Når prisen på kyllingfilet skræmmer!

I dag havde jeg belsuttet mig for at lave en fantastisk – og nem – pastaret, som bare altid lykkes: Kød (fx kyllingfilet, svin eller røde pølser) løg, hvidløg, salt, peber, hakkede tomater og bunker af fed fløde, puttes i en gryde. Kast så pasta ned sammen med, og lad det koge i 15 minutter – færdig arbejde!

Jeg havde besluttet at der skulle kylling i retten, og derfor cyklede jeg på vej hjem fra arbejde i Kvickly, for at købe kylling og fløde. Jeg synes jo retten skulle være lige i øjet, og da jeg stod ved køledisken følte jeg mig i sekundet vildt i et med moder jord, og valgte derfor noget økologisk kylling (inderfilet).

Jeg kom op til kassen og lagde mine 303 gram kylling og fløde på båndet, og da kassedamen sagde prisen, var jeg ved at kløjes i det. Hun sagde 88 kr! Jeg var så tæt på at lave en scene, men besindende mig, og takkede pænt ja til bonnen, da hun spurgte. Og ja, den var god nok…de 303 gram økologisk kylling (inderfilet) kostede simpelthen 73 kr. Jeg tænkte en del på vejen hjem på cyklen, og jeg er stadigvæk ikke kommet helt til enighed med mig selv…Hvad er egentlig værst i denne situation? At de 303 gram økologisk kylling kostede 73 kr, eller at man som standard kan få 2,5 kg konventionel kyllingfilet til 95 kr? Der er noget som ikke er som det skal være…

Det skal dog siges at aftensmaden heldigvis smagte fantastisk, og jeg nød hvert et stykke af min kylling! 🙂

 

 

Underholdningsgave fra youSee: Daisy 24/7

YouSee har nu endelig lagt sig fast på den meget omtalte “underholdningsgave”, som de har lovet os, som mistede TV-signalet før dronningens nytårstale. “Gaven” er an helt ny gratis kanal, som samtlige youSee abonnenter vil kunne se i hele 2017.

Kanalen hedder “Daisy“, og vil – i rotation – vise den nytårstale vi var så mange der gik glip af! Dronningens nytårstale uafbrudt 24/7 – og helt uden reklamepauser!

😉

En stor – oprigtig – tak til Yousee!

Tak for den fantastiske oplevelse I gav mig nytårsaften, Yousee! Man burde jo faktisk hvert år slukke fjernsynet og høre Dronningens nytårstale på radio. Man lægger jo mere mærke til hvad hun rent faktisk siger…

Hvis ikke I havde “slukket” for TV-signalet nytårsaften, havde jeg aldrig prøvet at høre nytårstalen i radioen. Det kunne da godt blive en tradition hjemme hos mig.
GODT NYTÅR TIL JER ALLE! JEG GLÆDER MIG TIL AT DELE MINE 2017-TANKER MED JER HER PÅ MIN BLOG

KH

Martin

Mellemøsten i krig fra 1953 til i dag

I de fleste år af mit liv, har det været forfærdeligt at være tilskuer til den ene krig efter den anden i Mellemøsten. Og de ubehagelige krige og terrorangreb går jo meget længere tilbage end 1979, hvor jeg blev født. Jeg har altid fulgt en del med i begivenhederne dernede, og ofte har jeg som udgangspunkt været enig i de beslutninger og interventioner Vesten, med USA i spidsen, har kastet sig ud i. Men de sidste par år er jeg begyndt at se noget mere kritisk på Vestens rolle i Mellemøsten. Jeg er helt bevidst om at man ikke skal spille smart-i-en-fart i bagklogskabens lys. Jeg kan tydeligt huske 2003, hvor USA og deres allierede stod overfor at skulle beslutte om man skulle igangsætte en krig mod Saddam Hussein i Irak. Jeg mente dengang det var så stor og vigtig en beslutning, at jeg ikke bare kunne “gå standby”, og lade være med at tage stilling til, hvad jeg mente var det rigtige at gøre. Og jeg endte med at være positivt stemt overfor igangsættelse af en amerikansk intervention – og i dag, må jeg indrømme at jeg ser noget anderledes på det. Men i denne sammenhæng er det vigtigt at sige at en af mine største begrundelser for at jeg, den gang i 2003, mente som jeg gjorde, var at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og at han ikke var bange for at bruge dem. Problemet er jo så bare at vi i dag har fundet ud af at “weapons of mass destruction”, blot var en løgn som fik befolkningen overbevist om at det var en god ide at angribe Irak.

Jeg har nedenfor forsøgt at samle forløbet for de største krige og interventionener i Mellemøsten fra 1953, og frem til i dag. Og nu skal I ikke tro jeg er sådan en som har klæbehjerne og bare har styr på alt i Mellemøsten de sidste 63 år, nej jeg har måtte grave en del i Wikipedia og gamle internetartikler, for at danne mig overblikket. Og nu hvor jeg sidder tilbage med overblikket, bliver det desværre kun endnu mere tydeligt for mig… Som jeg ser det er Vesten, med USA i spidsen, i høj grad medskyldige i den forfærdelige situation Mellemøsten står i i dag. Og det hele har handlet om at få kontrol med olien! Og hvor er det dog forfærdeligt at så mange liv er blevet spildt af denne årsag.

Verden havde – som jeg ser det – set helt anderledes og bedre ud, hvis USA og Storbritannien ikke i 1953 havde igangsat et kup mod den demokratisk folkevalgte Iranske premierminister Mohammed Mossadeq.

Nedenfor kommer min opsummering af det kaos der har stået på i Mellemøsten siden 1953:

Krig og kaos i Mellemøsten fra 1953 til i dag:

  • I 1953 sidder Mohammed Mossadeq i Iran, som folkevalgt premierminister. Mohammed er uddannet jurist, han vil demokrati og vil en tydelig opdeling af kirke og stat. Det er selvfølgelig rigtig fint, men han vil også give landets olie til sin egen fattige iranske befolkning, og det er USA og Storbritannien ikke særlig positive overfor. Men Mohammed er jo folkevalgt, så man kan jo ikke bare sådan vælte ham.
  • USA sender CIA ind i Iran, som bestikker pressen og politikerne og køber bander som kan skabe kaos i landet ind til den iranske hær, støttet og finansieret af USA og Storbritannien, laver et kup mod Mohammad, så USA kan få installeret Shahen på magten –  Shah Muhammed Reza Pahlavi.
  • Shah Muhammed Reza laver et stabilt diktatur i Iran, og sikrer dermed USA og Storbritannien olie.
  • Shah undertrykker det iranske folk så meget at radikale islamister i 1979, under Ayatalla Khomeini, fjerner Shah og får installeret et religiøst terror regime.
  • USA vil ikke intervenere, men vil hellere lade nogle andre gøre det. Saddam Hussein i Irak står klar, og starter en blodig krig i Iran. USA støtter med penge og udstyr, for han bekæmper jo det onde. Hussein fører blodig krig i Iran fra 1980 til 1988, den såkaldte “første golfkrig”. 750.000 mennesker bliver dræbt, og der udføres voldsomme giftgasaangreb og der er kraftige indicier på at USA var indblandet i nogle af disse giftangreb.
  • I det meste af 80’erne er Rusland/Sovjetunionen igang med at invadere Afghanistan (Sovjetunionen ses, af USA, som det største onde i verden), men USA intervenerer ikke, men bevæbner og støtter i stedet de radikale islamister økonomisk – de selv samme Religiøse islamister som USA kæmpede mod i Iran, sammen med Hussein. En af lederne af de religiøse islamister var forresten Osama Bin Laden. Over en million civile dør i krigen i Afghanistan, og Sovjetunionen trækker sig ud i  februar 1989.
  • Hussein – som jo på dette tidspunkt var betragtet som en af de gode (af USA) – marcherer i 1990 ind i Kuwait. Kuwait er et Absolut monarki, kvinder har ikke ret til at stemme, og slavehandel er lovlig. Alt dette er dog ikke så interessant for Hussein, han vil bare have fingrene i deres olie, og dette er et problem for USA, men den amerikanske befolkning, er ikke begejstrede for nye krige i denne periode. Pludselig kommer der en historie frem om at irakiske soldater trækker babyer ud af deres kuvøser, og lader dem ligge og dø på gulvet. Historien bringer forargelse i den amerikanske befolkning, og USA kan, sammen med en stor koalition, gå ind i Kuwait og kæmpe mod Saddam Hussein. Over en million bliver dræbt i “Golfkrigen”. Det er i denne sammenhæng vigtigt at notere at historien om de dræbte babyer, er opdigtet af et amerikansk PR-bureau.
  • Amerikanske soldater er efter golfkrigen udstationeret i Kuwait. Al Qaeda og Osama Bin Laden mener det er vanhelligelse af hellig grund.
  • 11. september 2001, kaprede Al Qaeda flere passagerfly og fløj dem ind i World Trade Center. 3000 mennesker blev dræbt, og udløste “krigen mod terror” og krigen i Afghanistan. Al Qaeda flygtede dog ud af Afghanistan til Pakistan, men krigen fortsætter ikke ind i Pakistan (USAs allierede), men fortsætter i Afghanistan bare mod Taliban, som jo ikke havde noget at gøre med 9/11 (de ville bare ikke udlevere Osama Bin Laden).
  • I 2003 kommer det frem at Hussein i Irak har “weapons of mass desctruction”, og hermed er en trussel for hele verdenssamfundet. USA (og deres allierede) invaderer Irak i 2003. 100.000 mennesker bliver dræbt, og Saddam Hussein bliver fundet i sin jordhule og dræbt. Vi har i dag fundet ud af at historien om masseødelæggelsesvåben ikke var sand – Hussein havde ikke den slags våben, og mit bedste bud er at USA var klar over det (Historien fra den Iranske afhopper “Curveball”, var i hvert fald så tynd, at man ikke burde gå i krig på denne baggrund). Men hvorfor så overhovedet gå i krig med Irak og Saddam Hussien? Endnu en gang må vi nok konkludere at olie er begrundelsen, og endda endnu mere specifikt: kontrol af prisen på olie. USA ville altså ikke have irakernes olie, blot have mulighed kunne kontrollere priserne.
  • I starten af 2010’erne begynder en ny gruppe at vokse frem. ISIS, som vi jo alle kender, udnyttede den kaos og alle de våben der var i hele området, til at oprette deres groteske islamisk stat.

Jeg elsker kirkeklokker! Og leverpostej…

Jeg skriver dette blogindlæg mens jeg sidder mutters alene på mit kontor, og indtager min velfortjente leverpostejmad...så jeg håber ikke der lugter for meget af rødbede og ristede løg, mens du læser ;-)

Jeg har kun sovet 4-5 timer i nat pga en lille Amanda, som mente hun skulle hoste fra fire til seks. Det er altså ikke helt nok søvn for mig, så jeg var sgu lidt mat i sokkerne da jeg klædte mig på og hoppede op på cyklen. Jeg var endda også meget sent på den, så alt var stress og jag. Men alt bliver dog, som regel, lysere når jeg kommer op på cyklen: frisk luft, fremad og dagen bliver bogstavelig talt lysere i takt med jeg cykler ind igennem byen…Men denne cykel-morgen var alligevel lidt anderledes – lidt ud over det sædvanlige. Jeg var jo – som sagt – meget sent på den, og det medførte at jeg kørte ind over Amagerbrogade, Christianshavn og Børsbroen ved 8 tiden, plus/minus. På denne rute hørte jeg i hvert fald tre forskellige kirkeklokker. På Amagerbrogade kimede klokkerne ved Sankt Annæ Kirke, ved Christianshavn hørte jeg Vor Frelsers Kirke og ved Børsbroen slog Holmens kirke slag. Ved Børsbroen hørte jeg faktisk en lang række forskellige kirkeklokker, som jeg dog ikke kunne identificere.
Jeg elsker kirkeklokker. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg betragter – som I jo nok ved – ikke mig selv som kristen, men “kultur-kristen”, så der er bestemt ikke noget religiøst ved min kærlighed til disse klokker. Når jeg hører en kirkeklokke lægger jeg altid mere mærke til mine omgivelser, ja jeg bliver vel egentlig trukket helt ind i den virkelige, analoge verden. Med det mener jeg, at jeg bliver trukket ud af mine tanker (jeg betragter ikke mine tanker som analoge, og det tror jeg vil blive en gængs holdning i fremtiden, men det er et helt andet blogindlæg ;-)). Jeg bliver trukket ud af mine tanker og bliver fokuseret på nuet. Jeg falder dog utrolig hurtigt tilbage i tankerne igen, men kirkeklokkernes rungende klang har sat sig fast, og får mig til at tænke på kærlighed, død, gamle dage og tid. Den klokke jeg hører har måske bimlet præcis på den måde, med den klang, i den frekvens, i over 200 år. Hver gang den har slået slag, har folk kigget op mod klokken, måske fokuseret på nuet som mig, og så tænkt tanker… og tænk hvis kirkeklokker kunne læse tanker? Tænk hvis de kunne tale, et sprog vi kunne forstå? Det kunne være vildt…men vel også en smule syret 😉 Nej, vi må acceptere at vi bare hører “ding! ding! ding!” Det skal dog ikke afholde os fra at analysere hvad vi alligevel hører klokkerne sige. Og du analyserer måske deres “tale” på en hel anden måde end mig…

KH
Martin (og velbekomme, hvis du også sidder med frokosten)

Trump må gerne bruge min sang til hans indsættelse i det nye år…

Trump skulle efter sigende have svært ved at finde kunstnere som vil spille deres musik, til hans indsættelse i det nye år. Efter mange overvejelser har jeg besluttet at Trump gerne må spille min sang “Shattered Dreams” 🙂

Tragikomisk reklame fra Dansk Folkeparti

Denne tragikomiske reklame fra Dansk Folkeparti så jeg i min mors og fars lokalavis:

Dansk Folkepartis avisreklame. Det skal lige siges det ikke er mine “kameraskills”, den er gal med. Billederne i reklamen fremstår bare voldsomt dårligt i avisen, fordi de er så små…Men DF ville altså hellere have kvantiet fremfor kvaliteten…
  • Andestegen kommer til Danmark i forbindelse med Mortens aften. En historie som udspiller sig i romerriget og handler om romeren Martin, som gemmer sig i en gåsesti, fordi han ikke vil være biskop
  • Julemanden er opfundet på baggrund af personen Nicolaos, som var biskop i Myra – det nuværende Tyrkiet
  • Julestjernen er et af de vigtigste symboler i en af de største mellemøstlige religioner: Kristendommen
  • Juletræet stammer fra Tyskland
  • Honningkagen/peberkagen stammer fra mellemøsten.
  • Nissehuen stammer fra den frygiske hue, som forbindes med folk af østlig afstamning (Lilleasien)
  • Gløgg stammer fra det antikke Grækenland, hvor man som de første begyndte at søde og krydre vin.
  • Golden retriever er en britisk hunderace

Ja VORES DANMARK har helt sikkert mange ting vi skal passe på, men vi – danskere – er hvad vi er pga de mange ting fremmede kulturer har givet os!!!

KH
Martin

Tårnby kommune frygter russisk indblanding i kommunevalget 2017

CIA har konkluderet at Rusland har forsøgt at påvirke udfaldet af det amerikanske valg vha hackerangreb mod Hillary Clinton og Det Demokratiske Parti. Noget tyder på at Tårnby er Putins nye målskive, og det vil jeg forsøge at forfølge her i mit blogindlæg.

Jeg bor i Tårnby kommune, og her er der, som i alle andre danske kommuner, snart kommunalvalg (KV17), og blandt førende VIPs og eksperter i min kommune, florerer rygter om at vores valg kan blive mål for russisk manipulation på samme måde som i USA.

Bl.a advarer Bjørn Ulfsen, som er redaktør af kommunens store lokalavis, mod at cyberangrebene tager til, og sandsynligvis er møntet på det kommende kommunalvalg i Tårnby.

“Det er ikke bare konspirationsteorier. Vi oplever dag for dag massive rusiske forsøg på at trænge ind på vores avis-webside, og det vil jo være katastrofalt hvis kommunens borgere ikke vil kunne tilgå den digital version af avisen, eller pludselig vil kunne læse russisk propaganda på avisens sider” /Bjørn Ulfsen

Tårnby kommunes webside er også under angreb

Pga de mange rygter der florerer, har jeg været på rådhuset og interviewe flere af Tårnbys mange IT eksperter. Ifølge dem er kommunens webside blevet ramt af hackerangreb flere gange i starten af 2016, og særligt kommunalbestyrelsens arbejde har stået for tur. Russerne har hacket sig direkte ind i kommunalbestyrelsens dokumenter, og det har bl.a udmundet sig i at flere dagsordner, til de vigtige åbne kommunalbestyrelsmøder, er hacket fuldstændigt til uforståelighed.

Endvidere er flere referater fra lukkede bestyrelsesmøder blevet lækket til Wikileaks. Skaden er dog ikke så stor, da kun ganske få Tårnbygensere har opdaget dette, men det ændrer ikke ved at dette læk formentlig er udført af de selv samme russiske hackere, som angreb i den amerikanske valgkamp.

Kommunens eksperter forventer langt flere angreb fra Rusland frem mod KV17. Alt peger på at Ruslands præsident Putin har interesse i at påvirke vores valg, så Socialdemokratiet ikke endnu en gang genvinder borgmesterposten. Grunden til dette skulle, efter sigende, være at Putin har enorme investeringer i forskellige discountkæder. Disse discountkæder bruger han selvfølgelig til at skabe profit til egne kampagner, men de fungere også som Trojanske heste, som hjælper ham og Rusland med at infiltrere vestlige lande. I Tyskland og Nordeuropa er det primært den tyske discountkæde Lidl, som han har aktier i. Og præcis Lidl har Socialdemokratiet – med borgmester Zemignu i spidsen – i mange år gjort alt for at holde ude af Tårnby. Syd for motorvejen har Lidl gentagende gange forsøgt at åbne en butik, men hver gang har Zemignu og co. sat en kæp i hjulet, og i stedet tilgodeset butikker som fx Rema1000.

Kommunens medarbejdere har en bøn om at jeg her på min blog videregiver denne vigtige information til kommunens borgere:

Hvis du ser en russer inden for kommunens grænser eller på lokale Facebooksider, så skal du gå ind på appen “Giv et praj”, og anmelde ham eller hende.

Denne vigtige information er nu givet videre. Vi må alle være på vagt! Det skal ikke lykkes Russerne at manipulere vores kommunalvalg, og infiltrere vores fantastiske kommune.

Godt nytår…og godt KV17 😉
KH
Martin Hans Jensen, Cand.it og blogger

Subscribe to Blog via Email

Enter your email address to subscribe to this blog and receive notifications of new posts by email.

Drageflyvning i december

  • Jeg (og Amanda) har aldrig fløjet med drage i vores hus på Feldborgvej.
  • Jeg har aldrig fløjet med drage i december
  • Jeg har aldrig fløjet med en mini mouse drage

Nogen gange skal man bare gøre ting man aldrig har gjort, før det bliver godt! 


🙂

Danske spil har virkelig fået spenderbukserne på

10kroner

Billedet her viser et screendump af min mail her til aften. Danske spil forærer mig simpelthen 10 kr hvis jeg installerer deres nye pokerapp…FREAKING SHIT! Det kan da kun gå for langsomt før jeg få installeret den APP og gamblet for den ENORME bonus!!! Jeg må være verdens heldigste mand.

KH
Martin 😉

Men husk også det positive ved Big data…

Nedenstående video fra “Adam Ruins Everything”, er spot on på flere områder. Jeg er dog noget mere positivt stemt end “Adam”. Det er rigtigt at vi er produktet, og gratis tjenester som fx Facebook og Google lever af at høste vores personlige data. Men Big Data vil jo i mange sammenhænge være en fantastisk hjælp for menneskeheden, og vil ende med at blive en vigtig del af vores næste evolution (som jeg ser det). Big data kan diagnosticere os, Big data kan støtte os med at træffe de rigtige beslutninger, Big data kan forudsige naturkatastrofer, Big data kan stoppe epidemier, etc, etc. Netop derfor skal vi møde teknologien med et positivt sind, og stille os spørgsmålet: “Hvor kan vi positivt bruge teknologien/Big data?” Og netop derfor har min pointe været de sidste par år, at det i fremtiden ikke handler om – som det jo gør i dag – at komme online, men mere om at gå offline, når det giver mening. Dvs vi vil få nogle værktøjer i fremtiden som kan sikre at vi er fuldstændigt offline (eller anonyme). Digitale og analoge filtre og teknikker som vil sikre at vi i de perioder vi ønsker, vil kunne være offline (eller anonyme). At gå offline vil så være et aktivt valg, og det har jeg det egentlig ret godt med. Så kan jeg benytte de fantastiske muligheder teknologien giver mig når jeg er online, men samtidigt vælge at koble mig helt af, når det giver mening.

GUNS N ROSES kommer til Danmark, men spiller kun AC/DC!

Axl Rose og GUNS N’ ROSES har offentliggjort at de skal spille i Danmark d. 27. Juni. Fans overalt i Danmark er henrykke over denne nyhed, og har i dag stået i onlinekø, for at sikre sig de eftertragtede billetter. Men det er altså i denne sammenhæng vigtigt at nævne at GUNS N’ ROSES jo også har proklameret at de, som en gestus overfor AC/DC, hvor Axl Rose fik lov til at synge da de spillede i DK, helt vil lægge egne numre på hylden og kun spille AC/DC sange. Axl Rose skulle i denne sammenhæng have udtalt at han jo har brugt flere måneder på at lære AC/DC sangteksterne udenad, og derfor helt har glemt GUNS egne tekster. Axl afslutter på deres egen Facebookside: “it would be fucking stupid not to do it”.

I må alle have en fantastisk GUNS N’ DC koncert! 😉

Subscribe to Blog via Email

Enter your email address to subscribe to this blog and receive notifications of new posts by email.