Hverdagen byder på mange underlige oplevelser!
Jeg er lige kommet hjem fra en løbetur/socialrådgivertur. Jeg er begyndt at løbe ved Amager Strandpark og da jeg havde løbet mine 5 km og stod og pustede ud, så jeg en ung mand på min alder som lignede en som ikke helt havde styr på situationen. Jeg så han tabte sin trøje uden at opdage det. Jeg hankede op i min cykel (jeg cykler ned til Strandparken), samlede trøjen op og kørte efter ham. Da jeg kom hen til ham rækkede jeg trøjen hen til ham. Han kiggede bare meget mærkeligt på mig og så meget forvirret ud. Han tog sin trøje, men blev bare ved med at kigge på mig. Jeg spurgte om han var helt OK, men han svarede ikke. Jeg opdagede at det ikke var korte shorts han havde på men underbukser, jeg spurgte hvad han lavede her, men han svarede ikke. Jeg besluttede ret hurtigt at ham her kunne jeg ikke bare lade være. Han var ikke fuld, men virkede som om det var slået helt klik på ham.
Jeg fik ham en lille smule i tale. Han kunne ikke fortælle hvad han hed, men brød sammen da jeg spurgte om hvad der var galt. Han forklarede at hans mor havde fundet en kæreste. Dette emne glemte han dog hurtigt igen. Jeg forsøgte at finde ud af om han kendte nogen i området. Det gjorde han ikke (han kunne i hvert fald ikke fortælle det). Han sagde dog at han kom fra sin søster, som boede i Taastrup. Da jeg så spurgte om han ville tage metroen til hende igen forklarede han så at han ikke havde set hende i flere år.
Her besluttede jeg så at få ham til skadestuen. heldigvis er Amager Skadestue ikke lukket (som så mange andre), så der var kun en lille km over til den. Jeg forklarede ham at jeg synes vi skulle tage til skadestuen og det gumlede han lidt på og besluttede så at det nok var en god ide. Han spurgte mig om jeg var urolig for ham, og det kunne jeg jo stille og roligt forklare ham at jeg var. Han gav mig nu hans pung, telefon, pas, mobiltelefon og nøgler. At han havde alle disse ting på sig understregede bare at han ikke bare var fuld…Vi gik stille og roligt mod skadestuen.
Da vi ankom til skadestuen fandt vi receptionen og jeg forklarede dem hvor og hvordan jeg havde fundet ham. En flink sygeplejerske tog over, og efter jeg lige havde givet dem mit navn, kunne jeg tage hjem.
Jeg var glad for at jeg fik han hjulpet over til skadestuen. Jeg tror det var det rigtige at gøre.