Efter jeg er blevet husejer har jeg fået et problem som mange husejere sikkert kan nikke genkende til. Duer som skider på ens tag, hegn og terrasse.
De er ikke så lette at skræmme væk. Jeg kunne stå under et træ, som en due sad i, og råbe og skrige uden den så meget som vippede med næbet.
Derfor gik jeg på nettet for en måneds tid siden og købte et pusterør. En såkaldt “Blow Gun”…lyder egentlig en smule perverst, men det er altså bare et almindeligt pusterør på ca en halv meter.
Da jeg modtog pusterøret med posten var der kun pile med. Pile på næsten 10 cm og jeg havde jo ikke i sinde at dræbe de stakkels kræ, så jeg måtte finde anden ammunition. En af mine kollegaer kom på den gode ide at man kunne bruge kikærter. Jeg købte mig en pose kikærter i Rema1000 (Rema1000 er faktisk en ganske fin discountbutik med mange forskellige varer). Kikærterne passede fint ind i løbet på pusterøret, og jeg gik derfor i skarp træning.

Det er er en meget fin fornemmelse – og god lyd – når man rammer duen på fjerpragten og den basker forvirret væk. Det er faktisk en hel sjov oplevelse at skræmme duer væk nu, og jeg har flere gange grebet mig selv i at gå ud på vores terrasse og kigge længselsfuldt op mod vores tag. Det kunne jo være der sad en due…Desværre er det som om duerne allerede er ved at fatte at de bliver beskudt med mærkelige genstande når de sætter sig på mit tag, og derfor er begyndt at flyve videre til naboens.
“Thumps up” til pusterør som dueskræmmer. Prøv det!





