Kashmir spillede i Tivoli i aften. Det er første gang i år vi har haft tid til fredagsrock, og så er er Kashmir jo ikke det værste at starte med.
Jeg synes desværre bare altid jeg får en halvlunken oplevelse når jeg i dag ser Kashmir. Kashmir er for mig implicit med de glade 90’erere. Der blev til en hver fest med respekt for sig selv spillet Kasmir. Og dette fordi Kashmirs album i 90’erne var total festrock. Det var happy style med tråd, fede rytmiske tekster og velproducerede rytmeskift. Jeg elskede det! og når jeg hører de gamle numre som fx: “The Story of Jamie Fame Flame” (1994), “Rose” (1994), og “Bring back Superman” (1996), ja så bliver min mentale tilstand sparket dirkete i total partymode…Jeg tror ikke jeg er den eneste der har det sådan! Og så er er det gode spørgsmål hvorfor Kashmir – når de i dag spiller koncerter – ikke misbruger denne mulighed på det groveste. De kunne skabe den vildeste feststemning, men de vil ikke…De klamrer sig til alle deres nye numre, som uden tvivl er gode og af meget høj kvalitet, men ofte er så melankolske at de slagter en hver partystemning der måtte spire rundt omkring.
De gange jeg har set Kashmir er det gerne endt med at jeg er gået inden slutningen og på afstand kan jeg så høre at det aller sidste ekstranummer så endelig er et af de gamle partynumre. Det er bare for sent og det er bare for lidt. Jeg forstår simpelthen ikke at de ikke blander de festlige 90’ere med de gode numre de også har i dag. Det ville bare give en så meget federe stemning. Selvom man bliver ældre skal man vel ikke fornægte sin fortid? Og selvom numrene den gang måske var lidt simplere, skal man da ikke forklejne det smukke “danske” ordsprog – Less is More!
Come On Kashmir! Jeg synes det er helt fedt at i meget gerne vil være højpandende på jeres nye albums (og jeg hører det skam også), men når i så spiller koncert så spice det dog op med de glade 90’ere!
Bum!