En gang i mellem hører man en historie, som får en til at tænke på hvor meget vores verden – og videnskab – har udviklet sig. Sådan en historie hørte jeg i weekenden. Vi var på Den Blå Planet til et lille foredrag om havfruer, og efterfølgende se en “ægte” havfrue svømme rundt i det store akvarium/bassin. Oplægsholderen fortalte denne historie:
I 1550 var der en fisker, som fik noget underligt i sine garn. Det var en stor fisk, som nærmest lignede et stort menneske. Det lignede en glatbarberet mand, i en munkekutte, med lange arme. Da fiskeren kom i land med sin fangst, var der ingen tvivl om at han havde fanget en af de legendariske sømunke, som man kunne se beskrivelser af i datidens lærde værker (teorien lød, at ethvert væsen på landjorden havde en pendant i havet) En så utrolig fangst kunne naturligvis ikke bare ende på fiskemarkedet, så derfor blev der sendt besked til kong Christian den 3. som gerne ville have den sat ud i voldgraven omkring sit slot, så han kunne prøve at tale med munken fra havet. I voldgraven svømmede den langsomt frem og tilbage, mens den frembragte ”nogle dybe suk”, men den ville aldrig tale med Christian. Kongen tilkaldte også en præst, som kunne forsøge på latin at kommunikere med “sin kollega”. Men præsten havde heller ikke heldet med sig. Efter tre dage døde sømunken, stadig uden at have sagt et ord – udover de dybe suk. Kongen var ked af det, og sørgede for, at den fik en god og kristen begravelse.
Der gik faktisk hele 300 år før nogen gennemskuede hvad den mystiske “sømunk” var for “en fisk” 🙂 I 1853 fik den danske naturforsker Japetus Steenstrup muligheden for at undersøge en sømunk, da et tilsvarende væsen strandede ved Ålbæk Strand i Nordjylland. Hans undersøgelse viste, at det altså ikke havde noget med en munk at gøre, men at det rent faktisk “bare” var en kæmpeblæksprutte. Det der lignede en munkekutte var blækspruttens hylster, og den smukke “kappe” var i virkeligheden dyrets farvemønster. De dybe suk som kong Christians “sømunk” udstødte fra voldgraven, var jo desværre nok fordi det stakkels havdyr, ikke havde det særlig godt i det snavsede ferskvand.
I dag ved vi altså bedre, men den gang var de fleste overbevist om at dette ikke bare var en fisk, men et intellektuelt væsen man kunne tale med. Selv “de lærde” mente dette. Den her slags historier får mig, som jeg skrev indledningsvist, til at tænke over hvor meget verden har udviklet sig. Men det får mig faktisk også til at tænke på, hvor mange fejlslutninger vi måske også laver den dag i dag?!
Hvis man med en tidsmaskine rejser et par hundrede år frem i tiden, og så kigger tilbage på ting vi er overbevist om i dag, ja, så tror jeg det vil åbenbares at flere af de selvfølgeligheder, der selv er stor videnskabelig enighed om, faktisk er direkte forkerte. Jeg skal her skåne jer for mine gisninger om hvilket “selvfølgeligheder” der kunne være 🙂
Under alle omstændigheder får historien om “sømunken”, mig til at tænke på, at jeg ikke altid må stole blindt på alt hvad jeg hører – ikke en gang fra “de lærde”.
