rejse er en ændring af tonen i den danske integrationsdebat.

dansk cykel

Letbane i Tårnby kommune?

Den offentlige transport halter desværre virkelig meget i store dele af vores kommune (Tårnby kommune). Ved de to metrolinjer er det selvfølgelig helt fantastisk, men når det kommer til at komme på tværs i kommunen, kræver det ofte tre skift med forskellige buslinjer og stor ventetid. Ja, det er nærmest umuligt at fragte sig selv rundt i Tårnby kommune, hvis man ikke ejer en bil eller cykel. En letbane vil dog kunne gøre enorme ændringer på dette problem. Jeg har et læserbrev i vores lokale avis (2770), hvor I kan læse, at jeg ikke er helt positivt stemt overfor hvordan vores kommunes politikere, IKKE har samarbejdet om et ellers virkelig positivt letbaneprojekt. Læserbrevet kan I læse her (I kan også læse min tekst under billedet):

I sidste udgave af 2770 læste jeg til min skræk, at Tårnby kommune – med teknisk udvalg i spidsen – har en meget kritisk tilgang til Letbane i kommunen.
‘Letbanenet i Storkøbenhavn’ har spurgt Tårnby kommune hvilken af de to linjeføringer gennem Tårnby til lufthavnen, man foretrækker – den nordlige via Tårnbyvej eller den sydlige via Løjtegårdsvej? Teknisk udvalg svarede, at man mener der allerede er tilstrækkelig kollektiv trafik til lufthavnen og man ikke vil støtte Letbanen økonomisk. HERRE JEMINI! Her
står vi overfor en fantastisk mulighed for at opnå langt bedre infrastruktur i kommunen. Den nordlige forbindelse hjælper nok ikke kommunen synderligt, for her har vi allerede buslinje 350S, men den sydlige linje vil derimod give Tårnby et enormt – og kærkomment – løft. Den vil
køre fra lufthavnen til Løjtegårdskvarteret, tæt på det store industriområde Kirstinehøj, og helt ud til Vestamager metro. Den sydlige Letbane vil altså dække et kæmpe område, der tørster efter mere og bedre offentlig transport. Samtidigt vil vi med den sydlige forbindelse få et fantastisk grundlag for, på et senere tidspunkt, at udvide letbanen ud til Dragør.

Kære politikere: Vi må da endelig ikke være afvisende overfor dette fantastiske letbane-projekt. Vi skal gribe chancen, og selvfølgelig være med til at betale, for den sydlige forbindelse vil løfte kommunen ind i superligaen for offentlig transport.

RØR IKKE VED LICENSEN! HVIS I GØR DET FÅR DET KONSEKVENSER!

DR lukker Underholdningsorkesteret. Det er en beslutning der giver røre i andedammen (både hos politikere og almindelige danskere). “Hvordan kan man dog lukke en hæderkronet institution som Underholdningsorkesteret!” lyder der fra flere sider.
DR har virkelig tænkt sig om. Denne manøvre er et – intet mindre end – genialt træk fra deres side. Selvfølgelig skal de ikke lukke Den store bagedyst, x-faktor  og andre intetsigende underholdningsprogrammer. Det havde ikke givet nævneværdig debat, og politikerne ville bare tænke: “Se, DR kunne nemt undvære erhvervslicensen, måske vi skulle skære lidt tættere ind til benet næste gang”

Jeg tror det er en fuldkommen kalkuleret handling fra DR, for at få folk og politikeres øjne op for at vi rent faktisk får fantastiske ting for vores licens.
Og det gør vi! Vi får fantastiske ting, som vi ikke tænker over i dagligdagen.
Men lad os nu se, måske politikerne nu er nødt til at “redde” orkesteret – det vil der være stemmer i. Der er i hvert fald allerede mange tusinde personer, der har skrevet under på en afstemning imod lukningen.

“RØR IKKE VED LICENSEN! HVIS I GØR DET FÅR DET KONSEKVENSER!”

 

DR lukker underhodlndingsorkesteret

Kære medier, skal integrationspolitik virkelig være hovedtema til næste folketingsvalg?!

Kære-medier

Venstre adopterer en UDLÆNDINGepolitik!

På baggrund af Inger Støjbjergs udtalelser i dag, må jeg konkludere at Venstres reaktion på de dårlige meningsmålinger, nu er at adoptere både retorik og værdipolitik fra Dansk Folkeparti!
V og DFfokus.jpg

Ellen Margrethe Løj skal til Sydsudan som FNs særlige udsending

Wauw hvor har jeg stor respekt for Ellen Margrethe Løj. Det bliver en KÆMPE, og svær, opgave den hun vil komme til at stå overfor i Sydsudan – “men nogen skulle jo tage den” som hun siger (scrol lidt ned i vinduet herunder, og klik på den røde play-knap).

Dansk Folkeparti i regering

Jeg er ambivalent overfor fremtiden for Dansk Folkeparti. Det går jo fremragende for dem i disse dage. Og hvis meningsmålingerne blive omsat til stemmer til næste valg, ja, så bliver de et af de største partier i Danmark, og bør vel så egentlig  være et bud på et regeringsparti. Men for syv søren…Dansk Folkeparti i regering!!! I første omgang tænker jeg: Det må bare ikke ske! og når min første fortvivlelse så har lagt sig, begynder noget stille og roligt at gå op for mig. Hvis Dansk Folkeparti virkelig får så godt et valg, så er det bedste der kan ske, måske at de kommer i regering.

Hermed vil de ikke kunne være tungen på vægtskålen, som de var under VK regeringen – og kan derfor ikke få gennemført deres mange mere eller mindre tåbelig forslag i byttehandel for at stemme for større pakker og budgetter. De bliver med andre ord nødt til at samarbejde og tage ansvar, hvis de kommer i regering, også i forbindelse med de helt store udfordringer Danmark står overfor. Se, på denne måde kan det ende med at vi rent faktisk får et nyt og mere behageligt Dansk Folkeparti. Måske de endda ændrer navn til “Folkepartnerne” 🙂

CPR nummeret skal være utvetydigt, men skal aldrig kunne stå alene

Egentlig burde vores CPR nummer vel bare være som vores telefonnummer eller nummerplade, utvetydigt men ikke hemmeligt. Så kan det identificere os, men vil aldrig kunne stå alene.

Lad os beholde CPR nummeret, men med denne lille modifikation!

cpr nummer og sygesikringsbevis martin hans jensen

Der må ske noget nyt på den politiske scene!

Jeg har været lokalpolitisk aktiv i Venstre de sidste tre år. Det har i alle år ikke været nogen hemmelighed at jeg ikke har været specielt stolt af Lars Løkke, som formand for Venstre. Jeg har dog været i stand til at se bort fra det, og ignoreret min mistro til Løkke, fordi der har været så mange spændende og vigtige lokalpolitiske opgaver.

Jeg stoler ikke på Lars Løkke. Jeg kan se på ham at han lyver, når han forklarer sine forskellige uheldige sager. Han er ikke troværdig, og som jeg ser det, kæmper han udelukkende for sit eget politiske liv og magt og ikke for Venstres bedste, eller for den sags skyld landets bedste. Specielt det sidste stunt til hovedbestyrelsesmødet, fik mit bære til at flyde over (Det lykkedes Lars og hans fløj at holde på magten, ved at true med et, for venstrefolk, endnu værre skræmmescenarium – nemlig et kampvalg mellem Søren Gade og Kristian Jensen – Kun ved at opstille denne trussel lykkedes det at vende situationen til fordel for ham selv).

Jeg vil ikke kunne arbejde og kæmpe for et parti, hvor jeg i den grad har mistillid til formanden, og ja statsministerkandidaten. Derfor har jeg nu meldt mig ud af partiet.

Jeg har ikke i sinde at melde mig ind i et andet parti, for jeg ville ikke vide hvilket. Jeg er så og sige partiløs. Det er faktisk en smule mærkeligt, men også rart som den politiske situationen nu er i Danmark.

Der er behov for at blive rystet godt og grundigt rundt i den danske politiske pose. Jeg ville have det rigtig skidt med at Venstre kom tilbage til blokpolitikken, med et ligeværdigt DF på sidelinjen. Jeg ville have det rigtig skidt med at den nuværende socialdemokratiske regering fik lov at fortsætte. Jeg ser ikke Helle Thorning som statsminister og jeg ser ikke Lars Løkke som statsminister. Den eneste person jeg synes der kunne være et godt på på en statsminister, er Margrethe Vestager! Dette udsagn er ikke en indmelding i det Radikale Venstre, men det er en tilkendegivelse af at der er behov for noget nyt.

Lad os ryste posen! Hvis vi ryster hårdt nok kan vi være heldige at nogle af de værste kugler falder ud!

Bilderberg i København 2014

Jeg synes det er fantastisk, at det kan lade sig gøre at samle nogle af de mest magtfulde mennesker i verden. Det giver jo ufattelig store muligheder for at ændre verden til det bedre. Men hvorfor er det, at det hele skal være så hemmeligt? Hvorfor skjule alle de fantastiske ting de gør og diskuterer i denne gruppe? Det gør jo unægtelig at man bliver en smule usikker  på, om det så altid er for at ændre verden til det bedre, at de mødes…Og den usikkerhed er skræmmende!

 

Eksempler på danske Bilderberg-deltagere gennem årene

  • Ritt Bjerregaard, tidl. EU-kommissær m.m.
  • Anders Eldrup, adm. direktør i Dong
  • Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister
  • Prins Henrik
  • Ulrik Federspiel, dansk ambassadør i USA
  • Connie Hedegaard, nuv. EU-kommissær
  • Jens Otto Krag, tidl. statsminister
  • Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
  • Mærsk Mc-Kinney Møller
  • Prins Axel
  • Anders Fogh Rasmussen, tidl. statsminister
  • Poul Nyrup Rasmussen, tidl. statsminister
  • Flemming Rose, kulturredaktør på Jyllands-Posten
  • Tøger Seidenfaden, tidl. chefredaktør på Politiken (tidl. medlem af styrekomiteen i Bilderberg)
  • Fritz H. Schur, bestyrelsesformand
  • Stine Bosse, tidl. direktør i TrygVesta
  • Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand