DSB rejsekort: Gør det ulovligt at tage imod venner på stationen!

Jeg glemmer fra tid til anden at tjekke ud med mit rejsekort. Nu har jeg endda fået en advarsel om at mit kort bliver spæret, hvis sløseriet ikke hører op! Men nu har jeg regnet ud hvorfor det er, at jeg en gang imellem glemmer at tjekke ud: Det er når jeg står af toget, og der står en person og tager imod mig. Når jeg ser min mor,  Lisbeth, eller hvem der nu står og tager imod, så glemmer jeg alt om det ligegyldige rejsekort.

Og jeg tror altså ikke jeg er den eneste. I dag, i toget til Falster, holdt jeg øje med de mennesker som steg ud på de forskellige perroner, og det var tydeligt at alle dem som havde ventende familiemedlemmer eller venner, intet andet havde i hovedet, end mødet med dem der tog imod. Der var forresten ikke nogen der tog imod mig på stationen på Falster, så jeg huskede selvfølgelig at tjekke ud 🙂

Et råd til DSB kunne være at forbyde folk at tage imod venner og familie på de forskellige stationer og busholdepladser. Jeg er sikker på det vil forøge antal retmæssige udtjekninger med rejsekort 😉

UPDATE! 
Jeg prøvede jo egentlig bare at lave sjov med at DSB burde gøre det ulovligt at tage imod folk man kender på stationen/perronen. Men en af mine læsere har nu gjort mig opmærksom på at det rent faktisk er ulovligt at opholde sig på fx en perron, uden gyldigt rejsehjemmel (dvs en billet). Så i teorien er det faktisk ulovligt at min mor eller min hustru står og tager imod mig (uden billet) når jeg lander med toget…CRAZY SHIT!  Citat fra DSBs rejseregler pkt 2.5: “Gyldig rejsehjemmel skal kunne vises frem for kontrolpersonalet under hele rejsen, ved udstigning, i metroen indtil metroens område forlades, og i DSB’s tog og lokalbanetog indtil perronen forlades.”

En helt almindelig morgen – version 2

Overskriften på dette indlæg har fået tilføjelsen “version 2”, fordi jeg for et års tid siden skrev dette indlæg En helt almindelig morgen på Feldborgvej. Det var et ret positivt indlæg, som udover at beskrive en helt almindelig hverdagsmorgen hos mig, også handlede om at man skal huske at elske sin hverdag – i hvert fald en gang imellem. Nu er situationen den, at vi er blevet en mere hjemme hos os…og det ændrer jo unægteligt noget på ens hverdagsrutiner. Andrea er kommet til, og husstanden består nu af Amanda (på snart 4), Andrea (2 måneder) og Lisbeth og jeg. Selvom der nu er en mere i dagligdagen, må jeg sige at min indstilling til hverdagen ikke har ændret sig. Jeg er stadigvæk – ofte – forelsket i min hverdag. Og Andrea har bestemt ikke ændret ved dette “billede”, vel egentlig nok det modsatte. Her er en kort beskrivelse af min morgen tirsdag d. 17. maj – en helt almindelig morgen:

Jeg vågner af at der kommer lyde fra Andreas seng, som står ved siden af vores. Jeg kigger på uret, 6.25. Jeg hvisker til Lisbeth, at jeg går i bad. Da jeg efter badet børster tænder kan jeg høre en voldsom pludren inde fra soveværelset, og jeg går ind og kigger. Andrea ligger på mors mave og “fortæller” i vilden sky – hun må have drømt nogle spændende drømme 🙂 Jeg går ind og lægger mig ved siden af med min tandbørste i hånden. Andrea storsmiler til mig, og stopper med at pludre. Jeg går ud på badeværelset igen, og pludren starter igen. Pludselig bliver der stiller, og jeg tænker at Andrea nok er igang med sin yndlingsbeskæftigelse: at spise…:-)
Amanda er endnu ikke stået op. Hun plejer ellers på dette tidspunkt at komme op til os og putte i ca 21 sekunder, for så efterfølgende at gå ind i stuen, for at lege og/eller se Ramasjang. Men i dag sover hun altså længe…(i en parentesbemærkning må jeg alligevel brokke mig lidt! Hvorfor er det børn bare aldrig sover længe i weekenden, men ofte gør det i hverdagen!? 🙂
Jeg går nedenunder, og indtager mit – for nuværende – faste, men helt utrolige, morgencomplet: en lille håndfuld valnødder, et stort glas tomatjuice og en vitaminpille 🙂 Efter den kolonariske oplevelse, går jeg ind til sovetrynen (Amanda). Amanda ligger med numsen i vejret i sin seng, og da hun hører jeg kommer ind slår hun øjnene op og endnu et storsmil møder mig. Med sin hæse morgenstemme, får hun fremstammet: “Jeg kom ikke op til jer”, vi snakker om at hun har sovet længe, og hun spørger hvor lillesøster er. Vi går ovenpå til søster om mor. Andrea ligger veltilfreds og flyder på sengen, og Amanda “kaster” sig over hende 🙂 “LILLESØSTER!!!”

Efter lidt hurlumhej i sengen, går jeg nedenunder med Andrea. Jeg giver hende en ren ble og afmonterer nattøj og tilfører rent tøj, som Lisbeth aftenen før, har lagt frem…pusleturen tager dog virkelig lang tid, fordi hun hver gang jeg endelig er klar til at putte en frisk ble på, lige har lyst til at tisse på puslepuden:-) Klokken er derfor blevet ret mange…jeg ved dog, at jeg ingen morgenmøder har på arbejdet, så jeg vælger at afslutte “pusle/tøjprojektet” ordenligt, og det er altså også ret hyggeligt, for imellemtiden er Lisbeth kommet ned med Amanda, og de er også igang med tøjprojektet, bare inde på Amandas værelse – jeg kan høre Amanda ikke er helt enig med Lisbeths tøjvalg, men de ender dog med at komme til enighed 🙂

Jeg lægger Andrea ind i sin kravlegård, og jeg begynder at tage mit cykeltøj på.

andrea

Jeg kysser alle mine “tøser” farvel, og går ud mod hoveddøren. Amanda drøner efter mig, og på vej ud får jeg endnu et kys:
Amanda: “God dag på arbejde”
Jeg: “God dag i børnehave”

Jeg kommer afsted 15 minutter senere end ellers. Det største problem ved dette er at cykelstien langs Amagerbrogade og Christianshavn, bliver mere og mere crazy, nu tættere klokken bliver på 8. Det gode er dog at kirkeklokkerne følger mig på turen (beskrevet i et andet indlæg Jeg elsker kirkeklokker!)

Endnu en god ting ved at komme lidt senere på job, er at jeg så slipper for at sætte frisk kaffe over, det er nemlig allerede gjort 🙂

Jeg byder jer alle sammen en glædelig hverdag! 🙂

KH
Martin

Barn nummer to

Undskyld I ikke har hørt så meget fra mig de sidste 9 dage. For 9 dage siden blev jeg far til barn nummer to – en skøn pige. Andrea er alts¨å 9 dage i dag, og alt går som det skal. Og det er jo intet mindre end fantastisk at være andengangsforældre…man er så meget mere loose. Vi kører ikke op i en spids, bare fordi der er lidt røde pletter på benet, puds i øjet eller en lidt rød numse. Hvis hun skriger, ja, så er det jo nok bare fordi hun har ondt i maven og skal bøvse. Hvis hun ikke vil sove…ja…så er det jo nok fordi hun ikke er træt 😉

Da vi fik vores første barn – Amanda – for 3½ år siden, følte jeg at vi googlede uafbrudt. Jeg gik lige tilbage i mit Googlesøgningsarkiv (længe leve big data), og så hvad jeg havde søgt på i dagene efter Amandas fødsel i juli 2013. Her er tre tilfældige:

  • Hvordan får man baby til at stoppe med at græde?
  • Hvordan får man baby til at bøvse?
  • Tvillingstilling
  • Hvornår falder navlen af?

I de 9 dage vi har haft Andrea, har jeg ikke nervøst forældre-googlet en eneste gang…det skal dog nok komme 😉

KH
Martin

 

DET STORE VÆDDEMÅL – fra euro til drachma

For lidt over et halvt år siden indgik jeg et væddemål med min mor. Jeg tabte og nogen vil da nok også mene at mit bud ikke var det mest intelligente 🙂

Grækenland stod i sommeren15, i  en enorm økonomisk krise (det gør de jo for så vidt stadigvæk), og væddemålet gik ud på om Grækenland ville træde ud af Euroen eller ej. Min mor var sikker på det ikke ville ske inden for det kommende år, og jeg mente at der var en sandsynlighed for at det kunne ske. Vi væddede 100 kr, og hele det forgange år har min mor så drillet mig næsten hver gang vi sås, for den græske udmelding trak jo ud 🙂 Hun har også ofte nævnt for mig, at de 100 kr altså skulle være kontant, og hver gang har jeg modsvaret at jeg ville overføre dem via Netbank, hvis jeg skulle ende med at tabe (hvilket min mor bestemt ikke var tilfreds med). Ved ikke hvorfor det er så vigtigt at det skal være en fysisk seddel!?

For et par måneder siden, måtte jeg sande at jeg havde tabt vædemålet.

Grækenland havde ikke smidt Euroen på Akropolis byport, og genindført drachma! Gode råd var dyre!

Hvordan skulle jeg nu få klaret det lille økonomiske mellemværende med min mor?! Jeg var ikke meget for at dukke op med en laset hundredekroneseddel. Og at overføre 100 kr via netbank, var også – når det kom til stykket – bare en tand (eller faktisk to tænder) for kedeligt.

Jeg brød min krøllede hjerne med, hvordan jeg dog skulle komme igennem mit skamfulde nederlag, og pludselig kom jeg til at tænke på Grækenlands gamle møntfod. Det var jo formentlig den de skulle være gået tilbage til, hvis de havde valgt at træde ud af Euroen, og så havde drachma jo pludselig været en god ting at være i besiddelse af. Min mor rejser faktisk fra tid til anden til Grækenland, og for at sikre at hun har gangbar valuta, hvis de en dag alligevel skulle træde ud af Euroen, så besluttede jeg mig for at undersøge om jeg kunne betale mit nederlag til min mor i drachma.

Jeg er ret vild med eBay! Jeg er vild med eBay, fordi man kan få alt, og selvfølgelig er der også en græsk fyr som har specialiseret sig i at sælge større og mindre bundter af drachma, som han havde samlet sammen inden de gik over til Euroen. Grækeren havde heldigvis også et bundt sedler, som ca. svarede til kursværdien af 100 danske kr, og så var min lykke gjort. Jeg bestilte det lille fine bundt sedler, og modtog dem et par uger efter.

I weekenden havde min mor fødselsdag, og det virkede som det rette tidspunkt at give hende pengene af en værdi af 100 kr. Det var vist en meget blandet oplevelse for min mor. Hun var vild med de originale græske drackma, men der var altså også en grad af skuffelse over, at det ikke var en laset dansk hundredekroneseddel, hun fik i hånden, da hun åbnede konvolutten.

Under alle omstændigheder fik hun sig et billigt grin, da hun fik at vide at det faktisk – inc fragt – havde kostet mig 170 kr at betale min gæld på 100 kr 😉

drachma

 

Bravo Tours: 69% føler sig lykkeligere, når de er på ferie

lykkelig paa rejse

Nu fik jeg endelig fået taget et billede af denne reklame, som har provokeret mig voldsomt den sidste måneds tid. Bravo Tours argumenterer simpelthen med at man skal rejse, fordi man er mere lykkelig mens rejsen står på. Og det kan da godt være man er mere lykkelig mens rejsen står på, men hvis det skal være argumentet for at tage afsted “at man så endelig bliver lykkelig”, så er der altså noget galt med ens liv. Og måske skulle man så i stedet for at bruge 20.000 kr på en dyr rejse, måske tage kontakt til en coach, parterapeut eller bare tage hverdagen op til overvejelse.
Hvis man alligevel tager afsted, er lykkelig, og så kommer hjem til lortehverdagen igen, så ender det i depression eller skilsmisse. Og det er vel egentlig også derfor der sker så mange skilsmisser efter ferier – og her er det så nok første gang jeg linker til Femina 🙂 http://www.femina.dk/dit-liv/sex-kaerlighed/skilsmisse-derfor-gaar-saa-mange-forhold-i-stykker-lige-nu

Nå, men nu var det jo ikke fordi jeg ville lege lommepsykolog og formane at man skal gøre noget ved sit liv, hvis man ikke føler sig lykkelig. Nej dette er en røffel til BRAVO TOURS! Jeg synes det er fint at reklamere for at folk skal tage på ferie. Det er dejligt at holde ferie, men I har simpelthen fat i det forkerte argument. Her er et par bedre bud:

  • 90% kobler fuldstændigt fra når de er på ferie
  • 60% får mere sex mens de er på ferie
  • 40% lærer nye mennesker at kende på ferie
  • 70% smager nye spændende madretter når de er på ferie
  • 80% får et stærkere immunforsvar når de er på ferie

Chiliplaster til gravide

Chiliplaster skulle være det nye sort til gravide. Det skulle kunne lindre smerter under graviditeten. Se denne video, af en mødregruppe som snakker om det 🙂

Det er jo det jeg hele tiden har sagt, chili er verdens bedste produkt. Og det skal lige siges at det også virker for os mænd (som en gang imellem er meget tæt på en gravid kvinde) – det skal dog indtages oralt, i frisk udgave, og minimum være af styrke Cayennepeber, helst Habanero 😉

Chili – og Chiliplaster – is the shit! 🙂

Skamferet have! 

Så fik jeg tid til at give mine træer i haven en ordenlig tur. For æbletræernes vedkommende skulle det vist være det helt rigtige tidspunkt, men for et par af de andre er det vist nærmest skamferet (eller rent mord), hvis man spørger professionelle havefolk. Det skal dog siges at jeg godt var klar over dette, og særligt Birketræet, som jeg virkelig har skåret i bund, kommer nok til at gå en hård tid i møde. Et birketræ skulle være en såkaldt “bløder” og sender bunker af vand ud igennem “såret”. Det er altså nærmest et eksperiment med det Birketræ, og hvis det ikke overlever, så er det faktisk ok. Det står nemlig ikke et særlig godt. sted. Men hvis det overlever er ret ret spændende og se hvordan det kommer til at se ud.

Birketræet 🙂

Amiga 500 – Wonder Amanda in Monster Land

I weekenden præsenterede jeg Amanda for min gode gamle Amiga 500! Hun var ret vild med ideen om at man via et Joystick kunne få en mand (Wonder Boy in Monster Land) til at bevæge sig oppe på skærmen. Hun var dog mest fascineret af disketterne og måden at loade spil på (læs: putte disketten ind og ud, og tænde og slukke på transformatoren).

Men ud over Wonder Boy in Monster Land, fik vi spillet Pong, Golden Axe og Paperboy 🙂

amiga500

Og her et billede af mig fra min Amiga-storhedstid 🙂

amigamartin

Når prisen på kyllingfilet skræmmer!

I dag havde jeg belsuttet mig for at lave en fantastisk – og nem – pastaret, som bare altid lykkes: Kød (fx kyllingfilet, svin eller røde pølser) løg, hvidløg, salt, peber, hakkede tomater og bunker af fed fløde, puttes i en gryde. Kast så pasta ned sammen med, og lad det koge i 15 minutter – færdig arbejde!

Jeg havde besluttet at der skulle kylling i retten, og derfor cyklede jeg på vej hjem fra arbejde i Kvickly, for at købe kylling og fløde. Jeg synes jo retten skulle være lige i øjet, og da jeg stod ved køledisken følte jeg mig i sekundet vildt i et med moder jord, og valgte derfor noget økologisk kylling (inderfilet).

Jeg kom op til kassen og lagde mine 303 gram kylling og fløde på båndet, og da kassedamen sagde prisen, var jeg ved at kløjes i det. Hun sagde 88 kr! Jeg var så tæt på at lave en scene, men besindende mig, og takkede pænt ja til bonnen, da hun spurgte. Og ja, den var god nok…de 303 gram økologisk kylling (inderfilet) kostede simpelthen 73 kr. Jeg tænkte en del på vejen hjem på cyklen, og jeg er stadigvæk ikke kommet helt til enighed med mig selv…Hvad er egentlig værst i denne situation? At de 303 gram økologisk kylling kostede 73 kr, eller at man som standard kan få 2,5 kg konventionel kyllingfilet til 95 kr? Der er noget som ikke er som det skal være…

Det skal dog siges at aftensmaden heldigvis smagte fantastisk, og jeg nød hvert et stykke af min kylling! 🙂

 

 

Drageflyvning i december

  • Jeg (og Amanda) har aldrig fløjet med drage i vores hus på Feldborgvej.
  • Jeg har aldrig fløjet med drage i december
  • Jeg har aldrig fløjet med en mini mouse drage

Nogen gange skal man bare gøre ting man aldrig har gjort, før det bliver godt! 


🙂

Perlekæder på arbejdspladsen – Hvad man dog ikke gør for sine børn!

Når ens datter kommer med en af de flotteste perlekæder, det endnu er lykkedes hende at lave, og spørger om jeg vil tage den på på mit arbejde…ja, så kan man jo ikke sige nej. Mine seniorsergent- og majorkollegaer kigger lidt mærkeligt på mig, men anerkender jo også at jeg ikke havde andre valg 🙂
perlekaede-born-lille

Subscribe to Blog via Email

Enter your email address to subscribe to this blog and receive notifications of new posts by email.

Lisbeth er gravid, og det bliver en lille…

Vi har nu både været til 3D scanning og jordemoder. Alt ser helt perfekt ud. Hjertet banker som det skal, og vi ved nu med sikkerhed at det er en lille rhesus negativ som ligger derinde og hygger sig. Og det er lidt sjovt for Amanda er rhesus positiv som mig (Lisbeth er resus negativ). Så nu får vi altså en af hver 😉