Den kolde krig – dansk politik

På tv2 News sidder de i presselogen og forklarer at det jo var åbenlyst hvordan Bent Jensens nye kold-krigs-bog, ville blive anmeldt af henholdsvis Politiken og Berlinske.

Som ungt menneske, der ikke var helt gammel nok til at forstå hvad den kolde krig gik ud på i 80’erne, kan det være lidt svært at forstå, præcis hvorfor det er at folk siger det er så nemt at forudsige Berlinske og Politikens holdninger – jeg havde i hvert fald lige behov for at grave tilbage i min gamle gymnasie- og folkeskoleviden 🙂

Tænker der er flere på min alder som kan have glæde af denne forklaring/reminder:
Schlüters regering (V,K, CD og KF) blev i 80’erne, af et flertal uden om regeringen, pålagt at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger. Denne danske afstandtagen blev noteret som fodnoter i NATO-papirerne, og derfor blev dette også kaldt ”fodnotepolitikken”. Dette har selvfølgelig i årene efter naget borgerlige partier og støtter, både fordi det formentlig var pinligt, og måske heller ikke – alt efter hvem man spørger – var helt så klogt at tage afstand fra disse vigtige NATO-beslutninger. Dette gør at Berlinske – som jo er en borgerlig avis – som udgangspunkt vil være meget positive overfor litteratur som kritiserer Danmarks rolle under den kolde krig, fordi det jo netop ikke var de borgerliges politik og holdning som kom til udtryk i vores sikkerhedspolitik. Modsat vil Politiken selvfølgelig være meget kritisk overfor litteratur som taler negativt om Danmarks rolle.

Historien om et stykke pap

I en garage langt væk fra det store København, lå en stor bunke pap. Ikke bare hvilken som helst bunke pap. Nej, det var fine store stykker pap med flotte billeder og motiver. Bunken i garagen var meget stor og de lignede alle hinanden. Flotte, rene, og på ingen måder hærget af vind og vejr. I toppen af den største bunke lå Franz. Franz var et glinsede og smukt stykke pap. Fra toppen af bunken skævede Franz så længselsfuldt ud mod den store verden: ”åhh hvem der bare kom væk fra denne kedelige grå garage. Jeg vil ud og have luft under mine sider”.

Flere dage gik, og da de mange stykker pap, næsten havde opgivet håbet om nogen sinde at komme ud i den store verden, væltede det en sen aftentime ind med mennesker i garagen. De flåede og trak, de hev og prustede. De smukke papstykker blev fordelt i mange forskellige biler. Franz blev placeret i bunden af et lille bagagerum. Franz dirrede i hjørnerne af spænding ”Måske er det nu jeg skal ud i den store verden” tænkte han imens gadelygterne susede forbi. Pludselig stoppede bilen, en stige blev fundet frem og en yngre mand tog fat om maven på Franz. Med lethed og snilde kravlede manden op af stigen med Franz under armen. ”Er det mon her i denne lygtepæl jeg skal leve mit liv?” tænkte Franz. Franz blev bundet og bastet på sirlig vis, men det føltes godt og Franz følte sig tryg. Manden kørte videre og Franz hang nu i lygtepælen. Der var ikke så mange mennesker på vejen og biler var der ej heller, men alligevel havde Franz en god fornemmelse i hele den fine pap-krop. ”I morgen når folk skal på arbejde, så vil de se mig hænge her så flot”. Morgenen kom og Franz havde ret. Folk i byen var begejstret over ham og hans brødre og søstre. Ja, de var endda også begejstret for hans fjerne fætre og dem som ikke var i hans familie. Franz strålede og tænkte ”Dette er hvad mit liv det handler om. At hænge her og udsmykke byen”.

Som dagen gik kunne Franz godt mærke at blæsten tog til. Siderne begyndte at vibrere kraftigere og kraftigere. Men Franz følte sig sikker, for manden der havde hængt ham op, havde gjort sit arbejde så godt at der ikke ville ske noget. Franz hang i sin lygtepæl og kunne se flere af sine fjerne fætre blive revet væk af stormen, og da det også begyndte at ske for hans søskende, blev han bange. Pludselig skete det uundgåelige. Franz blev ramt af et vindstød så stærkt, at selv om hans krop havde været boltet fast, ja så havde det ikke kunne holde ham på lygtepælen. Der lå stakkels Franz nu på jorden og led så meget. En gang imellem tog vinden fat i en af hans sider og kastede ham rundt. Franz mistede bevidstheden, men det var også godt det samme, for den behandling vinden gav ham var ikke memorabel.

Flere timer efter vågnede Franz. Han lå ikke på den kolde våde vej længere. Nej, han var tilbage i den kedelige grå garage. Men lige meget hvor kedelig den dog havde været, så var Franz glad for at være tilbage. Her var ro, tørt og ingen vind. Da Franz kom mere til bevidsthed kunne han se at hans krop heldigvis var intakt. Hans side og ryg var dog slidt, og han var bøjet let på maven. ”Men er jeg mon den eneste, der har overlevet den stærke vind?” tænkte Franz. Og det var han ikke. Hele garagen var fyldt med papstykker, både søskende, fjerne fætre og også dem han ikke var i familie med. Det var helt rart at ligge i garagen, og de fik alle en venskabelig snak på tværs af familier og livsopfattelser. Nattens strabadser havde givet dem så rigeligt at snakke om.

Dagen efter var der et væld af mennesker i garagen. Nogen tog de blå, andre tog de røde og Franz blev også taget med. Hu-hej, og førend Franz kunne nå at opdage det, hang han på en lygtepæl igen. Godt nok ikke den samme som sidst, men dette sted var også godt. Her var masser af folk og biler som kunne kaste deres blik på hans flotte, dog lidt slidte, krop.

Dagene gik og Franz oplevede mange ting. Biler der stødte sammen, folk der skændtes og par som kyssede. Franz oplevede også at nogle papstykker blev hevet ned af hætteklædte mænd. Det virkede mærkeligt, for hvorfor skulle de ned? Franz forstod det ikke, men nogle timer efter kom der nogen andre op, og så var det jo glemt.

Franz havde nu hægt det samme sted i mange dage. Det var ikke begyndt at blive kedeligt, men han følte at folk ikke lagde mærke til ham på samme måde som før. Det var som om han var blevet en del af byen, og han var jo langt fra den eneste, for der var opsat flere og flere stykker pap, som dagene var gået.

Så en dag, hvor Franz mindst ventede det, så han pludselig en ung mand komme løbende over mod hans lygtepæl. Manden kravlede op i lygtepælen og begyndte at skære i ham. Franz kunne ikke forstå det, for netop dagen før havde der været et leben omkring ham, og han havde faktisk følt at opmærksomheden mod ham aldrig havde været større. ”Hvad gør du?” forsøgte Franz at råbe til den unge mand. Men lige meget hjalp det. Frants kunne mærke den ene strop efter den anden blive klippet op. Franz faldt til jorden. Manden sprang hen og samlede ham op og puttede ham ind i bagagerummet på bilen. ”Hvad sker der mon nu” tænkte Frants. Bilen kørte og kørte, og Franz begyndte stille og roligt at vende sig til den dejlige varme i bilen. Franz kom pludselig til at tænke på hvor træt han var efter de mange dage på lygtepælen, og søvnen begyndte at tage over. Lige inden han lukkede øjnene nåede han at tænke ”ihh hvor spændende, hvor og hvornår skal jeg mon så op at hænge igen?”.franzzplakatgade

 

Lokalpolitik kan sgu være vildt sjovt!

Jeg forsøger jo at være med til at skabe fornyelse i min kommune. Alt for mange ting går desværre ikke helt som det bør:-(
Men det skal jeg ikke trætte jer med her. Men jeg vil tilgengæld trætte jer med en virkelig sjov lokalpolitisk oplevelse jeg havde i går, hvor det blev understreget at lokalpolitik kun er så kedeligt som man gør det til…og hvorfor så ikke bare vælge at vende det helt på hovedet og gøre det sjovt?

Det var jo J-dag i går, og derfor havde vi tænkt om vi ikke kunne gøre denne festlige aften til en del af vores kampagne.

Vi forberedte 500 poser peanuts, med klistermærke af vores borgmesterkandidat og lagde en rute for de udskænkningssteder vi ville besøge.

tårnby værtshus0

Da vi stillede cyklerne ved det første værtshus, kunne vi godt mærke nervøsiteten – for hvordan bliver der taget imod sådan en flok lokalpolitiske nørder, som os?! Langt om længe fik vi taget os sammen og åbnede døren til værtshusets hyggelige stuer. I bedste Tuborg-ånd, var der pyntet med guirlander og blå nissepiger. Der duftede skønt af flæskesteg og sovs og rødkål, som kunne bestilles i baren. Nøhj hvor der blev kigget på os da vi trådte ind. Vi var bestemt ikke hvad stamgæsterne havde forventet. Vi gik over i hjørnet af baren, bestilte en øl og hyggesnakkede med hinanden. Efter 10 minutter var vi blevet “akklimatiseret” og følte os parat til at dele vores peanuts ud. Da vi begyndte gik det pludselig op for os, at folk på værtshuset var vilde med os. Måske ikke alle var enige med vores politik, men vi var hjertelig velkommen, og folk ville rigtig gerne sludre lokalpolitik med os. Efter en times tid sagde vi pænt farvel til værtshuset, hoppede op på vores cykler og fortsatte til det næste. Alle steder blev vi – når vi lige var blevet set an – mødt med åbne armen. På det sidste værtshus, var stemningen begyndt at blive noget mere løssluppen. Vi fik vores borgmesterkandidat – Frants Nielsen – til at gå rundt med peanuts. Jeg kunne se, at et af de unge borde ikke rigtigt var interesserede i Frants’ peanuts, og kun en enkelt person tom imod en pose. Da Frants var gået videre til næste bord, hoppede jeg over til dem og spurgte om de vidste hvem det var der lige havde været over hos dem? Det vidste de ikke, men begyndte at kigge på den ene pose der stod på bordet. Jeg fortalte dem, at ham der havde været hos dem med peanuts, faktisk kunne gå hen og blive deres borgmester efter valget. De unge mennesker lyste helt op, og begyndte at kigge vildt rundt i lokalet, for ham måtte de da lige se ordenligt. De var tydeligvis imponeret over at en “borgmester” kunne finde på at dukke op på deres værtshus. Jeg fik en lille snak med dem og vi snakkede om kommunevalget. Flere af dem forklarede at de ikke havde tænkt sig at stemme, og den tog jeg selvfølgelig fat i…

Mange tak til Tårnbys værtshuse som inviterede os inden for! Og dette kan kun være en klar opfordring til andre partier om at møde vælgerne på deres egen hjemmebane. Det er sjovt og kan måske endda være med til at hæve valgdeltagelsen til kommunalvalget.

tårnby værtshus1