Overskriften på dette indlæg har fået tilføjelsen “version 2”, fordi jeg for et års tid siden skrev dette indlæg En helt almindelig morgen på Feldborgvej. Det var et ret positivt indlæg, som udover at beskrive en helt almindelig hverdagsmorgen hos mig, også handlede om at man skal huske at elske sin hverdag – i hvert fald en gang imellem. Nu er situationen den, at vi er blevet en mere hjemme hos os…og det ændrer jo unægteligt noget på ens hverdagsrutiner. Andrea er kommet til, og husstanden består nu af Amanda (på snart 4), Andrea (2 måneder) og Lisbeth og jeg. Selvom der nu er en mere i dagligdagen, må jeg sige at min indstilling til hverdagen ikke har ændret sig. Jeg er stadigvæk – ofte – forelsket i min hverdag. Og Andrea har bestemt ikke ændret ved dette “billede”, vel egentlig nok det modsatte. Her er en kort beskrivelse af min morgen tirsdag d. 17. maj – en helt almindelig morgen:
Jeg vågner af at der kommer lyde fra Andreas seng, som står ved siden af vores. Jeg kigger på uret, 6.25. Jeg hvisker til Lisbeth, at jeg går i bad. Da jeg efter badet børster tænder kan jeg høre en voldsom pludren inde fra soveværelset, og jeg går ind og kigger. Andrea ligger på mors mave og “fortæller” i vilden sky – hun må have drømt nogle spændende drømme 🙂 Jeg går ind og lægger mig ved siden af med min tandbørste i hånden. Andrea storsmiler til mig, og stopper med at pludre. Jeg går ud på badeværelset igen, og pludren starter igen. Pludselig bliver der stiller, og jeg tænker at Andrea nok er igang med sin yndlingsbeskæftigelse: at spise…:-)
Amanda er endnu ikke stået op. Hun plejer ellers på dette tidspunkt at komme op til os og putte i ca 21 sekunder, for så efterfølgende at gå ind i stuen, for at lege og/eller se Ramasjang. Men i dag sover hun altså længe…(i en parentesbemærkning må jeg alligevel brokke mig lidt! Hvorfor er det børn bare aldrig sover længe i weekenden, men ofte gør det i hverdagen!? 🙂
Jeg går nedenunder, og indtager mit – for nuværende – faste, men helt utrolige, morgencomplet: en lille håndfuld valnødder, et stort glas tomatjuice og en vitaminpille 🙂 Efter den kolonariske oplevelse, går jeg ind til sovetrynen (Amanda). Amanda ligger med numsen i vejret i sin seng, og da hun hører jeg kommer ind slår hun øjnene op og endnu et storsmil møder mig. Med sin hæse morgenstemme, får hun fremstammet: “Jeg kom ikke op til jer”, vi snakker om at hun har sovet længe, og hun spørger hvor lillesøster er. Vi går ovenpå til søster om mor. Andrea ligger veltilfreds og flyder på sengen, og Amanda “kaster” sig over hende 🙂 “LILLESØSTER!!!”
Efter lidt hurlumhej i sengen, går jeg nedenunder med Andrea. Jeg giver hende en ren ble og afmonterer nattøj og tilfører rent tøj, som Lisbeth aftenen før, har lagt frem…pusleturen tager dog virkelig lang tid, fordi hun hver gang jeg endelig er klar til at putte en frisk ble på, lige har lyst til at tisse på puslepuden:-) Klokken er derfor blevet ret mange…jeg ved dog, at jeg ingen morgenmøder har på arbejdet, så jeg vælger at afslutte “pusle/tøjprojektet” ordenligt, og det er altså også ret hyggeligt, for imellemtiden er Lisbeth kommet ned med Amanda, og de er også igang med tøjprojektet, bare inde på Amandas værelse – jeg kan høre Amanda ikke er helt enig med Lisbeths tøjvalg, men de ender dog med at komme til enighed 🙂
Jeg lægger Andrea ind i sin kravlegård, og jeg begynder at tage mit cykeltøj på.
Jeg kysser alle mine “tøser” farvel, og går ud mod hoveddøren. Amanda drøner efter mig, og på vej ud får jeg endnu et kys:
Amanda: “God dag på arbejde”
Jeg: “God dag i børnehave”
Jeg kommer afsted 15 minutter senere end ellers. Det største problem ved dette er at cykelstien langs Amagerbrogade og Christianshavn, bliver mere og mere crazy, nu tættere klokken bliver på 8. Det gode er dog at kirkeklokkerne følger mig på turen (beskrevet i et andet indlæg Jeg elsker kirkeklokker!)
Endnu en god ting ved at komme lidt senere på job, er at jeg så slipper for at sætte frisk kaffe over, det er nemlig allerede gjort 🙂
Jeg byder jer alle sammen en glædelig hverdag! 🙂
KH
Martin
