Da vi var i sommerhus, for en uge siden, havde jeg glemt min barbermaskine. Så jeg måtte lade skægget stå. Og nu er jeg så kommet hjem igen, og tænker om jeg så ikke skal lade det stå lidt længere, når jeg nu har overlevet den værste kløe.
Men her er jeg altså med mit begyndende fuldskæg…
Jeg har igennem mit liv ofte hørt min mor sige “Han er da vist traktorklog”. Jeg har aldrig rigtig vidst hvad det betød. Men det fik jeg snakket med hende om idag. Og jeg kan da egentlig godt forstå hvorfor jeg ikke har vidst hvad det betød, for ordet findes ikke i ordbogen. Ordet ‘traktorklog’ er et ord min mor og hendes søster har fundet på, og ofte brugt om forskellige mennesker de mødte på deres vej. Min mor forklarede mig i dag betydningen: Man er traktorklog, hvis man i en stor del af sin tid sidder i sit traktor-styrehus og hører radio (gerne taleradio). Her snakker og diskuterer man radioens temaer…med sig selv. Og dette betyder selvfølgelig at man ikke bliver svaret imod, og jo nok ikke altid helt får metareflekteret over de forskellige synspunkter. Derfor er det ikke helt så let at diskutere med disse traktorkloge personer. De har en meget klar holdning til tingene, men er ikke meget for andres argumenter.
Og det smukke ved begrebet ‘traktorklog” er, at det jo ikke behøver at at være et traktor-styrehus som fungerer som ens virkelighedsboble. Alle mennesker som på den ene eller anden måde, ofte befinder sig i deres eget lille lukkede miljø, har fare for at blive traktorkloge.
Og åhhh hvor jeg kender disse personligheder! Det er som at tale til en mur. Samtlige argumenter preller af, hvis de da overhovedet gider at lytte. Men lige meget hvor irriterende de er, så er det jo faktisk en befrielse at jeg nu kan diagnosticere dem. De er jo bare TRAKTORKLOGE!
Der er vel ikke noget bedre end at have sin næsten et årige pige med i Tivoli. Vi har været der før, men det er som om der sker lidt mere i hendes lille hoved nu. Der er jo et bombardement af sanseindtryk, for sådan en størrelse. Balloner, forlystelser, skydetelte, græs, pandekager, spillemaskiner, skuespil, livemusik, børn, fisk, ænder og så selvfølgelig farmor og farfar. Man bliver jo lige mindet om hvor vildt fedt man, som lille, egentlig synes en tur i Tivoli det var.
Egentlig burde vores CPR nummer vel bare være som vores telefonnummer eller nummerplade, utvetydigt men ikke hemmeligt. Så kan det identificere os, men vil aldrig kunne stå alene.
Lad os beholde CPR nummeret, men med denne lille modifikation!
Folk med smartphones ved sikkert at der en gang imellem bliver skubbet en softwareopdatering ud til telefonen.
De sidste to opdateringer på min HTC one har bl.a. medført at det gode gammeldags T9 tastatur, og muligheden for at køre Flash i browseren, er droppet.
Jeg er helt med på at mobilproducenterne har forskellige mere eller mindre gode grunde til at lave disse ændringer. Og jeg er også klar over at jeg sikkert kunne gennemtrawle app-butikken og finde noget som som måske kan noget tilsvarende (formentlig mod betaling).
Men jeg synes sgu godt nok selskaberne strammer den…
Jeg betaler og køber en telefon pga. de features den har. Min HTC one købte jeg primært fordi det var en af de få telefoner som tilbød gammeldags T9 tastatur. Men nu er det væk, pist forsvundet, uden jeg er blevet spurgt og uden jeg er blevet kompenseret.
Tænk hvis jeg købte en bil med 200 hk og lækre alufælge. En dag sender bilproducenten en tekniker ud og nedjusterer motoren til 150 hk og skifter de lækre alufælge ud med med plastikfælge. Ville jeg som ejer af bilen bare acceptere dette? Det tror jeg ikke, men det gør vi altså når det handler om vores mobiltelefoner!
Jeg undres…
Ahhrrrg!!!
Det kan ikke være rigtigt!
Så er ens virtuelle personlighed og identitet jo nærmest væk! 🙂
Bare et tankespind: Tænk hvis Facebook bare have valgt at trække stikket?! Tænk hvis Mark og co. pludselig havde fået kolde fødder over den store dominans de havde, og derfor valgt at stoppe mens legen var god?! Det kunne være lidt vildt. Tror der er mange som vil få sig en kold tyrker, og blive uffateligt kede af alt det personlige indhold de nu havde mistet. Jeg bliver pludselig meget glad for min blog. Serverne er placeret i Danmark, og det er mig som står som ejer.
…og så kom Facebook op igen 🙂
Jeg har været lokalpolitisk aktiv i Venstre de sidste tre år. Det har i alle år ikke været nogen hemmelighed at jeg ikke har været specielt stolt af Lars Løkke, som formand for Venstre. Jeg har dog været i stand til at se bort fra det, og ignoreret min mistro til Løkke, fordi der har været så mange spændende og vigtige lokalpolitiske opgaver.
Jeg stoler ikke på Lars Løkke. Jeg kan se på ham at han lyver, når han forklarer sine forskellige uheldige sager. Han er ikke troværdig, og som jeg ser det, kæmper han udelukkende for sit eget politiske liv og magt og ikke for Venstres bedste, eller for den sags skyld landets bedste. Specielt det sidste stunt til hovedbestyrelsesmødet, fik mit bære til at flyde over (Det lykkedes Lars og hans fløj at holde på magten, ved at true med et, for venstrefolk, endnu værre skræmmescenarium – nemlig et kampvalg mellem Søren Gade og Kristian Jensen – Kun ved at opstille denne trussel lykkedes det at vende situationen til fordel for ham selv).
Jeg vil ikke kunne arbejde og kæmpe for et parti, hvor jeg i den grad har mistillid til formanden, og ja statsministerkandidaten. Derfor har jeg nu meldt mig ud af partiet.
Jeg har ikke i sinde at melde mig ind i et andet parti, for jeg ville ikke vide hvilket. Jeg er så og sige partiløs. Det er faktisk en smule mærkeligt, men også rart som den politiske situationen nu er i Danmark.
Der er behov for at blive rystet godt og grundigt rundt i den danske politiske pose. Jeg ville have det rigtig skidt med at Venstre kom tilbage til blokpolitikken, med et ligeværdigt DF på sidelinjen. Jeg ville have det rigtig skidt med at den nuværende socialdemokratiske regering fik lov at fortsætte. Jeg ser ikke Helle Thorning som statsminister og jeg ser ikke Lars Løkke som statsminister. Den eneste person jeg synes der kunne være et godt på på en statsminister, er Margrethe Vestager! Dette udsagn er ikke en indmelding i det Radikale Venstre, men det er en tilkendegivelse af at der er behov for noget nyt.
Lad os ryste posen! Hvis vi ryster hårdt nok kan vi være heldige at nogle af de værste kugler falder ud!
Jeg synes det er fantastisk, at det kan lade sig gøre at samle nogle af de mest magtfulde mennesker i verden. Det giver jo ufattelig store muligheder for at ændre verden til det bedre. Men hvorfor er det, at det hele skal være så hemmeligt? Hvorfor skjule alle de fantastiske ting de gør og diskuterer i denne gruppe? Det gør jo unægtelig at man bliver en smule usikker på, om det så altid er for at ændre verden til det bedre, at de mødes…Og den usikkerhed er skræmmende!
Eksempler på danske Bilderberg-deltagere gennem årene
Nej det er rigtigt! Jeg kan ikke pifte. Jeg har hele mit liv ledt med lys og lygte efter en person, som kunne lære mig at pift. Men jeg har endnu ikke mødt en som var så kompetent, at han eller hun kunne lære mig det. Min far kan endda pifte, men det er altså heller ikke lykkedes mig at lære det af ham. Jeg kan jo ikke tro det er mig den er gal med. Jeg har motivationen, og jeg har altid været meget indstillet på at ofre tid på forsøget, når folk har forsøgt at lære mig hvordan det skal gøres. Alle gange er det endt med pinlige ”ssssshhhh” lyde, begyndende savl ned af hagen, og omgivelser som ofte har været ved at gå amok over mit ihærdige forsøg på ”det første pift”.
Hele mit liv har jeg bevæget mig i et mere eller mindre akademisk miljø. Her har det aldrig været et problem at jeg ikke har kunnet pifte. Folk har i hvert fald aldrig stillet spørgsmålstegn ved denne mangel. Nu er jeg – af mange forskellige årsager – havnet som civil medarbejder i forsvaret. Jeg har aldrig været i forsvaret før – ikke engang rekrut.
I forsvaret er mit pifte-problem dog begyndt at eskalere i størrelse. Jeg kom til at nævne min inkompetence for en flok af mine militærkollegaer, i en bil på vej hjem fra Norge. De var selvfølgelig fortørnede! “Kan du ikke pifte! – Hvordan er du kommet igennem livet uden at have lært det?” Og straks kastede de sig selvfølgelig ud i at undervise mig. Jeg sad bag ved chaufføren, og jeg tror faktisk det endte med at han blev en smule irriteret over min pusten ind i hans nakke (Turen fra Gol i Norge til København tager ca. 9 timer). Jeg forsøgte selvfølgelig ihærdigt at følge alle deres gode råd, men intet hjalp.
Efter Norges-turen, kan jeg jo ikke gå forbi mine kollegaers kontor uden de spørger om jeg nu har fået lært at pifte. Og de er da heller ikke for fine til lige at give mig en auditiv præsentation på hvordan det bør lyde. Jeg har søgt med lys og lygte, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde en militærperson som ikke kan pifte. Tydeligvis må ”pift” være en del af oplæringen i deres rekruttid. ”Du må ikke bruge fingrene!” Mine kollegaer har klargjort for mig at det kun er tøsedrenge som bruger fingrene. Hvilket jeg jo egentlig er enig i. Man skal da kunne pifte uden fingre! Og jeg bliver altså ca. tusinde gange mere fedtet over det hele, når jeg træner med fingrene i munden. Så nej, jeg har helt droppet tanken om at pifte med fingrene, men problemet er jo bare at jeg ikke kan nogen af delene…
Nu har jeg så kæmpet i tre uger uden held. Jeg har ”Youtubet”, jeg har fået tips og tricks fra flere af mine pifte-intelligente venner og jeg har endda udlovet en fadbamse på Facebook, til den som kan lære mig det. Det største problem er dog nok, at jeg tror jeg er ved at opbygge en skilsmisse her i det lille hjem. I starten trænede jeg bare over det hele, men pludselig blev det for meget for min hustru, og jeg blev skældt hæder og ære fra. Nu er jeg blevet bandlyst at øve i huset, og derfor forvist til at stå ude på gaden. Og det er altså som om det ikke helt virker for mig, for så skal jeg opbryde hvad jeg har gang i, og gå udenfor og træne. Jeg synes også det er en smule pinligt at stå udenfor. De forbipasserende kigger meget mistænkeligt på mig, når jeg står der helt blå i hovedet dybt optaget af at puste luft ud af munden.
Jeg har dog fundet en fidus til hvordan jeg en gang imellem kan øve mig inden døre uden min hustru siger noget til det. Min lille datter på 11 måneder er meget glad for legetøjsdyr, og særligt en lille plastikslange er et hit. Jeg har så fundet ud af det er et endnu større hit, hvis jeg siger som en slange mens vi leger med den. Gæt hvad der lyder som en slange? Ja, min pinlige piftetræning. Så her kan jeg snige fem minutters daglig indendørstræning ind i min pifte-uddannelses-plan. Men jeg har altså ikke lært det endnu.
Og nu er det så, at den ubehagelig tanke alligevel begyndt at melde sig. Er det mon mig den er gal med? Er det mig der bare ikke fatter noget som helst? Må jeg virkelig finde mig tilrette med, at jeg ikke kan lære at pifte? Og det fortsætter jo til det virkelig eksistentielle spørgsmål: Skal man acceptere at man ikke kan lære alt – selv det man virkelig gerne vil kunne?
Og så kan nogen måske finde på at sige: ”ahh come on, det er jo bare et pift. Du overlever nok hvis du ikke lærer det”. Og det kan jeg jo kun nikke anerkende til. Det er ikke livet om at gøre at jeg lærer at pifte, men hør nu her, der er så meget andet på spil: ære, troværdighed, indlæringskompetence og sidste men ikke mindst min maskulinitet.
Jeg spænder læberne, presser tungen frem mod tænderne, spidser mundtøjet og puster af mine lungers fulde kraft: ”ssssshhhh”
Det var dog en fantasifuld måde at reklamere for sit rockband! 🙂
Det er lidt som om “BULLHOUNDS” ikke helt passer ind i Harald Nyborgs produktsortiment. Jeg kan ikke helt se mig selv tage en cd med Bullhounds med på på traileren, næste gang jeg skal til Harald Nyborg 🙂
Er det ikke Lidt som hvis:
Jeg vågnede på mit på mit kvarter på Stensved Kaserne
Jeg så flaget på kasernen blafre i den milde og landlige sommervind
Jeg deltog i en række spændende diskussioner om Blended Learning i det danske forsvar
Jeg spiste frokost i frokoststuen: Frikadeller, sovs og kartofler
Jeg kørte en kollega til lufthavn
Jeg landende på Feldborgvej
Jeg blev vinket velkommen med flag af LisB og Amanda
Jeg fik en trillebør…
Jeg tonsede rundt i haven med Amanda
Jeg var i Harald Nyborg
Jeg spiste lækker “Italian style” brød, ost og pølse
Jeg puttede Amanda
Jeg spiste LisBs kage og jordbær med chokoladeovertræk
Nu sidder jeg og drikker den sidste rødvin og ser NEWS
I de sidste par uger har jeg undret mig lidt over et af “Bendt betjents” slogans. I dag fik jeg så taget et billede af plakaten.
Der er da noget galt , er der ikke?! Enten har Bendt sat sig for at være den store europæiske garant for at samtlige Europa-Parlamentarikere nede i Bruxelles kan beholde deres job (hvilket jo nok ikke ubetinget vil være en god ide), eller også er der bare ikke blevet læst korrektur på Bents alt-for-sene-aften-slogan-brainstorm, før det blev sendt i trykken.
